Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Af de mange Samtaler, jeg mellem Aar og Dag har haft med Martinus er der en, hvis Indhold jeg ofte i Tankerne med Glæde er vendt tilbage til. Under denne Samtale udviklede Martinus for mig, hvor vigtigt det er for et Menneske tidligst muligt at blive "dus" med Døden. Med mange Smaaeksempler viste han mig, hvorledes den almindelige Indstilling til Døden, den som kortest kan udtrykkes med Ordet "Frygt", fører til en gradvis Cementering af de Kanaler, gennem hvilke de mest frugtbare Kræfter tilføres det menneskelige Sind. Med al Tydelighed viste han mig, hvorledes en aandelig Ørkentilstand nødvendigvis maa brede sig i det Menneskes Sjæleliv, hvor Døden fremtræder som en massiv sort Slutsten paa selve Livet. Uden kosmisk Perspektiv i sin Tænkning maa det sjælelige Liv jo søge sin Udløsning indenfor det rent fysiske Livs Rammer, og Resultatet heraf maa nødvendigvis blive den krasseste Materialisme.

Jeg har ofte tænkt paa denne Samtale, fordi den i Aarene, der fulgte, viste sig at blive Fader til en Mængde andre problemer eller, om man hellere vil, Nøglen til Forstaaelse af Ting, jeg ellers aldrig vilde have begrebet. I sig selv er den materialistiske Indstilling jo slet ikke Udtryk for den Barbarisme, som saa mange "aandelige" Mennesker vil gøre det til. Tværtimod finder jeg den paa visse Omraader straalende. Uden den vilde vi jo slet ikke have evnet at tumle den fysiske Materie, som Tilfældet i Dag er. Det er jo vort Begær efter at faa saa meget som muligt ud af det fysiske Liv, der er Moder til hele den tekniske Verden. Det staar ganske klart for mig, at den rent materialistiske Indstilling har været som en eventyrlig skarp Projektør rettet mod den Materie, vi her er omgivet af. Takket være denne Projektørs Skarphed har vi evnet at gennemtrænge denne Materie saa grundigt, at vi ikke alene besejrede den, men ogsaa, og det er i denne Forbindelse langt det vigtigste, fandt at den havde en Grænse!!!

Teoretisk Fysik er Aandsvidenskab. Det er Arbejde med Realiteter, som kun kan tumles med Intelligensens og Intuitionens fine Aandsredskaber. Da Menneskene naaede hertil, naaede de i Virkeligheden igennem den materialistiske Livsanskuelse som Illusion. Der er for mig ingen Tvivl om, at den uendelig lille Fortrop af jordiske Videnskabsmænd, som her klippede sig Vej igennem en forældet Tankeverdens haardtspundne Pigtraadsspærring, følte det, som stod de pludselig i et helt nyt og for dem aldeles ukendt Land. De har uden Tvivl følt, ja helt realistisk oplevet, ikke alene den totale Grænse for deres gamle Tankeverden, men ogsaa at der udenfor denne Tankeverden befandt sig nye Mentalverdener af uanede Dimensioner. Saa lille denne Fortrop end har været, faldt det i dens Lod i en Sansning "nedenfra", d.v.s. igennem en Sansning, der helt igennem er underbygget af jordmenneskelige Erfaringer, at skabe den første videnskabelige Bekræftelse paa de store Seeres Oplevelser. Med egne Sanser begyndte de, som vor store Forsker Niels Bohr udtrykte det "at ane, hvorledes Gud arbejder".

