Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Udenfor mit vindue står der en hængebirk, hvis krone netop er synlig fra mit skrivebord. Vinteren igennem ser jeg denne krone vifte med alle sine sytrådslignende grene i vinden. Kun sjældent kommer en fugl og sætter sig på disse grene. Dertil er de åbenbart for svage eller lidet egnede. Men så en dag i marts sker underet. Pludselig tvinges mine øjne i vejret, thi fra træets top lyder den gladeste og lifligste fløjten. Svingende, som i en karussel, sidder stæren der på ny og lader sin fornøjelige kvidren lyde ud over kvarteret. Man kan blive ganske svimmel af at betragte den, for alt synes at være i bevægelse. Grenen, den sidder på, svajer frem og tilbage, og selv sætter den næbet i sky og flakser med vingerne, så man hvert øjeblik venter at se den miste balancen. Men nej! Den lille sanger kender sit træ og intet synes at kunne forhindre den i at meddele enhver, der gider lytte, at nu er vinteren forbi og forår nær!

Vinteren forbi, – det lyder næsten som en urimelighed! Endnu er dagene endda usædvanlig kolde. Frosten binder jorden og østenvinden bider i ansigtet. Men stæren er her, og ude på markerne går lærken jublende til vejrs så snart, solen viser sig. I haverne står vintergæk og eranthis og fryser, men de står der! Naturens store kredsløb har passeret sit "døde punkt", livet toner frem på ny!

Vintergæk, eranthis og nu stæren! Tilsammen betyder dette for mig, at tiden igen er kommet, hvor jeg pakker mine sager og forlader byen for at tage op til Klint for at forberede sommersæsonen. Når De har dette brev i hånden, er jeg ifærd med at installere mig deroppe. Bag mig ligger da de mange foredragsaftener og mine rejser, og foran mig "den favre tid, vi vented sålænge!"

Der er hvert år noget vist vemodigt over dette, at en foredragssæson er forbi. For nittende gang sidder jeg i denne stund og ser tilbage over en lang række aftener, som udelukkende har været helliget fordybelse i tanker, der forekommer mange mennesker fjerne og uvirkelige, men som for alle os, der har lært deres inderste natur at kende, simpelthen udgør den kilde, vi dagligt øser kraft og styrke af. Personligt forstår jeg udmærket de mennesker, der ved første øjekast finder Martinus tanker utilgængelige. De mange års undervisning har belært mig om, at der også inden for det religiøse område er noget, der hedder "talent", og at det er med religion som med musik: de fleste har en mening om den, men kun de færreste kan spille!

Livet eller dette "at leve" er en kunst, et musikstykke, hvis dybeste grundtone er kærlighed. Kunne man anbringe sig selv et sted ude i verdensrummet, hvor man kunne opfatte jordklodens samlede mentale vibrationer som een tone, ville man opleve, at denne tone udtrykte en skærende disharmoni til verdensaltets grundtone: kærligheden. Dette ved det menneske, der har et medfødt talent for kosmisk forståelse eller for forståelsen af det, der virkelig sker omkring os.

Der var engang, hvor jeg naivt troede, at enhver havde brug for Martinus kosmiske analyser. Jeg havde det dengang, som jeg senere har erfaret, at enhver ung lærer har det, nemlig sådan, at man blot behøvede at lukke op for sin videns sluser, så ville alle strømme til og begejstret lytte. I dag er jeg betydeligt klogere, i hvert tilfælde så klog, at jeg indser evighedens uvurderlige betydning i Guddommens opdragelse af gudesønnen. Det er ikke alene i himlen, at der er "mange boliger", – der er det også her på jorden! Og i de fleste af dem bor mennesker, der "ikke har tid"!

"Ikke har tid" – jeg gad egentlig gerne vide hvormange gange jeg i dette liv har stået overfor et menneske, der pludselig, igennem dødens optræden i dets umiddelbare nærhed, har oplevet, hvor farligt det er kun at have sin opmærksomhed, sin "tid", optaget af det, der foregår "udenfor". Det har hvergang været en bitter ynk. Bitter, fordi det altid er bittert at se voksne mennesker rase som små børn imod den Guddom, de på een og samme tid ikke tror eksisterer, men som de samtidig beskylder for at behandle netop dem ondt og meningsløst, fordi han har taget "det bedste, de ejede", fra dem.

"Ejede"? Hvor fantastisk ironisk! Det hænder virkelig, at man spørger sig selv, om alle voksne mennesker dog ikke ved, at alt i denne verden, alt, kun er et lån, er noget, som en dag skal afleveres? At vi alle kun er "Guds administratorer" både af den materie, vi rent kropsligt besidder og det "gods", vi hober op omkring os. Mange gange har jeg, når jeg har stået over for et menneske, hvis sjæl har lyst af besidderglæde over et eller andet, måttet spørge mig selv, hvordan dette menneske vil reagere den dag, alt det, der nu får dets sjæl til at fryde sig, tages fra det og splittes for alle vinde? Om det da vil rase og skrige, eller om det stilfærdigt vil bøje sit hovede, som jeg engang så en ganske ung mor, der på eet år havde mistet begge sine små børn, gjorde det, og så værdigt, som jeg aldrig senere har oplevet det, gav os del i sit ellers skjulte, dybe gudsforhold med de gamle, enkle ord: " Herren gav, Herren tog – Herrens navn være lovet!"

