Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

For adskillige Aar tilbage, da vi stod overfor en større Udvidelse, sagde jeg en Dag rent spontant til Martinus: Hvorfor findes der dog ikke blot een stærk Mand, der kunde staa ved Siden af dig i en saadan Situation? – Hvad han svarede, husker jeg ikke. Jeg ved blot, at Tanken om denne "stærke Mand" mange Gange har indfundet sig hos mig, naar Sagens Vækst har krævet nye Udvidelser. Jeg har af og til grundet over, om mit Ønske blot havde Rod i en vis Længsel efter den økonomiske Frihed, der til enhver Tid er det bedste Fundament for en fuldkommen fysisk Skabelse, eller om det stammer fra mit Møde med en af denne Sags første store Skikkelser, den forlængst afdøde Fabrikant Bernhard Løw. Som det vil være de fleste bekendt, skyldtes det Bernhard Løw, at Livets Bog I ikke alene udkom, men ogsaa udkom i saa smuk en Udgave, som Tilfældet er. Løw var ikke af mange Ord, naar det drejede sig om Hjælp. "I denne Sag er det bedste ikke for godt, husk det!" sagde han ofte til mig, – et Raad, jeg har fulgt saa godt, jeg har evnet.

Da Begivenhederne i Foraaret tog Fart og udviklede sig med en næsten Lavineagtig Karakter, skete det jævnligt, at jeg midt i det hele greb mig selv i paany at tænke paa den "stærke Mand", en Tanke som Martinus en Dag gav helt klar Form, da han meddelte mig, at denne "stærke Mand" virkelig fandtes. Jeg indrømmer, at jeg blev overrasket, da han gav Udtryk for, at han slet ikke tænkte paa et enkelt Menneske, men derimod paa hele sin Sag. Overrasket, fordi jeg ikke selv forlængst havde kunnet se, at saadan maatte det naturligvis være. De maa ikke her glemme, at under hele denne Sags Opbygning har jeg maattet opleve, hvorledes kærlige og forstaaende Enkeltpersoner uafbrudt er traadt til, hver Gang en Udvidelse stod for, saa jeg var simpelthen blevet vant til, at de respektive Løsninger maatte fuldbyrdes paa den Maade.

Men der ligger ogsaa et ret stort Svælg mellem Sagen for blot eet Aar siden og i Dag. For eet Aar siden var Sagen stor, men i Dag har den alligevel et ganske andet Format. Det, der er skabt i Sommer, vil, sammen med det nye Kosmos, der vil foreligge til Nytaar, betyde den endelige Afrunding, der lader Martinus Arbejde fremtræde som den betydelige aandelige Institution, det er bestemt til at være. Naar Deres Tanker beskæftiger sig med dette Arbejde og dets nuværende ydre, rent fysiske Fremtræden, maa De ikke glemme, at det Resultat, De er Vidne til, er et Resultat af femogtyve Aars uafbrudt Kamp. Jeg har Ret til at bruge dette Udtryk, da jeg selv har været med i de sytten af disse femogtyve Aar og derfor bedre end de fleste ved, hvilket Slid og hvilke Bekymringer hvert enkelt Led i denne lange Kæde af Skabelser, har kostet. Mere end nogen anden har jeg set, hvorledes Mennesket Martinus, stik imod sin egen Natur, har bundet sig til Ansvar, han kun har taget paa sig af den Pligtfølelse, der helt er hævet over enhver Form for Selviskhed. Baade han og jeg ved fuldt vel, hvilke Tanker Mennesker gør sig om alt det, de er Vidne til ved Klint, men enhver rolig Overvejelse saavel som blot den mindste Evne til at arbejde med Tal, vil kunne afsløre for enhver, at baade hans og mit eget Liv i alle Maader vilde være ulige lettere og behageligere, om vi ikke havde følt det som en uafviselig moralsk Pligt at skabe og opbygge Kosmos Ferieby. Jeg har her vovet at flette mit eget Navn med ind, og jeg gør det kun, fordi jeg i disse Aar i saa mange Situationer har været den, der i det rent materielle har maattet repræsentere Martinus, og fordi jeg vel mere end nogen anden har været Vidne til de Vanskeligheder, der har været at overvinde i disse Aar, Vanskeligheder som en langvarig Krigsperiode bestemt ikke har gjort mindre. Jeg kan udmærket selv se, at det jeg her skriver, kan lyde tungt, men det er ikke tilsigtet. Jeg prøver blot paa, fra Ven til Ven, at tegne et Billede af det, jeg paa nærmeste Hold har oplevet og som, sine umaadelig mange Glæder ufortalt, har været det sværeste Job, jeg selv har været med til. De maa her ikke glemme, at baade Martinus og jeg selv kun er virkelig lykkelig i een eneste Ting: vor aandelige Undervisning. Alt det andet maa nødvendigvis blive Byrder for Mennesker, hvis hele Hu staar til det ene: at oplyse. Men naar jeg bruger Ordet "Byrder", maa De blot ikke opfatte det forkert. Den Byrde, Feriebyen har lagt paa vore Skuldre, har aldrig været tungere, end at den er blevet baaret med Glæde. Jeg befinder mig i den meget lykkelige og meget sjældne Situation at kunne sige, at de Gange, jeg i disse Aar har modtaget et Nej paa min Anmodning om Hjælp i en eller anden Situation, kan tælles paa den ene Haands Fingre, og at jeg endda i disse Situationer har haft langt mere ondt af den, der sagde Nej, end af den Sag, jeg repræsenterede. Med hele min Sjæl ved jeg, at der ikke kan times et Menneske nogen større Lykke end den, selv paa den beskedneste Maade at bidrage til en stor Sags Fødsel, og at den, der nægter sig selv denne Glæde, er fattigere, end det er nødvendigt at være i denne i Forvejen saa fattige Verden.

