Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kontaktbrev 1941/4 side 7
<<  4:32  >>
Populær Gennemgang af Livets Bog.
Ved E. Gerner Larsson.
4. Time
Vi ser nu ikke længere paa Livet som et kaotisk Uhyre, det ikke er til at danne sig noget Billede af. Vi ser ganske vist en tilsyneladende uoverskuelig Mængde levende Væsener, men vi begynder at ane, at der bag alle disse Væseners Fremtræden findes en gigantisk Plan, og at denne Plan sikrer hver enkelt Væsen en Tilværelse, i hvilken det simpelthen ikke kan undgaa at vokse i Viden. At denne Viden endnu ikke har ført til, at samtlige Væsener har opdaget den Plan, deres Liv følger, kan ikke bebrejdes nogen, thi taget hver for sig, oplever Menneskene det, de tiltrækkes mest af. At denne Tiltrækning ikke altid fører til den eftertragtede Lykketilstand, er altsaa ikke Tingenes Skyld, men skyldes derimod den Kendsgerning, at man i sin Uvidenhed tillægger dem mere lykkebringende Egenskaber, end de faktisk har. Igennem denne Vandring hen over illusoriske Lykketilstande er det jordiske Menneske nu naaet til at begære en Forstaaelse af, hvad det egentlig er, det oplever. Med dette Begær overskrider det den fysiske Verdens Grænse, idet det nu kræver Viden om Tingenes Hensigt. Men at ville kende Tingenes Hensigt, er at ville kende deres Ide. At ville kende Ideen bag Tingene er at naa frem til det Omraade, vi kalder det åndelige nemlig det Sted, hvor vi møder det, vi kalder Tanke.
Men en Tanke er ikke et "Intet", en Tanke er et "Noget". Men naar Tanken er et "Noget", er Tanken Kraft eller Energi. En Iagttagelse af alle de Ting omkring os, som er frembragt af Mennesker, viser os, at alle disse Ting blot er materialiserede Tanker. De er ikke blevet til af sig selv. De er alle frembragte i Tilknytning til et Menneske, har først været tænkt i et Menneskes Hjerne. De er altsaa blot Kopier.
Men alle disse "Kopier" er jo dog blot et Faatal af de Tanker, et Menneske tænker. En dygtig Snedker naar næppe at faa omsat alle sine "Ideer" i fysisk Materie. Men derfor eksisterer disse Ideer ligefuldt. Men vi kender dem ikke, kun han kender dem. Dette fører os til Forstaaelsen af, at vi alle har to Verdener, en ydre, som alle kan iagttage igennem vore kopierede Tanker, alt det vi har frembragt, og en indre, som kun er tilgængelig for de ganske faa, vi skænker vor Fortrolighed.
Det er denne Indre Verden, man i det daglige kalder aandelig. Da det aandelige hos mange Mennesker har en odiøs Klang, idet der hermed forbindes noget abstrakt, ubegribeligt og fantasifuldt, noget "svævende", er det her af Betydning for os at fastslaa, at vor Tilværelse er absolut aandelig. Ingen Skabelse kan finde Sted uden en forudgaaende aandelig Proces. Men Aand er Bevidsthed, og Bevidsthed er Tanke. Tanke er Kraft eller Energi. Derfor er det, at den eneste Vej til Klarhed over sig selv, bestaar i at lære de Tankeenergier at kende, som dagligt passerer vor Bevidsthed.
---o---
Obs! Nye Deltagere i Korrespondanceafdelingen vil gratis faa tilsendt det hidtil udkomne af "Populær Gennemgang af Livets Bog" og Esperantotimerne.
  >>