Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Midt under en af de Samtaler, jeg jævnligt har med deprimerede eller ulykkelige Mennesker, beklagede Vedkommende sig over, at det tog ham en farlig Tid at komme over en Fornærmelse. Vi snakkede lidt frem og tilbage om det, og han sagde da pludselig: "Hvor kan det dog være, at det tager saa lang Tid at faa lægt et aandeligt Saar?"

Jeg har tænkt en Del over dette Problem, som sikkert interesserer de fleste. Sagen er jo den, at man faktisk her er i Stand til at tale om baade godt og daarligt "Lægekød", paa samme Maade som Tilfældet er med vor rent fysiske Organisme. Mange Mennesker har det virkeligt saadan, at de, naar de udsættes for en ubehagelig Paavirkning, evner at frigøre sig for dens Virkninger paa en forbavsende kort Tid, medens andre saa til Gengæld er tilsvarende længe om at faa lægt de Saar, Ubehaget gav. Hvem af os har ikke mødt ham, der i lange Tider gaar og "ruger" over baade virkelige og indbildte Fornærmelser? Og hvad er denne "rugen" andet end en Slags "Feber" i de aandelige Legemer, eller rettere sagt, i Vedkommendes Følelseslegeme? For her er vi nemlig ved Kernen i Problemet. Inkarneret Selvdyrker, som det jordiske Menneske er, vaager det med sand Nidkærhed over, at det endelig ikke bliver udsat for den Undervurdering, det saa aabenbart frygter mere end noget andet her i Verden. Thi er det ikke en uafviselig Kendsgerning, at det kun er det saakaldt "store Menneske", der evner at magte den udtalte "Undervurdering" paa den eneste Maade, den kan magtes paa, nemlig ved at ignorere den? Falder langt de fleste ikke for Fristelsen til at overdimensionere "Fornærmelsen" i en rent ud urimelig Grad, hvorved de i Virkeligheden tilkender Modpartens Mening om sig selv en Værdi, den slet ikke har? Følelseslegemet er endnu en spæd Ting med et meget ufuldkomment Blodkredsløb. Gang paa Gang oplever vi, at Mennesker, som utrolig hurtigt faar lægt de rent fysiske Smaasaar, Livet giver dem, har saa daarligt aandeligt Lægekød, at de kan gaa og være bitre over en meget lille Fornærmelse i baade maaneds- og aarevis. Saadanne Mennesker har "usundt Blod" i deres Følelseslegeme. Var det sundt, vilde det hurtigt skylle en saadan lille Giftighedsbacille ud i Stedet for at tillade den at sidde og formere sig saa grundigt, som Tilfældet ofte er.

Problemet er i Virkeligheden uhyre interessant, fordi det paa en ganske enkel Maade afslører det jordiske Menneskes Forhold til og Anvendelse af Tilværelsens kosmiske Grundkræfter. For at en lille Fornærmelse skal kunne faa en saadan Magt, som Livet viser os, at den gør, maa Vedkommende, der rammes af den, huske godt! Men har det udviklede Menneske en særlig god Hukommelse? Nej, det har ikke. Tværtimod, et virkeligt udviklet Menneske har ovenikøbet en usædvanlig slet Hukommelse, hvilket vil sige, at det meget daarligt evner at huske en Fornærmelse ret længe. Det gider simpelthen ikke ofre mental Kraft paa en saadan ligegyldig Bagatel, som et ondskabsfuldt Menneskes giftige Bemærkninger i Virkeligheden er. Men hvordan med Dyret? Er det ikke en Kendsgerning, at Dyr husker ganske udmærket? Jo det er. Utallige Forsøg har forlængst bekræftet, at Dyr simpelthen har en, i Forhold til det udviklede Menneske, fænomenal Hukommelse. En Hund for Eks. kan i aarevis erindre den, der engang sparkede den. Udprægede Anlæg for at huske Smaafornærmelser er et temmeligt stærkt Fingerpeg om, at Vedkommende rent mentalt set staar ret lavt. Det Menneske, der ved sin egen Optræden afslører, at det gaar og "gemmer paa" Fornærmelser og "drømmer om Hævn", afslører ret ubarmhjertigt for sine Omgivelser, at dets Indreverden gennemkrydses af et Samarbejde mellem Hukommelses- Tyngde- og Intelligensenergien saa meget udenom Følelsen, at denne ikke formaar at gøre sig tilstrækkeligt gældende. En saadan Anvendelse af de kosmiske Kræfter fører umaadeligt let til en Betændelse i de aandelige Legemer, thi Gang paa Gang vil Fornærmelserne i Form af indkapslet Tyngdeenergi sprænge de altfor svage Følelseskapsler, hvorved der opstaar baade "Saar"og "Flænger" i Følelseslegemet. Men Saar og Flænger giver let Feber. Og den, som har Feber, har let ved at tale i Febervildelse. Og hvad er det andet end "Febervildelse", naar et saadant fornærmet Menneske skriger op om den Uretfærdighed, det har været ude for? Antager denne "Febervildelse" ikke let en saadan Form, at Omgivelserne simpelthen reagerer med Udtryk som: "Aah, lad nu være med at blive hysterisk" eller lignende?