Martinus har nu taget det Skridt, at gøre sin Sag til den "stærke Mand" paa hvis Skuldre de rent fysiske Byrder maa hvile. Han ved selv, at han ikke er ung mere, og har derfor forlængst truffet Bestemmelser om, hvorledes det, han her har skabt, skal fungere i den Fremtid, hvor han selv direkte er afskaaret fra at være den Ledende. Sagen er gjort til en selvejende Institution. Den vil saaledes aldrig komme til at tjene andet Formaal end det ene, at være et Led i Næstekærlighedens realistiske Udløsning her paa det fysiske Plan. I Tilknytning til et i Virkeligheden ret begrænset Antal Mennesker er der med Kosmos Ferieby skabt et instrument i Kærlighedens Tjeneste af usædvanlige Dimensioner. At der har været store "Fødselsveer" under Skabelsen af dette Instrument, giver sig selv. Jeg ser ingen Grund til at skjule, at der har været Timer, hvor baade Martinus og jeg mest af alt har haft Lyst til at realisere hele Omraadet, betale enhver sit og vende tilbage til det, som har vort hele Hjerte. Men Tanken har kun været af periferisk Natur. Disse Ting er ikke et Resultat at et Lune født i en ukontrolleret Stemning. Kosmos Ferieby er i enhver Detalje et Produkt af Tænkning og Koncentration. Den udgør en Materialisering af en Drøm, som er drømt paa de andres Vegne. En Drøm om et Sted hvor svundne Tiders Klostertilværelse, genfødt i en for al forloren og uægte Følelse udrenset Tilstand kunde genopstaa, et Sted, hvor aandeligt søgende Mennesker, friet ud af enhver Form for sekteriske Baand kunde mødes og udveksle Erfaringer indenfor det Omraade der altid var og altid vil være det mest inspirerende: det aandelige. At denne Drøm har fundet levende Genklang i andres Sind, ses vel bedst af den Kendsgerning, at der, selv med den nye Udvidelse, endnu aldrig i Højsæsonen har været blot een ledig Seng.

