Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Ved Erik Gerner Larsson

Med Afsnittet om "Intolerance" har vi i Virkeligheden nu passeret de rent elementære Omraader i vor Forskning og kan begynde at rette Bevidstheden mod de mere eksakte Problemer. Vi har set, at det jordiske Menneske, som vi kender det, ikke er et færdigudviklet Menneske, men derimod repræsenterer et Overgangsvæsen mellem "Dyr" og "Menneske". Den samlede Jordmenneskehed repræsenterer saaledes et større Udviklingsafsnit før, den rigtige Menneskezone begynder. Vi har set, at det jordiske Menneske fremtræder med to stærkt afvigende Bevidsthedstilstande: en menneskelig, som aabenbarer alt det humane i dets Væsen, og som i Virkeligheden udtrykker Forløberstadierne til en kommende ny mental Tilstand, og en dyrisk, som afslører Evner, Vaner og Tilbøjeligheder, som tidligere har været eneraadende i Bevidstheden. Konflikten mellem disse to mentale Tilstande i det enkelte Væsen ligger til Grund for den Realitet, vi kalder "Samvittigheden", en Realitet hvis Følsomhed kun er af ringe Omfang hos det primitive Væsen, der altsaa staar Dyreriget nærmest, hvoraf følger de faa indre Konflikter. Studiet af Samvittighedsbegrebet viser os, at det udtrykker en Skala fra omtrent total Ufølsomhed og frem til en Følsomhedsgrad, hvor samtlige dyriskbrutale Egenskaber i Bevidsthedslivet er blevet bragt i den Grad under Kontrol, at de humane Energier næsten uhindret passerer, hvilket altsaa vil sige, at Mennesket paa disse Trin praktisk talt har smøget Dyrehammen af sig og nu kun mangler et mindre Omraade før, det helt og fuldt kan betræde det rigtige Menneskerige. (Første Kategori i Gruppe A.).

Vi har i Virkeligheden set, at Menneskets tilbageværende Evne til at korrespondere med Tilværelsens Tyngde- eller Eksplosionsenergi, dybest set ligger til Grund for al jordmenneskelig Elendighed, ja, at vi i selve dette Korrespondanceforhold er stillet Ansigt til Ansigt med "Roden til alt ondt". Sprængstofenergiernes Tilstedeværelse i Mentaliteten udgør Lidelsens egentlige Fundament. Før dette Fundament bliver fjernet, vil ingen varig Fred holde sit Indtog paa de jordiske Kontinenter.

At disse Energier paa et tidligere Tidspunkt i Udviklingen har været nødvendige - (Rovdyrene) - og dermed guddommelige, berettiger saaledes ikke deres Forbliven. Tyngdeenergien er den bærende Faktor i Dyreriget, der har den sit Domæne. Dens kosmiske Hensigt er at bibringe Bevidstheden den Sum af Lidelse, der skal til, for at Intelligenslegemsfostret kan komme i Funktion. Denne Funktion er hos det jordiske Menneske nu saa fremskreden, at der i Dybet af dets Bevidsthed er opstaaet en umaadelig stærk Længsel efter en virkelig varig Fred. I sig selv udtrykker denne Længsel Forløberstadiet for denne Fred, men, som allerede nævnt, vil ingen virkelig varig Fred være en Kendsgerning, før hvert enkelt Menneske har faaet bragt sin egen Evne til Korrespondance med Tyngde- eller Hidsighedsenergien under absolut Kontrol.

Det jordiske Menneske er saaledes endnu i stor Udstrækning et Væsen, der kun kan fornemme Guddommens Røst, naar den taler Lidelsens Sprog. Is-ørknernes Storme, Junglens Tornadoer og Slagmarkernes Larm af Kanoner og Mitrailleuser er dybest set kun Udtryk for den Side af Guddommens Væsen, der kalder det "sovende" Væsen til Live. Igennem denne haarde ydre Paavirkning vaagner Længselsenergier efter højere, lysere og fredeligere Verdener til Live i Sjælens Dyb, og Væsenet begynder den Søgen, der en Dag krones med kosmisk Bevidsthed eller den totale Oplevelse af Guds Eksistens og hvert eneste levende Væsens absolutte Udødelighed.