Betragter man nu et Menneske, der evner at tage en Fornærmelse uden de allerede skildrede voldsomme Reaktioner, hvordan ser det mentale Billede da ud? Vi ved, at et saadant Menneske simpelthen ikke gider ofre saa megen Energi paa de Fornærmelser, vi alle udsættes for, at det evner at erindre dem udover Øjeblikket. Det evner ganske simpelt ikke at erindre i Detaljer, hvorfor vi meget let ser, at et saadant Menneskes Anvendelse af Hukommelsesenergien er i meget stærk Tilbagegang til Fordel for den harmoniserede Anvendelse af Følelses- og Intelligensenergi, der tillader Intuitionen eller den Energi, der bedst erstatter Hukommelsesenergien, at faa Indpas. Men i et saadant Sammenspil er Tyngdeenergien bundet i en endda meget stærk Grad. Et saadant Menneske "eksploderer" ikke for et godt Ord, det overlader det med god Samvittighed til den i Livet mindre vidende. Det bliver ikke "ophidset", fordi en eller anden finder paa at kalde det for Idiot eller lignende. Det har kort sagt Magten over sit eget Sind og følgelig det bedst tænkelige aandelige Lægekød. Det "forbløder" ikke af de Saar det, som alle andre, faar i den mentale Jungle, Livet her er. Men det "piller" heller ikke i sine Saar, noget den anden Type aabenbart elsker. Thi hvem af os har ikke mødt ham, der altid skal "rippe op" i saa det ene og saa det andet. Man faar let en Følelse af, at et saadant Menneske ligefrem maa elske Lugten af "Materie" og "Snavs" eller netop de Ting, som evner at holde en Betændelse vedlige.

Som De ser, er Problemet "sundt" eller "usundt aandeligt Lægekød" ikke uinteressant. Mennesker, som "raser over" oplevede Fornærmelser, fortæller ofte ved deres Rasen langt mere om dem selv, end om Fornærmeren. Det maa vel være det, hin gamle Græker har tænkt paa, da han som Svar paa en af sine Venners Meddelelse om, at en Mand, de begge kendte, rent ud sagt gik og rakkede ham ned, stilfærdigt bemærkede: "Ser du kære Ven, det han der gaar og siger, interesserer mig nu ikke særligt. Nej, dersom han kendte mig, som jeg virkelig er, saa fik han noget at snakke om!"

Med kærlig Hilsen fra Martinus og samtlige Medarbejdere!

E. S.

Med disse faa Linier vil jeg gerne bringe mine mange Venner i Byerne Aalborg og Aarhus en rigtig hjertelig Tak for al den Kærlighed, jeg mødte under Foredragsrejsen d. 18-23. Februar!

Søndag d. 24. Marts: Martinus Jubilæumsforedrag. Kun Adgang for forud indtegnede. Foredraget holdes Kl. 10 og Kl. 14.

Hr. Fuldmægtig V. Gaarde taler Søndag den 3. Marts i Borgerforeningen, Svendborg, Kl. 15,30