Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

"Sygdom er hvermands herre", siger et gammelt ordsprog, – og det passer! Jeg ville ikke nævne det for Dem, hvis ikke skæbnen havde villet, at jeg blev syg umiddelbart efter afsendelsen af det sidste brev til Dem. En maveblødning "nedlagde" mig temmelig effektivt, hvad der siden har hindret mig i at påbegynde det brevkursus i Martinus verdensbillede, der skulle følge med dette brev.

Jeg er nu forsøgsvis oppe igen og finder selv, at det går fint, så De skal ingen bekymringer gøre Dem for mig. Iøvrigt er en kortere sygdom, om den da ikke rammer åndsevnerne, slet ingen ringe ting. Problemer, man i hverdagens travlhed ikke har haft tid til at tænke helt igennem, får nu en chance for virkelig at blive bearbejdet, og ting, der måske længe har pint en, bliver let i en sådan påtvunget "hvilepause" anskuet fra helt nye synsvinkler, hvad der kan føre til overraskende opdagelser. Dertil komm er endelig dette, at det kan være sundt at opleve, at "selvbestemmelsesretten" har sin grænse, – noget man ofte er tilbøjelig til at glemme i den selvfølgelige sundheds dage!

For mig eget vedkommende havde mange ting hobet sig op, så da den værste forskrækkelse havde sat sig, var jeg faktisk helt glad for at føle mig overladt til mig selv et stykke tid. Sagens liv har jo i den grad været mit eget liv igennem såmange år, at grænserne mellem disse to liv ikke altid står lige skarpe for mig. Nu havde jeg lejlighed til at foretage en undersøgelse af dette specielle forhold, og da mit liv jo, kosmisk set, er en slags "forsøgsliv", tror jeg, at mine reflektioner og erkendelser ikke er Dem helt uvedkommende, hvorfor jeg vover at forsøge at meddele Dem lidt om de tanker, jeg i disse uger har beskæftiget mig med.

For mange mennesker er den religiøse følelse og hunger ikke så lidt af en hemsko. Opdraget som de er til at omfatte alt religiøst med en speciel alvor, der i det ydre let virker en smule komisk, kommer sådanne mennesker ofte en smule skævt ind på det åndsvidenskabelige studium. Uden egentlig at ville det medbringer de til dette stadium en højtidelighedsindstilling, som let kan virke en smule uægte, og som ihvert fald rent forskningsmæssigt ikke kan betragtes som noget aktiv.

På dette område har jeg haft den uhyre fordel at være vokset op i et hjem, hvor smil og humor var daglige gæster, og hvor fordomsfrihed var noget aldeles selvfølgeligt. Som ganske ung er man næppe klar over, hvilket aktiv en sådan barndom i virkeligheden er, men senere lærer man at skønne på den. Da jeg traf Martinus, – det er nu toogtyve år siden – mødte jeg ham med et sind, der på en og samme tid var præget af en dyb religiøs hunger, og af en dybtgående uvilje mod alt, hvad der smagte af filisteri. Når jeg straks blev så tiltrukket af ham, som tilfældet var, skyldtes det en egenskab hos ham, kun de færreste er helt fortrolig med: hans helt ud fantastiske humoristiske sans! Langt de fleste forestiller sig Martinus i en kristuslignende ønskerolle. Et menneske med så dyb en indsigt og et så omfattende og inderligt gudsforhold som det, der må være – og er – Martinus særegent, kan efter mange menneskers mening ikke være et udpræget muntert menneske. Ingen fejltagelse er større. Jeg har igennem de snart mange år let mere hjerteligt sammen med Martinus end med noget andet menneske, jeg har mødt! Selv meget svære personlige oplevelser har han med et smil formået at stille op for mig på en sådan måde, at jeg klart har indset, at hvis jeg fulgte min egen trang til selvmedlidenhed, ville jeg meget hurtigt få naglet mig selv fast til et så solidt kors, at det ville kræve en urimelig masse energi at blive fri igen. Igennem sin utroligt sikre intuition formår han i til tider endda meget skarpe men alligevel humørfyldte tankebilleder at vise en situations inderste og sande kredsløb, – og den slags svaler!

