Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Som De måske vil erindre, gav jeg ved genåbningen af korrespondanceafdelingen udtryk for, at jeg i den, i højere grad end tilfældet kan være i KOSMOS, ville delagtiggøre Dem i nogle af de oplevelser, der indtræffer i sagens centrum. En sådan oplevelse indtraf fredag den 14 juli, idet vi da havde besøg af den verdenskendte forfatter til "Bag Indiens lukkede Døre", Poul Brunton. Mr. Brunton havde ønsket at træffe Martinus, om hvem han havde hørt igennem en af sagens venner.

Personligt var jeg meget spændt på mødet mellem to så egenartede personligheder. På den ene side mr. Brunton, sandhedssøgeren, der intet har skyet for at træffe sammen med de i vesten så herostatisk berømte indiske yogier og vismænd, manden, der har gennemtrawlet det meste af verden for at komme på sporet af tilværelsens dybeste mysterium, – og på den anden side Martinus, der faktisk har set meget lidt af denne verden, men som så til gengæld i sit eget sind bevidst rummer alt det, der har været målet for den andens åndelige søgen. Ville disse to bevidstheder opnå kontakt med hinanden, eller ville de sejle hinanden forbi som skibe i nattens mørke?

Ingen af os kendte mr. Brunton af udseende, og vi var derfor meget spændte på mødet med ham. Var han en "hårdkogt" journalisttype, der "vejrede stof", eller var han virkelig den, man syntes at kende bag linierne i hans berømte bog? Han var det sidste! Af ydre fremtræden en næsten typisk reinkarnation af den singhaletiske indertype, ubestemmelig af alder og med dette lukkede, men blide ansigt man genfinder hos de fleste højtstående indere.

Jeg forestillede mig, at mr. Brunton, der personligt har oplevet såmeget både ægte og uægte indenfor tilværelsens psykiske områder, havde mobiliseret al sin skepsis før sit møde med Martinus, men jeg tror at turde sige, at hele denne indstilling forsvandt omtrent i samme nu, han havde trykket Martinus i hånden. Omend af yderst forskellig mental struktur, opstod der spontant en dyb kontakt mellem disse to mænd da de stod ansigt til ansigt.

Samtalen mellem dem foregik via sagens engelskfødte tolk og oversætter, fru Isobel Rønn, der her, som altid, øjeblikkeligt havde stillet sig til rådighed. Hurtigt var man inde på den oplevelse, der udgør selve grundlaget for Martinus livsværk, og mr. Bruntons præcise spørgsmål afslørede øjeblikkeligt, at han her besad erfaringer, der for ham var absolut bestemmende for forholdets videre udvikling. At det ligger helt udenfor dette brevs rammer at give en fremstilling af samtalens hele forløb, giver sig selv, men såmeget kan jeg dog meddele, at det ikke varede ret længe, før denne så umådeligt indholdsrige samtale bevægede sig ind over mentale områder, der ikke alene var delvis ukendte for mr. Brunton, men som også havde hans allerstørste interesse. Som altid ved den slags samtaler, fløj tiden afsted, og man enedes derfor om et nyt samvær den følgende lørdag eftermiddag. Medens den første samtale jo i nogen grad måtte være præget af det første mødes spænding, føltes den sidste som et samvær mellem venner, der havde kendt hinanden i mange år. Mr. Brunton gav her åbent udtryk for, at Indien nu var et tilbagelagt stadium for ham, og samtalen bevægede sig derfor hurtigt ind på alle de områder, Martinus verdensbillede belyser. Personligt havde jeg den glæde, at mr. Brunton, der aftenen før havde modtaget det første hefte af mit store kursus i Martinus åndsvidenskab, oversat til engelsk, lovede at være mig behjælpelig på alle måder med dets udgivelse i engelsktalende lande. Han var umådelig interesseret i Martinus symboler og gav åbent udtryk for sin længsel efter et nærmere studium af dem.

Påny svandt timerne, og vi måtte skilles. Den følgende mandag morgen fløj mr. Brunton til England for senere at fortsætte til Californien. Men ved afskeden, der formede sig yderst hjerteligt, gav mr. Brunton udtryk for, at han inderligt håbede på et gensyn allerede til næste år. Et møde, hvis konsekvenser det i øjeblikket er vanskeligt at overskue, var hermed afsluttet og begge parter en usædvanlig åndelig oplevelse rigere.

– – – – –

Heroppe ved Klint kulminerer sommersæsonen i disse dage. Påny er feriebyen fyldt med glade mennesker og vore dage optaget af foredrag, samtaler og travlhed med at få alt til at fungere til alles tilfredshed. Som De ved, har vi i år fuldbyrdet en meget stor og omfattende ombygning af vore to store pavillioner til ikke mindre end syvogtyve fuldt monterede ferielejligheder. Jeg kan tænke mig, at adskillige af denne sags interesserede er spændte på, hvorledes denne ombygning er blevet modtaget, og det er mig derfor en endda meget stor glæde, at kunne fortælle, at vi med denne nye ordning har fået en næsten eventyrlig sukces. Kunne De gå en tur med mig igennem feriebyen nu, ville de ovre ved de nye lejligheder ikke alene møde en mængde glade og yderst tilfredse voksne mennesker, men De ville også – og dette finder jeg meget værdifuldt, – finde en fantastisk mængde søde og dejlige unger som her har fået en vældig tumleplads. I modsætning til tidligere år, hvor sæsonen var lidt i retning af en prøvelse for vore nerver, er hver dag nu det, den bør være på denne plet: en festdag I hovedbygningen, der ved ombygningen af pavillionerne blev frigjort for tidligere års ubarmhjertige "overtryk", hersker der en tilsvarende glæde blandt gæsterne. I samtlige afdelinger er der nu god plads og deraf følgende fred, – og det mærkes!!! En af de helt store sukcesser er det nye bibliothek og "kaffebaren. Der er virkeligt dage, hvor folk står i "kø" for at låne bøger. Hvis alle de mange, som har sendt os bogpakker, kunne se og mærke den glæde, de her har været med til at skabe, tror jeg, at de ville forstå, at de her har været med til at løse en meget betydningsfuld opgave. Bibliotheket vil fra nu af simpelthen være en uundværlig institution heroppe

