Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Jeg havde forleden Dag en Oplevelse som, selv om den var ganske lille, alligevel satte mig i et saa godt Humør, at jeg ikke kan lade være med at fortælle Dem den. Jeg kom gaaende nedad en stille Villavej. Solen skinnede paa en næsten foraarsagtig Maade og ophævede med sin Varme næsten den Kendsgerning, at det virkeligt var Frostvejr. Jeg gik og nød Solen og Lyset og tænkte paa ingen Verdens Ting. Da ramtes mit Øre pludselig af en Lyd, der har en ganske forunderlig Virkning paa mig. Jeg var øjeblikkelig nærværende og mine Øjne gled spejdende omkring. Endelig fandt de det, de søgte. Mellem to Buske, næsten skjult i noget gammelt Løv sad han. Pragtfuld saa han ud! Kulsort med knaldgult Næb, et effektfuldt Raffinement! Jeg blev staaende ganske stille og betragtede ham betaget. Og saa kom det igen. Ganske forsigtigt prøvede han den Melodi, som uden Tvivl om kort Tid vil give ham den helt store Sukces! Smaa Triller og bløde Fløjt afløste hinanden og dannede samlet Foraarets maaske mest længselsfulde Melodi: Solsortens Parringssang.

Det var bidende koldt at staa stille, men jeg glemte det. Jeg kunde ikke rive mig løs fra dette smukke Syn og greb mig selv i at staa og fundere over, hvad der vel kunde faa den Pragtkavaler af en Solsorthan til allerede i Januar at begynde at pusle med Musikinstrumentet. Og med et forstod jeg det: Solen! Denne guddommelige Sol, hvis Lys ramte ham over hele hans lille, elegante Person. Rent spontant havde dens Straaler givet ham "Melodien", og nu maatte han have Udløsning for den!

Jeg gik videre. Men mine Tanker var sat i Gang, og jeg kunde ikke lade være med at tænke paa, hvor vidunderligt Livet er indrettet. Meget forstaar en saadan lille Solsorthjerne vel ikke, men dog saa meget, at Solen og Lyset i sig indeholder noget, man bør hilse med Glæde. Blot lidt af dette dejlige Lys og straks melder Trangen sig til at give Udtryk for sin Livsglæde sig. Og mine Tanker gik videre. Gik til os selv og vort eget indbyrdes Forhold. Burde vi ikke være hinandens Sole? Burde det ikke være den naturligste Sag af Verden for os ved Hjælp af den guddommelige Gave, vort eget Smil er, at faa Lyset frem i vore Omgivelsers Ansigter? Se til de forelskede. Hvad er Aarsagen til, at de baade ler, smiler og synger? Er det andet end det ene, at de ved, at et andet Menneske tænker paa dem, ler til dem og gerne vil gøre dem glade? Nej det er ikke. Men Forelskelsen er fattig imod det, den er Forløber til: Forelskelsen i selve Livet! Der springer saa dybe og rige Kilder inde i os, at vi aldrig burde nægte os selv den Glæde, at lade deres Kraft komme mere til Syne i vor Væremaade end Tilfældet er. Det almindelige Dyr kan ikke le, men det kan vi. Vi kan smile saa bredt, at vore Omgivelser tvinges til paa Naade og Unaade at overgive sig, men vi gør det bare alt for sjældent, og det endda paa Trods af, at vi faktisk allesammen har en gruelig Lyst til det. Thi Latteren er sund. Varm, som den kan være, kan den smelte den Skal af Is, Hadet altfor let lægger omkring vore Hjerter!