Naar man i Dag kan betegne den materialistiske Livsindstilling som "aandelig ørkenagtig", er det jo kun, fordi den i sin fantastiske Begrænsethed intet evner at besvare. Tag blot som et lille Eksempel "Politiken" for den 9. November d. A. I den findes et iøvrigt ganske udmærket Interview med cand. jur. Fru Vera Skalt om Adoption. I dette Interview stilles bl. a. Spørgsmaalet: "Hvordan dannes en Karakter"? og Fruen svarer følgende: "Ja, det ved man jo ikke meget om. De Lærde regner med, at de 50 pCt. af Karakteren er Arv fra Forfædre, og de andre 50 pCt. skyldes Millieuet". Til Fruens Forsvar skal straks siges, at Fortsættelsen af hendes Svar indeholder en dyb Tvivl om denne videnskabelige Sandhed. Men det, som her har Interesse, er, at man i de Lærdes Navn kan fremsætte en saadan "Sandhed". 50 pCt. Arv – altsaa noget der ligger helt udenfor det levende Væsens egen Ansvarsomraade, og 50 pCt. Milieu, noget det levende Væsen selv heller ingen Indflydelse har paa. Intet som helst om Barnets egen Individualitet. Barnet er en Stofkombination og dermed basta! Men hvad saa med de Evner, der hverken er et Resultat af Forfædre eller Milieu?

Nu være det langt fra mig at underkende Arvelighedsforskningens paa visse Omraader straalende Resultater, men jeg finder det nødvendigt her at understrege, at lige saa eksakt Arvelighedsforskningen kan være indenfor det Udviklingsafsnit, hvor Individualitetsoplevelsen endnu kun er af fosteragtig Karakter, ligesaa subjektiv bliver den i samme øjeblik, den vil prøve at give Forklaringer paa det mere udviklede Menneskes sjælelige Konflikter, eller det vi under eet kalder "Skæbne". Denne min Indstilling, der er et direkte Resultat af Studiet af Martinus Analyser, bekræftes iøvrigt af den svenske Videnskabsmand Dr. Lundgren, der i en Afhandling om "Menneskekundskaben som videnskabeligt Problem" skriver følgende: "Det er saaledes det upersonlige hos Mennesket, det elementære, det, som det har fælles med andre, der kan blive Genstand for eksakt Videnskab. Det individuelle, det personligt karakteristiske kan derimod aldrig udtrykkes i eksakte videnskabelige Vendinger. Det kan kun opfattes ved en intuitiv Akt, som er beslægtet med den kunstneriske Indlevelse". Saalænge det jordiske Menneske blot udtrykker en dyrisk Forlængelse, da vedgaar det i Form og sjælelig Fremtræden "Arv og Gæld", men i samme Øjeblik det bevidst begynder at arbejde med sig selv, ja da begynder det ogsaa bevidst at tilegne sig en ny Tankeverdens Form og Fremtræden. For "Dyremennesket" er Døden en Frygtoplevelse, fordi Døden her opfattes som en uoverstigelig Grænse, en definitiv Afslutning paa selve Livet. For det vordende rigtige Menneske er Døden blot en Udskiftning af Sanseinstrument, og ovenikøbet en Udskiftning i positiv Retning saa sandt som en midlertidig Fritagelse for Korrespondance med Tyngde- eller Hidsighedsenergien nødvendigvis maa betegne Indledningen til en virkelig fredelig Sanseoplevelse af Tilværelsen.

At blive "dus" med Døden i en ung Alder vil jo blot sige det samme som bevidst at opleve Livet som evigt. Det vil sige, at man i alle Dagliglivets Foreteelser nu maaler Begivenhederne med en ny Alen. Fortrolig med Tilværelsens evige Lovmæssighed bedømmer man nu enhver Oplevelse i Relation til hint kosmiske Perspektivprincip, uden hvilket alt maa være Taage og Uvirkelighed, men i Lyset af hvilket alt er straalende fuldkomment og guddommeligt.

Med kærlig Hilsen fra Martinus og samtlige Medarbejdere

E. S. Som allerede meddelt i Kosmos har Mogens Munch og jeg selv, paa indtrængende Henstilling fra Martinus, indtil videre opgivet vore Provinsrejser. Vi haaber begge paa "snarlig Lys forude"!