Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

I det øjeblik dette skrives, gør naturen enhver profeti, om at vi ikke ville få sommer i år, til skamme. Himmel for en idyl! Da den imidlertid gentages over det ganske land, vil det vist kun vække irritation at fordybe sig i den, hvad der dog ikke skal hindre mig i at hævde, at den del af det jordiske paradis, som vi elsker højest, for tiden er her. Fulgtes De med mig gennem hele feriebyen, ville De kun høre lovord fra den mindste splitternøgne trold, der solbrun og henrykt farer rundt og tror, at det er hans alt sammen, og til feriebyens ældste, der med milde og glade øjne følger denne udfoldelse af sommer, sol og indbyrdes venlighed.

Vi har haft en meget travl forsommer i den forstand, at her var meget at gøre. Men utallige gode venner har været her og givet et nap med med det resultat, at alt nu er i orden for denne sommer. På sin vis er Kosmos Ferieby en heltud eventyrlig "sandkasse" i hvilken vi alle "leger" ganske dejligt. Mange mennesker kunne lære temmeligt meget af den ånd, som her har manifesteret sig. Det er som at opleve "Du kan ikke tage det med dig" på en helt ny og festlig måde, sagde en fremmed gæst til mig en dag, og jeg gav ham i mit stille sind ret. Hvis alle var helt klar over, at "der går intet godstog til himmelen", ville jorden vrimle med den slags feriebyer. Nå, lad os spænde de alvorligste tanker fra os et øjeblik og se på livet med sommerens lyse og friske øjne. For nu er der faktisk meget at se for den, der vil se! Mon De husker, at vi sidste år havde et lille rådyrlam som gæst her på villa Rosenberg? Det var den sommers dejlige oplevelse. Nu er Bibi, som vi kaldte hende, blevet stor. Hun kom over på Strødams reservat ved Hillerød, og jeg har netop fået at vide, at hun fornylig stillede med sin "forlovede" i overgartnerboligen, hvor hun går ud og ind som ethvert andet barn i sit hjem, så hendes liv blev altså redde. I år har vi en anden morsom lille oplevelse. Såsnart vi blot klirrer lidt med tallerknerne, kommer der en elegant solsorthan og sætter sig til rette oppe i toppen af et fyrretræ og fløjter aldeles dejligt. Til at begynde med studsede jeg lidt over regelmæssigheden, indtil det gik op for mig, at han simpelthen holder øje med vor kommen og gåen. Men det virkeligt interessante ved ham er, at han fløjter omtrent som en sangdrossel. Det lyder dejligt og glæder os hver dag. Småting måske, men alligevel!

Har De egentlig nogensinde tænkt over, at mennesket, for hvem tilværelsens kosmiske side bliver det egentlige, stilfærdige erhverver sig evnen til at smutte ind i småtingenes verden?. Det kunne lyde småt og provinsielt, men læg mærke til de mennesker, der virkelig elsker fred, og De vil se, at de alle er specialister i at kunne glæde sig over alt det, der faktisk ikke koster noget. Fred er jo ikke et "intet", men i allerhøjeste grad et "noget", og dette "noget" opstår netop som et resultat af en vekselvirkning med det i livet, der hverken larmer eller på anden vis gør sig ubehagelig gældende. Og det gør de små ting ikke. Det behøver ikke at være udtryk for dovenskab at sidde mussestille og følge en gravehveps' heltud fantastiske flid, når den, efter at have hentet en stor fed larve, formår at begrave den mellem to sten på en sådan måde, at intet levende væsen udover den, der har fulgt processen, ved, at her ligger et bedøvet madreservat for næste generation af gravehvepse. Det ser ikke ud af meget, men tænk engang over, hvad der ligger bagved! Gør De det, vil det hurtigt svimle for Dem, for frem af tågen dukker pludselig verdensaltets miniaturekloder med beboere, som der er "hjemmehørende", men som her kun er gæster. Gravehvepsen lever ikke i samfund, og hverken De eller jeg har skygge af grund til at tro, at den bare er et "dyr", en betegnelse vi ofte giver den for at blive fri for at tænke mere på den. Men lige så lidt, som De og jeg kan en ting perfekt uden først at have lært det, kan den udføre sine funktioner uden først engang at have fået undervisning. Når man ser, med hvilken omhu den udfører selv den mindste detalje i sit travle virke, må man bøje sig for det så ofte foragtede instinkt, som her folder sig ud i al sin genialitet. Læg Dem en dag i græsset og kig lidt på de insekter De ser. Ikke som "forbandede fluer og andet skidt", men som levende væsener med akkurat lige så stor ret til at leve som De selv, og verden vil med eet slag ændre karakter for Dem. Det er den slags. De har sommeren til! Jeg så forleden dag en høg komme jagende udfra rummet og tage en fugl. Det skete så hastigt, at fuglen kun nåede at give et lille skarpt skrig fra sig, før det hele var forbi. Mens jeg stod og "sundede" mig lidt på denne oplevelse, fæstnede mine øjne sig ved en mærkelig hvid stribe, der jog henover himmelen. Den stod så besynderligt skarpt imod alt det blå. Pludselig begreb jeg, at det var en Jetjager, og uvilkårligt tænkte jeg: "Hvad om den pludselig slår ned på dig, det er jo det, den er lavet til! Der laves mange af den slags idag, og hver dag får vi at vide, at vi må have flere, for at vi kan blive stærke nok, – stærke nok til at gøre akkurat det samme som høgen! Det ved både De og jeg, og vi ved også, at mørket marcherer! Den dag kan meget snart komme, hvor vi igen slukker lysene og kryber sammen i angst. Det ved vi også! Netop derfor skal vi nyde freden, og netop derfor skal vi være lykkelige for, at vi har en plet, hvor vi kan mødes og vise hinanden, at vi i det mindste ikke ønsker at være "høg". I en verden af ilter oprustning ligger Kosmos Ferieby som et lille eventyr for sig. Midt i denne by står en ensom skikkelse og taler "Roma midt imod". Hans tale er ikke hadets og krigens, men derimod fredens. Ikke den fred der befales i "fredstraktater", men den fred, der lever i menneskehjertet, og som kun ønsker enhver al den godhed og lykke, der findes. En ensom skikkelse? Ja, men en ildsøjle, hvis ord inden længe når kloden rundt. Det ved De og jeg jo også. Og mere end nogen anden har netop han lært os, at fredens sande hjemsted er en så lille ting, som vort eget hjerte. En lille ting? Ja! Men en svær ting at få fred med!