Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Paa en Maade udgør samtlige Interesserede i Martinus Arbejde jo en stor "Familie", og naar man, som jeg, ligesom lever sit Liv i denne Families Centrum, kan det jo ikke undgaas, at man imellem de mange skønne Oplevelser, som dette Arbejde bringer, pludselig oplever at føle hvorledes det Smil, som Dagliglivet her gør saa let at bære til Skue, maa vige for den Alvor, der altid kommer over en, naar Døden gør sin Høst i ens umiddelbare Nærhed.

Omend Mødet med Døden altid bringer en dyb Alvorsfølelse ind over ens Sind, føler jeg alligevel Trang til at fortælle Dem lidt om de Erfaringer, jeg her har gjort, mest maaske fordi disse Erfaringer hører til de skønneste, Livet har givet mig. Jeg ved ikke, om De har lagt Mærke til, at dersom ens Interesse for aandelige Problemer er af alvorlig Natur, saa vil denne Interesse uundgaaeligt gennemløbe en Udvikling paa samme Maade, som enhver anden Interesse gør det. I dette Tilfælde forløber Udviklingen paa den Maade, at ens aandelige Interesser fra at være ret "udvendige", – man finder f. Eks. Martinus' Tanker interessante, kloge etc. og begynder i det stille at tænke dem efter, – for saa langsomt at opdage, at disse Tanker stilfærdigt er voksede ind i ens Væsen og blevet en Del af det. Netop det, at disse Tanker saa umærkeligt bliver en Del af en selv, viser, at de ikke er "tænkte" i almindelig Forstand. Hver for sig udgør de en Del af et kosmisk Helhedsbillede, deraf det dem iboende Liv. Da Liv i sig selv er Kraft, maa disse Tanker for ethvert Menneskes Vedkommende paa et givet Tidspunkt staa deres Prøve, og denne Prøve er maaske den største, vi overhovedet kan møde, idet den er selve Døden. I det daglige Liv tænker vel kun de færreste af os hele Tiden paa, at vort Livs Timeglas uafbrudt rinder, og at den Stund uundgaaeligt vil komme, da den store Rejse staar for Døren. Paa sin Vis er denne Uvilje mod at gøre sig fortrolig med Døden maaske det mest tragiske ved Livet i vor Verden, thi denne Uvilje afstedkommer i Virkeligheden uendelig megen Smerte, som kunde være undgaaet. Paa den anden Side er denne Uvilje i nogen Grad forstaaelig, naar man tænker paa de Forestillinger, Flertallet nærer med Hensyn til denne vor tilsyneladende sidste Oplevelse i denne Verden. Læg Mærke til, at for langt de fleste er Døden identisk med Mørke, Tristhed, Afslutning og Opløsning. Og som de indre Forestillinger saaledes ogsaa de ydre Virkninger. Til Sorgens og Savnets Byrde føjer sig selve Begravelseshandlingens daarligt skjulte Uhygge, som oftest ledsages af den sidste tunge Vandring til Graven i Slud og Kulde, – alt i alt et Billede af den mest forstemmende Art, – Sort i Sort.

Hvor helt anderledes naar Talen drejer sig om et Menneske, for hvem Døden allerede i mange Aar faktisk har været en Ven, har været en Begivenhed, som paa een Maade har været imødeset med en vis Længsel. For mig er det forlængst blevet en Kendsgerning, at selve Blomsten paa det aandsvidenskabelige Studium er den ændrede Indstilling overfor Døden, som dette Studium afstedkommer. Snart mange Gange har jeg nu staaet overfor at skulle sige Farvel til et Menneske, jeg igennem Aar har haft som Tilhører paa et af mine Hold, og hver Gang har denne Afsked været lige stor og betagende en Oplevelse for mig. Uden mindste Overdrivelse kan jeg her skrive, at jeg med egne Øjne har set, at Døden for disse Mennesker helt har mistet sin "bitre Smag". Med egne Øjne har jeg set, hvorledes det store Forhæng for disse Mennesker allerede i levende Live er gledet til Side, og at de med helt vaagne Sanser har mødt den Verden, som for andre er et lukket og utilgængeligt Omraade. Og aldrig føles nogen Tak som en mere straalende Belønning end den, der kommer fra en Døendes Læber, det er, som om det Venskab, der har bestaaet imellem en og et Menneske, der staar i Begreb med at begive sig ud paa den store Rejse, faar et saa direkte universelt Skær over sig, at man med hele sin Sjæl føler, at det, vi kalder Døden, langt mere end en Adskillelse tværtimod er en Forening i et uadskilleligt Forbund. Det kan lyde søgt, men jeg føler mig forpligtet til at sige, at jeg ofte føler mine døde Venner langt mere nærværende end mine levende. Uden Ord oplever jeg en Kontakt med dem, som i det daglige føles som en stor og varmende Inspiration.

Personligt er det min Overbevisning, at min Lærergerning vilde mislykkes for mig, om Livet ikke ved mine Venners Bortgang havde bekræftet den umaadelige Kraft, de kosmiske Analyser indebærer. I det direkte Møde med Døden har jeg faaet bekræftet Værdien af det aandelige Studium. Kun den, der selv har oplevet det, kan vide, hvilken Kilde til Inspiration disse sidste varmende og taknemmelige Haandtryk er, og hvilken Forpligtelse de giver en. Det er disse Haandtryk og disse straalende, næsten bristede Øjne, der minder en, naar Uforstand og Træthed er ved at berøve en Modet. De er paa een Gang et Udtryk for en sidste Hilsen fra vor Verden og en første Hilsen fra den Verden, der dybest set er vor egentlige Hjemstavn, – den Verden vi med hele vor Søgen efter Sandheden higer imod.

Og som dette Arbejde formaar at inddrage Dødens Mørke under sig og gradvis forvandle det til Lys, paa samme Maade vil det engang ogsaa formaa at forvandle selve Begravelsesceremonien til at blive en Lysets Handling. I Rum, hvis Skønhed vi allerede kan begynde at ane, vil det sidste Farvel til de af vore Kære, der gaar forud for os, miste Dødens triste og graa Farve. I Ord, der ikke rummer Tvivl om Livets evige Bestaaen, vil Tankerne komme til at gaa direkte fra Hjerte til Hjerte. Skellet mellem de synlige og den usynlige vil bryde sammen, og kun Livet vil straale og lyse i de Øjne, der før var fyldte af Sorg og Uvished.

- - Jeg indledte dette mit Brev med at sige, at samlet udgør alle vi, der slutter os til Martinus' Arbejde, en stor Familie. Omend Billedet er symbolsk, vil jeg dog ikke slutte dette Brev uden at sige, at dette Billede i sin Symbolik rummer en dyb Sandhed for os. Omend vort ydre Ansigt er Undervisningen, hvor de mange samles i dette Studium, saa har vi et indre, som altid tilhører den, der paa en eller anden Maade er i Nød. Det er vor Stolthed, at vi kun sjældent berører denne Del af vort Arbejde, som finder Sted der, hvor Mennesker kommer til os med deres Sorger, men denne Del eksisterer, og det er fra et af dens Omraader, at dette Brev bærer Bud. Har jeg igennem disse faa Linier faaet givet Udtryk for nogle af de Tanker, jeg indenfor dette Omraade har følt, er min Hensigt naaet, – blot vilde jeg gerne ønske, at Evnerne havde været større!

Med kærlig Hilsen fra Martinus og samtlige Medarbejdere!