Jeg brugte før udtrykket "kristuslignende ønskerolle" og vil kort uddybe det nærmere for at undgå unødvendig misforståelse. Udtrykket dækker nemlig en virkning af det uægte religiøse sindelag, der for tilfredsstillelsen af sin specielle "sande alvor" kræver, at Kristus i virkeligheden skulle være en aldeles utålelig personage. Sig mig, hvem har mod til at omgås den kristusskikkelse, Thorvaldsen har frembragt? Ikke jeg! Sammenligner man de halvt pigeagtige kristusbilleder og figurer, man i denne "søde juletid" møder overalt, med de i virkeligheden formidable kristusord, vi kender, bliver man hurtigt klar over, at han, der repræsenterede "Jordens salt" var alt andet end blid i den forstand, de fleste opfatter ham. Men han var heller ikke den "oprører", andre vil gøre ham til, så sandt som at krig, og det ligegyldigt under hvilken form, må have været ham inderligt imod. Tilbage bliver så kun det samme våben, som jeg atter og atter har set Martinus anvende: evnen til igennem intuition at stille problemerne sådan op for tilhørerne, at de formelig brænder sig ind i sindet, – og her spiller smilet og humoren absolut ikke nogen underordnet rolle!

Mit første "forsøg med sandheden" blev den vegetariske tanke. Fald ikke om kære læser, men jeg var opdraget som ivrig jæger og var faktisk en god skytte! På den anden side havde den sygdom, som åbenbart vil følge mig hele livet, allerede dengang et solidt tag i mig, så jeg havde, på det tidspunkt jeg traf Martinus, forlængst realiseret mine gode geværer. Men dette, at jeg ikke skulle spise kød resten af mit liv, var end ikke født i mig som tanke! Nu viste Martinus mig pludselig et verdensbillede, der revolutionerede samtlige mine forestillinger indenfor dette område, og fra den ene dag til den anden holdt jeg op med at spise kød. Jeg kunne gøre det, fordi jeg havde en forstående mor – og en forbistret dårlig mave! Men i min indreverden var jeg ganske klar over, at jeg nu gik igang med noget, hvor jeg skulle gå på "kattepoter". Jeg kan lide god mad! Måske burde man ikke nævne den slags, men er det fair? Og jeg kan den dag idag overhovedet ikke fatte alt det madpostyr, der står omkring den vegetariske levemåde. Hvorfor gøre det hele så kompliceret? Jeg har aldrig set Martinus gøre det, – og han holder også af god mad! Men diskutere til højre og venstre om vegetar contre råkost, ville lige så lidt falde ham ind, som det ville falde ham ind at genere et menneske, der glæder sig til sin julegås. Jeg ved positivt, at jeg meget hurtigt ville være gledet ud af hans arbejde, om jeg skulle have tilbragt min tid med at samle på madopskrifter og forkynde denne eller hin ret som den eneste saliggørende.

Indeholder denne indstilling nu ikke et gran af intolerance mod de mennesker, hvis indstilling er anderledes? Absolut ikke! Disse mennesker gør uden for enhver tvivl stor nytte, og skam få den, som angriber dem. Men de er på sin vis åndsforskningen som sådan uvedkommende, idet erfaringen hurtigt vil belære enhver om, at al tale om, at man bliver et "bedre menneske" af at være vegetar eller råkostspiser, turde være en gemytlig illusion. Man kan få en bedre mave, det er sandt, men man kan minsandten også få en, der er dårligere end den, man startede med! Det sidste hører man kun sjældnere om, men det gør ikke kendsgerningen mindre! Fornuftigt grebet an – altså helt uden et gran af fanatisme – er det hævet over enhver diskussion, at den vegetariske levemåde både er sundere og behageligere end den animalske, men værdi har den først i det øjeblik, at den er et hundrede procents etisk anliggende. Det lærte Martinus mig, – og det har jeg siden haft al mulig grund til at være ham inderlig taknemmelig for! Thi hvor er det dog tragisk at møde mennesker, der piner sig selv til at leve stik imod alle deres egne madønsker, – det får mig altid til meget brændende at ønske, at jeg i smug kunne stikke dem en kotelet!

