Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Jeg gennemgår for tiden analyserne af "det sexuelle mysterium" i mine foredrag her på Mariendalsvej og nåede i aftes frem til et problem, som jeg tror, det vil glæde Dem at blive delagtiggjort i. Jo dybere man trænger ind i det rent menneskelige mysterium, desto hyppigere stilles man overfor den kendsgerning, at vor bevidsthed repræsenterer et utal af "spaltninger", der alle hidrører fra vore tidligere eksistenser. Disse bevidsthedsspaltninger spiller en meget stor rolle i vort daglige liv, fordi de under givne forhold kan frigøre sig fra overbevidsthedens kontrol og ligesom "gå på egen hånd". Når de gør det, – og det sker f.eks. let under de sjælelige uligevægtstilstande, vi kalder hysteri, melankoli osv., hvor et depressivt tryk ligesom overskrider grænsen for, hvad vi mener at kunne bære, rent mentalt set – forvandler et os bekendt menneske sig pludselig til ukendelighed. Det foretager da handlinger, vi ikke regnede med, siger ting, der, hvor logiske de end forekomm er, dog er blottet for ethvert sandhedsgrundlag, kort sagt optræder på en måde, der for den tilstrækkelig indsigtsfulde afslører, at en midlertidig dyb bevidsthedsspaltning har fundet sted og nu må vandre sit kredsløb til ende.

Disse bevidsthedsspaltninger må man kende, om man ellers ønsker at forstå, hvad der sker omkring en. De afslører nemlig den kendsgerning, at det jordiske menneske er et overgangsvæsen, der endnu ikke har den fulde kontrol over den del af sit sansesæt, som knytter sig til tilværelsens lavere livszoner. De herfra stammende "lag" er jo meget stærke på grund af den helt ud eventyrlige grundighed, hvormed de er frembragt. I modsætning hertil står de meget svagere "menneskelige" lag, der endnu kun har få eksistenser bag sig, i hvilke de blot er blevet opretholdt af en drømme- eller ønskeverden. Det er således altid de lavere lag i os, der tager "magten", når vi kommer i affekt, – eksistensen af de højere må vi altid klynge os til bagefter og med selvanklagende ord overbevise vore omgivelser om, at de virkeligt eksisterer.

De her berørte bevidsthedsspaltninger har imidlertid alle deres rod i den kosmiske spaltning, Martinus afslører gennem sine analyser af de to sexuelle polers eksistens i hvert eneste levende væsen. Her er det virkeligt, som et flammesværd er gået gennem det levende væsen og har spaltet det på en sådan måde, at det er blevet forvandlet til ukendelighed. Fra at have levet i høje guddommelige verdener hvor det sansede livet fra Guddommens eget udsigtspunkt, har det, overmæt af dette guddommelige lys, selv udløst det ønske, hvis kulminerende opfyldelse vi alle stønner under. Vi var engang fri og ubundne indtil en sådan grad, at vor nuvær ende bevidsthed kun dunkelt evner at fatte det. Vi bød – og tingene stod der! Vi elskede – og vor kærlighed affødte ikke een eneste tåre. Vi ejede – og skænkede med kongelig værdighed det hele bort!

Og nu? Kun i vore drømme er vi fri. På alle sider er vi bundne i bånd, synlige og usynlige. Vi byder – og intet lystrer. Vi ejer – og alt tages fra os. Vi elsker – og vor kærlighed skaber en flod af tårer. I sandhed, ingen kontrast til friheden kan være større end den, vi oplever.

Hvor smertefuld denne kontrast end må fornemmes af det menneske, i hvem en højere bevidsthedstilstand begynder at gøre sig gældende, så er det dog den, der bliver vor kommende lykkes moder. Uden den ville vi aldrig begynde at spørge om vej. Uden den ville vi være evigt fordømte til at forblive i de mentalt set tågede sfærer, hvor vi nu opholder os. Men eet er at spørge om vej, – et andet at undgå at fare vild.

