Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Saa blev det da igen den første Marts! Personligt har jeg det saaledes, at naar den Dag er naaet, synes jeg, at Vinteren ligesom er afskrevet for denne Gang, hvad der igen faar mig til at føle hele Tilværelsen lidt lettere. Ganskevist er April jo den Maaned, i hvilket "det sker", eller som Digteren siger: "I den bli'r Somren til", men Martssolen er nu ikke at foragte! Dag for Dag kan vi nu faa Øje paa de ubedragelige Foraarstegn: Kridtstregerne paa Fortovsfliserne, Vintergæk og Eranthis og sidst, men ikke mindst, den tilbagevendende Stærs livsglade Fløjten. Pudsigt nok overværede jeg vort eget Stærepars Tilbagevenden forleden Dag. Jeg hørte pludselig et forrygende Spektakel udenfor vort Køkkenvindue, og da jeg skulde se nøjere til, saa jeg vore Stære i fuld Gang med at hive Graaspurvene ud af Kassen – det var, hvad man kalder Tyngdeenergi i fuld Udfoldelse!

Foraaret, – mon Europa nogen Sinde har længtes mere efter et Foraar, end det gør efter dette? Ofte spørger man sig selv med Angst i Hjertet, om der ikke snart har flydt Blod nok, om denne Menneskehedens sorteste Nat dog ikke snart kan faa Ende? Tidt har mine Tanker i denne Vinter kreset om Helge Rodes ejendommelige Digt "Manden fra Norden". I det sidste Vers i dette Digt forekommer et Par Linier, som denne Vinter har bekræftet paa forfærdende Vis. Hør blot selv: "En Vismand saa i Drøm en Slægt paa Krykker, og blodig Gru i Syd og Vest og Øst!" – Er det ikke i faa Ord det, vi baade har oplevet og stadig oplever? Ogsaa herhjemme mærker vi jo nu Krigens haarde og bitre Dønninger. I Odense oplevede Fuldmægtig Gaarde og Frue i sidste Uge for anden Gang i denne Krig at se deres Hjem ramt, og i Aarhus maatte to af Sagens trofaste Venner gennem mange Aar Hr. og Fru Valdemar Lundholm se Deres Hjem blive totalt ødelagt. Mogens Møller, som skulde bo i Lundholms Ejendom, var netop ankommet og havde akkurat faaet sine Sager bragt inden Døre, da hele Huset blev ødelagt af Bomber. Men her, som i alle de Situationer, jeg har Kendskab til, blev der ikke krummet et Haar paa nogens Hovede. I Forbindelse med mange Mennesker som vi er, kan det ikke undre, at vi her føler os inderligt taknemmelige over, at der endnu ikke er blevet bragt os Bud om Død og lemlæstelse af nogen af de, med hvem vi er i Berøring. Atter og atter faar vi at vide hvorledes de, paa hvem krigens Skygge falder, ved at tage det med Ro og ligevægt. Mange, mange Gange har jeg selv i disse Aar hørt Ordene: "Havde jeg ikke kendt Martinus' Arbejde, aner jeg ikke, hvordan jeg skulde have klaret det!" – Ord som bedre end meget andet taler om de kosmiske Analysers Værdi. At det var et Slag for Mogens Møller, er der ingen Grund til at lægge Skjul paa, men jeg vil dog gerne sige her, at han ikke alene tog det med Ro, men var lykkelig ved, naar det endelig skulde være, at faa Lov til at starte paa denne Maade, thi, som han sagde: "man lærer mere af saadan en Oplevelse end Udenforstaaende kan ane, blandt andet hvad Fornemmelsen af at være beskyttet vil sige!" Kan det lade sig gøre for ham at finde et Værelse derovre, vender han tilbage, ellers tager han med mig til Klint i næste Maaned. Et gammelt Ord siger jo, at "al Begyndelse er svær" – saa nu synes han jo, at han har Lov til at tro, at det værste er overstaaet!

