Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Ved Erik Gerner Larsson

Medens vi i de foregaaende Afsnit har berørt, hvorledes de forskellige aandelige Organer i det jordiske Menneskes samlede Sansesæt indbyrdes forholder sig til hinanden, skal vi i det efterfølgende undersøge, hvilke foreløbige Virkninger denne mentale Energikonstellation har.

Som De vil erindre, befinder det jordiske Menneske sig paa et Trin, hvor de højintellektuelle Energier: Følelse, Intelligens og Intuition nu begynder at gøre sig gældende. Takket være sin Korrespondance med disse Energier begynder det jordiske Menneske at "vaagne" op af sin dyriske "Tornerosesøvn". De første Virkninger af denne Opvaagnen sporede vi i Dyrets Evne til klart at skelne mellem Begreberne "Behag" og "Ubehag". Videre saa vi, hvorledes den i Dyreriget saa stærkt regulerende Instinktenergi fortsatte frem til de første Jordmenneskestadier og der laa til Grund for det, vi allerede tidligere har lært at kende som "Den guddommelige Suggestion", den Evne, der bevirker, at et Menneske kan tro uden Trang til at vide.

Hele denne Opvaagningsproces kunde imidlertid ikke finde Sted, dersom det jordiske Menneske ikke, paa Grund af sit Hukommelseslegeme, i sig havde Evnen til ligesom at absorbere en Kopi af alle sine ydre fysiske Oplevelser. I Virkeligheden forholder det sig saaledes, at hele Bevidsthedens Skabelse beror paa denne Kopieringsevne, idet selve Sansningen netop udløser sig i Mobiliseringen af de Kopier, vi kender under Navn af "Erindringer". En Erfaring bestaar jo ikke af andet end mobiliseret Erindringsmateriale om denne eller hin Ting, man i Øjeblikket er stillet overfor. Evnen til at begribe et eller andet er altsaa afhængig af, om man i Forvejen har et i Bevidstheden eksisterende Erindringsmateriale om det, man gerne vil forstaa. Har man det, ja har man et rigeligt Erindringsmateriale vedrørende det Problem, man ønsker at forstaa, foregaar Genkendelsesprocessen gnidningsløst, medens det modsatte er Tilfældet, dersom man ingen Erindringer eller Erfaringer har at mobilisere overfor det, ens Jeg begærer at forstaa.

Da det jordiske Menneskes Liv hidindtil mest har beroet paa fysisk Sansning, medens den aandelige Sansning i den Spiral, i hvilken det i Øjeblikket befinder sig, er af langt yngre Dato, har vi her Aarsagen til, at det jordiske Menneske opfatter det fysiske Liv som langt mere realistisk end de aandelige Tilstande. Dette det jordiske Menneskes Forhold til den fysiske Materie har naturligvis affødt en meget stærk Længsel i dets Bevidsthed efter at kunne overføre - materialisere - sine Tanker, ønsker og Begær til denne fysiske Materie for derigennem at give sine Medvæsener Indblik i alt det, der rører sig i dets Indreverden.

Stillet overfor dette Begær ser vi her den guddommelige Hensigt med den, igennem Hukommelsesevnen fungerende, Kopiskabelse. Thi takket være alle disse Kopier er det jordiske Menneske, efterhaanden som det evner at korrespondere med Tilværelsens højintellektuelle Grundenergier, i Stand til, ved en Sammenstilling af sine "Erindringsbilleder" at kunne meddele sine Omgivelser sine sjælelige Stemninger, det være sig i Form af Male- eller Billedhuggerkunst, hvilende paa en Mobilisering af Farve- og Formerindringer eller paa musikalske Kompositioner, hvilende paa Lyderindringer o.s.v. Alt, hvad der kommer ind under Begrebet "Kunst", beror udelukkende paa Kopiskabelse af i Forvejen eksisterede Aands- eller Tankebilleder.

Men længe før denne Form for Kopiskabelse kunde finde Sted, havde det jordiske Menneske lært sig en anden Metode til at give sine Tankebilleder fysisk Udtryk. Denne Metode bestod ikke i en Kopiering af Tankebillederne, men derimod i et givet Tegn for dem. Disse Tegn, som først udløste sig i Lydkombinationer og siden overførtes til det, vi i Dag kender som "Bogstaver", dannede de første spæde Forløbersymptomer til de nu paa Jorden eksisterende rigt nuancerede "Sprog".

Denne Sprogdannelse har sit første Udspring i det direkte Dyrerige, hvor vi møder den i Fuglens jublende Sang, i Dødsangstskrig og i Alarmsignaler. Fra disse første ikke overvældende nuancerede Former har "Sproget udviklet sig frem til den uendelige Variation af Lydkombinationer, der udgør det jordiske Menneskes fornemste Meddelelsesmiddel. At dette Meddelelsesmiddel i Dag er opdelt i et Utal af forskellige Sprog, ændrer ikke den Kendsgerning, at de jordiske Mennesker, efterhaanden som deres Evne til at korrespondere med Intelligensenergien og efterhaanden som Samfærdselsmidlerne udvikler sig, vil komme til at tale et og samme Sprog. Thi mere vigtigt end alle disse Lydkombinationer er det, at det bagved liggende Erfaringsmateriale er det samme. Denne Ensartethed i Erfaringsoplevelse er det, der betinger Skabelsen af det forenede Verdensrige, uden hvilket samtlige fysiske og mentale Energier ikke kan komme i Ligevægt.

