Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Umærkeligt vokser Lyset nu hver Dag i Styrke, og før vi rigtig ved det, er Mørkelægningen ophørt med at være den skrækkelige Gene, den er i Aarets mest lysfattige Tid. Men med Lysets Tilbagevenden gaar Dagene paany mod den Tid, hvor Varme, Farver og jublende Fuglestruber skal vise os Livet i den Helhedsudfoldelse, der gør det saa uendelig tiltrækkende.

Allerede nu læser vi i Aviserne de første smaa Notitser om tilbagevendende Stære og Viber - Smaating ganske vist imod det, Bladene ellers er fyldt med - men dejligt varmende Smaating. Og medens de fleste endnu gaar og skutter sig i Kulden, saa sker der nu hver Dag i hvert eneste Gartneri det Mirakel, at Millioner og atter Millioner af Smaafrø bryder deres Kapsel og rækker den første spæde Spire mod Lyset. Vor Sommer er kort, og den maa forberedes i god Tid. En Vismand har engang sagt, at Livet begynder i en Have, og det slutter i en Have. En Kendsgerning er det i hvert Fald, at langt de fleste Mennesker i den Grad føler sig i Kontakt med Naturen, med Planteriget, at der i dem stadigt lever en dyb Længsel efter selv at eje blot en lille Plet Jord, hvor de uhindret kan iagttage den Kraft, der faar alt levende til at vokse. Intetsteds oplever man dette Mirakel saa intenst som i et Drivhus her i Januar. Kun den, der selv har oplevet det, kan vide, hvor dejligt det "snuser", naar Jorden paany bliver "levende", og hvor saligt det fornemmes, naar Jordskorpen i de smaa Frøkasser pludselig slaar Buler og Revner under Presset fra de utallige smaa Kimplanter der, som besat af en uovervindelig Kraft vil frem og op til det Lys, de ved, er over Mørket.

For sine egne Øjne ser man her i en Yderverden det, der sker inde i os selv, naar en af vore Talentkerner pludselig faar de Vækstbetingelser, den skulde have for at bryde frem. Hvem af os har ikke oplevet Stunder, hvor en uimodstaaelig Kraft indefra brød sig Vej frem til en Yderverden? Hvem har ikke følt nye Evner fødes, som vilde frem til Lyset? Og hvem har ikke oplevet den samme sikre Viden om, at disse nye Evner vilde naa Lyset, som Frøet har, naar det fra Muldets Mørke sætter sin sikre Kurs mod Dagens Dronning.

Der er Grund til at tænke over alt dette netop nu. Thi som der i hvert eneste lille Frø lever en Kraft, der bærer det frem imod Lyset, lever der i hver eneste Menneskesjæl den samme Kraft. Ja, saa stort er det, vi her bliver Vidne til, at hver eneste levende Organisme fra Mikrokosmos til Makrokosmos helt er undergivet den Lov, der byder alt at vokse fra Mørke mod Lys. Og hvad er det, vi i Dag oplever i Yderverdenen andet end vældige Talentkerners Fødsel i en umaadelig Makroorganisme? Vi maa prøve at forstaa, at Jordkloden er et levende Væsen, og at det, vi oplever, er en dyb Krise i dette Væsens Sind. Som vort eget Sind er spaltet i Lys og Mørke, er Klodens Sind det ogsaa. Men medens vort Sind af os selv sanses som af indvendig Natur, maa vi prøve at forstaa, at vi i vor egen Yderverden oplever Klodens Indreverden. I denne Indreverden ser vi nu, hvorledes alt det, vi selv kalder Mørke, alt det, der vil binde, herske og tvinge, nu gaar sin egen Undergang i Møde. Vældige Kræfter i Klodens Sind er i Færd med at blive avet, er i Færd med at blive lagt i Baand. Kun med det baandlagte, det beherskede Mørke som Baggrund, kan Lyset gro frem. Det er denne Baandlægning, vi er Vidne til. Gennem hele det jordiske Menneskesamfund gaar der en umaadelig dyb Længsel efter Fred, efter Lys, efter den Frihed uden hvilken, al Tale om aandelig Vækst er ren illusorisk. Denne Længsel er samlet, en Kraft af umaadelig Styrke, den er en Kraft, som helt er identisk med den, der faar hver eneste Plantekim til at bane sig Vej frem mod det Lys, det ved eksisterer. Og som hvert eneste Plantekim faar Lov til at opleve, at Lyset virkelig er til, saaledes vil ogsaa det samlede Jordmenneskesamfund komme til at opleve, at den Frihed, det aldrig ophørte med at drømme om, virkelig eksisterer. En Dag er disse mentale Vinterstorme forbi, en Dag bryder Vinteren sammen under Trykket at Foraarets uimodstaaelige Kraft. Som mikrokosmiske Dele af dette Foraar maa vi aldrig aflade et eneste Øjeblik i vor koncentrerede Længsel efter den Frihed, det Lys, der er selve Betingelsen for vor egen Livsudfoldelse.

Det er sandt, at Tiden er haard. Men har vi ikke alle oplevet, hvorledes Vinter og Foraar hvert Aar maa tage gigantiske Livtag, før Foraaret faar den Overmagt, det er prædestineret til? Ved vi ikke alle, at jo nærmere Vinteren er sit Sammenbrud desto voldsommere raser den imod den Undergang, den skal opleve? Har Livet ikke lært os alle, at "Dagene længes, Vinteren strenges"? Jo, men denne Sandhed har aldrig dræbt Troen paa, at Foraaret nok alligevel skal sejre. Og som det sker her i den fysiske Verden, sker det ogsaa i den psykiske. En Sommer af uanede Dimensioner er nu paa Vej. En Dag skal vi vaagne af denne Vinter og finde os selv i en Verden, der uafladeligt gennemstrømmes af varmende og livgivende Impulser. Vi skal opleve et Verdenssamfunds Fødsel, et Samfund, hvor alt, hvad der vil Had og Lemlæstelse, alt, hvad der vil Brud paa Ligevægten, vil blive bundet saa stærkt, at al Tanke om Krig og Mørke blot vil blive et stadigt svindende hæsligt Minde.

Vi gaar en Tid i Møde saa fyldt med spirende Liv som en Skovbund i Maj. Overalt vil vi komme til at opleve en bunden Livskrafts fantastiske Frigørelse. Som fødte Verdensborgere vil vi blive delagtiggjort i et Liv, der i Forhold til det Slægterne før os maatte opleve, kun kan betegnes med eet eneste Ord: Opstandelse! Det var aldrig Forsynets Mening, at himmelske Tilstande udelukkende skulde være henvist til aandelige Sfærer. Vor Jord ejer, besiddet paa rette Maade, mere end Brød nok til os alle. Den ejer i sig selv en Rigdom saa ufattelig stor, at Nøden iblandt os kun kan have en eneste Aarsag: vor egen sjælelige Fattigdom. Denne Fattigdom er det, vi skal være med til at hæve. Ved den Viden, der lever i vore Hjerter, skal vi være med til at bygge en Verden for de andre saa skøn, at Hadet i den vil dø bort af Mangel paa Næring.

Endnu raser Mørket og Vinterkulden. Men den som har Øjne at se med, ser allerede nu de første ubedragelige Foraarstegn. Dyrerigets Mentalitet kæmper nu sin sidste bitre Kamp i Jordklodevæsenets Indre - snart er det bundet, og Verden vil finde sig genfødt som en Skueplads for Aand, Kunst og Næstekærlighed.

Med kærlig Hilsen fra Martinus og samtlige Medarbejdere.