Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Har De nogen Sinde grebet Dem selv i at le højt af en Tanke, som – sin Dybde til Trods – alligevel i den Grad har berørt Deres humoristiske Sans, at De simpelthen maa have Luft i en mere eller mindre kultiveret Lydfrembringelse? Jeg haaber det! Naar jeg indleder med dette lille Spørgsmaal, saa har det sin Aarsag i det Problem, jeg berørte for Dem i mit sidste Brev. Som De maaske erindrer, gav jeg i det Brev Udtryk for, at jeg under de nylig stedfundne Begivenheder i Anledning af Freden i nogen Grad havde savnet Udtryk for den Verdensborgermentalitet, den Universelindstilling, som dog er alle tænkende Menneskers Maal.

Problemet har optaget mig temmelig meget, idet jeg ikke helt havde været forberedt paa de drastiske Udslag, den lændselsfuldt ventede Fred afstedkom i vort lille ellers saa beherskede Samfund. Tyngdeenergien har jo kronede Dage for Tiden, og lytter man til Folks Tale rundt omkring, forstaar man hvilken dyb Visdom Jesus gav Udtryk for, da han formulerede Sætningen: "Eders Svar skal være Ja, Ja, og Nej, Nej!"

Men netop denne min Tænkning frem og tilbage over dette Problem bevirkede, at en lille forvildet, men til Gengæld ret fornøjelig Tanke straalede ind i mit Sind midt i alt det nedstemmende. Som De sikkert ved, betragter Martinus os som "ufødte", saalænge vi ikke har oplevet "Den store Fødsel", noget man efter en stilfærdig Gennemtænkning af Problemet ikke har svært ved at give ham Ret i. Og saa var det altsaa, at denne lille Tanke pludselig faldt ind i min Sjæl med et lille Knald. Har De ikke lagt Mærke til, at hver Gang en Kvinde fremviser de ubedragelige Tegn paa en nær forestaaende "glædelig Begivenhed", saa tænker alle frimodigt: "Naa, der ventes nok en lille Verdensborger!" – Hvor trist egentlig, at vi alle kun er Verdensborgere, saalænge vi er "indeni". Saasnart vi kommer "udenfor", bliver vi omgaaende rubricerede efter nogle mere eller mindre kulørte Grænsepæle, samtidig med at vor lille Hjerne bliver fyldt med en hel Række ærefrygtindgydende Tankebilleder, som alle har Relation til det, som er foregaaet indenfor det af disse Pæle afmærkede Rum. Man faar tilgive mig, om den lille Tanke virker anstødende, mig fik den altsaa til at smile temmelig højt. For den lod mig se, at mit gamle Valgsprog "Det naar sig!" ogsaa gælder her. Vi kan ikke feste evigt. Foran os ligger Hverdagen, og det er nu engang i den, at alt det skal gro, som fører os frem til nye mentale Højder. Og med den Hast Udviklingen nu har, saa behøver man ikke at nære Tvivl om, at den enkeltes internationale Bevidsthed nu vil faa Vækstvilkaar som aldrig før. Man skaber ikke ustraffet Maskiner, som daarligt nok kan naa at faa bremset op indenfor det Rum, man før afmærkede med kulørte Pæle. Set fra Luften ændrer Perspektivet sig betænkeligt, og hvis man tror, at man kan faa den opvoksende Slægt til at forblive indenfor Pælene, tager man fejl. Og man er ikke en ringere Dansker, fordi Hjertet higer imod "Verdens forenede Stater", tværtimod. At arbejde paa sit Lands Kultur med internationalt Samarbejde for Øje maa have betydelig større Værdi end at arbejde paa dets Isolation. De største Danske var dog aldrig dem, der udmærkede sig paa Slagmarken, men derimod dem, hvis Aand bragte Bud til Klodens fjerneste Strande om Landet mod Nord. Vi skal ikke sejre ved Sværd, men ved Aand; jo hurtigere dette gaar op for den Enkelte, desto stærkere vil han staa. Men Aand har Stadier, og hvorfor ikke straks stile mod de højeste? Der er nok i Verden, der er mere end lykkelige ved at prøve paa at holde Liv i haabløst forældede Opfattelser, nok til i Sværdets Magt og den fysiske Sejrs Sødme at se et "straalende Livsmaal".

Besindigheden var altid et Kendemærke paa dette Lands Beboere, og jeg nærer ingen Tvivl om, at denne Egenskab paany vil erobre Herredømmet. Klokkerne har meldt, at krigen er endt, og at Fredens Arbejde paany kan begynde. Det virker altid befriende, at et Tryk tages fra ens Skuldre, og der er intet at sige til, at vi alle blev lykkelige, da disse Aars Mørke maatte vige for Lysets uimodstaaelige Kraft. Men Lykken eller Freden er en vanskelig Fugl. Bedst som man tror, man har den vel i Bur, er den fløjet. Mange er de, der i kommende Hverdages Virke vil opdage, at den Fred, de længtes saa usigeligt efter, er en saadan flygtig Gæst. Freden gives os ikke ved Diktat, ejheller ved at det er det eller det Land, der bliver nedkæmpet. Den Fred, der har virkelig Værdi, maa vi selv kæmpe os frem til, og den fødes først for Alvor i vort Sind den Dag, en snæver Indstilling til Livet afløses af en større, i dette Tilfælde Verdensborgersindet. Det er for fattigt kun at være glad for dem, der har Medgang, vi maa ogsaa have Tanker tilovers for dem, der idag oplever et realistisk Møde med Skæbnelovene, ellers vil vore Sjæle tørre ud og blive golde.

De ved, at det inderste i Martinus Arbejde er at vise Menneskene Gud i Mørket, at lære dem at forstaa, at alt det, vi under eet kalder Lidelse, evigt tjener det Formaal at højne den Enkelte saavel som Folkeslagene. Uden Lidelse var De og jeg endnu kun Barbarer. Takket være Lidelsen har vi faaet Evne til at føle med andre. Men Jesus af Nazareth kendte muligvis vore Sind bedre end vi selv, da han formulerede Sætningen: "Hvo som synes at staa, se vel til at han ikke falder!" – Den Tid vi oplever, rummer store Fristelser. Hadet og Hævnen har stadig store Dage. Kravet om, at "Hovederne skal rulle" er atter genfødt, – det er i en saadan Tid, man har rig Lejlighed til at prøve sit eget Sind af og maale, hvor langt man endnu har igen til den universelle Indstilling, der for stedse frier en udaf enhver Trang, ethvert Ønske om Hævn eller Død over de, der maaske har gjort en ubodelig Fortræd, – lykkelig den, der her ved sig selv ved, at han ikke vil falde!

Med kærlig Hilsen fra Martinus og samtlige Medarbejdere!