Jeg har jo nu den Glæde at besøge Sverrig ret jævnligt, og een af de Ting, jeg har lagt Mærke til, er, at de fleste Svenskere beklager sig over at Danskerne ikke længere har saa lyst et Sind som før. De beklager sig over, at vi ikke smiler nær saa meget mere – og de savner det! Vi var en smilende Nation, og vi maa blive det igen. Og hvad andet hindrer os deri, end den taabelige Had- og Hævnindstilling, der i Dag er blevet saa moderne? Læg Mærke til, hvorledes Intolerancen i sig selv er som en Kuldebølge, der omgaaende faar Smilets Blomst til at visne. Begrebet Politik synes i Dag at være forbundet med sammensnærpede Ansigter, der mere minder om Ulve end om Mennesker. Skal der endelig vises Tænder, ser de nu kønnere ud i et Smil! Jeg kan ikke gøre for det, men jeg lider af det, Anker Larsen kalder "en lille, leende Fryd i Hjertet", og jeg føler mig til Bunden af min Sjæl overbevist om, at Smilet inden længe igen vil sidde i Højsædet her i vort Land. Vi egner os simpelthen ikke til at blive ved med at gaa rundt og se haarde, kolde og rasende retfærdige ud.

Jeg har den Tro, at naar Forårssolen rigtig for Alvor kommer frem, og Blomsterne paany begynder at folde sig ud, saa vil vi ogsaa begynde at finde det Sind frem, som langt mere er os, end al den hidsige Snak om "Udrensning til Bunds og til Tops", der allerede nu er ved at hænge de fleste ud af Halsen. Jeg føler mig overbevist om, at de fleste Mennesker rent instinktiv ved, at enhver, der virkelig har begaaet noget meget forkert, vil blive ramt af sin egen Skæbne. "Guds Mølle maler langsomt, men den maler" er nok et gammelt Ord, men det har fuld Gyldighed, og det ved de fleste. Det er muligt at en og anden finder det rart at gaa og være den "hævnende Retfærdighed", men det er hverken almindeligt eller normalt. Tværtimod er det langt mere i Kontakt med det bedste i os at se at faa lægt de Saar, Krigen gav os, og dertil er Smilet og det, det udspringer af: det glade, fredelige Sind, langt bedre egnet end det bitre, hadefulde og selvretfærdige. Man behøver ikke at være en "blødsøden, sentimental Idiot" fordi man nægter at være med til at give Hadet Livsrum i sin egen Sjæl. Personligt føler jeg en større Fred i min Sjæl ved at følge det ældgamle Bud: "Hævner Eder ikke i Elskelige, Hævnen hører mig til, jeg vil betale!" end jeg vilde føle, om jeg gav mig til at være med i det almindelige Hylekor, der kræver det halve Land bag Laas og Slaa. Jeg ved, at Kulden har sin Tid, men jeg tror, den er ved at være forbi. Maaske var det derfor, at den lille Solsort gjorde mig saa glad. Den oplever ogsaa Kulden og kan vel af og til have svært ved at bjerge sit Liv igennem. Men den glemmer ikke af den Grund sin "Melodi". Lidt Solskin, og straks skal Stemmebaandet øves. Om blot et halvhundrede Døgn banker Foraaret paa vore Porte. Saa pipler det i vore Haver, langs Grøfter og paa hver eneste Skrænt af jublende Liv, der higer imod Lys og Sol. Skulde vi da kunne sidde alt det overhørigt? Nej saamænd kan vi ej! Følg De blot med i Begivenhederne og De skal faa at se, at Hadet langsomt og infamt snerrende vil bakke baglæns ind i Mørket. Og De vil yderligere komme til at se, at det bliver dem, for hvem Smilet er den naturligste Ting af Verden, der i Forholdet til en kommende Tid faar betroet de største Opgaver. Thi Smilet bærer Bud om det rige Hjertes Eksistens og det bliver paa dette r rige, smilende og tilgivende Hjerte, at en ny Kultur kommer til at hvile!

Med kærlig Hilsen fra Martinus og samtlige Medarbejdere!

PS: Fuldmægtig Hr. Viggo Gaarde holder Foredrag Søndag den 10. Februar i Borgerforeningen – Svendborg    Tidspunkt: Kl. 15,30