Betragter vi det almindelige dyr står vi, os selv måske uafvidende, overfor et yderst moralsk væsen. De åndelige energier passerer dyrets bevidsthed i "ligeløb". Er det sultent, dræber det – uden at hade sit offer. Er det overspændt af brunst, tager det, – og dets partner finder denne voldtægt i orden. Er det søvning, opsøger det sin soveplads, – kort sagt, livsrytmerne er her ubrudte. Livskredsløbet forløber så normalt, som det kan forløbe i en verden, hvor det dræbende princip bestemmer. Anderledes hos det jordiske menneske. Det dræber både af sult- og af had, ja endog somm etider af kærlighed. Det elsker – og både tager og giver. I alt er dets livsrytme brudt af indslag fra en ny bevidsthedstilstand under udvikling. Disse indslag må nødvendigvis få de besynderligste udslag, sålænge de ikke er under kontrol, d.v.s. sålænge det jordiske menneske ikke tilfulde kender den dybere hensigt med dets eget liv, – og hvormange gør det?

Et af de indslag, som her afstedkommer tragedier, der spænder fra dyb elendighed til direkte latterlige tilstande, er trangen til at være mere, end man er. Dette problem er i sig selv så farligt, at det er nødvendigt at kende det fra andet og mere end en blot overfladisk synsvinkel. Vi har nemlig alle denne trang i os, og langt hyppigere, end de fleste gør sig det klart, fører den os lige ud i bevidsthedsspaltningernes hængedynd.

Betragt engang en almindelig religiøs forsamling, lige fra præsten og til ham, der sidder og vrider og vender sig på sin plads for at få det hele overstået. Det kan synes ub armhjertigt at slå ned på så let et bytte, men da vi alle har passeret disse livsstadier, spiller jeg her på så selvoplevede erfaringer, at tvivl om mine ord skulle være udelukket. Den religiøse trang, der ligger bag samtlige disse menneskers møde i deres kirke, fører uundgåeligt til, at en – ofte overvejende – del spiller komedie. De lægger deres ansigter i de til situationen passende folder, ser kort sagt "gudelige" ud. Og præsten, ja tilgiv mig, men hvormange præster har mod til med deres eget ansigt at røbe, hvad de føler, når de ser disse mennesker troppe op? Har en sådan præst evne til at tro, at disse mennesker virkelig kommer af en indre brændende tilskyndelse til at høre netop hans forkyndelse, må man prise ham uendelig lykkelig, men – mon ikke de fleste er fuldt vidende om, at flertallet kommer på grund af vane og tradition og tit ikke har dybere åndelig hunger, end at de blideligt slumrer ind, når han begynder at udgyde sit hjerteblod for dem? Jeg tror det.

Men – og også dette får man forsøge at tilgive mig, – jeg betragter ikke den form for religiøst hykleri, man møder her, som halvt så farlig, som den De og jeg står i fare for at blive viklet ind i. Almindelige kirkegængere tilkendegiver ikke ved deres besøg i kirken andet, end at de dog føler sig draget imod "Guds ord" og ikke ønsker at miste kontakten med dem. At der så iblandt dem er nogle, der så absolut skal have denne trang udtrykt igennem en i virkeligheden ret let gennemskuelig "gudelig væremåde" er tilgiveligt. Anderledes derimod med mange af de mennesker, der søger ind i de såkaldt højere åndelige bevægelser. Disse mennesker føler ofte en betydelig stærkere trang til at realisere deres religiøse idealer end de førstnævnte, hvor trangen normalt standser op ved et vist præg i klædedragt og væremåde. Mange mennesker – også indenfor den bevægelse jeg selv befinder mig som lærer i – drives af deres religiøse trang ud i eksperimenter, der meget let fører dem ind i det hykleri, de så let gennemskuer hos andre.

