Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Ved Erik Gerner Larsson

Igennem de foregaaende Afsnit af Gennemgangen af Livets Bogs sjette Kapitel har vi nu faaet et første koncentreret Indblik i det jordiske Menneskes indre mentale Opbygning. Vi har nu faaet et første Overblik over de seks Mentallegemer, ethvert levende Væsen har til sin Raadighed, og vi har faaet et første Indblik i, hvorledes disse Legemer er kombineret sammen i det jordiske Menneskes Bevidsthed. Med denne Viden bag os, skulde det nu ikke længere være saa vanskeligt at forstaa Aarsagen til den Forskelligartethed i Formen de levende Væsener repræsenterer, idet denne Forskelligartethed jo udelukkende beror paa det levende Væsens Forhold til Tilværelsens seks Grundenergier og den ydre fysiske Virkning heraf. Vi har set hvorledes Formen maa fremtræde i Plantens Skikkelse, naar Instinktenergien er den bærende Faktor i Jegets Sanseoplevelse, og vi har ligeledes set, hvorledes denne Planteskikkelse maa degenerere til Fordel for en ny Form - Dyreformen - i samme Nu Tyngdeenergien begynder at blive den dominerende i Jegets Sansefelt. Fra maaske at have levet paa Forestillingen om Formen som det centrale i al Forskning befinder vi os nu indenfor et Livsomraade, hvor samme Form mere og mere bliver af sekundær Betydning. Det er ikke Formen, der bestemmer Indholdet, tværtimod er det det omvendte, der er Tilfældet.

Ligeledes er vi nu i vor Forskning naaet til at kunne se, at hele vor mentale Fremtræden i Virkeligheden beror paa den Sum af Erfaringer, vi sidder inde med. Sagt meget nøgternt udtrykker det levende Væsen i sin fysiske Fremtræden Summen af de Virkninger, det, i sin evige Korrespondance med Tilværelsens seks Grundenergier, har erhvervet sig. At disse Virkninger midlertidigt koncentrerer sig i Skabelsen af en Form, vi betegner med Ordet "Jordmenneske", er saaledes ikke det væsentligste. Det væsentligste er absolut den Grad af Herredømme over Grundenergierne, vi i vor Vekselvirkning med dem har erhvervet os. Og vor Forskning viser os her med al ønskelig Tydelighed, at dette Herredømme er meget beskedent. Da Graden af dette Herredømme imidlertid ogsaa er bestemmende for den Grad af Moralitet, vi kosmisk set besidder, afslører vor Forskning ligeledes, at vi, kosmisk set, endnu befinder os paa et lavmoralsk Plan. Dette Plan karakteriseres i særlig Grad ved Eksplosionsenergiens foreløbigt meget stærke Magt i vor Mentalitet. Det jordiske Menneske befinder sig i Krigens, Hadets og Lemlæstelsens Kulminationszone. Det er dagsbevidst Beboer af det kosmiske Omraade, som betegnes med Navnet "Helvede".

Men da Oplevelsen af denne "Helvedestilstand" netop afføder umaadelig stærk Længsel efter Modsætningen, har vi heri Forklaringen paa, at alt det, vi under eet betegner med Navnet "Mørke", i Virkeligheden blot er camoufleret "Lys". Ingen Sansning kan finde Sted uden paa Basis af Kontrastprincippet, og det, vi i Øjeblikket oplever, er saaledes ikke i sig selv nogen Hævn eller Vredesudløsning fra Forsynets Side imod os, men derimod blot den samlede Virkning af forkert Anvendelse af de kosmiske Energier, af hvilke al Mentalitet bestaar. Vor Livsoplevelse i Dag er i sig selv kun en koncentreret Oplevelse af Tusinder af fortidige Ønskers Opfyldelse. At disse Ønsker tilsyneladende intet har med vor nuværende Ønskeverden at gøre, forrykker ikke Kendsgerningen. Og en Undersøgelse af vor nuværende Ønskeverden viser da heller ikke denne, som kun udstraalende Begæret efter at være til Glæde og Velsignelse for vore Omgivelser. Tværtimod, langt de fleste Mennesker bærer endnu ved deres daglige Tankemanifestation Ved til det Baal, af hvilket Hadet og Vreden nærer sig. Forskellen paa Fortid og Nutid er her blot den Kendsgerning, at det mere fremskredne Jordmenneske nu har en saa stor sum af selvoplevede Smerter bag sig, at der i dets Bevidsthed er opstaaet en stadig tiltagende Uvilje imod disse Smerter parret med et ogsaa stadigt tiltagende Begær efter at lære disse Smerters virkelige inderste Væsen at kende. Det fremskredne jordiske Menneske er i Færd med at fødes som bevidst Aandsforsker.

