Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Læser!

Paany har vi passeret Vinterens to største Festdage: Jul og Nytaar! Det er Hverdag igen, men vort Sind er blevet nogle skønne Minder rigere. Det er mit Haab, at De, kære Læser, fik Lov til at opleve nogle skønne, fredfyldte Dage, og at De - midt i Vintermørket - fik Lov til at opleve lidt af det Lys, det er Julens dybeste Hensigt at bringe enhver af os. Fra os alle her paa Livets Bogs Bureau vil jeg gerne med dette Brev sende vore kærligste og taknemmeligste Tanker ud til alle dem, der gjorde denne Jul saa umaadelig smuk for os! Tag vor kærligste Tak for de mange, mange Breve! Inderligt gerne vilde vi besvare hvert eneste af dem, men jeg tror, De forstaar det umulige heri. Men faar vi ikke takket hver Enkelt direkte, vil jeg gerne sige, at for os betyder disse næsten utallige Breve en umaadelig Inspiration. Baade for Martinus og for mig selv er disse Breve den Julegave, vi begge Juleaften er mest taknemmelige for. De Timer, i hvilke vi sidder fordybede i denne varme Strøm af kærlige Tanker fra hele Landet, betyder vist for os begge Aarets Højdepunkt, - ja, for os alle herovre gælder det vist, at netop denne Læsning giver os en Kraft til fortsat Virke, som det paa sin Vis vilde være svært at være foruden - Tak!

Nytaar er kommet og med det den Kulde, vi i denne Vinter saa gerne vilde være foruden. Overalt har Sneen nu igen lagt sit skønne, hvide Lagen, men jeg tror, at kun de færreste helt har Evne til at nyde denne Skønhed i Øjeblikket. Paa saa mange Omraader mærkes det, at Krigen nu gaar paa fjerde Aar. Man ser det i Ansigternes Alvor. Livet i en Storby er jo ligesom mere koncentreret end ude paa Landet og Nøden synligere. Overalt føler man, at hvis ikke Troen paa Fred i netop dette Aar var saa stærk, vilde Livet forekomme altfor mange katastrofalt. Men det er som om at Troen paa, at Freden snart maa være nær, bidrager mere end alt andet til at holde Modet oppe. Personlig deler jeg denne Tro. Det er min Overbevisning, at Freden endelig er i Sigte, men jeg føler ogsaa, at vort Sind skal udsættes for svære Rystelser endnu, før Landene rækker hinanden Haanden til den Fred, utallige Generationer har følt engang maatte komme.

Men hvad vi saa end skal igennem af Smerte, saa ejer vi dog den dybe Lykke at vide, at denne Smerte har sin Hensigt. Skulde jeg ønske noget rigtigt godt for Dem i det Aar, vi nu er begyndt at opleve, saa er det dette, at De aldrig slipper af Syne Billedet af den Verden, som ligger hinsides dette Ragnarok. Thi bag Myrderiet findes en Verden i Svøb. En Verden saa helt anderledes end den, der i disse Aar bryder sammen. En Verden, i hvilken alt det Millioner har drømt, vil rejse sig i dagklar Virkelighed. Fald aldrig for den taabelige Fristelse, der udtrykker sig med Ordene: "Der har altid været Krig, og der vil altid være Krig" - hvor millionfoldigt denne Sætning saa end gentages udtrykker den ingen Sandhed. Krigen begaar i disse Aar Selvmord. Omend lemlæstet, saa vil Verden gaa ud af denne Rædselsperiode med netop de Erfaringer, tidligere Slægter manglede. Lad ikke Deres Sind blive Boplads for triste og nedbrydende Tankearter. De og jeg har haft den straalende Lykke at blive født paa en Plads, hvor Myrderiet ikke naar hen. Betyder dette ikke i sig selv et saa straalende Privilegium, at vi simpelthen har Pligt til ikke at svigte det Lys, vi ved eksisterer? Er det ikke netop vor Opgave ved vort Sinds Ligevægt at hjælpe dem, som er os betroet, til at se det samme Lys?

For den, der i sig selv har erkendt en større Verden end den, de fysiske Sanser beretter om, gives der ingen Vej tilbage. Et saadant Menneske ved, at det, der i Dag sker i Verden, ikke er en fysisk Verdens Sammenbrud, men derimod en aandelig Verdens. Og paa denne aandelige Verdens Ruiner vil der rejse sig en ny Mentalverden af saa straalende Dimensioner, at sluttelig ikke eet eneste Jordmenneske vil ønske den gamle Verden tilbage. Vi er denne nye Verdens Bygmestre. Med alt det i vort Væsen, som stræber frem imod Ligevægt i Sindet, imod Kærlighed og menneskelig Forstaaelse, imod en Tolerance, som ikke sætter sig en eneste Grænse, udgør vi det Materiale, af hvilket denne Verden skal bygges op. Det er saa let i en tung og mørk Tid at miste sit Mod. Saa let at tænke: "Aah, det varer saa længe, før disse Tanker faar Magt!" - saa let at glide med Strømmen. Maatte vi altid i saadanne Stunder holde os for Øje, at vort Liv kun faar Værd i akkurat samme Grad, som vi vokser i det, vi har erkendt. I Idealernes Verden er der kun een, der byder, og det er os selv. Vi har Lov til at slappe af, Lov til at lade være med at kæmpe, - men vi faar ingen Lykke ved denne Eftergivenhed. Med Udødelighedsperspektivet i Behold er vor Kurs ganske klar. Vi stiler nu imod en Verden, hvor vor Værdi er afhængig af den Indsats, vi præsterer paa vor egen indre Front. For os er Døden ikke længere nogen Grænse. Med en indre Viden om evig Tilværelse vil dette af saa mange frygtede Begreb for os blot være Overgangen til den Hvile, der er nødvendig, før vort Virke her igen skal paabegyndes.

Omkring os ser vi i Dag overalt modløse Mennesker. Som disse modløse har vi selv engang søgt og søgt. Men netop fordi vi fandt, hvad disse stadigt søger, er det vor Pligt ved fortsat Slid med vort eget Sind at vokse for en Dag at være med til at tænde det Lys, der skal vise disse modløse Vej til den Fred, vi selv fandt. Verden skal ikke vedblive med at leve paa taagede Opfattelser af det Verdensalt og den Gud, den instinktivt aner er til. Naar som Tolstoj siger, dette Verdensdrama svinder bort over Bjergene, da vil en ny Tids Lys straale Menneskene i Møde, og en ny Erkendelse blive født, som vil hæve hvert eneste Jordmenneske op til det Trin, fra hvilket det, vi nu oplever, vil blive erkendt, som det, det var: Dyrerigets Undergang i Menneskehedens Mentalitet.

Sandt nok er disse Krigsaar forfærdende tunge. Men ingen Generation har faaet Lov til at se mere end det, vi faar at se. I vor Tid dør en Kultur og fødes en helt ny. For første Gang i Menneskehedens Historie er en Kultur, som skal omfatte Syd og Nord, Øst og Vest, i Færd med at komme til Syne. Maatte vi, for det Mørke vi skal opleve, ikke glemme det straalende Under, som her fuldbyrdes for vore Øjne. Kommende Slægter vil, vore Smerter til Trods, misunde os det, som det faldt i vor Lod direkte at være Vidne til.