Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Siden jeg for små tre uger siden ankom her til Klint, har jeg faktisk passeret samtlige det danske klimas forskellige måder at ytre sig på. Jeg har levet under "Nordenvindens Svøbe", vadet i sne og set mine vinduer fryse op for straks efter at opleve rene vandfloder af iskold regn. Ind imellem har jeg oplevet enkelte stunder med livsaligt forår og så endelig igår et dundrende tordenvejr, – foråret synes i år at komme til verden med maner!

Bag vejrgudernes kamp om overherredømmet er der imidlertid noget, som er ganske upåvirket af de ydre klimatiske begivenheder, nemlig de kræfter som nu holder på at komme til udløsning. Sagt poetisk, er jorden sprængfyldt af viden om, at foråret er på vej og forbereder sig overalt på at være rede til at modtage det. Sneen har nok dækket markerne, og isnende vinde har jaget ind over os fra nord og øst, men i hver eneste lille beskeden pause har vi oplevet, at lærken har jublet over de snedækte marker og forkyndt for enhver, der har gidet høre det, at vi intet hensyn skal tage til den forsinkede vinter, der, så vild den end opfører sig, har tabt sin magt. Og hvor som helst gran og fyr luner for det hårde vejr, spirer livet frem – alting bier blot på den stund, hvor solen på ny får overtaget!

Dette ydre drama, som jeg heroppe har oplevet i alle dets skiftende faser, har gang på gang tvunget mine tanker ind på reinkarnationsproblemet. Foråret er genfødelsens tid. Alt, hvad naturen sidste år så omhyggeligt forberedte, skal nu se sin blomstring. I hver eneste urt, i hver eneste lille busk og i hvert eneste træ dirrer det af længsel efter manifestation – og vi andre, ja, vi længes efter at opleve denne manifestation af liv, af skønhed, farver og guddommelige dufte!

Atter og atter er mine tanker søgt ind i dette: hvorledes er det egentlig muligt, at mennesket, som år efter år oplever denne fantastiske genfødelse og hvert år imødeser den med hjertet fyldt af smertefuld længsel, hvorledes er det muligt, at mennesket ikke kan se de relationer, som denne eventyrlige genfødelse har til dets egen sjæl? Det forekommer mig, at det, at ikke alle mennesker som noget ganske selvfølgeligt begriber og akcepterer reinkarnationen i deres eget liv, er det største bevis for, at menneskeheden endnu mentalt befinder sig i tilværelsens kosmiske "vinterzone" eller "dødssfære". Vi har øjne til at se med, men ser dog intet, øren at høre med, og hører alligevel intet. Kunne vi virkelig "høre og se", ville langt de fleste af de sorger, der nu tynger os til jorden, svinde bort så hastigt som tøsneen for forårssolen. Vi ville da vide alt det, vi nu så famlende tror på, og vore livsveje ville med eet slag blive rette i stedet for smertefyldt krumme.