Dette Begær efter at forstaa det virkelige Liv eller maaske rettere: selve Verdensplanen, har ført til en stadig voksende Udvikling af Intelligens- og Intuitionslegemet. I Modsætning til det primitive jordiske Menneske, hvis Sansning hovedsageligt var baseret paa en Korrespondance med Instinkt- og Tyngdeenergien, iblandet primitiv Følelse og meget lidt Intelligens, ser vi nu, at det fremskredne Jordmenneske i højere og højere Grad bevidst giver Afkald paa sin Korrespondance med disse Energier til Fordel for en mere og mere bevidst Korrespondance med forædlet Følelse, Intelligens og Intuition, eller de Energier Martinus betegner med Ordet "højintellektuelle" i Modsætning til de første, der kun kan betegnes med Ordet "uintellektuelle". At denne ændrede Korrespondance ogsaa maa give sig Udslag i den Formernes Verden, vi er omgivet af, er naturligvis en Selvfølge. Dette Udslag kender vi i Form af den fysiske Degeneration, vi er Vidne til hos det jordiske Menneske, hvis ydre fysiske Fremtræden netop forfines i akkurat samme Grad, som det i sin Sansning eller Livsoplevelse betjener sig af de allerede nævnte højintellektuelle Energier. Denne Degeneration, der altid vil udløse Uvilje for ikke at sige glødende Intolerance hos den mere primitivt Indstillede, der i Formens tilsyneladende Svækkelse kun ser Tilbagegang og Opløsning, er saaledes i sig selv et Vidnesbyrd om den menneskelige Aands tiltagende Herredømme over Materien. I en Verden, hvor de højintellektuelle Kræfter formaar at afløse primitive Redskaber med genialt konstruerede Maskiner, ophører Betimeligheden af overvældende muskuløs Fremtræden. Vi oplever saaledes, at den bevidste Indstilling paa virkelig at lære baade sig selv og den virkelige Tilværelse at kende, uundgaaeligt medfører en primitiv fysisk Forms Degeneration til Fordel for Fødslen af den langt finere Form, Martinus har givet Navnet "Det rigtige Menneske". Dette rigtige Menneske er saaledes det jordiske Menneskes foreløbige Maal. Det er Drømmen om dette rigtige Menneske, ethvert Jordmenneske bærer i sig i Form af alle dets Længsler om Liv i en Verden, hvor Freden uindskrænket hersker, og hvor Hadet er bandlyst. Denne Verden er saaledes ikke en Utopi, men udgør i Virkeligheden den mentale Sfære, hvis Vibrationer i Dag inspirerer samtlige fremskredne Jordmennesker til en Væremaade, som dybest set er i Disharmoni med det, den fysiske Verden tilsyneladende foreskriver, idet vi her atter og atter bliver Vidne til den raa Magts aabenbare Sukces. Men som allerede betonet er denne Sukces altid af kort Varighed. Undertrykkelse avler Had, Had skaber Krig, Krig er koncentreret Lidelse eller den kosmiske Undervisningsform, igennem hvilken Forsynet lader samtlige levende Væsener opleve Virkningen af egen forkerte Væremaade, en Virkning, som kun kan koncentrere sig i Længslen efter den sjælelige Ligevægt, der er selve Forudsætningen for Oplevelsen af den virkelige Fred.