Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Jeg går ud fra som givet, at De har læst de sidste dages telegrammer fra orienten, der går ud på, at sammenkaldte folkeforsamlinger dødsdømmer mennesker, uden at disse får blot den ringeste mulighed for at forsvare sig. Ensidigheden i brutaliteten "mildnes" ved, at modparten i den eksisterende krise har ladet en hel landsbys befolkning udrydde, fordi den ikke har adlydt udstedte ordrer.

Jeg skal ikke fordybe mig i de her angivne tilfælde, som jeg kun refererer, fordi de med forfærdende kraft illustrerer en kendsgerning, kun de færreste ser i øjnene, nemlig den, at den jordiske mentalitet med svimlende hast iler mod dybder, man end ikke anede eksisterede. Junglementaliteten eller "krigsmentaliteten", som det nu i vor veludviklede trang til at "modernisere" alting, hedder, skyder hver dag nye, frodige skud, som i den grad skygger for mere fredelige tanker og indstillinger, at den tid meget vel kan komme, da dette at være pacifist kan gøres identisk med sin egen modsætning: defaitismen.

Jeg nævner dette for Dem for at understrege tidens skjulte alvor. Dag for dag vokser krigstruslen, og overalt breder der sig en fornemmelse af en ny, forfærdende krigs uundgåelighed. På alle områder skærpes vanskelighederne dag for dag, således at vi efterhånden næsten vænner os til den tanke, at freden er noget, der hører en fjern fremtid til.

Det gør freden også for de fleste! Men den behøver ikke at gøre det for Dem og mig. Med al skyldig hensyntagen til de vanskeligheder, der gennemryster hele vort samfund, har vi dog endnu ret til at skabe vor egen fred. "Med al skyldig hensyntagen –" – mon De egentlig er helt klar over, hvor farligt livet er ifærd med at udvikle sig for os alle? Tilsyneladende lever vi i et frit og demokratisk samfund med lige ret "for Loke som for Thor", men det er også kun tilsyneladende. Thi også i vort samfund virker krigens onde kræfter, og langsomt forvandles de forestillinger, flertallet lever på således, at en afgørende kursændring begynder at blive synlig. Tidligere tvivlede ingen på freden og fremskridtet, og alle var enige om, at krigen "ingen fremtid havde", og at Danmark ihvert fald lå udenfor stormagternes "interessesfærer". Disse forestillinger taber dag for dag terræn til fordel for langt mere krigsbetonede. Vi er nu, ifølge regeringsaftaler aktiv medlem af en ganske vist præventiv militærorganisation, men ingen af os behøver at være i tvivl om, at det i givne tilfælde er så som så med det præventive. Overalt vrimler det med soldater i vort lille land, og dag for dag vokser de tyngende skatter. Jovist, også vi ofrer nu til krigens gud Molok i et omfang, vi aldrig havde drømt.

Det her nævnte er imidlertid kun tidens ydre alvor. Bag den eksisterer den skjulte, der svagt begynder at ytre sig ved, at de idealer, vi bekender os til, og som flertallet for blot to årtier siden hyldede, nu begynder at komme i miskredit. De udsættes ikke for åbenlyse angreb. Officielt lever vi alle på håbet om, at United Nations en dag er en praktisk kendsgerning, men medens man tidligere mente at have denne kæmpeorganisation indenfor synsvidde, begynder mange nu at mene, at den er en utopi. Resultatet af denne indstilling bliver uundgåelig, at krigsmentaliteten vil kunne notere sig en sejr. Drømmen om en "stående hær, flåde og luftvåben" begynder påny at røre på sig. Nationalitetstanken i sin outrerede form, er en stærk tanke, der kun nødigt viger for den mere abstrakte internationale ide, og et af dens våben, og ikke det mindst spidse, er formuleret i de berømte ord: "Er du ikke parat til at ofre livet for dit land, fortjener du ikke at være her!" Det er i disse tanketilstandes fornyede vækst, at tidens skjulte alvor begynder at vise sit ansigt, og derfor nævner jeg dem for Dem, idet de kun kan imødegås af den, der i kraft af sit kendskab til tilværelsens kosmiske kemi, har forstået den dybere mening i Jesu' berømte ord: "Og Eders svar skal være ja, ja og nej, nej!" Hold Dem fra opslidende diskussioner med mennesker, hvis eneste åndelige skyts er fraseteknik. De og jeg vil ikke krig, ikke under nogen tænkelig form! Vi vil fred! At vi ikke kan skænke verden fred, ved vi, men vi ved, at vil vi det, kan vi skabe freden indenfor den del af verden, vi har ansvaret for. At denne fred ikke skabes ved, at vi blot går rundt og ser venlige ud, er vist gået op for de fleste af os. Da livet uundgåeligt afslører, at også freden er noget man må tilkæmpe sig, står også vi midt i en "oprustning". Også vi må have "våben", om vi skal klare os i den kamp, vi står i. Men medens de andre forsøger at klare deres problemer ved en blind tro på de militære våbens magt, ved vi, at vor fred i alt er afhængig af åndelig indsigt, af viden, og vel at mærke viden på alle livets områder. Giver vi op i vor søgen efter åndelig indsigt og begynder at slå os til ro med, at vi nu ved nok til at klare "dagen og vejen", vil vi hurtigt opdage, at vi har taget fejl. Vi lever i en verden, hvor de to trediedele af menneskeheden ikke kan læse og skrive og som følge heraf må adlyde udefra påførte forestillinger. Da disse forestillinger nu har fået en sådan slagside til den rå magts autoritet, at denne rå magt dag for dag viser sit mere og mere usminkede ansigt, er det nødvendigt, at den, som ikke alene kan læse og skrive, men også forstå det læste, gør det klart for sig selv, at den personlige fred ikke er nogen "godtkøbsvare", men derimod en tilstand, som i alt er et produkt af intensiv tænkning – og det vel at mærke en tænkning som i meget går på tværs af de tankestrømme, der idag omgiver os på alle sider.

Det har altid været svært at forsøge at være menneske. Idag er det sværere end nogen sinde, fordi sympatiernes og antipatiernes kræfter driver deres nådesløse spil med vor sjæl. Kun den, der i kraft af sin egen indsigt formår at hæve sig over disse kræfter og anskue de daglige begivenheder fra et højere plan end det, de politiske partier angiver, har mulighed for at komme i kontakt med det plan eller den verden, der udgør den dirigerende kraft bag den verdensplan, der nu fuldbyrdes for vore øjne. Den "øverste feltherre" sidder hverken i U.S.A. eller U.S.S.R. – dette bør vi hele tiden have for øje, når velvillige mennesker omkring os slynger deres ufordøjede "sandheder" imod os og i kraft af den stadigt voksende krigssuggestion mener sig berettigede til at betegne vor indstilling til livet som – defaitisme.

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!