Kontaktbrev 1952/3 side 3
ÅNDSVIDENSKAB FOR HVERMAND
Af Erik Gerner Larsson
(fortsat)
med denne verden, at det erfaringsmateriale skabes, på hvilket vor sande og urokkelige viden om tingene beror. I vor vekselvirkning med selve den grove materie, lærer livet os den logik, på hvilken vore meninger og anskuelser må bero. Hvad der ligger udenfor den logik, som livet her indprenter os, er farlig for vor sjælefred. Derfor vil vi nu gå over til at undersøge, hvad denne vekselvirkning med den tilsyneladende døde materie fortæller os, – om den virkelig skulle gemme nøglen til forståelsen af vort væsens inderste og hemmeligste natur.
Loven for tiltrækning og frastødning.
Som allerede beskrevet er det en kendsgerning, at vi alle er således indrettet, at vi føler os draget imod dem, der befinder sig over os i mental udvikling og frastødt af dem, der befinder sig under os i moralitet og intellektualitet. Da der er tale om et forhold, der angår enhver af os og derfor er universelt, står vi her overfor en urokkelig kosmisk lov eller anordning. Da vi stræber efter at undersøge, om verdensaltet virkelig er kærligt indrettet i hele sin struktur, er det nødvendigt for os at "angribe" det, vi iagttager, før vi akcepterer det som "urokkelig virkelighed". Det er ikke nok at noget opfattes som "selvfølgeligt", – for det er ikke enhver selvfølgelighed, der har evighedsværdi. Det er f.eks. "selvfølgeligt" for et utal af mennesker, at der er krig i verden, og man vil overalt kunne møde mennesker, der med den inderligste overbevisning i røsten hævder, at "der har altid været krig, og der vil altid være krig", – uden at dette postulat har det mindste med sand virkelighed at gøre. Når man derfor hævder, at vi føler os draget imod dem, der befinder sig over os i udvikling og frastødt af modsætningen, må vi stille os selv det spørgsmål, om der findes en bedre løsning på dette problem, end det "naturen" her afslører. Ville det omvendte forhold f.eks. være bedre? Enhver nøgtern ræsonneren vil uundgåeligt afsløre, at det eksisterende forhold er den bedste, hvilket vil sige den klogeste og dermed også den kærligste løsning. Thi vælger vi modsætningen, vil vi meget hurtigt opdage, at den fører direkte til åndeligt selvmord. Der findes virkelig mennesker, som finder det lettere kun at være sammen med dem, der er mindre oplyste end de selv. Vedrører denne dragning ikke en mission, f.eks. ønsket om at hjælpe laverestående kulturfolk op på et højere mentalt niveau og altså i sig selv er et offer, afslører forholdet kun sjælelig primitivitet. Et sådant menneske er da behersket af et ønske om at have magt og søger dette begær tilfredsstillet ved at flygte fra sit eget højere Selv og udelukkende give sig sit lavere Selv i vold. Thi det højere Selv i et menneske vil altid kræve omgang med mennesker, af hvem man kan lære og dermed åndeligt komme i vækst.
Det kunne synes overflødigt at foretage dette "krydstogt" indover det her berørte problem, men forudsætningen for, at et åndeligt studium skal lykkes, må være den, at den studerende bevarer sin kritiske indstilling og ikke akcepterer det fremførte, blot fordi forfatteren måske stiller problemerne op på en besnærende måde. Uden en vågen kritisk indstilling til alt, hvad livet bringer os i berøring med, vil vi altid stå i fare for at glide ind i en eller anden mental "bås". Og gør vi det, kan vi måske nok få det rart, men vi er i så tilfælde ophørt med at være sande forskere.
Vort første møde med det usynlige.
Vender vi os nu mod den belyste del af keglefiguren, som altså skal symbolisere det livsområde, i hvilket vi er mest bevidst, nemlig vor egen fysiske tilværelse, så ser vi, at vi aldrig her i noget som helst tilfælde har oplevet, at arbejde, vi skulle udføre, har udført sig selv, eller at ting, vi har skullet skabe, har skabt sig selv. Ingen husmoder har således nogen sinde set en snavset opv ask ordne sig selv, og ingen brevskriver, at et brev skrev sig selv. Disse ting er netop så selvfølgelige, at de fleste nærmest vil synes det mærkeligt, at man overhovedet har mod til at anvende dem som udgangspunkter for noget så alvorligt som åndsforskning. For ikkesandt: vi ved jo alle, at det er "os", som skal gøre disse ting! Men hvem er "os"?