Også tobakken og spiritussen måtte jeg tage stilling til. Her faldt det hele mig næsten uhyggeligt let, – det havde min dårlige mave allerede klaret. Men hvilken storhed var det egentlig i det? Jeg er aldeles inkompetent til at have nogen mening om de kvaler, andre her har at slås med. Jeg har aldrig begæret nogen af delene. Men jeg har set andre gøre det og med den dybeste interesse fulgt deres kamp – og med en tilsvarende interesse studeret Martinus måde at forholde sig til denne kamp på. Og her har jeg igen oplevet det tidløse menneskes uhyre overlegenhed overfor fanatismen. Man bliver ikke et gran større i Martinus øjne, fordi man undlader disse ting! Dybt inde i sig selv ved han, at vi alle en dag er så færdige med disse nydelsesmidler, at den blotte tanke om at røre dem, vil oprøre os. Martinus ved, at det enkelte menneskes liv er uhyre kompliceret, og at dets indreverden består af både sure og modne stadier. Den absolutte udlevelse af et begær betyder således mere for ham end det krampagtige forsøg på at være større, end man er. Denne opfattelse indeholder ingen appel til bare at fortsætte med det, man kan lide, uanset dets giftighed for sjæl og legeme. Den afslører blot, at man ved, at hver den, der påstår at have forstået, hvorfor man skal lade være med at nyde disse ting – og dog fortsætter med at nyde dem – ikke har forstået det alligevel. Og det er ingen skam. Skammen kommer først i det øjeblik, man bebrejder andre, at de nyder disse ting, – samtidigt med at man selv gør det!

Mødet med Martinus blev således for mig mødet med et utal af åndelige eksperimenter. Jeg stod her overfor den urokkelige realitet, at fulgte jeg ham – og det kunne jeg simpelthen ikke lade være med, – så måtte jeg forstå, at mit liv nu ville blive praktisk religion. Og det blev det! Men har alle disse forsøg på at leve i overensstemmelse med de erkendte idealer været alt besværet værd? Naturligvis – ellers var jeg holdt op for længe siden! Jeg hører så absolut ikke til den type, der vil gå i kloster for at få en glorie. På den anden side er det mig umuligt at leve og være til nar for mig selv. Og her er det, at Martinus verdensbillede gang på gang har demonstreret sin værdi i dagliglivet. De kosmiske analyser har jo intet med føleri at gøre. De viser os den enkle ligevægt mellem handlemåde og skæbne. Vi må gøre, som det passer os, men vi skal betale for det! Før havde vi ingen chance for at få at vide, hvor stort vort sande ansvarsområde i virkeligheden var. Det har vi nu. Studiet af dette umådelige mentale terræn afslører nådesløst, at vi i alt er vor egen skæbnes dybeste og inderste årsag, – men det hjælper os også til at forstå det heltud tåbelige og urimelige i at lade sig knuse af en skæbne, vi selv har frembragt. Har vi skabt den, må vi også kunne magte den. Derfor har hint menneske, der formulerede sætningen: "Det er ikke hvordan, man har det, men hvordan man tar det!", så evigt ret. Mine sorger er mine. De er det mest private jeg har, for der er ikke andre, der kan bære dem. Men mine glæder er minsandten også mine! Og jo flere jeg formår at skabe af dem, desto lykkeligere vil jeg blive – og desto gladere vil de andre blive for mig, fordi et lykkeligt menneske er noget positivt, noget livsbekræftende.