"Dyret er saaledes", skriver Martinus i Livets Bog Stk. 172, "et sovende Væsen, der skal vækkes. Naar det er vækket hører det baade Hvisken og sagte Tale, hvilket i dette Tilfælde altsaa vil sige dæmpede, afklarede og forfinede Manifestationer. Naar denne Vækkelse er bragt til Ende, er Væsenet ikke mere et Dyr, men et rigtigt Menneske". Undersøger vi, hvor langt det jordiske Menneske er kommet i denne Vækkelsesproces, vil vi se, at det nu nærmer sig de sidste Stadier. Det er forlængst begyndt at lytte til hin stilfærdige guddommelige Røst, der afslører sig bag enhver Form for Religiøsitet. Det jordiske Menneske adskiller sig saaledes fra Dyreriget ved at være naaet frem til et Udviklingsafsnit, hvor den religiøse Side af dets Bevidsthed begynder at gøre sig gældende. At denne Religiøsitet endnu er af en saa primitiv Art, at den i stor Udstrækning har betinget en Morallovgivning, i hvilket dyriske Tendenser er ganske aabenbare, altsaa repræsenterer Virkninger fra Skabeprincippets mørke Udstraaling, hindrer ikke, at der her er Tale om et Udviklingsafsnit, som ligger meget langt fremme i omtalte Vækkelsesproces.

Aarsagen til, at de religiøse Kræfter overhovedet har kunnet faa Indpas i Dyrets primitive Mentalverden, skyldes de haarde og robuste Livsformer, som Dyreriget udtrykker. Disse Livsformer maatte uundgaaeligt føre til, at det levende Væsen i dette Udviklingsafsnit efterhaanden udviklede en sand Rædsel ved Livet. Denne Rædsel kulminerer i det Skrig, som Dyret udstøder, naar det befinder sig i Dødsfare. "Vi hører", skriver Martinus i Livets Bog Stk. 172, "undertiden dette Skrig fra det lille værgeløse Dyr, naar det falder for Jægerens Bøsse, vi hører det fra Rovdyrenes Ofre, vi hører det indenfor Slagteriernes mægtige Haller, og vi hører det bag Vivisektionens tykke Mure o.s.v. Disse Skrig er de første spæde eller latente Former for Bøn til Gud. De er de første koncentrerede Udløsninger af Raab om Hjælp, om Beskyttelse, om Barmhjertighed. De er saaledes et Væsens sidste fortvivlede Udløsning, naar alle dets egne Kræfter ikke mere slaar til, og bliver netop i Kraft heraf Udtryk for en omend for samme Væsen ubevidst Henvendelse til en højere Autoritet om Redning, om Frelse".

Religiøsitets Oprindelse kan saaledes spores tilbage til Dyrets Dødsangstskrig, som Liv for Liv har fortættet sig, for sluttelig at koncentrere sig i den første bevidst formulerede Bøn. Gennem Angsten blev de Impulser vækket til Live, som i Dag ligger til Grund for alt det, vi under eet kalder "Religiøsitet". Angstskrigene var det spæde Frøkorn ud af hvilket et nyt Rige, en helt ny mental Zone skulde opstaa. Igennem tidligere Afsnit har vi set, hvorledes de igennem Angsten udløste Impulser voksede, og hvorledes deres Vækst blev stimuleret igennem Skabeprincippets rytmiske Udløsninger, først igennem de mørke og senere igennem de lyse. Vi har ligeledes set, hvorledes disse Impulser koncentrerede sig i Skabelsen af en hel Række Forestillinger om Guddommens Væsen, spændende helt fra en primitiv Magtgud, opfyldende alle et lavtstaaende, egoistisk og magtsygt Jordmenneskes inderste Drømme og Haab og frem til Kristendommens kærlighedsfyldte Opfattelse af det samme Væsen. Og vi har ligeledes set, hvorledes disse to forskellige Opfattelser affødte to ligesaa forskellige Moralformer: en primitiv egoistisk og en uselvisk altruistisk. Den første Moralform, der hovedsagelig er baseret paa Tyngdeenergiens Paavirkning af Tankelivet, ligger endnu i stor Udstrækning til Grund for jordmenneskelig Tænke- og Handlemaade, medens den sidste derimod ligger til Grund for alt, hvad vi under eet betegner som "Humanitet". Da den første Moralform, i Kraft af sin specielle Energikombination nødvendigvis underminerer sig selv, danner selve dens Kulminationsperiode, som vi netop for Tiden gennemlever, i sig selv Fundamentet for den lyse Morals Vækst og endelige Sejr.