Paradokset er her det ejendommelige, at vi, i samme øjeblik vi forlader det symboliserede lysfelt og altså kommer indenfor enten mikro- eller makrokosmos område uden tøven akcepterer modsætningen til det foran beskrevne forhold. De fleste nærer ikke skygge af tvivl om, at himmellegemerne bevæger sig "af sig selv", og at atomerne gør det samme. Man ved godt, at der eksisterer visse "naturlove" for disse forhold, men derudover falder det kun de færreste ind at forbinde det, de ser med liv eller bevidsthed. For den overvældende del af jordens befolkning er det kun mennesket, der er "levende" alt andet er "døde ting". Det er dette forhold, der fører til den vanvittige og for tænkende mennesker aldeles uværdige konklusion, at hele vort åndsliv, der vitterligt er et produkt af vor vekselvirkning med den omkringværende "døde" verden, som ophav altså må have en "død" læremester. Stjernerne på himlen og stoffet i mikrokosmos, mineralriget, planteriget og det meste af dyreriget, alt er bare "død" materie, som vi kan skalte og valte med efter forgodtbefindende!
Men os selv? Er ikke også vi "døde ting"? Lad os ærligt se den kendsgerning i øjnene, at den fysiske videnskab hævder, vi er det. For den er vi et produkt af "arv og milliø", af gener og kromosomer. Det er – ifølge den –, vor hjerne, der tænker. For den er alt det, vi under eet kalder vort "sjæleliv" en fysisk-kemisk reaktion i blod og nerver. Når vi er døde, er vort liv – eller rettere den fysisk-kemiske reaktion i vort blod og i vore nerver – forbi. Vort eneste evighedshåb er det, at vi "lever videre i slægten". Hvor værdifuldt man vil gøre dette evighedshåb med henblik på den måde, menneskene i vor tid opfører sig, overlades det til enhver at afgøre med sig selv.
Men er den fysisk-videnskabelige sandhed sand i den forstand, at den er absolut urokkelig og dermed evig i sin natur? Så langtfra, at det i virkeligheden kun er ganske få videnskabsmænd, der offentligt tør forsvare den, thi overfor den står ikke alene de store Vises urokkelige ord, men også det ganske almindelige menneskes levende fornemmelse af, at videnskaben her har overskredet sin kompetence. For at man aldrig har set en "sjæl" – hvad der iøvrigt heller ikke er sandt, eftersom det, man kalder "materialisationer" af afdøde mennesker, forlængst er bekræftede kendsgerninger, selv af videnskabens ypperste, – udgør ikke i sig selv noget bevis på, at den ikke eksisterer. M an har f.eks. heller aldrig set elektricitet, hvad der dog ikke har ført til nogen benægtelse af dens eksistens og praktiske muligheder.
Imidlertid er det i denne forbindelse knapt så meget formen, som det bag formen eksisterende mystiske "Noget", der skaber og anvender den, der er vort inderste forskningsobjekt. Thi at en menneskelig form viser sig ved en materialisation behøver ikke altid at være ensbetydende med, at den repræsenterer en afdød personlighed. Den kan være en tankeform, som er belivet af en anden, end den, den forestiller. Dette emne vil vi senere vende tilbage til, her må vi blot understrege, at det vi søger, ikke er en form, men det bag den menneskelige form eksisterende mystiske "Noget", der dirigerer formen.
Og her er det, at vi står overfor en realitet, Martinus som det første menneske på jorden påviser, er hævet over enhver form for tilgængelighed for direkte sansning. Vi har givet denne realitet navnet eller betegnelsen "Jeg", og ethvert normalt menneske ved, at man ved dette "Jeg" ikke forstår nogen som helst fysisk ting. Som noget aldeles selvfølgeligt siger vi, "Jeg ser", og ikke "øjet ser", "Jeg går", og ikke "benene går". Denne fornemmelse af Jeg'ets suverænitet er en så selvfølgelig kendsgerning for os, at det kun falder de færreste ind at tænke på, at det netop er denne realitet i os, hvis eksistens den fysiske videnskab pure benægter.
