Kontaktbrev 1952/8 side 3
ÅNDSVIDENSKAB FOR HVERMAND
Af Erik Gerner Larsson
(fortsat)
vil sige: er blevet lettilgængelige for enhver, vil al tale om en ny verden kun være tom snak? Menneskeheden må have adgang til denne mættelse, og vi ser da også, hvorledes udviklingen med rivende hast bevæger sig henimod en tilstand, hvor evnen til at producere netop de ting, som menneskene forestiller sig vil gøre dem lykkelige, vil være større end forbruget. Tænkte man sig idag verdensfabrikationen omstillet fra krigs- til fredsproduktion, ville vi meget hastigt kunne nå dertil, et vi simpelthen druknede i alle de ting, vi nu så bitterligt længes efter.
Den tid er ikke så fjern, som mange tror, hvor enhver vil kunne få sine rent materielle ønsker opfyldt, men hvad så? Vil dette gøre menneskeheden lykkelig? Meget lidt – og meget kort! Thi "lykke" er ikke noget udvendigt. Det er i allerhøjeste grad et indvendigt problem, der kun kan løses igennem åndelig vækst eller en livsindstilling, i hvilken næsten – og ikke en selv – indtager en fremskudt plads,
Dette ved det udviklede menneske, der jo netop repræsenterer den mættelse af materialismen, der går forud for det åndelige livs virkelige fødsel. Det er "frigjort" i den forstand, at det har gennemskuet materiens blændværk og nået frem til forståelsen af, at den, der ønsker at eje, meget let bliver ejet af det, vedkommende begærer, hvad der så igen fører til åndelig stagnation.
Som vi her har set, er det jordiske menneskes dagsbevidsthed endnu meget begrænset, idet den i overvældende grad er bundet til rent materielle forestillinger. Mennesket kan tænke, men dets tænkning er endnu på langt de fleste områder uden kosmisk perspektiv, hvilket vil siges uden kontakt med en urokkelig virkelighed. Dets forestillinger om de ting, det begærer, har mere rod i dets behagsfornemmelser end i en viden om disse tings virkelige rolle i dannelsen af den bevidsthed, der engang for alvor skal hæve det over dyrerigets mentale tågeverdener og gøre det bevidst, ikke alene i de udvendige fænomeners sande natur, men også i dets egen kosmiske struktur.
Dagsbevidsthedens sande struktur.
I almindelighed er det jordiske menneskes kendskab til "sig selv" begrænset til dets daglige oplevelse af bevidstheden som sædet for alle dets åndelige funktioner. Den ydre verdens problemer optager sædvanligvis alle døgnets vågne timer såmeget, at kun den, der i sig føler en længsel efter en større horisont end den rent materialistiske, reflekterer over de processer, der foregår i hans egen sjæl. Vender vi imidlertid vort åndelige søgelys imod vort eget væsens inderste natur, vil vi meget hurtigt se, at det vi har givet navnet "bevidsthed" er betydeligt mere kompliceret, end de fleste forestiller sig. Vi er ikke bare "mænd" og "kvinder". Vi er noget langt mere betydningsfuldt, vi er "gudesønner", hvilket vil sige væsener, der er bestemte til engang at skulle "arve himmeriges rige". Bag disse dunkle ord skjuler der sig store sandheder, der angår ethvert levende væsen. En af disse sandheder er den, at det jordiske menneskes bevidsthed ikke er en "færdigskabt" ting, men derimod noget, der konstant er under skabelse. Denne skabelse ytrer sig på den måde, at vort bevidsthedsliv uafladeligt er under om- og nydannelse. Da vor bevidsthed dybest set er noget "materielt" i den forstand, at den er opbygget ved hjælp af X.III. eller tilværelsens kosmiske grundkræfter, udfylder den et "rum". At dette er af psykisk natur ændrer ikke den her berørte kendsgerning. At gå ind i et menneskes sjæleliv vil altid være ensbetydende med at betræde et rum, der har en given størrelse. Man taler derfor også ganske naturligt om "små" og "store" sjæle eller mennesker med små eller store åndelige rum. Undersøger man nu, hvad det er, der findes i dette åndelige rum ser man straks, at det indeholder noget, man har givet navnet "talenter". Disse talenter udgør i sig selv frugten af det levende væsens vekselvirkning med samtlige dets omgivelser eller det, vi kalder "livet". Betragter vi nu disse talenter, ser vi, at de deler sig i tre grupper, nemlig i en aftagende, en tiltagende og en kulminerende gruppe. I den aftagende gruppe finder vi alle de talenter, som det jordiske menneske har "udlevet" og som derfor ikke længere udløser nogen tiltrækning på dets Jeg. Dette forhold bevirker uundgåeligt, at denne gruppes talenter eller evner langsomt "sover ind". Noget, der ikke bruges, vil uundgåeligt visne eller gå i forfald, og det samme gælder også vore talenter eller evner.
I gruppen med de tiltagende talenter eller evner finder vi alle de, som Jeg'et er draget imod eller tiltrukket af. Disse talenter er endnu ikke færdigbyggede, hvad der igen bevirker, at Jeg'et ikke tilfulde kan betjene sig af dem. Her er det altså ikke "mester", men derimod kun "elev". I den sidste gruppe derimod finder vi alle de talenter, som er fuldt udbyggede, og som derfor fungerer fuldkomment eller "automatisk". Her er det jordiske menneske "mester" eller "geni", hvilket jo kun vil sige, at dets skabelse ved hjælp af disse talenter er hundrede procents fuldkommen.
Men hvad er egentlig et talent eller en evne? Et talent er i sig selv en lille "bevidsthed", som – når Jeg'et betjener sig af den – helt dominerer dets skabelse. Det er derfor, det jordiske menneske fremtræder så sjæleligt nuanceret, som tilfældet er. På nogle områder betjener det sig af talenter eller evner, som er færdigudviklede, og på andre områder af talenter, som først er under dannelse. Men dette forhold afslører også, at det, vi kalder en bevidsthed, i virkeligheden udgør en række koordinerede bevidstheder, idet de her nævnte tre grupper talenter eller evner, hver for sig er små bevidstheder, som underlagt Jeg'ets kontrol samlet danner det, vi kalder dets dagsbevidsthed. At det netop er som her beskrevet, ses let af den kendsgerning, at mange mennesker under givne forhold oplever det, man har givet navnet "bevidsthedsspaltning", og som ytrer sig på den måde, at en af dets små bevidstheder pludselig tager magten på den ellers eksisterende helheds bekostning. Det er det, der f.eks. sker, når et menneske har erhvervet sig et talent af farlig karakter, enten det så er for drik eller anden udskejelse. Vi bliver da ofte vidne til, at dette talent – for der er nemlig her tale om et ligeså regulært talent som i et hvilket som helst andet tilfælde, – helt tager magten og nu dominerer hele bevidsthedsrummet, hvad der meget ofte fører til en indenfor et enkelt jordliv uoprettelig ulykke.
Dagsbevidsthedens sande struktur består således af en række små koordinerede bevidstheders tilknytning til et Jeg. At disse mange små bevidstheder samlet udtrykkes som een bevidsthed skyldes kun vor erkendelse af Jeg'et som disse mange bevidstheders inderste kilde eller årsag. De enkelte små bevidstheder, talenter eller evner er således intet i sig selv. De er kun de "frugter", som Jeg'et i sin evige vekselvirkning med livet kommer i besiddelse af. At disse evner eller talenter hos det jordiske menneske lige så godt kan blive årsag til strålende lykke og guddommelig tilværelse, som de kan blive årsag til rystende ulykke og liv i åndelig nedværdigelse, skyldes således ikke evnerne selv, men udelukkende det bag dem eksisterende levende væsen, som igennem disse evner afslører, at det ikke har formået at styre eller regulere sine egne begær, men at disse begær tværtimod på givne områder i den grad har haft magt og indflydelse, at resultatet heraf er blevet skabelsen af direkte nedbrydende og livsødelæggende talenter.
Begærledet vilje.
Studiet af talenternes dannelse fører meget hurtigt til forståelsen af, at det levende væsen under sin åndelige opvågnen fra dyreriget, meget let kommer ind i tilstande, hvor dets stærke, egoistisk betonede begær midlertidigt tager magten over den endnu meget lidt stabiliserede Jegbevidsthed. På samme måde som rovdyret f.eks. kan blive grebet af en "blodrus" og hensynsløst myrde løs til højre og venstre, kan det jordiske menneske også blive grebet af et helt ukontrolleret begær efter dette eller hint. Er det spiritus, oplever vi, hvorledes det drikker sig fra vid og sans, og er det jalousi – et iøvrigt rent dyrisk talent, – ser vi, hvorledes det på få øjeblikke begår handlinger, som det ofte må betale med et helt livs smerte. Men det er ikke alene på de her nævnte områder, at den begærledede vilje fejrer sine triumfer. Det kan også være på intellektuelle områder, hvor vi da oplever, at et menneske i den grad "går op" i en interesse, at det helt mister interessen for alt andet. Resultatet af denne tilstand kan blive tilsynekomsten af et "partielt geni", hvilket vil sige et menneske, der er fantastisk dygtigt på et enkelt område, simpelthen et geni, samtidig med, at det på alle andre områder nærmest må betegnes som et bundulykkeligt og ubehjælpsomt menneske. Den slags eksempler er historien rig på, og de indbyder, deres ofte rige resultater ufortalt, ikke til efterfølgelse. Målet må være en helt anden tilstand, nemlig den Martinus betegner med ordenes forstandsledet begær.
Forstandledet begær.
I modsætning til den begærledede vilje, der altid bringer det levende væsen i situationer af smertefyldt karakter, befordrer den forstandsledede vilje væksten af alle de talenter eller evner, der betinger vor fremtræden som menneske. At have magten over sine begær og at kunne kontrollere samtlige de begærimpulser, der uafladeligt gennemstrømmer vort mentale rum, har gennem alle tider været det udviklede menneskes største og inderligste ønske. Det kan synes så let at ville være "herre i sit eget hus", men livet viser os på næsten alle områder, at det er det sværeste af alt. Det er ikke for intet, at det er blevet forkyndt menneskene, at "den, der overvinder sig selv, er større end den, der indtager en stad!" At beherske sine begær, at være en mester i selvbeherskelsens store kunst, er ikke alene det fornemste mål, et menneske kan sætte sig, – det er også den hurtigste vej til den lykke, alle begærer, men kun så få oplever!
Forudsætningen for at kunne dirigere sine begær ved hjælp af sin forstand beror på et rigt fond af selvoplevede erfaringer. Men har man disse erfaringer og dertil en højtudviklet følelse, står vejen åben til den magt over sit eget sind, der er alt sand lykkes inderste hemmelighed. Endnu er det kun de færreste, der har denne magt. Langt de fleste må næsten hver eneste dag livet igennem for sig selv indrømme, at der i deres sjæl eksisterer begær, hvis konsekvens de frygter, fordi de kender den magt, disse begær har over deres bevidsthed. Intet sted træder det evige livs nødvendighed tydeligere frem end her, hvor utallige må indrømme sandheden i ordene, at "ingen kan lægge en alen til sin vækst". Det er ikke nok at ville være god. I sig selv er dette begær en vidunderlig realitet, men betydning for skabelsen af det enkelte menneskes lykke får det først i det øjeblik, det for alvor omsættes i handlinger. Da skabes begyndelsen til den talentkerne for kosmisk forståelse, der på et senere tidspunkt afslører sig som den største hindring for det ukontrollerede begærs udfoldelse. Thi at være virkelig god vil altid være ensbetydende med at nægte at række hånd til alt det, der både indadtil og udadtil er sorgens og ulykkens moder.
Ingen kan imidlertid med rette bebrejde et menneske, at det ikke er godt. Det er dette, Jesus har haft i tankerne, da han med sine berømte ord: "Dømmer ikke, thi med hvad dom I dømme, skal I
(fortsættes)
Tilbage til forfatterregister
Forrige