Økonomisk udgør Kosmos Ferieby i Dag et uhyre Aktiv. Betænk hvor mange flittige Hænder der her i en snart meget lang Aarrække frivilligt har været i Funktion for at skabe denne skønne Plet. Gaa en Tur igennem den, og De vil overalt møde Sporet af baade Flid og Offervilje. En Række koordinerede Virksomheder arbejder nu her Aaret rundt for baade at opretholde, forbedre og udvide det, som her er skabt. Jeg kommer lige derfra og kan fortælle Dem, at samtlige Huse indenfor den ældste Del af Feriebyen for Tiden gennemgaar en tiltrængt Hovedreparation, saaledes at de til Foraaret vil straale i nye, rene Farver. I det nye Maskinsnedkeri hyler og hviner Maskinerne under Flygges kyndige Haand. A propos Flygge, saa har jeg lovet ham at bringe Dem en hjertelig Tak for de tilsendte Søm, han fik saa mange, at han kunde løse den stille Opgave! Tak! I Gartneriet, der nu er et af de største i Amtet, bugner Husene med Stiklinger og ovre paa Klintsøgaard begynder det hele nu at tage endelig Form. Samtlige Værelser i Hovedbygningen er belagte og alt begynder nu at udtrykke det, der var drømt: en levende Virksomhed, baseret paa Idealer, som omend de hører en kommende Tid til, saa her dog holder paa at bryde frem i en hidtil ukendt Maalestok.

Og alt det, kære Læser, er i Virkeligheden skabt som et Resultat af den levende Vekselvirkning mellem Martinus aandelige Viden og Deres og min Længsel efter en ny og skønnere Verden. Vi – De og jeg – ved, at Martinus ikke eet eneste Øjeblik selv har haft Brug for denne Plet. Den er skabt for at vi alle kunde faa et Sted, hvor vi kunde mødes for at drøfte det, der var vor inderste Længsel: Sandheden om vort eget mentale Liv. Jeg mener ikke at give Udtryk for nogen ukontrolleret Følelse, naar jeg hævder, at der er vendt flere lykkelige og aandeligt befriede Mennesker hjem fra denne Ferieplet end fra nogen anden Ferieplet i Danmark. Bedre end de fleste ved jeg, hvad Kosmos Ferieby betyder for den Enkelte. Den er, som jeg engang skrev, et "Nordens Akademeia", hvor Mennesker af Aand søger hen for at nyde baade fysisk og psykisk Hvile. Derfor er denne Plet skabt, og derfor maa vi alle være med til at bære den frem til Slægterne efter os. Martinus beder ingen af os om noget økonomisk Offer. Han har simpelthen omformet Feriebyens økonomiske Struktur til en Sparekasse for os alle. Og ingen er i denne Sag saa daarligt stillet, at han eller hun ikke evner at opspare hundrede Kroner paa fem Aar. Den Ordning, der er tilvejebragt, er saa elastisk, at selv den mindst lønnede iblandt os har Mulighed for at give Udtryk for sin Vilje til at lægge Skulder til denne skønne og for ham selv saa nyttige Institution. Jeg ved, at selvom det kun er faa Dage siden, Martinus offentliggjorde sin Plan, har en Mængde omgaaende reageret, men jeg synes, at jeg maatte benytte dette Brev til at opfordre enhver til at være med, fordi der i en virkelig omfattende hurtig Reaktion ligger en Inspiration for os alle, aktive saavel som passive Deltagere i Skabelsen af den nye mentale Verden, der uundgaaeligt er Resultatet af Livets Bog. Jeg har altid følt mig lykkelig ved, at Martinus Arbejde aldrig har haft nødigt at gaa "Tiggergang", og naar jeg i dette Brev for første Gang i denne Sags Tjeneste prøver at understrege det Ansvar, De og jeg nu bærer paa, saa gør jeg det i den lykkelige Overbevisning, at det ikke alene gavner den Sag, om hvilken jeg tror, at den i lige saa høj Grad har Deres Hjerte som mit, men ogsaa fordi jeg ved, at De derved kommer i Besiddelse af et Værdipapir. Martinus har aldrig krævet noget Offer af nogen. Hvad der i den Retning er ydet, er ydet paa Frivillighedens absolutte Grund. Og saadan skal det være. Vi er alle frie Mennesker, og hvad vi her skaber, skal og maa skabes i den Frihedens Aand, der ene af alt er en baade fysisk og aandelig Sundheds virkelige Fundament.

Med kærlig Hilsen fra samtlige Medarbejdere!