Det gør den imidlertid. Og her er det, at vi igen må tvinge os selv til at stille en række spørgsmål op i "omvendt orden" for at se, hvorledes verden vil se ud, om alle pludselig akcepterer den tanke, at Jeg'et og dermed de selv ikke eksisterer.
Det er blevet så selvfølgeligt for os, at vore børn opdrages til ikke at lyve, stjæle, bedrage, øve vold og i det hele taget ikke foretage handlinger, der skaber smerte eller fortræd for andre. Hvortil alle disse formaninger og ofte komplicerede opdragelsesmetoder overfor nogen, der ikke eksisterer? Hvis det levende væsen – og i dette tilfælde altså det jordiske menneske – i virkeligheden slet ikke eksisterer, er der jo ingen at drage til ansvar. Hvem kan have ansvaret for fysisk-kemiske reaktioner i blod og nerver, når der intet Jeg eksisterer? Og hvordan med løfter og aftaler? Hvem kan garantere, hvorledes den næste fysisk-kemiske reaktion bliver? Kan den ikke ligeså godt blive af en sådan art, at den helt udsletter "erindringen" om, hvad hjernen tidligere på dagen foretog sig? Lad os standse her. Ingen vil dog tage disse besynderlige opfattelser alvorligt. At benægte Jeg'ets eksistens vil være ensbetydende med at ophæve ikke alene grundlaget for hele vor samfundsbygning, men også den logik, på hvilken al vor tænkning beror. At man rent videnskabeligt vil hævde, at vi er nødt til at akceptere Jeg'ets eksistens som en "praktisk arbejdshypotese", er netop, hvad man kan vente fra en forskningsmetode, der kun bøjer sig for mål og vægt og erklærer enhver anden forskningsmetode for "uvidenskabelig". Lad os her erindre om, at intet menneske nogen sinde har kunnet sige, hvor meget et afgivet løfte "vejer" uden at dette dog kan hindre, at dets "vægt" kan opleves som det tungeste, der kan lægges på et menneskes skuldre.
Det Martinus har tilsigtet med symbol nr. 1 er ganske enkelt at vise, at indenfor det område, hvor vi ser skarpest og klarest, afslører livet som urokkelig kendsgerning for os, at der i ethvert jordisk menneske eksisterer et "Jeg", der ikke alene udgør den bestemmende faktor bag enhver form for skabelse, men som også formår at sammenholde alle de erfaringer, som disse skabelser uundgåeligt skænker mennesket. Men ikke nok hermed. Dette Jeg har det yderligere i sin magt at kunne anvende disse erfaringer til en åndelig nyskabelse, hvilket vil sige en proces, der skjult for alle andre, foregår i det, vi kalder dets ånd eller bevidsthed. Herved afsløres det, at medens alt, hvad dette Jeg er i berøring med, er energi, så må det selv være hævet over energi, idet det i alle livets forhold er energiens "første årsag". Var det selv energi eller kraft, måtte energi kunne opleve energi, – og det viser livet os intet sted er tilfældet. Tværtimod. Overalt hvor vi er i stand til at sanse skarpt og klart, afslører livet urokkeligt, at der eksisterer en skaber bag skabelsen, at det er det levende "Noget", der betjener sig af energierne og kræfterne i universet, – og ikke omvendt. Men ingen har nogen sinde set dette "Noget" eller "Jeg" af den simple grund, at det er hævet over enhver form for skabelse og dermed synlighed. Vi kan kun erkende dets eksistens i form af en "centrumsfornemmelse", men denne centrumsfornemmelse er til gengæld også så stærk, at den må betegnes som det levende væsens "faste punkt" udfra hvilket det bedømmer enhver sanseoplevelse. Vort Jeg er således ikke vor bevidsthed eller ånd. Den realitet, vi udtrykker med disse to ord, er en skabt realitet, idet den udgør frugten af Jeg'ets evige vekselvirkning med samtlige energier eller kræfter i universet. Bevidstheden er således ikke det levende væsen, men derimod den realitet
(fortsættes)
Tilbage til forfatterregister
Forrige