Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Ved Erik Gerner Larsson.

12. Time.

Medens de foregaaende Afsnit udtrykte, at intet mindre end en ny kosmisk Verdensimpuls vil være i Stand til at bære Verdensudviklingen fremad, vil de kommende Afsnit være helliget Dokumentationen af, at denne ny Verdensimpuls netop udløser sig i den Tid, i hvilken vi selv lever.

Ved paany at rette Bevidstheden mod vore Omgivelser, vil vi hurtigt se, at det jordiske Menneske befinder sig i et Forhold til det guddommelige Skabeprincip, hvor dettes mørke Udstraaling forlængst er blevet til naturlige Evner og Anlæg. Disse Evner og Anlæg ligger til Grund for alt det, vi under eet kender som det i os selv, der ønsker Magt. Aandsforskeren staar her over for en Faldgrube, man maa kende. Thi at man er naaet frem til et Livsstadium, hvor alle Længsler og Ønsker gaar i Retning af Retfærdighed, Fred og Harmoni, er ikke det samme som, at man paa een Gang er blevet en naturlig Repræsentant for den Zone, i hvilken disse ædle Tilstande er hjemmehørende. Langt de fleste Mennesker har endnu saa megen Magttrang i sig, at denne Gang paa Gang overlister den fremvoksende Evne til at manifestere den Tolerance, som er Næstekærlighedens sande Muld.

Man anvender ikke ustraffet Aartusinder til at udvikle Talentet for Magtfølelse. Naar man undersøger Hovedaarsagen til det daglige Livs saakaldte "Smaalidelser", hvilket vil sige Skuffelser, Ærgrelser, Gnavenhed og Irritation, vil vi Gang paa Gang finde, at disse Tilstande er et direkte Produkt af de Oplevelser, hvor vi ikke har faaet vor Vilje. Livet er gaaet paa Tværs af vor Magtfølelse, og vi gør Oprør. Dette Oprør kan blive saa permanent, at det resulterer i Skabelsen af et Sortsyn, som i sin Analyse blot er Selvdyrkelsens Konsekvens. Al Pessimisme har sin Rod i dette ene, at Livet ikke arter sig, som man selv vil have det.

Naar vi derfor skal undersøge Forholdet mellem Skabeprincippets mørke og lyse Udstraaling i Relation til den ny kosmiske Verdensimpuls, vil vi hurtigt se, at Aarsagen til, at den mørke Udstraaling har saa stor Magt over vort Sind, er at finde i den Kendsgerning, at den forlængst er uddefineret i en Mængde klare Tankebilleder, som har præget vor Opfattelse af og Indstilling til Livet. Kun de færreste Mennesker vil tilstaa over for sig selv, at de er "Hævnere". De fleste føler ved selve Ordet et Ubehag, der minder dem om Lavhed og Primitivitet. Ikke desto mindre spiller Hævnen en meget stor Rolle i de fleste Menneskers Liv. Hvor mange kan sige sig fri for en vis sød Vellystfølelse, naar det gaar en, man ikke kan lide, daarligt? Selv om det ikke direkte siges, føler mange med en vis grum Salighed, at det har han eller hun rigtig godt af, - og er dette ikke Hævnfølelse? Og hvor mange kan sige sig fri for Trang til Magtudløsning, naar ens Vilje krydses af en andens, der skal lystres? Raser der ikke paa de fleste Arbejdspladser en skjult Krig mellem Under- og Overordnede? Og hvorledes i Ægteskaberne? Er det der en naturlig Sag at indordne sig under hinanden? Raser der ikke der i Almindelighed en skjult Krig, som kort kan udtrykkes ved Forholdet til "hans Familie" og "hendes Familie", rent bortset fra Forholdet Parterne imellem? Hvor ofte dækker Sætningen "Det er min Ret" ikke langt mere en Trang til Magtmanifestation end til Kærlighedshandling?

