Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Jeg oplevede engang efter et Foredrag, at en Mand kom hen til mig og aabent spurgte mig, hvorfra jeg fik Mod til at sige de Ting, jeg lige havde sagt, eftersom jeg næppe vilde paastaa, at jeg havde Evne til at leve totalt i Overensstemmelse med de Sandheder, jeg saa stærkt gav Udtryk for, Hvad jeg dengang svarede, husker jeg ikke, derimod ved jeg, at jeg siden meget ofte har tænkt over denne lille Episode.

Jeg finder ingen Grund til at bestride, at jeg selv, formodentlig i Lighed med de fleste, der har med aandelig Undervisning at gøre, har haft mine Kriser, og at der har været Timer, mange endda, hvor jeg mest af alt har haft Lyst til at give op. Ja hvorfor skjule, at jeg endnu har det saadan, at dette at gaa op paa en Talerstol, er mig en direkte Pine. Men jeg søger ikke, som maaske de fleste vilde tænke det, Aarsagen hertil i en Angst for dette at tale som saadan, men derimod i en instinktiv Uvilje mod den sjælelige Blottelse, som ethvert Foredrag over aandelige Problemer nødvendigvis maa være. Paa den anden Side ved jeg, at jeg vilde føle det som et direkte Pligtbrud, om jeg gav op, og selv om jeg her kommer ind paa noget dybt personligt, føler jeg alligevel Trang til at give Udtryk for de Tanker, jeg har gjort mig om dette Problem.

Jeg forstaar saa udmærket, at en og anden Tilhører pludselig kan blive grebet af en mulig forstemmende Følelse af, at Taleren næppe selv vil evne at honorere de Krav, han udtrykker som den eneste Vej til indre, mental Fred. Jeg forstaar det muligvis langt bedre end Tilhøreren, da jeg, hyppigere end jeg bryder mig om at tænke paa det, under selve Foredraget klart har vidst, at netop der sagde jeg noget, som maaske havde langt mere Bud til mig selv end til de, jeg talte til, og den Viden er langt fra behagelig. Men hvorfra faar man da saa alligevel Mod til at tale, og hvordan kan det gaa til, at man simpelthen føler det som sin Pligt at fortsætte? Lad mit Svar blive enkelt: man faar det, fordi man, sine egne Ufuldkommenheder ufortalt, har set et Lys og føler, at man vilde forraade dette Lys, om man, paa Grund af egne midlertidige Brist og deraf følgende Frygt, fortav den Lykke, Mødet med dette Lys havde ladet en opleve.

Livet, som vi i Dag kender det, er fyldt med det, jeg kalder "billige Løsninger". Den mentale Lunkenhed hersker næsten enevældigt. De fleste føler, at der maa ske noget, at vi maa forandre os, men, og her kommer en af de hyppigst anvendte "billige Løsninger" frem: hvorfor skal netop jeg begynde! Tag f.Eks. en saa beskeden Ting som Kødspisning. Personligt har jeg mødt utallige, som overfor mig selv har givet Udtryk for en klar Forstaaelse af det forkastelige i denne Ernæringsform. Ja mange har saamænd gjort det saa udmærket, at jeg faktisk selv har staaet helt beskæmmet og tænkt, at bare jeg selv kunde gøre det lige saa godt. Men naar man saa realistisk oplever, at de selv samme Mennesker, deres gode Forstaaelse til Trods, stadigt fremturer i en af dem selv erkendt forældet Levemaade, saa forstaar man, at Tingene alligevel ikke er sagt tidt nok.

Og som jeg har nævnt det indenfor dette ret beskedne Omraade, kunde jeg nævne det indenfor utallige. Livet er i Dag paa en Maade tragisk derved, at det enkelte Menneske saa udmærket ved, at dets Handlemaade er forkert, og at det burde tage sig sammen og ændre denne Handlemaade. Men det er lettere at lade være. Det er lettere at sige diskret henkastet: "Aah, ved De hvad, naar vi alligevel lever evigt, saa vil jeg vente til mit næste Liv med det!"