For et par år siden fandt jeg nede i Klintsøgaards park et lille pebertræ, der ved en fejltagelse var blevet gravet op og kastet af vejen. Det havde ligget længe, men livet var i det, og jeg tog det med hjem på villa Rosenberg og plantede det et skyggefuldt sted i håbet om, at det med en smule pasning igen kunne komme til hægterne. Det klarede sig, og jeg har siden haft stor glæde af det, idet jeg har plantet det i en lille træbalje, som jeg kan tage ind i stuen, når jeg om foråret kommer herop. I den sidste uge har det fyldt mine små stuer med en gennemtrængende sød, næsten tropisk duft, som jeg har nydt med sneen og kulden som baggrund. Jeg fortæller Dem dette, fordi denne lille busk dybest set er andet og mere end nogle småpinde, som blomstrer og grønnes hvert forår. Den er et levende væsen, ja, mere end det, den er et guddommeligt kærtegn, en hilsen fra en verden, som er den egentlige og sande skønheds hjemstavn. I "Livets Bog" skriver Martinus, at "så længe der findes en blomst, kan erindringen om en højere verden ikke slettes ud!" Jeg har tænkt på denne sætning hver gang, jeg har set den lille peberbusk springe ud og forkynde, at "den favre tid, vi ventede så længe" er nær! – men jeg har også tænkt på, at denne lille busk, skjult bag det enhver kan iagttage, har en lille meddelelse til min sjæl, som jeg vil oversætte med ordene: "Du reddede mit lille liv, og se, år efter år vender jeg tilbage for at bevise for dig, at selv om jeg længe synes død, så er jeg! Det er kun det instrument, jeg her skal bruge for at overbevise dig om min eksistens, der synes død. I andre tilstande lever jeg, men når HAN, som bestemmer over alt, danner det til, så jeg igen kan vende tilbage hertil, så ser du mig på ny, og hver gang skal du vide, at jeg vil bringe våren ind i din stue som en ringe tak for det, du den dag gjorde imod mig!" – Lad så være, at jeg har givet denne lille oplevelse en vis digterisk udformning, den rummer dog den sandhed, at det liv, der ikke alene er i denne lille peberbusk, men i enhver busk og i ethvert træ, kun drager sig tilbage fra vor verden en stund, for så at vende tilbage med hele ungdommens ildhu i sig og smykke vor verden med et orgie af farver og dufte. Martinus brugte engang i et foredrag det udtryk, at vi både fysisk og mentalt kun var "det forlængede planterige". Udtrykket er fantastisk sandt. Som for planten spiller solen og lyset også en altovervældende rolle for os. Har vi det ikke alle således, at vi hellere vil sulte lidt, end fryse? Og hellere fryse lidt, end sidde i totalt mørke? Lyset og varmen er jo netop det, vi nu lige så stærkt som planterne længes efter at genopleve. Læg mærke til, hvor let tungsindet forsvinder, så snart solen viser sig. Selv mennesker, der af natur er pessimister, smider letsindigt og tankeløst overtøjet den første virkelige forårsdag og "leger sommer" med det resultat at de dagen efter nyser til den store guldmedalje! Jo vi er dybest set kun "forlængede planter". Kosmisk set er vi nu vokset igennem den del af kredsløbet, der helt domineres af fysiske kræfter eller materier. Vi kulminerer i "indvikling". Vort Jeg er ikke alene nu arresteret i en tung og til tider uhåndterlig krop, der påfører os store vanskeligheder og kræver alt for meget af vor tid, men også i rent åndelig forstand er vi indspundet i forestillinger, der hæmmer og lammer vor tankes frie udfoldelse. Vi frygter i stedet for at leve og hindrer derigennem livsvarmen i at trænge ind i dybet af vor sjæl. Læg mærke til i hvor høj en grad selv ret udviklede mennesker lider under virkningerne af en overudviklet mistænksomheds talentkerne, og hvorledes denne mistænksomhed hindrer dem i den åndelige vækst, de dog så inderligt begærer. Vi står her overfor den kendsgerning, at lige så umuligt det er for naturens vækster at udfolde deres skønhed, før den ydre temperatur er tilpas, lige så umuligt er det for sjælens dybere og skønnere egenskaber at komme til vækst og udfoldelse, så længe de må undvære den for dem så nødvendige livsvarme, kærlighed og tillid. Menneskelivet af i dag er et liv i mental kulde. En slags april, hvor vi i glimt oplever sommeren forude, men ellers normalt mere er vante til kulden og de klamme tåger. Bag selv de venligste øjne oplever man atter og atter at se et glimt af dyrets mistænksomhed, og sjælen krymper sig i kuldegysninger derved. At det må være sådan, ved vi. Men medens træet og busken ved, at vinteren har sin tid og i tålmod bier på den stund, hvor knopperne på ny kan svulme, så har vi endnu ikke den samme viden. For vore øjne kan vi atter og atter opleve at se det under, at et løg, lagt med spiren nedad, straks vender denne opad imod lyset og kun kommer få dage efter det, der var lagt med spiren vendt i den rigtige retning. Intet, absolut intet, kan få løget til fortsat at gro i den forkerte retning, og hvorfor? Fordi der i dets samlede sansesæt er en talentkerne, en hilsen fra en overdådig guddommelig verden, som dirigerer dets vækst og som med hele instinktets overlegne sikkerhed ved, hvor lyset befinder sig. Men vi – ja, vi aner et lys og siger, at vi tror på en Guddoms eksistens og et evigt liv. Men gør vi det? Ser vi ligeså tydeligt lyset, som planter "ser" det? Er vor livsspire lige så ret og rank som løgets? Desværre nej.