Efterhaanden som Udviklingen skrider frem, oplever vi, at det jordiske Menneskes Evne til at føle og fornemme forvandler sig fra en ren primitiv Fornemmelse af Reaktionen mellem det fysiske Legeme og Yderverdenen, i Form af direkte fysisk Smerte, til at blive en Fornemmelse af Reaktionen mellem det stadigt voksende Følelseslegeme og dettes egen Verden, det rigtige Menneskerige. Medens den første Form for Fornemmelse udløste sig i direkte fysisk Smerte eller fysisk Velvære, ser vi, at Reaktionen mellem Følelseslegemet og Følelsesplanet udløser sig i Skabelsen af aandelige Smerter, koncentreret i det, vi kalder "Sorg" - og i aandelige Behagstilstande, koncentreret i det, vi kalder "Glæde". Da Følelsesplanet imidlertid ikke er af fysisk, men derimod af aandelig Natur, ser vi, at det jordiske Menneske, som vi nu kender det, i Virkeligheden allerede nu oplever en begyndende aandelig Tilværelse. At denne Følelsesmanifestation ikke kan være særlig fremskreden i en Zone, hvor Tyngdeenergien i den Grad har Herredømmet, som Tilfældet er i det jordiske Menneskes Bevidsthed, er naturligvis en Selvfølge, men efterhaanden som de igennem Korrespondancen med Tyngdeenergien udløste Voldshandlinger i Kraft af Loven for Bevægelse, kendt af det jordiske Menneske i Sætningen "Som du saar, skal du og høste", vender tilbage, bevirker de jo netop Skabelsen af det Erfaringsmateriale, paa hvilket en højere Livsoplevelsesform kan bygges. Thi disse tilbagevendende Energier skaber Lidelseserfaringsmateriale. Lidelseserfaringsmateriale danner Grundlaget for Kærlighedsbegrebet. Der, hvor dette kostelige Erfaringsmateriale bliver bearbejdet af den, igennem det stadigt voksende Intelligenslegemsfoster vibrerende Intelligensenergi, opstaar "ren Kærlighed", hvilket vil sige for al Tyngdeenergi udrensede Tanker. Disse Tanker, der af det jordiske Menneske kendes som Ædelmodighed, Opofrelse, Medfølelse, Tolerance etc., udtrykker samlet den Verden, der nu udgør det jordiske Menneskes Ideal. Det jordiske Menneskes Indreverden af i Dag strækker sig saaledes over en Skala, der spænder lige fra rødglødende Had og frem til den mest uselviske Kærlighed, - eller fra en decideret fysisk Livsoplevelsestilstand og frem til en decideret aandelig Livsoplevelsestilstand.
 

Citat:

"Henad Aften gik jeg ud i Forgaarden. Der sad en stor Klynge Mænd, Kvinder og Børn i Græsset og lyttede til en af Templets Eventyrfortællere, som altid har gamle Sagn og tankevækkende Eventyr paa rede Haand. Jeg slog mig ned imellem en Gedehyrde og hans Søn, der havde et nyfødt Kid i Favnen. Fortælleren tog netop fat paa en ny Historie.

Der var engang en Mand, som gik sine bare Fødder tilblods paa en stenet Vej. Man tilbød ham Sandaler, men dem vilde han ikke tage paa.

Saa fandt han sig pludselig ude i en rivende Flod paa Nippet til at drukne. Men da stærke Hænder greb efter ham for at trække ham op i en Baad, svømmede han fra dem.

Siden sad han paa en glohed Klippeskrænt i Middagssolen og stirrede paa en kølig Dam under skyggefulde Træer, de lovede ham en forfriskende Hvilestund, men han løb fra dem, ud i Ørkenen.

Han blæste og blæste for at lokke Toner ud af et splintret Rør, man rakte ham en Fløjte af Benved og Elfenben, men han satte den for sit Knæ, brød den itu og kastede Stumperne bort.

Han havde sultet længe, da en Skaalfuld af hans Yndlingsmad blev sat frem for ham, men han gravede Skaalen ned i Jorden og gav sig til at slikke en Sten for at stille sin Sult.

Saa blev der koldt i Vejret, og han havde kun Pjalter til at hylle sin Nøgenhed i, man bragte ham rent Linned og en blød, ulden Kappe, han nægtede at bruge de Klæder, stod og rystede i Kulden og Blæsten.

I har maaske svært ved at tro paa denne Historie, synes at Manden bar sig ufattelig dumt ad, men skulde I mon ikke kende nogen, som er bange for at dø? For hvis I gøre det, saa kender I dog nogen, som er endnu dummere end den Mand, jeg lige har fortalt Jer om!"
 

Ovenstaaende Citat er fra Joan Grants Bog "Den vingede Farao". Da denne sjældent skønne Bog er med i Boghandlernes store Prisnedsættelse og nu koster Kr. 3.75, kan jeg ikke noksom anbefale Korrespondanceafdelingens Deltagere at sikre sig et Eksemplar, medens Tid er. Den er udkommet paa Schultz Forlag 1938.