Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Skæbnen vil, at De netop skal have brev fra mig den dag, hvor feriebyen lukker og skodder til. Sommeren 1950 er uigenkaldelig forbi. Nogle få uger endnu, og høststormene jager påny hen over landet og forkynder, at den lyse del af årskredsløbet er afsluttet, og at vinteren stunder til.

Jeg tænker mig, at De har lyst til at stille mig et samvittighedsspørgsmål, formuleret således: "Hvordan gik så denne sommer? Svarede den til, hvad De selv havde håbet?"

Lad mig forsøge at give Dem et mere udtømmende svar end et begejstret, men højst ubegrundet Ja! De ved, at vi startede med en i virkeligheden kæmpemæssig ombygning af de to store pavilloner, at vi nåede at få dem færdige, og at sommerens lejere var meget begejstrede for nyordningen. Derudover ved De, at vi skabte et ret omfattende sommerbibliotek, hvis bestand af bøger De selv sørgede for, og jeg har i et tidligere brev fortalt, at dette bibliotek blev den helt store sukces. Vi havde netop i forgårs besøg af grev Moltke, der leder Danmarks turistbureau i Stockholm, og han sagde til mig, efter endt gennemgang af hele virksomheden, at den var den smukkeste og bedst organiserede, han nogen sinde havde set, og at ideen med biblioteket burde tages op af hver eneste ferievirksomhed. Sagt med andre ord, har vi absolut ingen grund til at beklage os over resultatet af forårets slid.

Hvad, De ikke ved, er, at vi afslutter denne sæson, som vi begyndte. I disse dage har vi lagt sidste hånd på et garagekompleks til 15 vogne og har dermed helt fuldbyrdet denne store skabelse, som, såvidt jeg ved, er uden sidestykke her i Danmark.

I hvor høj en grad denne ferieby er blevet en del af sagens liv sås vel bedst den 11 august, da Martinus fejrede sin 60 årsdag. Da oplevede vi som i et glimt det, som i fremtiden vil blive "hverdag" heroppe, nemlig hele området fyldt med sagens interesserede. Jeg vil ikke her fordybe mig i denne dags specielle, skønne oplevelser. Blot udtrykke, at vi, så længe den varede, oplevede en kulmination af den atmosfære, som vort åndsarbejde sigter imod at skabe overalt, hvor det får det afgørende ord.

Den første del af mit svar på det formulerede spørgsmål må blive, at denne sommer i langt højere grad end sine nærmeste forgængere nærmede sig det, vi har tænkt med denne store skabelse. Jeg kan skrive dette med så stor sikkerhed, fordi ikke alene jeg, men også sagens øvrige medarbejdere heroppe gang på gang har hørt vore "fremmede" gæster udtrykke deres store glæde over al den venlighed og forståelse, man møder på denne plet. Mange af de "fremmede" gæster er nu "gengangere" fra tidligere somre, og de udtrykker åbent, at det, der atter og atter får dem til at vælge ferien her, skyldes den specielle ånd, der råder her, og foredragene, som de år for år får større og større interesse for.

Den anden del af mit svar vil muligvis overraske Dem. Sagen er den, at Kosmos ferieby er andet og mere end en "ferieforretning", den er en plet, der i sin tid blev indviet til et område, der skulle beherskes af højere idealer end de almengældende. Gælder disse idealer stadig, eller har de mennesker ret, som hævder, at idealerne er blevet svigtet til fordel for økonomien? Er det således, at den svundne sommer rummer beviser for, at en stor drøm her er bristet? – Lad os se.

Udgangspunktet for kritik af, hvad der her finder sted, kan vi for eks. vælge i den kendsgerning, at der inden for feriebyens område findes en kiosk, hvor man både kan købe cigaretter og kødkonserves. At vi selv ingen indtægt har af denne kiosk, men blot betragter den som service, nævner jeg kun for fuldstændighedens skyld.

Nuvel, strider salget af de her nævnte ting ikke imod sagens ånd? Betyder det ikke en kapitulation overfor idealerne?

For at forstå mit svar, beder jeg Dem et øjeblik dæmpe følelserne lidt til fordel for forstanden. Gør De det, vil De se, at dersom man tager tusinde interesserede i Martinus arbejde, overdriver jeg ikke, når jeg hævder, at af disse tusinde mennesker vil højst 5 – fem – procent leve totalt afholdende, altså hverken ryge, drikke alkohol eller spise kød. Og lad mig tilføje, at jeg ikke garanterer for, at jeg rent privat ville synes om at omgås netop disse fem procent, idet livet forlængst har lært mig, at dette at give afkald på de her nævnte ting ikke yder en nogen som helst garanti for, at de samme mennesker derfor er bedre, kærligere og altså langt mere omgængelige end de, som ikke lever så afholdende.

Man står altså her overfor den kendsgerning, at forudsætter man, at feriebyen kun måtte befolkes af mennesker, der erklærede sig villige til i en kortere eller længere tid at afholde sig fra ovennævnte nydelser, ville selv den ældste del af den være alt for rummelig. Men ikke alene det. Man ville sandsynligvis også opleve, at et samvær udelukkende med disse mennesker meget let kunne afsløre, at nok opfyldte de visse fysiske krav, men samtidig ville almengældende åndelige mangler nok stikke sit lodne hoved frem hist og her.