Hvis man kan bruge udtrykket "tragedie" i forbindelse med det jordmenneskelige liv, så er den dybeste tragedie, vi oplever, vel nok den, at vi nu er kommet så langt bort fra de sande og urokkelige livslove, at vi ikke alene ignorerer dem, men ofte direkte latterliggør dem. Det er ikke ret længe siden, jeg læste en udtalelse af en af vore kendte forfattere, der gik ud på at "desværre breder den tåbelige tro på reinkarnationslæren sig på ny i vort samfund". Man tager sig til hovedet, når man læser sådanne udtalelser. Tænk om et betydeligt menneske en vinterdag offentlig gav udtryk for den anskuelse, at "desværre så breder den tåbelige tro sig, at de uddøde og visne skove om nogle få måneder skal stå grønne på ny!" Hvem var så tåben? Vort samfund vrimler med begavede mennesker, der har øjne, men alligevel ikke kan se og øren, og alligevel ikke kan høre. Disse mennesker ser intet guddommeligt, intet storslået i naturens genfødelse. De ser noget, som vanen fortæller dem, er en gentagelse af, hvad der altid har været, og udover en smule uro i deres hormonbalance, der afstedkommer de traditionelle kærlighedsdigte, afføder forårets atterkomst ikke nogen revolution i deres bevidsthed. Selv ved de ikke af det, men i virkeligheden er de forlængst blevet ofre for den platteste overfladetænkning, som tænkes kan. De tror sig selv "dybe" og "indsigtsfulde", og dog ved de intet. Deres udtalelser og deres værker røber dem og fortæller os langt mere om tomheden i deres sjæl, end de kan vide.

Det er mod denne tomhed, at Martinus kosmiske analyser virker så voldsomt på den, Guddommen gav øjne at se med. Hvor vanvittigt at øde sine år på den tanke, at vi – De og jeg – ikke er evige væsener, og at der, dybest set, ingen fremtid er for os. Havde vi kun dette ene liv, og var vi kun sønner af det døde støv, hvor ondt da bevidst at leve blot een dag længere end nødvendigt. Det er sandt, at det besværliggør livet at tænke. Men tænkningen rummer dog i sig den mulighed, at man en dag i sin søgen genfinder kontakten med den kraft, med HAM, der dannede det således til, at frøets spire altid kender retningen mod den livgivende sol, og som gav den lille peberbusk magt til i min stue at forkynde reinkarnationens evige og livsbetingende rytme. Tænkningen alene skænker os mulighed for udvikling, hvilket jo kun vil sige "viklen sig ud" af alle de tåbelige forestillinger, der i dag holder os bundne i egoismens forfærdende slaveri. For hvad er misundelse, jalousi, mistænksomhed o.s.v. andet end lænker, der binder den, der pines af disse kolde tanketilstande, til "det døde ler"? Til frygten og til den mentale kulde, de selv ofte lider mere under end dem, de frygter, misunder og mistænker?

Mit arbejde giver mig jo rig anledning til at møde mennesker i "åndelig forvirring", og gang på gang slår det mig, i hvor forfærdende grad disse mennesker nagler sig til kors, de møjsommeligt selv har sammenflikket. Sidder man tålmodigt og lytter til talestrømmen fra et sådant forpint menneske, samler denne strøm sig hurtigt til et skrig efter kærlighed, forståelse, efter frihed, fred og indre harmoni. Men lige så hurtigt går det op for en, at man faktisk sidder hjælpeløs, thi man forstår med overvældende klarhed, at nok skærer lænkerne i kødet, – men skylden er "de andres!" Om De vidste hvor ofte jeg i disse mange år har måttet bøje mit hoved i erkendelse af egen hjælpeløshed overfor dette problem. Livet har lært mig en lektie, jeg ikke mere vil kunne glemme, nemlig den, at det enkelte menneske ikke i almindelighed fødes i vor verden for at opleve lykke, men derimod i langt højere grad for at sone smerte – og for at skabe årsager til nye smerter.