I mit forsøg på at skære min egen skæbne ud af sagens skæbne opdagede jeg meget hurtigt, at lykken altid havde fulgt mig der, hvor min skæbne fulgte sagens veje – og at smerten lige så sikkert havde været min gæst der, hvor jeg fulgte mine egne ønsker. På den anden side ligger der ingen fortrydelse i denne erkendelse, snarere en inspiration. Thi De og jeg er ganske almindelige mennesker, hvis skæbne ikke kan rokkes ud af sit leje, fordi vi møder de kosmiske analyser på vor vej, dertil er et enkelt lokalt liv altfor beskeden en ting. Det, der i denne forbindelse har interesse for os – og vel i særlig høj grad for mig, der hele tiden har det for øje – er Martinus eget liv i forhold til den sag, han er blevet ophav til. For her har vi nemlig et eksempel, der engang vil blive opfattet som klassisk, på at den, der først og fremmest søger "Guds Rige", at ham vil alt det øvrige blive tillagt. Martinus vej igennem vor verden var lagt urokkelig fast, før han blev født. Vort forhold til denne vej er ikke et forhold mellem os og ham, men derimod et forhold mellem denne vej og vor egen skæbne. Vore reaktioner vil her uundgåeligt fortælle, hvem vi er – og hvem vi drømte, vi var. De svundne år har lært mig meget om disse to tilstande i menneskers sind. Endnu har jeg ikke mødt blot eet menneske, som har forstået bare en ret beskeden del af Martinus verdensbillede, der har næret tvivl om dets værdi og dets evige fremtid. Til gengæld har jeg mødt mange, for hvem dette verdensbillede mere blev "Tærskelens Vogter" end egentlig velsignelse i dette ords lyse betydning. Og sådan vil dets vej komme til at tegne sig ned gennem tiderne, det ved jeg nu. Eengang skabt, vil det i sig selv udtrykke en kosmisk energikombination, hvis inderste mission og hensigt det vil være, at lære mennesket at kende sig selv. De kosmiske analyser er urokkelige, – men urokkelig er også den kendsgerning, at den bevidsthed, der fødte dem, "ikke er af denne verden". Det vil alle vide senere hen, men det har også sin værdi at blive klar over det nu. Gør man det, slipper man for megen unødig spekulation! Mere end de fleste har jeg forsøgt at trænge ind i mysteriet "Martinus" blot for at opdage, at ethvert forsøg her på forhånd er dømt til at mislykkes, fordi sanseevnen "nedenfra" her falder i sine egne snarer. I sit forhold til os repræsenterer Martinus sanseevnen "ovenfra". Han ved, hvem vi er, længe før vi selv ved det – og kan træffe sine forholdsregler. Vi derimod, vil altid igennem vor egen væremåde, vore reaktioner overfor livet, afsløre for ham, hvem vi er og det i en udstrækning, vi ingen mulighed har for selv at gøre os klart. Der for er det, at jeg i Martinus medfødte dybe humoristiske sans har set den åbenbaring af kærlighedens sande natur, jeg som ganske ung begærede så inderligt. Kunne Martinus ikke smile, som han vitterligt kan, af alle vore besynderlige viderværdigheder, havde han ikke kosmisk bevidsthed. Så ville han uundgåeligt falde for den trang til at dømme og danne sig "ufejlbarlige meninger", som kendetegner os så stærkt. Nu oplever jeg hver gang, at et eller andet, der nok kunne friste til koncentreret meningsdannelse om personer, blot får Martinus til at smile, vemodigt eller lunt, det kan være forskelligt, men smile det gør han!

– – – – –

Sygdom er ingen ringe ting! Man kan tage den tragisk, det gør den ikke lettere, men man kan også tage den som en kærkommen anledning til at ransage sit sind og anskue sit liv udfra en mere tidløs indstilling end den sædvanlige. I stille timer har jeg ligget og rejst frem og tilbage i de svundne år, og som resultat af disse rejser fået mange lyse og dejlige impulser. Et år rinder ud, før De igen hører fra mig. Bestemt ikke noget let år, men til gengæld usandsynligt lærerigt. Tiden foran os synes mørk og uheldsvanger, krigen rykker os stadigt nærmere som en tilsyneladende uundgåelig realitet. Men se på historien! Alle generationer før os har tænkt og talt om krige. Det vil vi også kunne gøre, hvis det er vor lyst. Men der er også andet til !!! Bag den mørke horisont ser jeg et lys tone frem. Et nyt rige nærmer sig vore mentale kyster. Dette rige er ikke os uvedkommende. Vi skal engang være borgere i det – ja, vi er det allerede i akkurat samme grad, som vi i vore beskedne forsøg med sandheden er blevet mennesker i dette ords dybeste og sandeste betydning. Og vil vi selv – og hvorfor skulle vi ikke ville noget, der gavner os så uhyre – fortsætte vore forsøg på i alt at være mennesker, kan vort liv midt i dette truende mørke, alligevel blive et dejligt liv. Jeg har set et menneske leve og virke, skabe lys og skønhed hver eneste dag, – det har lært mig meget! Martinus selv er ikke "en af vore", det har han heller aldrig skjult. Han er en "gæst", det afslører hele hans liv, men en gæst, der giver os rige gaver, en gæst, der fortæller os om sit "hjemland" i så skønne ord og billeder, at ingen af os kan lytte til hans tale og forblive den samme. At jeg her taler sandhed, ved De og jeg, – men engang vil alle andre også vide det. At vi ved det nu, forekommer mig at være et privilegium så stort, at det i sig selv burde være vor dybeste inspiration til at møde det nye år med tillid og tryghed. Tillid, fordi der intet kan vederfares os, som ikke vil blive til gavn for os, tryghed, fordi ethvert nyt år, hvor svært det måske end kan blive, også rummer mulighed for uanet skønne og inspirerende oplevelser!

Med en inderlig tak for hver en kærlig tanke, De har sendt os i det år, der nu rinder ud, sender vi alle her på bureauet Dem vore kærligste ønsker for julen og det nye år!