Når dette er tilfældet, og det skal jeg om lidt dokumentere, vil det i virkeligheden sige, at den specielle form for åndelig uhæderlighed, man kalder hykleri, har langt flere fangarme, end de fleste forestiller sig. Vi bærer alle på en indre længsel efter overensstemmelse mellem vore idealer og vor væremåde, og denne længsel fører os lettere, end vi tror, ud i tilstande, vi gerne ville magte, men som vi endnu ikke er modne til at klare.

Lad os tage noget så nærliggende som dette at leve vegetarisk: For mig er det en kendsgerning, at et overvældende flertal af de mennesker, jeg møder på min vej, ikke alene etisk repræsenterer en standard, hvor de umuligt selv kan dræbe de dyr, hvis kød de spiser, men også gerne ville undvære det, hvis – – . Ja, hvis ikke ældgamle madvaner sad så dybt i blodet, som tilfældet er, og hvis ikke det førte til et så konsekvent brud med omgivelsernes måde at leve på, at evindelig kiv og splid blev resultatet. Det er svært at bryde med vaner, der har fået hævd, svært at praktisere en væremåde, der er ny i den forstand, at den skaber splittelse og uro indenfor den kreds, hvor man lever. Men nogen gør det altså, og det er disse, vi et øjeblik må betragte.

Normalt skulle man vel tro, at mennesker, som tager et så alvorligt skridt, som det er at bryde med hævdvundne madvaner, afveg fra alle andre ved at besidde en så høj grad af sjælelig overlegenhed, at indre strid, intolerance osv. var b andlyst fra deres liv. Men er dette tilfældet? Absolut ikke. Skænderierne om hvad man skal spise og hvordan, går mindst lige så højt i den lejr, som i de andres – og den slags kan virke forstemmende! Og hykleriet florerer mindst ligeså højt her, som alle andre steder, hvor idealer misbruges til fordel for den selviskhed, hvis hestehov man sporer også her, hvor det siges, at det udelukkende er ædle motiver, der er drivkraften.

Man ser med andre ord ikke her ind i noget færdigt, men derimod i allerhøjeste grad ind i et "forsøgslaboratorium", hvor kun de har bestået "eksamen", der formår at leve vegetarisk på en sådan måde, at ingen, absolut ingen generes af det. Thi hvor er det dybest set ligegyldigt, hvad man lever af! Det væsentligste må dog være, at der hersker indre glæde og fred i ens sjæl. Vær derfor varsom med disse eksperimenter. Den dag Deres egen ånd erkender den dybereliggende sandhed bag Deres forhold til dyreriget, vil De blive vegetar på den rigtige måde. Da er det ikke, hvad der serveres for Dem, der er det afgørende, da er det kun det ene: at det, De spiser, ikke har kostet noget højerestående levende væsen smerte, der betyder noget for Dem. Lad derfor være med at blive en "uægte vegetar", – De piner blot Dem selv unødvendigt og generer samtidigt Deres omgivelser, der vil juble den dag, Deres møjsommeligt opbyggede skanse bryder sammen.

Og hvad jeg her har sagt, gælder også om nikotin og spiritus. Lad uviljen mod disse ting gro frem indefra således, at problemet modner af sig selv. Glem aldrig, at den bevægelse jeg repræsenterer, kun sejrer i vor verden ved, at den på alle fronter kæmper for åndelig hæderlighed og sætter det ædleste åndelige element, der findes i tilværelsen – tolerancen – så højt, at hver den, der benytter de kosmiske analyser til andet end at forsvare denne tolerance, ikke alene misbruger disse analyser, men også derigennem forhindrer netop den sags vækst, han måske så inderligt gerne vil befordre. Det er forståeligt, at mennesker ønsker at få en "glorie" allerede her på det fysiske plan, det kan jo bl.a. skyldes angsten for at den udebliver senere, men hold Dem fra dette begær. Så godt som alle andre eksisterende åndelige bevægelser er eksperter i at skabe mennesker, der afviger fra andre på en sådan måde, at ubehag let bliver resultatet. Lad dette ikke blive tilfældet her. Martinus har aldrig ønsket at "forcere" noget menneskes udvikling, og dette ses intet sted klarere end i hans analyser af virkningen af den sexuelle polspaltning, vi alle bærer til skue i vor daglige fremtræden. Thi også her griber en misforstået idealisme ofte ind og skaber forestillinger som, hvor skønne de end kan lyde i ord, intet har med den åndelige hæderlighed eller sundhed at gøre, der alene er tegnet på det naturbestemte liv.

