Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Naar De vaagner Søndag Morgen, burde noget af det allerførste, De gør, være at sende Forsynet en taknemmelig Tanke, fordi De igen har naaet den 21. Marts, - Foraarsjævndøgn! Paany er Dag og Nat lige lange, og med Sindet fuld af straalende Livsmod overtager Lyset det Døgn, den fra Mørket erobrede Trone, - det er Sommeren, vi nu gaar i Møde!

Det er nu engang en af Livets vidunderlige Tilskikkelser, at selv om en hel Klode bliver omspændt af Hadets Flammer, selv om en hel Menneskehed udelukkende grunder paa, hvorledes den bedst kan udrydde sig selv, saa er der udenfor dens Magtomraade visse urokkelige Naturlove, som i det skjulte forbereder hin Naturens Pinsefest, hvortil selv det mest hadfyldte Menneske bliver indbudt for, hvem ved, at faa en lille Belæring om Virkningerne af Lys og Varme eller alt det, vi under eet udtrykker som "Kærlighed".

Thi ingen vil vel for Alvor paastaa, at alt det vi i disse Dage bliver Vidne til: Millioner af smaa straalende Eranthis, Krokus og Vintergækker, Milliarder af svulmende Knopper, som allerede nu med svimlende Fart nærmer sig Bristepunktet, at alt det skulde have noget med Had at gøre?

Had er Kulde, er Ønsket om andres Undergang og Nedværdigelse. Mentalt er Had det samme som Mørke og Uvidenhed, og enhver, der lider under det, burde i Virkeligheden omfattes med den dybeste Medlidenhed. At gengælde Had med Had er Taabelighedens Kulmination, thi det er det samme som at forberede en ulykkelig Skæbne for sig selv. Nej, rigtigt forstaaet bør man her anvende Naturens egne Metoder. Overfor frossen Mentalitet er der kun en kosmisk Kraft, der har Virkning: Varmen! Selv den tykkeste Is, selv den mest dybfrosne Jord maa kapitulere overfor det Væld af Varme, som omgiver den ved Foraarsjævndøgn. Vi saa det sidste Aar, hvor Vinteren netop ved denne Tid tilsyneladende herskede eneraadende. Jeg glemmer aldrig Mogens Munchs og min egen Ankomst til Kosmos Feriekoloni de første Dage i April. Sneen laa meterhøjt, og Foraaret syntes uendeligt langt borte. Og saa, blot nogle faa Døgns Varme, og Kuldens Magt var brudt. I Aar ser Billedet helt anderledes ud. Som vi dengang skulde mange Aar tilbage for at finde et tilsvarende Kuldebillede, skal vi i Aar mange Aar tilbage for at finde noget Mage til det, vi i disse Dage oplever. Men netop paa Baggrund af al menneskeligt - eller vel nærmere umenneskeligt Had, - føles dette tidlige Foraar som et umaadeligt varmende, guddommeligt Kærtegn. Paa fjerde Aar myrdes der i Dag Verden over, og Hadet synes tilsyneladende umætteligt. Men det er det ikke! Lyt - og bag de Tusinder af Motorers Larmen vil De fornemme, hvorledes Skriget efter Fred vokser. Lyt - og De vil kunne høre, hvorledes Hadets Røster har tabt Overbevisningens Kraft. Had er kun et kortfristet Laan med store Renter. Ingen har nogen Sinde sejret ved Had, og ingen vil komme til det. De Sejre, hvoraf der gennem Aarhundrederne er gaaet størst Ry, er ikke vundet paa Slagmarkerne. Der maa, for de store militære Sejrherrer, være noget ydmygende i, at de Navne, der hyppigst fødes paa Menneskenes Læber, ikke er deres, men derimod tilhører dem, der i Stilhed og uden organiserede Ovationer, gav deres Liv for, at andre efter dem skulde faa Lov til at skue det himmelske Lys, de havde set. Alexander var stor, men han, der bad ham flytte sig, saa Solen kunde skinne paa ham, var større! Og den, der virkelig har lært at lytte, vil vide, at ingen retransmitteret Tale nogen Sinde har opnaaet den Virkning, som Vibrationerne fra et uskyldigt korsfæstet Menneskes Mund har haft.

Det er sandt, at Hadets Bølger stadigt gaar højt henover Kontinenterne. Men det er ligesaa sandt, at bag dem kommer et Erfaringsmateriale til Syne, hvis Dybde Menneskeheden aldrig før har erkendt i det Omfang, det i Dag er Tilfældet. Lyt - og det vil hurtigt staa klart for Dem, at De i Dag oplever den outrerede Nationalismes Undergang. Uanset alle Paastande om "blind Udvikling", "Tilfældighedernes Spil", "døde Naturkræfter" og andre Aandløsheder er det en Kendsgerning, at den Klode, der for en uanet Sum af Tid tilbage fødtes som en glødende Ildkugle, nu har gennemløbet en Udvikling saa straalende vidunderlig, at et rigtigt Menneskerige er i Færd med at blive født paa dens Strande. Bag Hadets Larmen og Rasen, bag Kanontorden og Motordrøn marcherer en helt ny Verden frem. Denne Verden byder paa en helt anden mental Energikombination end den, vi i Dag oplever. I den Verden vil der komme til at herske Ligevægt mellem Kulde og Ild. I den Verden har Mennesket lært at tænke!

Thi hvad er den Verden, vi i Dag oplever, andet end et Produkt af os selv? Er den ikke i al sin Ynkelighed et glimrende Spejlbillede af det Roderi, der hersker i vor egen Mentalitet? Er det ikke en meget ubehagelig Kendsgerning, at langt de fleste Menneskers Indreverden bestaar af et ubehageligt Sammensurium af gode og daarlige Forestillinger om det, man i een Sum kalder "Livet"? Hvorfor tror man, at en Kristus paa Korset bad sin himmelske Fader tilgive sine Bødler? Tror man virkelig, at han akcepterede disse Mennesker som Tænkere? Absolut Nej! Han vidste, at Mennesker, som endnu kan hade, endnu kan føle Vrede, Irritation og Raseri mod andre endnu ikke har oplevet Tænkningens Naadegave. Han vidste, at de endnu var Fostre, og hans Hjerte græd af Medlidenhed med dem, for han vidste ogsaa, at de skulde igennem navnløse Lidelser, før de naaede det Lys, hans Øjne havde set.

Foraarsjævndøgn, Kære Læser! prøv engang at lade være med at tænke paa det, Menneskene i Dag foretager sig. Vend hele Deres Bevidsthed mod Naturen, mod det Væld af kosmisk Skabekraft, som nu gennemlyner Rummet og beliver hvert eneste lille Frø. Og tænk saa paa, at som denne Kraft i Dag byder hele Naturen at vaagne til Liv og paa alle Maader søger at fortælle Dem om Reinkarnationen, om Udødeligheden, raader denne Kraft ogsaa bag alt det, Menneskene foretager sig. Maaske saa det Lys vil straale op inde i Dem, som vil vise Dem, at det Jævndøgn, vi nu oplever i den ydre Verden, ogsaa er paa Vej i hele Menneskehedens Indreverden. En Dag vil Hadet være bundet for bestandigt. En Dag vil Menneskene vaagne, og de vil række hinanden Haanden paa samme generte Maade, som naar smaa Børn fortryder, - den Dag er stærkt paa Vej!

Mange kærlige Hilsner fra Martinus og samtlige Medarbejdere