Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Da skæbnen vil, at De skal modtage brev fra os på Martinus fødselsdag – iøvrigt måske den bedste måde at fejre den på! – vil jeg hellige de efterfølgende linier et problem som vi, takket være ham, nu endelig har fået begrænset til en for vor ånd absolut overskuelig form. Problemet, jeg i denne forbindelse tænker på, er det, der knytter sig til vor rent fysiske inkarnation, til selve vor fysiske organismes tilblivelse og tildannelse til redskab for vor ånd.

Et af de mest aktuelle psykologiske områder i vor tid er knyttet til begrebet "børn". Overalt hører man om, at vi lever i "barnets århundrede", hvilket er udlagt, at svundne århundreder helt har misforstået barnet og de problemer, der knytter sig til dets tilsynekomst og opvækst. Som der altid, når et problem trænger sig i forgrunden, opstår visse overdimensioneringer i bedømmelsen, således også her. At overdimensioneringens årsag i dette tilfælde er at finde i selve udgangspunktet, tænker vistnok kun de færreste, men det er imidlertid en kendsgerning, idet den eksisterende børnepsykologi helt bygger på den antagelse, at barnet er et produkt af arv og milieu, hvilket turde være en i virkeligheden heltud usandsynlig fejltagelse. Arv og milieu spiller en rolle, det er sandt, men hovedrollen er nu i hænderne på barnet selv, eller rettere på den voksne ånd, som bag barnets spæde krop dirigerer udviklingen af både vækst og psyke. Et barn er ingen "selvstændig ting", det er et voksent menneske under udvikling. At denne udvikling i sin natur må foregå trinvis som al anden udvikling, ændrer ikke den kendsgerning, at barnets udvikling er af speciel natur. Den udgør nemlig ikke i sig selv noget "nyt", den udgør tværtimod noget ældgammelt, nemlig en repetition eller genoplevelse af længst forsvundne oplevede og i en mængde tilfælde udlevede form- og åndstilstande. Vi ved, at vi fra undfangelsesøjeblikket gennemløber en lang række fysiske stadier begyndende i "planteriget" og fortsættende henover en række dyrestadier indtil det punkt, hvor vi i en delvis menneskelignende form åbenbarer os ved selve den fysiske fødsel. Med udtrykket "delvis" hentydes her til den kendsgerning, at det nyfødte menneskebarns arme og ben er lige lange, hvad der som bekendt ikke er tilfældet hos det voksne menneske. Til dette punkt har vi ikke mærket meget til psyken, men aldrig såsnart er formen inde i den udviklingsbane, der kulminerer i dannelsen af det voksne legeme, før psyken bag formen fortsætter den repetitionsproces, der rent fysisk begyndte med selve undfangelsen. Vi ser, hvorledes barnet lever i "fantasier", der afslører hele vor fortidige udvikling. Det er jæger og kriger i et heltud usandsynligt omfang, og her er det, at den moderne børnepsykologi meget let glider ind i forkerte spor ved at påstå, at disse tilstandes årsag beror på en fra slægten modtaget "arvemasse". Mange moderne børns vanskeligheder stammer ganske enkelt fra, at man ikke lader dem være i fred. Børn er små "dyr", hverken mere eller mindre, og deres udvikling foregår bedst, når den følger de love, der på disse stadier mere er knyttet til dyreriget end til menneskeriget, nemlig en omhyggelig overvågning og vejledning, der hele tiden tager sigte på udviklingen af deres fysiske egenskaber. Digter man altfor megen "ånd" ind i det lille barn, kommer man let ud for den kendsgerning, at barnets naturlige fysiske afreagering kommer udfor farlige tryk. Der er intet farligt i, at drenge har "krigslegetøj". Det kan være betydeligt farligere at dæmme op for denne "krigstilbøjelighed" således, at den "slår ind" og bliver til en utilfredsstillet længsel. Åndelig indgriben i et barns liv forudsætter selvstændig åndelig funktion og hunger hos barnet, og den kommer først, når de grovere repetitions- eller genoplevelsestilstande er passeret. Faren er således ikke barnets trang til fysisk dygtiggørelse, men derimod den, at man, uden viden om barnets evige tilværelse og dermed også dets eksistens før fødslen eller svangerskabet, vil påtvinge det en livsform, dets ånd endnu ikke er moden nok til at kunne akceptere. Gør man det, og det sker oftere, end man forestiller sig, bryder man ind i repetitionernes rækkefølge. Man gør barnet åndeligt "ældre", end det dybest set er og skaber dermed de første betingelser for et ulykkeligt liv. Utallige børn tvinges således på grund af forældrenes ambitioner ind i et såkaldt "intellektuelt" liv. De skal partout studere for at "blive til noget", hvorved forstås en livsform, som oftest ligger over forældrenes egen. At dette forhold senere hen må afstedkomme megen sorg er selvindlysende. Her er kimen skabt til en "neurose", som før eller senere bryder frem og kræver sig betalt. Indstiller man sig derimod på, at ens barn ikke er ens "eget", men derimod en "gæst", det er faldet i ens lod at være "vært" for, indtil gæsten selv magter livet i vor verden, ændrer billedet karakter. Man ved da, at der bag formen skjuler sig en voksen sjæl, hvis venskab kan blive det værdifuldeste, man kan opleve i sit eget liv, om man ellers følger "gæstevenskabet"s love, som ganske enkelt består i at undgå at tvinge "gæsten" ind i den form, man selv midlertidigt finder særdeles storartet. Man må i sit forhold til børn undgå tvang på de områder, hvor den så åbenlyst er et produkt af egne ønsker og drømme. At tvang i en hel række situationer er nødvendig, nemlig der, hvor den angår den almindelige opdragelse af barnet til et for andre udholdeligt menneske, er en selvfølge, men den volder ikke i almindelighed større vanskeligheder. Tvang skaber først for alvor problemer der, hvor ånden bag et barns form skal tvinges ind i en udvikling, den ikke af naturen er moden til.