Alle lever vi jo i en mærkelig Tilstand for Tiden. Paa den ene Side Krigens Realisme, med alt hvad dertil hører, paa den anden Side denne mærkelige Fornemmelse af, at det hele pludselig kan ændre sig. Faktisk er det jo saaledes, at Krigen kan være forbi inden dette Brev er Dem ihænde. Men den kan ogsaa trække ud. Ingen ved det. Den kom "som en Tyv om Natten", og den forsvinder vel paa samme Maade. Men – og her rører jeg ved noget, der atter og atter har beskæftiget mine Tanker i disse tunge Aar, – den er paa sin Vis det kærligt tænkende Menneske saa besynderligt uvedkommende. Misforstaa mig ikke, jeg mener ikke, at alle disse Rædsler er det kærlige Menneske uvedkommende, nej, men Krigens Aand er det. De og jeg har ikke villet dette, ja jeg tør vel tro og derfor ogsaa give Udtryk for, at hverken De eller jeg har noget med Krigens Væsen at skaffe. Maaske vil De synes, at dette er en dristig Paastand, men tænk det engang igennem, og De vil sikkert give mig Ret i, at hverken De eller jeg paa noget Omraade vil indrømme Hadet Eksistensberettigelse. Det er umuligt at møde det virkelige Liv med Hadet i Behold. Had er et aandeligt Røgtæppe, der skjuler Virkelighedens skønne Lys. At vide dette, vide det med hver Fiber i sin Sjæl, er vort Livs eneste virkelige Beskyttelse. I Lyset af denne Viden kan man hæve sig ud af alt det, der idag tynger det store Flertal til Jorden. Hvormange tror De, der idag helt klart ser, at hver eneste Jordmenneske – hvert eneste – er en Gudesøn, og som saadan ikke kan komme til at opleve noget større Maal af Smerte end det, alle før ham har oplevet, og alle efter ham skal opleve? Lever vi ikke netop i en Verden, hvor man atter og atter hører om saa den ene og saa den anden, at "ingen Straf er haard nok til ham"? Aandeligt talt baade ernærer og svøber det jordiske Menneske sig i Ild samtidigt med, at det lader sin Indreverden være en Boplads for de mest ætsende og sviende Tankearter. Intet Under at alle store Seere har givet vort Hjemsted Navnet "Helvede". Men selv i dette Helvede lever himlens Lys for den, der evner at se det. Det dræbende og hadende Menneske blev dog aldrig saa stort et Geni til at dræbe, at det kunde hindre Foraarets og Sommerens Tilbagekomst. En Dag vil Græsset gro henover de Tusinder af Grave, som en kærlig Hilsen fra den, der evigt var og evigt vil være. En Dag vil Menneskeheden vaagne og række hinanden Haanden paa akkurat samme Maade som Børn, der fortryder. Idag gentager utallige Mennesker Sætningen "Du skal elske den, der hader og forfølger dig!" som en aandløs Remse uden Kontakt med dens Indhold. I en Fremtid, som lever i "Guds Tid", vil hvert eneste Menneske forstaa, hvad de Ord virkelig indeholdt.

Som Vinteren har sin Tid, har Hadet sin. Engang havde Hadet sin store Mission iblandt os, engang var det en Spore til Fremgang og Sukces. Men den Tid er længst forbi. Ikke Had, men Kærlighed, ikke Foragt, men Forstaaelse er det Maal, der nu lyser forude. Om dog blot alle Mennesker – kunde lære at forstaa, at kun den, der har denne Indstilling, har Mulighed for at naa det Lykkens Land, alle drømmer om. Det er i Stunder, hvor et saadant ønske brændende besætter en, at det er en Lykke at kende de kosmiske Analyser, der stille fortæller en, at som vi selv har vandret ad de mange Veje for at naa dertil, hvor vi nu staar, maa vi ogsaa give andre den samme Ret. Det er ikke Deres og min Opgave at omvende andre paa anden Maade end ved vort eget Eksempel. Den Lykke, vi i Kamp med vort eget vanskelige Sind erobrer som en evig Del af vort Væsen, vil være det Lys, der bringer de andre paa Sporet. At der idag, mere end nogensinde før, er Brug for dette Lys, bør være os en Spore til fortsat Slid med os selv. Det er af og til sundt at erindre sig, at den, der for Alvor nedkæmper Hadets og Intolerancens vortede Trolde i sit eget Sind, baade gavner Gud, Menneskeheden og sig selv betydeligt mere end den, der gør Krav paa at være "en god Kristen", men samtidig forbeholder sig Ret til "i Guds Navn" at hævne sig paa dem, der staar ham imod.

Med kærlig Hilsen fra Martinus og samtlige Medarbejdere!