Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kontaktbrev 1944/77 side 1
Kære Læser!
Har De mon nogensinde tænkt over, at langt de fleste af os i Virkeligheden gaar rundt med to Slags Sind? Vi har et reelt Sind, d.v.s. et Sindelag eller en Mentalitet, der er fast forankret i den moralske Kvalitet, vi kosmisk repræsenterer, og saa har vi et Ønskesind. Naar jeg i Forbindelse med det første Sind bruger Ordet "kosmisk", er det, fordi al vor Handlemaade udstraaler fra dette Sind. Uanset hvad vi har lært, vil vi i alle de Situationer, hvor vor Optræden er udenfor bevidst Kontrol - jeg mener her: sigter imod noget, vi vil opnaa – handle i Overensstemmelse med vor indre aandelige Kvalitet. At denne Handlemaade maaske er i skrigende Uoverensstemmelse med vort Ønskesind, forrykker ikke Kendsgerningen.
Maaske vil en og anden mene, at da vort Ønskesind faktisk er gennemført ustabilt, spiller det ingen virkelig Rolle i vort daglige Liv, men heri tager man meget fejl. Da vort Ønskesind i Virkeligheden repræsenterer Summen af alle vore Drømme om at være et baade bedre og større Menneske, end vi i Virkeligheden er, kan det, hvor det er særligt "udarbejdet", hvilket vil sige, hvor man særligt har tænkt over, hvordan man vil optræde i denne eller hin Situation, langsomt omforme vort Væsen paa en saadan Maade, at vi kommer til at virke i Bund og Grund uægte, uden at vi selv bevidst har villet det, og ydermere uden at vi maaske selv er klar derover.
Det er givet, at Fristelsen til at "udarbejde" sit Ønskesind i Detaljer forstærkes uhyre op i det Øjeblik, man møder de kosmiske Analyser. Thi disse Analyser koncentrerer sig jo netop i Skabelsen af Billedet af det rigtige Menneske – og hvem af os vil ikke gerne ligne det? Mødet med de aandelige Kræfter rummer altid en stor Fare. Berusende som disse Kræfter er, fører de meget let til en Selvovervurdering, som kan føre direkte til store mentale Katastrofer. Atter og atter kan man blive Vidne til at selv de mindste aandelige Oplevelser kan bibringe den Oplevende Fornemmelsen af en Slags Overmennesketilstand og føre ham eller hende ud i den rene Tragedie. Hvad er det egentlig, der sker ved en saadan Proces? Der sker det, at det reelle Sind, d.v.s. ens absolut normale Tilstand, viger for Presset af Ønskesindet, der nu af Jeget opfattes som reelt og stabilt. Et saadant Menneske tror virkelig, at det evner at holde sig oppe paa de aandelige Højder, det i en Brøkdel af et Sekund har oplevet virkelig eksisterer.
Men Livet tillader ikke de falske Illusioner at beholde Magten ret længe ad Gangen. Ubønhørligt vil Omgivelserne lade den "salige" forstaa, at de ikke akcepterer hans eller hendes pludselige Forvandling til Engel eller det, der maaske er større. Som enhver Form for Forelskelse, hvor total den saa end opleves, før eller senere viger Pladsen for det mere nøgterne, saaledes vil enhver Form for kunstig høj aandelig Tilstand ogsaa vige Pladsen for Erkendelsen af den lange Vej, der endnu maa tilbagelægges, før en virkelig mental Forandring er blevet fuldbyrdet. At denne Tilbagevenden i sig rummer mange tragiske Enkeltheder, er givet. Det vil altid være en smertefuld Oplevelse at se sig selv aandelig nøgen.