Har De nogen sinde stået og lyttet til børnenes larmen fra en storbys skolegård? Spektaklet forekommer mig at være en levende illustration til det liv, der leves omkring os. Man ved, at der blandt disse hundreder af børn går nogle få lærere og holder øje med, hvad der sker. Børnene ser dem næppe, men de er der! Er det ikke tilsvarende i Guds store skolegård. Lever mange mennesker ikke, som om hele livet blot bestod af eet stort frikvarter? Men lærerne er der – og de ved bedre. Livet kan synes at være et frikvarter, men det er det ikke. Klokken falder altid i slag – og altid når man "legede allerbedst"!

Måske finder De ikke dette brev særligt opmuntrende, og dog har det hele tiden været min tanke, at det skulle bringe Dem en glæde, nemlig den, at jeg så åbent tør sige til netop Dem, at jeg anser Dem for at være i besiddelse af det talent, jeg mener er det vidunderligste, et menneske kan besidde: evnen til at forstå, at livet ikke er et "frikvarter", men derimod en "time", i hvilken det gælder om at lytte og lære. Mange mennesker har i årenes løb sagt til mig, at jeg "kunne sagtens", fordi jeg havde tid til at beskæftige mig med disse krævende tanker. Man svarer aldrig på sådanne udtalelser, fordi ens svar ville såre den, der tankeløst udleverer sin egen manglende åndelige hunger. Om man "kan sagtens", fordi man har denne hunger, er måske et spørgsmål, – mig forekommer det, at livet er betydeligt lettere for den, hvis samvittighed ikke lider af ømskindethed. Men bytte – absolut nej!

Bag mig ligger en vinters lykkelige vekselvirkning med alle de mennesker, som søger Martinus arbejde, fordi det beriger og befrugter deres sjæl. Personlig føler jeg en dyb og varm taknemmelighedsbølge skyde op i mit sind ved tanken om, hvad denne vekselvirkning bragte mig selv af åndelig vækst. Man kan for mig mene om Martinus arbejde, ligegyldigt hvad man vil – opfattelserne strækker sig lige fra svindel og charlataneri til disse tilstandes totale modsætning – en kendsgerning vil altid blive stående, nemlig den, at alle vi, der virkelig er trængt ind i det og vel derfor er de eneste, der er kompetente til at have en mening om det, ved os selv ved at vi, takket være dette arbejde ikke alene kom på sporet af verdensaltets grundtone, men også lærte kunsten at "komme på bølgelængde" med selve livet. Takket være Martinus kosmiske analyser kan enhver af os med digteren Kaalund sige, at "For mig blev livet ikke en bitter ironi, for mig blev det så kraftig en skole! Jeg aner gennem striden en evig harmoni, fra støvet til de yderste sole". Det er her, vort medfødte talent for kosmisk forståelse fejrer sine triumfer. Lad så være, at vor viden har gjort os til enere, og at vort udvidede kendskab til tilværelsens love har kompliceret vor daglige tilværelse. Ingen af os finder dog på at ville bytte vor igennem kamp erhvervede indsigt med den uvidenhedens purpurkåbe, vi før dækkede os under.

Nej, lad os være lykkelige ved, at der i vort sind brænder en uudslukkelig længsel efter viden, en ubrudt hunger efter at forstå, hvad det er, der fuldbyrdes foran vore øjne. Det almindelige, åndeligt isolerede menneskes skæbne er ikke misundelsesværdig. I de uintellektuelles verden hersker sløvheden og angsten for det daglige brød, og i de intellektuelles verden hersker usikkerheden og livsangsten. Jeg har siddet overfor for mange sammenbrudte skæbner til ikke at vide, at det sørgeligste, der kan ramme et menneske, er at miste kontakten med helheden eller med verdensaltets guddommelige ophav. Denne kontakt har Martinus gengivet os og han har gjort det på en sådan måde, at tvivlens mareridt eengang for alle er blevet fjernet fra vort liv. Dette, med hele sin sjæl at vide, at hver eneste skuffelse, hver eneste oplevet smerte, tjener et højere formål end den, det fysiske øje ser, er en værdi, der opvejer "skrålet fra skolegården". At denne værdi ikke er blevet skænket os af en af denne verdens "store", men derimod af en, der aldrig påtvang os den, men stilfærdigt rakte os den, da vi bad om den, gør den ikke mindre kær for os, – – måske mest fordi Guddommen igennem denne oplevelse på ny bekræftede for os ydmyghedens næsten glemte evangelium!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!