I en svunden fortid fandt man det i overensstemmelse med en højere idealisme at "gå i kloster". Man mente, at det var muligt at gennemføre en total "sublimering" af de sexuelle kræfter til fordel for en højere etisk væremåde. Ordene er kønne, så kønne, at utallige også i vor tid får blanke øjne, når de læser dem. Men de er farlige. Lige så let det er for delvis impotente mennesker at føle sig tiltalt af denne glorificerede idealisme, ligeså dødsfarlig er disse tanker for helt raske mennesker, der i misforstået nidkærhed her indlader sig på eksperimenter, der meget let i senere liv fører dem direkte ud i prostitutionen. Thi også her gælder det om at forstå, at det ikke er kræfterne i sig selv, der er farlige, men at farligheden kun består i den manglende viden om disse kræfters natur. Hver gang selv udviklede mennesker begynder at fable om, at "det sexuelle er af det onde", står vi påny overfor de tanker, der i kirkelæren har bundfældet sig i det ulyksalige syndsbegreb – vel nok kilden til de fleste sexuelle kriser i vor tid.

Ordene "synd" og "uvidenhed" er identiske. I samme øjeblik man for alvor er trængt til bunds i Martinus analyser om det sexuelle mysterium, er man færdig med disse begreber og ser, at hvor stenet vejen opover end er, så er det bedre at vandre den med sin natur, fremfor imod den. Der står intet sted skrevet i Guds vidunderlige verden, at kærligheden er forbudt. Som alle øvrige livsforeteelser har kærligheden sine egne urokkelige love og den, der overtræder dem, af hvad art han eller hun end er, kommer til at bøde for disse overtrædelser. Men det er også alt!

Åndelig uhæderlighed – hvilket vil sige trang til at være mere end man er, er således noget yderst farligt. Vi møder denne åndelige uhæderlighed overalt i vor tid, og derfor skal De være fuldt vidende om dens eksistens. Lad være med at opfatte Martinus arbejde som noget, der er skåret ud af livet. Det er en bevægelse, der går fra livets hjerte og udefter. Stor eller lille idag, betyder mindre end intet. Det, der betyder noget, er, at hans verdensbillede rummer netop de sandheder, der betinger at alle, selv hans bitreste fjender, en dag vil takke Guddommen for, at han blev født iblandt os. Thi de analyser, han giver os, genrejser den idealismes fane, der idag trædes i støvet overalt. Hverken De eller jeg vil kunne leve og blive lykkelige mennesker uden sand viden om os selv. Og sand er kun den viden, der genskaber vor indre åndelige ligevægt og viser os, at vi i vort liv kun skal nå een eneste ting, nemlig dette: i kontakt med det udviklingstrin vi befinder os på, at befordre den næstekærlighedens ånd der alene kan smelte de kolde hjerter og bibringe dem forståelsen af, at når verden idag er, som den er, skyldes det ikke mangel på intelligens, – men fortvivlende mangel på viden om, hvordan vi alle indbyrdes bør være mod hinanden, for at vi hver især kan blive lykkelige mennesker!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!

P.S. I næste korrespondancebrev påbegynder vi en gennemgang af Martinus verdensbillede. Vi vil søge at forme den på en sådan måde, at den henvender sig til enhver "udenforstående, idet vi tror, at tiden nu er inde til at gøre et alvorligt forsøg på at få en større offentlighed i tale. Enhver af os er jo "lærer" i disse problemer i samme grad, som vi føler os kaldede til det, – og vi vil prøve med denne nye gennemgang at skabe en mulighed for Dem til at hjælpe os med at bringe Martinus verdensbillede ud til endnu større kredse.