Foredragene er nu i fuld gang og kan notere en meget stor interesse, også blandt de af vore gæster, som ikke før har haft nogen anelse om vor eksistens. Jeg har før givet udtryk for, at feriebyen på sin vis fungerer som en stor åndelig "fødeklinik"    Indenfor sit område tæller Martinus arbejde idag mange lykkelige mennesker, som på denne plads første gang oplevede, at der virkelig fandtes en "vej" igennem tidens åndelige morads, og disse mennesker er ikke de mindst værdifulde i vor kamp for de tanker, der gennemsyrer vort eget liv. Deres deltagelse i sagens liv idag, skyldes ikke mindst den fra alle sider åbent udtrykte kendsgerning, at ånden på denne plads er yderst speciel. Gang på gang erfarer vi fra vildt fremmede mennesker, at de aldrig har mødt, ja, aldrig havde tænkt sig, at det var muligt at møde såmegen indbyrdes kærlighed, tolerance og forståelse som på denne plet. Det er disse spontane udtalelser, der dybest set udgør feriebyens mest værdifulde "frugt" – faldt de ikke som noget aldeles selvfølgeligt, ville det uundgåeligt føles, som om noget heroppe ikke var, som det skulle være    Da ville den "krigens virus", som Martinus berørte i et af sine foredrag, også have sneget sig herind og forvoldt den "betændelse", der andre steder gør så megen fortræd.

For mit eget vedkommende er denne sommer mærkelig derved, at den opgave, jeg i 1934 blev betroet, nu er så godt som løst. Vor dygtige leder af kontoret i København Grethe Olsen, er blevet udnævnt til inspektør for Klintsøgaard, og Mogens og Vibeke Møller har overtaget den daglige administration af pavillon I. og II. Hermed er jeg blevet fritaget for byrder, der tidligere greb en del ind i mit åndelige arbejde, og kan derfor nu begynde at se frem til en tid, hvor dette åndelige arbejde alene beslaglægger mine kræfter. At denne fritagelse indtræffer samtidigt med at nye, store åndelige opgaver toner frem, tager jeg som udtryk for, at den høje åndelige ledelse, der eksisterer bag Martinus arbejde, nu anser sagens rent ydre, fysiske "ansigt" for færdigskabt. Med bygningen på Mariendalsvej og den store ferieby heroppe, ejer vi nu skønnere muligheder for skabelsen af en skole for ånd og kultur, end vi havde turdet drømme om, den dag vi første gang satte spaden i jorden heroppe. Ingen ved bedre end jeg, at mange i disse år har "tænkt, ment og antaget", at vi her var igang med at skabe en stor "forretning". Jeg tror, at de fleste af disse forestillinger er døde undervejs. Vi er ikke "forretningsmænd", og vi bliver det aldrig! Men vi ejer i os viljen til midt i en forvirret og ulykkelig tid at opbygge en beskeden "model" til den "nye verden", så mange drømmer om. Hvis man vil vide lidt om, hvad sandt indbyrdes kammeratskab virkeligt vil sige, hvad dybtgående indbyrdes åndeligt sammenhold kan føre til, skal man blot grundigt i detaljer studere denne sags rent fysiske tilblivelse. Man vil da opleve, at den Gud, hvis navn så mange mennesker bærer på deres læber, her har virket i hjerterne og fuldbyrdet det, såmange kaldte "umuligt". Men den, der gør det, vil komme til at opleve større undere end det, der her er fuldbyrdet. Han vil komme til at opleve, at de tanker som igennem Martinus livsværk er blevet overført til vor verden, er en vidunderlig skøn plante, der i kommende århundreder vil vokse og vokse for sluttelig at omfatte den ganske klode med sine strålende blomster og sin kærlighedsmættede duft. Vi, som udgør en mikroskopisk del af denne "plante", har alene ved vor deltagelse i dens vækst, fået en så rig belønning for det, vi har udført, at vi for al fremtid vil være forbundet med den i inderlig taknemmelighed. Om få uger fylder Martinus 60 år og dybt inde i os selv ved mange af os, at vi har vandret sammen med ham her den længste tid. Men hvad har det ikke været for år? Ganske enkelt de skønneste, rigeste og dybeste vi nogensinde kan gøre os håb om at få lov til at opleve. Derfor vil ingen af os kunne passere netop den dag uden i hjertet at sige Forsynet tak for den viden og de lykkelige stunder, det igennem denne, dybest set ensomme skikkelse, gav os!

Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere