Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Det hænder, at man midt under et Foredrag kommer til at karakterisere Intuitionsenergien som den Energi, der ligger til Grund for vore "lyse Øjeblikke". Omend Udtrykket er spøgefuldt, har det dog et dybt Perspektiv. Thi i det, vi kalder vor "Bevidsthed", spiller denne kostelige Energi desværre endnu saa lille en Rolle, at den Udødelighedsfornemmelse, der er den virkelig Vises fornemste Klenodie, og som er en direkte Virkning af hans Evne til at korrespondere med den Kraft, den store franske Forsker Henri Bergson gav Navnet "Intuition", endnu for det meste er nægtet os. Kun i de sjældne Øjeblikke, hvori vort Sind er gennemstrømmet af saa dyb en Kærlighed til alt levende, at vi ligesom er eet med det, sker det, at denne Kraft som en Lynstraale gennembryder det Panser af taabelige Forestillinger, vi har skabt om vor Sjæl og lader os med egne Sanser fornemme Guds evige og virkelige Eksistens. Det er derfor med Rette, at vi kalder disse Øjeblikke for "lyse øjeblikke", idet vi i denne sjælelige Tilstand med eet henflyttes til en Verden, hvor alt er straalende Logik eller kærlig Hensigtsmæssighed. I disse Sekunder befinder vi os virkelig i "Himlen", saa sandt som intet i Tilværelsen kan være skønnere end det, at opleve Livet fra "Guds eget Udsigtspunkt"!

Da jeg for nogle faa Aftener siden afsluttede Vinterens Undervisning med et Foredrag om Livet efter det, vi kalder "Døden", skete der midt under Foredraget det, at jeg pludselig i et vidunderligt Lynglimt oplevede helt bevidst at se Sammenhængen i den Proces, der forbinder Neanderthaleren og Kristusskikkelsen med hinanden. I en Række af vidunderlige Billeder saa jeg den vældige Evolution, der her havde fundet Sted, og jeg begreb med hele min Sjæl det taabelige i det, vi kalder "Dødsangst" eller "Frygt". Uden at være helt klar over, hvorledes det egentlig gik til, saa jeg, hvordan alle de Forestillinger, som vor Bevidsthed idag bestaar af, var at ligne ved en hel Mængde Staalcylindre, som vi selv havde indkapslet vort "Jeg" i. Jeg saa ganske klart, at det var disse "Staalcylindre", der var den egentlige Aarsag til vor Frygt for Døden, idet de hindrer os i at se det virkelige eller kosmiske Liv. Med helt vaagne Sanser saa jeg, at det, vi kalder "Døden", blot er en Illusion, frembragt af vor fantastisk lille Viden om vor egen evige Tilværelse, og jeg begreb med eet, hvorfor Kristus saa skarpt understregede "Himlen" som noget, der var "inde i os". Paa sin Vis havde denne intuitive Oplevelse en Eksplosions Karakter, idet den ligesom sprængte noget væk i mig. Det var jo ikke det, at jeg ikke "vidste" disse Ting rent hjernemæssigt, for det gjorde jeg, men de blev igennem denne Oplevelse en saa direkte Del af mig selv, at de ikke mere vil kunne fjernes.

Det mest ejendommelige ved Oplevelsen var dog den Kendsgerning, at mit egentlige Foredrag blev fuldført uafhængigt af den. Mit Sansesæt var i de Sekunder eller maaske kun Brøkdele af et Sekund, det stod paa, ligesom spaltet i to klart fungerende Dele, der begge var under mit Jegs absolut nøgterne Kontrol. Men Oplevelsen havde en forunderlig Indvirkning paa Foredragets Linie, idet denne langsomt forbandt sig med de Syner, jeg under denne voldsomme Intuition havde oplevet.

Kære Læser! Jeg fortæller Dem om denne Oplevelse, fordi jeg tror, De under de nuværende Forhold har Brug for det, den bragte mig. Vi lever idag i en Verden, hvor alt ligesom aander Drab, Vold og Lemlæstelse, baade fysisk og sjæleligt. Der er ikke een af os, der gaar fri. Vi har alle nogen, der ikke kan lide os og derfor tænker ukærligt om os. Jeg føler det derfor som min Pligt at delagtiggøre Dem i en Oplevelse, der for en Stund bragte mig saa totalt hinsides al Lavmentalitet, at en Fred af ubeskrivelig Karakter bredte sig i mit Sind. Det var som om alt det, man ellers staar i eller møder, pludselig blev saa fantastisk smaat, at det ikke var en Tanke værd. I det Øjeblik denne Intuition beherskede mit Sind, var det, som om hele Verdensaltet kom til mig, aabnede sig og lod mig se direkte ind i sig. Jeg kan udmærket se, at Ordene lyder mærkelige, men hvorledes skal jeg udtrykke det? Jeg ved blot, at saadan var det, og at det var ubegribeligt skønt.

Overalt hører vi i Dag Militærstøvlernes tunge Tramp, og vi ser en Verden forberede sig til en afgørende Dyst. Vi ved, at Hundredtusinder af Mennesker ikke skal opleve den Høst, der vil følge den Sommer, vi gaar i Møde, og vort eget Hjerte kan føles tungt derved. Netop fordi alt dette stunder til, netop fordi Døden snart skal herske i "de øde Vange", kan jeg ikke lade være med at indvi Dem i denne Oplevelse, der saa lysende klart viste mig, at Døden slet ikke eksisterer. Jeget kan ikke dø! Evigt vil det være Materiens Herre, og evigt vil det evne at opbygge en ny Organisme, naar den gamle bryder sammen. Og mere end det. Thi det, vi kalder "Døden", og som i stille Stunder kan indgive os Rædsel, det er i Virkeligheden selve Indgangen til en Tilværelse, hvor vi, efter her at have været indhyllet i primitive Forestillingers "Staalcylindre", pludselig paany kommer til at drage vort kosmiske Aandedræt og dermed paany oplever, hvad virkelig Frihed betyder. Uden at føle mig som Fantast eller noget andet mærkeligt, saa ved jeg nu, at den, der overskrider Dødens Tærskel, befinder sig i en Verden, hvor alt det skønne i hans eller hendes Natur nu er det egentlige, er det, som meddeler sig til en Yderverden som et Budskab om det, Sjælen her, i Kamp med sig selv, naaede.

Endnu er Intuitionsenergien latent i vort Sind, men dens "Frøkapsel" er ifærd med at blive sprængt. En Dag vil en ny sjælelig Spire bryde igennem vort Sinds Muld, et nyt Foraar vil bryde frem og skønne, skønne Timer vil blive enhver af os til Del. Det er dette Foraars første Anelser, vi oplever i vore "lyse øjeblikke". I disse Stunder faar vi en Hilsen fra en Verden, vi er paa Vej imod. Denne Verden vil engang blive vor Dagsbevidsthed her, og vort Liv vil da blive af en Karakter, vor Fantasi idag næppe kan udmale for os. Men eet Sted venter den os allerede, og det er i det Land, vi betræder, naar vore fysiske øjne brister, og alt her med eet bliver saa usigeligt ligegyldigt. Da gaar vi ind til en Verden, som er den virkelige Skønheds sande Hjemstavn, og da vil vi, det ved jeg nu, ikke alene opleve en Lykke, som vi her med et fattigt Udtryk kalder "over al Forstand", men fra den Verden vil vi også i en Grad, som vi her daarligt kan begribe, være dem til Nytte, der endnu et Stykke Tid maa drage Aande i den Verden, hvor "Krybdyr og Padder hører hjemme"!

Med kærlig Hilsen fra Martinus og samtlige Medarbejdere