Ønskesindet er saaledes ikke nogen ufarlig Realitet. Gang paa Gang forleder det Mennesket til en Væremaade helt hinsides al Fornuft og uden bevidst at ville det, kan man under Indflydelse af denne specielle mentale Tilstand, komme til at gøre den Ideverden, for hvilken man lever og aander, langt større Fortræd end Gavn. Tag for Eksempel Begrebet en "Idealist". Læg Mærke til i hvor høj Grad dette Ord i Deres eget Sind er synonymt med Ordet "Fanatiker". I sig selv er dette at være idealistisk indstillet det skønneste, der findes. Det udtrykker et Menneskes Længsel imod en højere Aandstilstand end den, det maaske er bundet til og muligvis ikke evner at frigøre sig for. Medens det normale Sind saaledes ofte rummer mange idealistiske Kræfter i sig, som i Samarbejde med andre normale Sind, befordrer Udviklingen hen imod mere og mere humane Tilstande, saa prøv engang at se paa Ønskesindet. Det er nemlig selve den koncentrerede Idealisme. En Væremaade i overensstemmelse med dette Sind, maa nødvendigvis blive temmelig ujordisk og derfor ogsaa temmelig uholdbar. Næppe andre Steder gør de aandelige Kræfter det enkelte Menneske større Fortræd end der, hvor de forleder til hin Selvovervurdering, der gør Ofret til en Karikatur baade paa et normalt Jordmenneske og et postuleret rigtigt Menneske. Uegnet til Omgang med almindelige dødelige og uden Mulighed for Samkvem med Ligesindede, vandrer et saadant Menneske ofte den lige Vej til et Sindsygehospital.
Da Ønskesindet saaledes rummer mange Faremomenter, ligger det nær at spørge, om der da ikke findes et Middel til at hindre dets Vækst udover det sundt inspirerende? Det gør der, men Midlet har aldrig været i særlig høj Kurs. Dets Navn er Ydmyghed, og dets Virkning er Beskedenhed. At være en ydmyg, ukendt Idealist har igennem Tiderne vist sig ikke at være nær saa estimeret som det, at være en brændende Kulturfakkel, hvis Navn lyste paa Firmamentet. Da vi jo ikke alle kan naa de svimlende Højder og faa vort Navn hugget i Klipperne, er det maaske værd at undersøge den Lykke, der følger med at være ydmyg og ukendt. Og hvad møder vi her? Vi møder alle de Tusinder, hvis ukendte Navne blev Sten i Humanitetens stolte Rygning. Mennesker, i hvis Indre der glødede en Ild, der gav Næring baade til deres egen higende Sjæl og til det Samfund, i hvilket de fødtes. De gjorde ikke deres Gerning for at blive kendte, for at faa et udødeligt Navn, men de gjorde den, fordi et uafviseligt Krav inde i dem, bød dem at handle. De skiltede ikke med deres høje Udvikling og krævede ingen Ros for deres Virke, men det er deres Spor, vi ser overalt, hvor Kultur og Aandsskønhed afløser hadefuld Barbarisme.
En Digter skrev engang et Digt, der begyndte med Ordene: "Paa det jævne, paa det jævne, ikke i det himmelblaa, der har Livet sat dig Stævne, der skal du din Prøve staa"! – Det forekommer mig, at han med disse Ord har ramt det centrale i det Problem, jeg her har beskæftiget mig med. Vort Møde med de kosmiske Analyser forpligter ingen af os til at blive "overaandelige". Disse Analyser er kun tænkt som en kærlig Vejledning til hver eneste af os i vor Kamp for en større Overensstemmelse mellem vort reelle Sind og vort ønskesind. Forbinder vi denne vor Kamp med Ydmyghedens dæmpende og milde Kræfter, løber vi ihvert Fald ingen Risiko for i Mødet med vore Omgivelser at blive konfronteret med Emersons evigt sande og evigt ubehagelige Ord: "Hvad du er, giver sig saa højlydt til Kende, at jeg ikke kan høre, hvad du siger"!
Med kærlig Hilsen fra Martinus og samtlige Medarbejdere
Deres hengivne
Erik Gerner Larsson