I et af sine Foredrag ved Klint talte Martinus om det jordiske Menneskes Forhold til Sandheden, og han udtrykte dette Forhold i en Lignelse jeg aldrig vil kunne glemme. Han sammenlignede det jordiske Menneskes Længsel efter altid at være sand, med den fireføddede Fisk's Længsel efter at leve paa Landjorden. Denne Længsel havde efterhaanden ført til Dannelsen af de første spæde Organer til at bevæge sig paa denne Landjord, men Lungesystemet var ikke fulgt helt med, hvorfor Fisken, efter et kortere Ophold paa Strandbredden, maatte vende tilbage til Havet, for at undgaa at blive kvalt. Ogsaa vi kender til Længsel. Jo mere vi har set og forstaaet af det rigtige Menneskeriges virkelige Eksistens, desto mere længes vi efter at naa det. Men i Forholdet til dette Rige staar vi som den fireføddede Fisk: vi er først ifærd med at faa udviklet de Organer, der skal gøre det muligt for os at opleve denne skønne Tilstand.

Denne Lignelse rummer for mig i en Nøddeskal Svaret paa det Problem, jeg indledte dette lille Brev med. Jeg ved, at jeg er et ganske almindeligt Menneske, noget jeg aldrig har lagt Skjul paa, men jeg ved ogsaa, at jeg har mødt en overliggende mental Zones skønne Lys i en saadan Grad, at det vilde være ensbetydende med Forræderi imod det i mig, som har Menneskeværdi, at fortie hvad jeg der har oplevet. Jeg ved ganske nøje, at der ogsaa for mig er uendelig lang Vej igen, før jeg faar fast Bund under Fødderne paa Fuldkommenhedens forjættende Kyst, men jeg ved, at denne Kyst eksisterer, og deri finder jeg Mod til at undervise, ja mere end det: Pligt.

Personligt nærer jeg en sand Rædsel for Fanatikere, enten de saa aabent vedkender sig deres Fanatisme eller gaar mere stille med Dørene. Som alt andet har ogsaa det aandelige Liv sit "Overdrev", og det er langt fra behageligt at skue. Uden paa nogen Maade at vilde skose nogen, vil jeg gerne sige, at jeg føler det som min inderste Overbevisning, at en aandelig Nyorientering maa kunne fuldbyrdes af og for ganske almindelige Mennesker. Naar Martinus Arbejde har faaet den Indflydelse paa mit eget Liv, som Tilfældet er, beror det netop paa den Maade, det fuldbyrdes paa. Var han selv af Typen med de rullende Øjne og store Gebærder, vilde jeg have vidst at "bakke bagud" i Tide. Det var netop hans store Ro og absolutte Selvbeherskelse, der først tiltrak mig og gav mig Mod til at tale med ham om det, en Fanatiker aldrig vilde have kunnet faa ud af mig. Og som han selv er, er hans Værk. Det indeholder ingen Appel til Fanatisme. Men det indeholder Viden og Inspiration nok til Aarhundreder. At møde det og forstaa det i en saadan Grad, at det bringer en i Vækst, vil ogsaa være ensbetydende med at stille sig til Raadighed for den, som har den Viden behov, man selv har erhvervet sig. Om det sker fra en Talerstol eller i en Samtale paa Tomandshaand er i denne Forbindelse ligegyldigt, man vil i begge Tilfælde opdage, at man pludselig faar Mod til at sige Ting, man aldrig før vilde have sagt, ja ikke alene Mod, man vil simpelthen føle det som en uafviselig Pligt.

Lad saa være, at vi rent sandhedsmæssigt er en Slags "fireføddede Fisk", vi har dog indaandet en ny Verdens Luft og følt den Salighed, den evner at give os. Denne Salighed bringer vi med os, naar vi igen vender tilbage til det "Hav", vi endnu i lang Tid skal tilhøre. Men hvad der bor i Hjertet, kommer ofte frem i Øjnene, det er maaske Salighedens største Værdi for vore Omgivelser! Kærligheden og Overbærenheden er ikke hjemmehørende i Dyreriget, det er menneskelige Tilstande, og jo mere de lever i vore Øjne, desto mere hjælper vi andre til at forstaa, at der virkelig findes en anden Verden end Hadets og Misundelsens. Lad saa være, at der af og til slipper et Par slemme Skruptudser ud af Munden paa os, det tilgiver Gud os nok, især naar han opdager, at vi selv er de første til at fortryde dem!

Med kærlig Hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!