Naar jeg har nævnt disse Ting her, er det for at paapege Virkningerne af Skabeprincippets mørke Udstraaling, som aldrig har haft til Hensigt at opdrage Mennesket til at kunne taale og lide, men tværtimod til idel Selvtægt, naar Omgivelserne ikke vilde makke ret. Da Skabeprincippets lyse Udstraaling endnu kun er spæd i Forhold til den mørke, ser vi da ogsaa, at Hovedaarsagen til mange Menneskers tilsyneladende mislykkede Liv er at finde i den Kendsgerning, at de ikke havde noget skarptslebet Sværd at bekrige deres egne lavere Naturer med. Medens Selvfølelsen har et Utal af klare Udtryk til sin Raadighed, er de højere Naturer i en henvist til en Række uklare religiøse Forskrifter, som ovenikøbet Gang paa Gang savner Rod i det selvoplevede Erfaringsmateriale. Opdraget til Egoisme, som de fleste bliver, tag f.Eks. Sætningerne "Kundskab er Magt", "Min Søn, vil du i Verden frem, saa buk!" "Enhver er sig selv nærmest", "Den der giver til han tigger, skal slaas til han ligger", "Er du Guds Søn, da hjælp dig selv" o.s.v. er det uklart formulerede Krav om Næstekærlighed ikke umiddelbart indlysende, og derfor heller ikke særligt inspirerende. Og alligevel spiller dette Krav en overvældende Rolle i de fleste Menneskers Sind, og hvorfor? Fordi disse Mennesker igennem mange Liv ved Selvoplevelse har erkendt - om end uklart at de var lykkeligere ved at gøre godt end ved ustandseligt at faa deres Magtfølelse tilfredsstillet.

Livet under Skabeprincippets mørke Udstraaling maatte give Smerte. Selvdyrkelsens inderste Væsen er, at det fjerner Gudesønnen fra Guden for at lade ham kulminere i den højeste Adskilthed fra Universets højeste Kraft. Men Gudesønnen er ikke Gud og kan følgelig ikke føle sig lykkelig ved sin Selvophøjelse. Paa et givet Stadium bliver Ensomheden for overvældende. Længslen efter Samliv med den Gud, man i sit intellektuelle Overmod fornægtede, naar en saadan Styrke, at det bliver Livets eneste Formaal at genfinde, hvad man selv forkastede. Det gamle Ord: "Alting tjener den til Gode, der elsker Gud" faar her sit rette Perspektiv, thi det universelle Formaal med Oplevelsen af Skabeprincippets mørke Udstraaling var jo netop den at lade Gudesønnen faa Udfoldelse af alle sine Begær, og igennem denne Udfoldelse at lade ham opleve og forstaa Loven for Stoffernes Reaktion med alle Sanser, og dermed den Vej der, ene af alle, fører til den virkelige Lykke.

Det jordiske Menneske af idag er altsaa undergivet Skabeprincippets lyse Udstraaling samtidig med, at det indbygget i sit eget Væsen har Virkningerne af sin Korrespondance med samme Princips mørke Udstraaling. Konflikten mellem disse to Former for Korrespondance er aabenlys og har faaet sit klareste og mest gribende intellektuelle Udtryk i Paulus berømte Ord: "Det Gode, jeg vil, gør jeg ikke, men det Onde, jeg ikke vil, gør jeg:" - Ord, som hvert eneste Menneske Gang paa Gang maa sige til sig selv. Som allerede bemærket er Skabeprincippets lyse Udstraaling først i sin begyndende Udfoldelse. Da Betingelsen for dens Indtog i det levende Væsens Bevidsthed er en Længsel efter en anden Livsform end den herskende, og denne Længsel først i vore Dage har naaet en bemærkelsesværdig styrke, er det givet, at de mentale Spor, den hidtil har sat i Tankeverdenen, ikke er af saa defineret en Art som de, den mørke Udstraaling har fuldbyrdet. Som allerede tidligere berørt ligger Skabeprincippets lyse Udstraaling til Grund for alle religiøse Tankearter og Forestillinger. Der hvor disse Forestillinger er direkte knyttet til et Enkeltvæsen ser vi, at de har dannet et System, som har faaet Navn efter dets Ophav f.Eks. Buddhismen Muhammedanismen og Kristendommen. Da Menneskets intellektuelle Begær paa disse Omraader imidlertid ikke har været særligt fremragende, har det ikke været disse store Væseners Opgave at give en Fremstilling af deres religiøse Erkendelse, afpasset til Fornuften, men derimod til Følelsen. Samtlige tre Verdensreligioner er bygget til en Bevidsthedskonstellation, i hvilken Følelsesenergien er den dominerende. Denne Følelsesmanifestation havde til Opgave at dække det levende Væsens religiøse Behov indtil det Punkt, hvor Intelligensudviklingen var stor nok til, at en endnu større Afsløring af de guddommelige Sandheder eller det virkelige Verdensbillede kunde finde Sted.