Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kontaktbrev 1942/26 side 1
9 - 10 - 42
Kære Læser!
Husker De mon Deres første Skoleaars Sangtimer? For saa husker De sikkert ogsaa en gammel Salme, som vist læres af hvert eneste Barn i dette Land, - og hvis Indhold først forstaas mange Aar efter. Salmen begynder med de meget skønne Ord: "Nu falmer Skoven trindt om Land, og Fuglestemmen daler -". Jeg tror ikke, at det vi nu oplever i Naturen kan siges enklere og smukkere. I et Orgie af flammerødt og gult bereder Træer og Buske sig paa den Hvilepause, som den kommende Vinter er for hele Planteriget. Hvilken Sortie! For den der søger at se lidt om bag Tingene, har Efteraaret to store Ting at fortælle, Ting som kan bringe mange skønne Tanker ind i Sindet. Først og fremmest viser Sensommeren med de mange næsten lidenskabeligt stærke Farver os i al sin Skønhed den rigtige Maade at sige Livet Farvel paa. Her er ingen understreget Sorg! Til det sidste er her en aabenlys Demonstration af Livets Skønhed. I blide Overgange afslutter Naturen sin Livscyklus for sluttelig, at lade Sneens hvide Tæppe danne Slutningen paa den Åbenbaring af Livets Uovervindelighed, der begyndte med den første lille Vintergæks trodsige Tilsynekomst. Denne Undervisning i Kunsten at dø burde være en Appel til os alle. Saaledes fuldbyrdes det harmoniske Liv. Hvert Trin er her guddommeligt smukt. Foraaret med den brusende Livskraft, Sommeren med sin varmende Skønhed, Efteraaret med sin Overdaadighed af Farver og Frugt og saa den stille Vinterdags tyste Fred.
Men ikke alene viser Efteraaret os, hvorledes vor Afsked med Livet burde være en farverig Tak for alt, hvad vi nød, det fortæller os, paa det Trin hvor vi nu staar, en langt dybere Sandhed, Sandheden om Reinkarnationen. Thi paa vor lange Rejse frem imod en ny straalende kosmisk Bevidsthed, har vi jo i vort Indre forlængst ved Selvoplevelse konstateret, at de faldende Blade ikke udtrykker Træets Død, men blot dets Hvile. Som Dag følger Nat, ved vi, at disse nøgne Grene, som snart strækker sig mod Himlen, paany vil opleve et Foraar, hvor de i Nattens dybe Lunhed atter vil blive iklædt Livets festlige Tegn. Vi ved, at hver eneste Busk igen en Dag vil omgive os med Farver og Dufte og forkynde os et nyt Foraars vidunderlige Fødsel. Men saa blinde er de fleste, at de ikke af det, de ser, kan udlede den Sandhed her forkyndes, Sandheden om os selv. Thi hvad er vi andet end Fortsættelsen af det Liv, der aabenbarer sig i Planteriget. Følger hele vort Væsen ikke de samme Love, som faar hver eneste Blomst til at strække sig mod Lyset og Solen? Segner ikke ogsaa vi en Dag i Mulde? Hvorfor saa være saa barnlige at sætte Grænsen her og male alt med Mørke og Tristhed? Som Planten i sin Hviletid udfolder sig i skønne oversanselige Verdener, saaledes ogsaa vi. Og som Planten atter en Dag genopstaar i den ydre fysiske Verden, saaledes ogsaa vi. Lovene for Livet er de samme. I det store Kresløb følger alt Liv samme Rytmer. Den, som ser og forstaar det, glæder sig ikke alene over Efteraarets vidunderlige Farvepragt, men ogsaa over den dybe Forjættelse al denne Skønhed udtrykker!
Med hjertelig Hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!
Deres hengivne
Erik Gerner Larsson.