Og endelig: hvor finder man i Martinus livsværk nogen som helst begrundelse for en så ulidelig tvang, en så kynisk intolerance, som den, der her, dybest set, er tale om? Hvis De og jeg – som medfødt natur – havde evnen til at afholde os totalt fra ovennævnte nydelser parret med en fremragende næstekærlighed, havde vi selv kosmisk bevidsthed og havde derfor ikke brug for den viden, Martinus afdækker i sit livsværk.

Jamen – vil man måske hævde – hvis ikke disse høje idealer skal praktiseres på netop denne plet, hvor i alverden skal de så praktiseres?

Se, det spørgsmål kan man forstå. Det rummer nemlig mulighed for det svar, som er det eneste, der har gyldig værdi. Naturligvis skal disse idealer praktiseres her; men de skal kun praktiseres af dem, for hvem det sker i absolut frihed. Hvis man havde kunnet påvise, at denne sags ansvarlige ledere, – og her kan der endnu kun være tale om tre personer, nemlig Martinus, Mogens Møller og jeg selv, idet vi alene endnu udgør den lærerstab på hvis skuldre alt åndeligt ansvar hviler, – at disse tre mænd ikke overholdt de rent elementære fordringer, der her er berørt, ville det være korrekt at tale om, at idealerne var blevet svigtet. Men det kan man ikke!

Personligt har jeg nu undervist i Martinus arbejde siden 1933, og jeg ved, at jeg aldrig nogen sinde har givet udtryk for, at tvang eller anden intolerance udgør nogen farbar vej for det menneske, der ønsker at højne sin – eller andres – ånd. Tværtimod har jeg atter og atter givet udtryk for, at den inderste kerne i Martinus arbejde er den kærlige forståelse, den tilbunds gående tolerance, der som noget aldeles selvfølgeligt lader det enkelte menneske leve sit eget liv, og som kun griber ind der, hvor det kan ske uden på noget som helst punkt at krænke modpartens åndelige suverænitet.

Lad mig derfor, så klart som jeg evner det, give udtryk for, at ledelsen af denne sag aldrig har svigtet de idealer, den kæmper for; men at den tværtimod hele tiden, ved sin egen væremåde, har påpeget disse idealers store værdi og betydning. Tusinder og atter tusinder gange er det ved foredrag her i feriebyen og på andre pladser blevet forkyndt, at vejen til en skønnere og renere tilværelse går over dette at give afkald på forældede tanke- og ernæringsvaner; men at denne given afkald aldrig må ske som en virkning af tvang fra anden- eller trediepersons side.

Sagens ledelse har aldrig nogen sinde, hverken i skrift eller tale, bidraget til, at noget menneske skulle blive offer for den tåbelige ide, at man, ved at ændre spisevaner, kommer himlen blot et hanefjed nærmere, medmindre det sker udfra den etiske indstilling, der betinger, at man i dyret ser en "næste", hvis liv man ikke ønsker at efterstræbe. Vi har aldrig skjult, at vi bærer på et inderligt ønske om at hindre, at en ny form for "indremissionisme" i dette ords ondeste betydning holder sit indtog her i feriebyen eller andre steder i denne sag. Ingen af os er "dommere", dertil har vi lært for meget om livet og os selv. For os er det ikke afgørende, om et menneske spiser kød, ryger eller drikker alkohol. For os er det langt mere afgørende, om et menneske i sig har en virkelig åndelig hunger og af natur er kærlig. Verden er tilvisse rig nok på fanatikere til, at vi skulle ønske at øge summen.

Lad mig – da dette brev jo må være begrænset – formulere mit svar på det i indledningen stillede spørgsmål således:

– Vi har haft en dejlig sommer. Mange mennesker har besøgt os, og vore foredrag har hver eneste gang haft et umådeligt lydhørt publikum. Mange børn har tumlet sig på denne plads ferien igennem, og mange fremmede har for første gang her hørt om Martinus og hans arbejde og fattet interesse for det. Vi har bygget meget og mødt stor forståelse hos sagens venner med hensyn til de vanskeligheder, livet nu engang byder os, rent økonomisk. Vi har – kort sagt – oplevet en sommer, der indgår som et naturligt led i den kæde af somre, der på denne plads er viet forkyndelsen af et større og derfor åndeligt set langt rummeligere verdensbillede end det, mennesker ellers lever på. Vi har nu fuldbyrdet skabelsen af en ferieby, der rummer alle muligheder for kontakt med en højere verdens leve- og tænkemåde, og har derigennem givet enhver, der kommer her, chancen for ved sin egen være- og tænkemåde at bidrage til, at den kærlighed, den ydmige forståelse af andres ret til livet, der har præget enhver af fortidens store vise, og som i Martinus arbejde udgør selve det strålende kernepunkt, her kan få en fuldkommen udløsning og derved belære enhver fremmed om, at Martinus arbejde i en mørk og ulykkelig tid udgør et brændende defensorat for den tolerance, som det stedse voksende had truer med at udslettet

– – – – –

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere – og med et: på snarligt gensyn i studiekredsene landet over! er jeg