Måske studser De over den sidste oplysning. Men tænk roligt problemet igennem, og De vil se, jeg har ret. Det enkelte menneske kender kun lidt, for ikke at sige intet, til sin kosmiske bestemmelse. Det er mand eller kvinde og tror, at disse tilstande er evige. Begge begærer de udfra forestillinger, de har fået påført, og som de har akcepteret, fordi de udløser sympati i deres sjæl. Men disse forestillinger er netop den "indvikling", som samlet skaber deres "korsfæstelse". Den rige ønsker mere rigdom. Som kroge griber hans begær ind i andres besiddelser samtidig med, at hans tanker ideligt kredser om, hvorledes han skal beskytte det allerede erhvervede. Usynligt for hans vågne dagsbevidsthed lægger lænke sig på lænke om hans sjæl, – Guddommen bliver fjernere og fjernere i hans tankeverden. Den forelskede soler sig i forestillinger om "evig kærlighed og evigt troskab" og ser ikke mæthedens grinende spøgelse bag brudesengen, og således fremdeles. Nej, mennesket af i dag er endnu ikke færdig med indviklingens mysterium. Derfor sidder den, der gerne vil hjælpe, så ofte med tomme hænder.

En dag er hele dette spil imidlertid gennemskuet, – blot aldrig kollektivt! Enhver af os må vandre vejen, og desto mere ensom jo længere vi når frem. Ensom, fordi vi med egne øjne ser og forstår, at medens indviklingens mål var vor egen selvforherligelse, så er udviklingens mål en frigjorthed, som må isne den barnlige sjæl til dens inderste kerne. Det kræver mod at gøre sig fri af de forestillinger, alle de andre ikke alene har akcepteret, men som de også kræver respekteret, for at man selv kan blive betegnet som et "normalt og anstændigt menneske". Her kræves der i sandhed mental snilde for altid at vide at give "kejseren, hvad kejserens er og Gud, hvad Guds er". Som en fysisk-økonomisk akkord altid er udtryk for en vis økonomisk armod, er den åndelige akkord, de fleste vælger, også udtryk for åndelig armod. Det er derfor, jeg hævder, at det kræver mod at følge den vej mod lyset, man en dag stilles overfor. Mod til at se i øjnene, at det ikke er for intet, at de store Vise taler om "den stenede vej" eller "den hemmelige sti". Det er ensomme vandrere, man møder her, men fælles for dem alle er den ild eller det lys, man ser i deres øjne. Disse mennesker har mødt noget, der har tvunget dem vandringsstaven i hånden. Dette "noget" er forståelsen af ind- og udviklingens mysterium.

Lad mig standse her, men lad mig til slut sige Dem, at De, alene ved Deres interesse for disse høje åndelige problemer har afsløret, at De selv hører til disse ensomme vandrere. Hverken for Dem eller mig gives der nogen vej tilbage. Vi vil aldrig mere som Peter kunne sige: "Jeg kender ham ikke". For vor daglige væremåde vil røbe os. Men vær lykkelig for, at disse tanke har fundet rum i Deres sjæl. Selv om de af og til volder Dem besværligheder i det daglige liv, så tænk på, hvor fattigt de andres liv i virkeligheden er. Blot optaget af yderst begrænsede, egoistiske og dybest set meget primitive mål er de inde i "hjulet". Vi er det måske også, men dog med den forskel, at i os gror der evner og anlæg frem, som inden længe vil gøre os fri. Bundne af det timelige, har vi dog i uforglemmelige glimt set det evige, og i hvad der end hænder os, ved vi nu, at bånd efter bånd vil briste, og at den dag vil komme, hvor vi med egne vågne sanser skal opleve, at "ej skæbnerne er blinde, men blinde er kun vi!" For ham, der endnu er det totale offer for indviklingens mysterium, er det tilstundende forår en årligt tilbagevendende rus, som han længes efter at opleve, og som han hurtigt glemmer til fordel for sommerens mange glæder. – For Dem og for mig er det ikke alene en rus. Det er et bevidst møde med de kræfter og de love, vor egen bevidstheds vækst følger, – og som i deres evige kredsløb vil fuldbyrde, at de drømme, håb og længsler, der dølger sig i det inderste af vort væsen, en dag vil bryde frem og skænke ikke alene os selv, men også alle de, vi i kærlighed er knyttet til, det åndens vidunderlige forår, vi een gang anede eksisterede, men som vi, takket være et enkelt menneskes åndelige indsats, nu ved er til med samme selvfølgelige sikkerhed, som vi ved, at det fysiske forår om kort tid er over os i hele sin næsten ubegribelige skønhed!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!