At vide, at et "svangerskab" i virkeligheden tager 25 – 30 år i stedet før 9 måneder, vil blive en af fremtidens grundpiller i al børneopdragelse. Man vil da kunne tilrettelægge al undervisning således, at hvert eneste barn får lov til at vokse ad baner, det føler sig i kontakt med, indtil den stund kommer, hver dets liv udgør en naturlig fortsættelse af det, der blev afbrudt med dets foregående fysiske død. Man vil da ikke til den tid vove at kræve den åndelige modenhed, man ofte i dag forlanger, at det ganske unge menneske skal være i besiddelse af, og man vil ikke blive så skuffet, som mange i dag er over den "opvoksende ungdom". Ungdommens tid er et åndeligt umodent stadium i vort liv, og det er direkte tåbeligt at gøre denne tid til genstand for voldsom misundelse. Kun den, der har en moden ånd, og det vil jo igen sige et rigt fond af personlig selvoplevet erfaring, lever i dette ords dybere betydning. De unge er søde og kære – og dobbelt søde og kære – når man ikke venter sig andet af dem end det, deres ånd naturligt kan præstere. Men fortvivlede og ulykkelige, når man lader dem føle, at de skuffer en på områder, de i virkeligheden af naturen ikke endnu kan magte.

Vort liv følger således på sin vis to store "rejseplaner" af hvilke den første kun tager sigte på dette: at få bygget en for ånden dygtig og smidig organisme eller redskab, medens den sidste tager sigte på at fuldbyrde det kosmiske kredsløb, der vil lade os opstå som et færdigudviklet menneske. Medens vi endnu kun har ringe chance for at gribe ind i den sidste "rejseplan", hvis dybeste leder Guddommen selv er, har vi en stor mulighed for at være til nytte ved den første plans tilrettelægning. Vi kan her hjælpe den vågnende ånd ved at møde den med en indstilling, der er dikteret af vor viden om dens evige eksistens, hvad der uundgåeligt vil føre til en dybere forståelse af dens specielle reaktioner overfor livet end den, der blot har rod i midlertidige "videnskabelige" hypoteser. Dette være ikke sagt for at ignorere den nuværende børnepsykologi, som på en mængde områder har ført til store mentale landvindinger, men for at advare imod den tanke, at børn er ting, man kan forme efter eget forgodtbefindende – en tanke, der atter og atter i forklædt form dukker op i de noksom bekendte "raceteorier". Begrebet "Eugenik" kan være farligt, når det opfattes på den måde, at det er os, der bestemmer hvem, der skal føde børnene, hvornår de skal fødes og hvordan de skal opdrages. Den slags tanker lyder altid bestikkende, men de er urealisable alene af den grund, at vi alle er evige væsener, og at der til vort liv er knyttet et skæbnebegreb, der har helt andre mål end de, kortsynede mennesker, der selv er blevet ofre for umodne ideer, kan fatte.

Lykken for fremtidens mennesker – og de skal jo alle passere barnestadierne – vil således komme til at bestå i den kendsgerning, at man en dag vil være fuldt klar over de her berørte sandheders reelle eksistens og i lyset heraf kunne udforme en børnepsykologi, der hinsides mange af de nugældende "systemer" tager sigte på at lade hvert enkelt barn få netop den for dets psyke nødvendige støtte og hjælp under opvæksten således, at den første del af dets åndelige "rejseplan" kan fuldbyrdes under de mest positive former. Den anden del, som vi selv i øjeblikket befinder os i, vil også. takket være det verdensbillede Martinus har skænket os, efterhånden få et ganske andet forløb end det, vi hidtil har kendt. Som kærligheden og den sande og bevidste altruisme efterhånden vil ændre barnets kår jorden over, vil den også ændre livet for den voksne således, at den smerte og elendighed, som i dag præger flertallets liv, gradvis vil vige for det kosmiske sollys, der alene kan bringe alle vore ædleste og skønneste egenskaber frem til fuld blomstring – og dermed gøre os til bærere af den lykke, vi nu ofte i ensomme timer må nøjes med at drømme om.

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!