Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Hvad er egentlig mystik? I daglig tale er mystik et temmeligt stort begreb, som dels kan omfatte reelle foreteelser i tilværelsen, dels menneskers mere eller mindre uvirkelige fantasier. Men fælles for al mystik er, at det er noget, som for det almindelige menneske fremstår som "dunkelt". Denne "dunkelhed" kan derefter have forskellige årsager, afhængig af hvilken form for mystik der er tale om. Enten kan det der udtrykkes være en forklaring på noget yderst virkeligt, men på så højt et plan at de fleste mennesker har svært ved at forstå det og derfor er nødt til at opfatte det som dunkelt, fuldstændig ligesom meget af det der i dag betragtes som selvfølgeligheder indenfor videnskaben i fortiden ville være blevet betragtet som den allerdunkleste form for mystik, hvis disse udregninger præsenteredes for dem, som de ser ud idag. Dette gælder jo i princippet al ny viden vi tilegner os. I samme grad som vi mangler modenhed til at forstå den nye viden, i samme grad fremstår den som "dunkel" eller "tåget" for vort mentale syn. Og i samme grad vi modnes til forståelse af denne viden, i samme grad ser vi denne i et klarere lys. Begrebet "at forstå" har derfor også fået benævnelser som at "se klart" eller at "komme til klarhed".

Hvorfor kalder vi da denne forståelse for "at se"? Når der ikke er tale om et fysisk syn, må det altså være et "mentalt" syn, der hentydes til. Derfor er det ikke så mærkeligt, at Martinus kalder intuitionen, som jo er koblet til evnen at forstå, for vor "højeste synsevne". Al virkelig forståelse af tilværelsen bliver altså det samme som et mentalt "klarsyn". Dette klarsyn bliver givetvis mere fuldkomment jo større mentale områder det spænder over. Det er denne form for klarsyn eller denne mentale modenhed Jesus henviser til, når han gentagne gange udtaler: "den der har øjne han ser – den der har øren han hører". Med disse udtalelser viser Jesus, at hans viden kun kan nå frem til dem, som har den mentale modenhed til at opfatte og forstå denne viden. Ganske som man må have fysiske sanseorganer for at kunne forstå og opfatte den fysiske virkelighed, må man have åndelige eller mentale sanseorganer for at kunne opfatte en åndelig eller mental virkelighed. Har man ikke det, vil denne virkelighed forblive "dunkel" eller "tåget" ganske uafhængig af, hvor meget andre væsener fortæller om den. Den kommer da i allerhøjeste grad til at fremstå som "mystik". Men det forhindrer jo ikke, at der kan være faktiske realiteter i den virkelighed der beskrives, selv om disse realiteter ikke er lige tilgængelige eller bevidste for alle mennesker.

Men er da alt det, der inden for f.eks. kunst og videnskab fremstår for os som "mystik" virkelig udtryk for højere viden, som vi endnu ikke kan forstå? Nej, absolut ikke. Der er også et ordsprog som siger: "det dunkelt sagte er det dunkelt tænkte", det vil sige at meget af det, der fremstår som "tåget" eller "dunkelt", kan være et direkte resultat af en tilsvarende "tåget" eller "dunkel" tænkeevne. Her gælder det altså om at være vågent forskende og måske først og fremmest selvstændigt tænkende, når man står over for sådanne faktorer som vi kalder kultur, kunst eller videnskab.

I H.C. Andersens eventyr er bedragerne egentlig kun redskaber til at vise, hvordan uvidenhed kan "forblinde" mennesker. Hvordan den i kombination med egoistiske begær kan narre mennesker til at dyrke usandheden i stedet for sandheden, uvirkeligheden i stedet for virkeligheden. Enhver form for uvidenhed rummer altså i sig en fare for at sætte virkeligheden over styr. Men fejltagelsen skaber erfaring – og erfaringer danner på sin side grundlag for viden om de faktiske forhold. Dermed udvides kundskaben og evnen til at forstå tilværelsen på netop de områder, hvor man har forsøgt at nå frem til virkeligheden, men har fejlet på grund af manglende viden.

At tilværelsen endnu er et mysterium for jordmennesket viser sig ved, at virkeligheden stadig til en vis grad forekommer det modsigelsesfyldt – at der stadig er områder, det ikke forstår, og hvor det begår fejltagelser. Der er heller ikke noget der viser, at selvsikkerheden er nogen garant for, at man har fundet sandheden. Lytter man til "verdens larm" hører man en mængde forskellige stemmer, der med stor selvsikkerhed påberåber sig, at netop de har fundet den absolutte sandhed, hvad enten den nu er af religiøs eller ateistisk natur. Man vil også opleve, at de forskellige stemmer i meget høj grad modsiger hinanden, selv om de hver for sig mener at have fundet den eneste saliggørende sandhed. Disse mennesker er endnu ikke nået så langt, at de er begyndt at tvivle på egen "sandhed". De ved ikke, at "tomme tønder buldrer mest", men "at det store der sker, sker i stilhed". De har endnu ikke opdaget, at tilværelsen faktisk er et mysterium, og de kan derfor ikke engang være i nærheden af dette mysteriums løsning. De er ikke kommet til det "ydmyghedens stadium", hvor man ved, "at man ingenting ved", hvad der er en nødvendighed for at man kan lytte til selve tilværelsen uden at denne bliver overdøvet af ens egen stemme.

Alle disse forskellige indbyrdes modstridende røster udgør et tågetæppe der ligger i vejen for den virkelige sandhed. Det er ikke muligt for et uindviet væsen helt at se igennem dette tågetæppe og opfatte den faktiske virkelighed. For at skue igennem dette "Mayas slør" fordres der væsener af en helt anden slags, nemlig: indviede væsener eller "verdensgenløsere", der er kommet længere i udviklingen og som allerede har passeret de mentale udviklingsstadier, som forårsager de indbyrdes modsigende lokale livsopfattelser. Ved deres evne til at gennemskue mennesket kombineret med deres store kærlighed til mennesket har disse væsener kunnet give anvisninger og praktiske eksempler, der viser sig at være gyldige og anvendelige i generation efter generation netop fordi de ikke var resultater af tilfældige synsbedrag, men af en urokkelig virkelighed bag disse.

Verdenshistorien i sig selv kan lignes ved et gigantisk "mysteriespil", der handler om menneskehedens søgen efter sandheden. Når vi læser i historiebøgerne, er det let at indse, at de mentale "tågeslør" har ligget tæt hen over tidligere tiders samfundsordninger. Vi kan se hvordan disse mentale tågeslør i form af uvidenhed, fordomme, dogmer og overtro har affødt korstoge, heksebål, forfølgelser m.m.

Endnu er der ikke noget klart udsyn, endnu er der intet rigtigt dagslys, der kan få alt til at fremtræde i sin virkelige skønhed i alle farveskalaens nuancer og schatteringer. Endnu fremstår tilværelsen uden mentale farvenuancer i "sort og hvidt" altså i form af "fjender" og "venner" og der imellem gråskalaens eller ligegyldighedens toner. Tågetæppet bevæger sig ganske vist bort, men kun for at give plads for nye tåger, nye illusioner og "spøgelser". Det synes næsten umuligt at finde noget virkeligt stabilt – virkeligheden må gang på gang revideres. Var det gryende dagslys kun en illusion, som så mange af tidens "autoriteter" mener? Er vi i virkeligheden på vej mod den evige nat, som de samme autoriteter hævder? Er undergangstonerne, som vi hører i det fjerne, de sidste toner vi nogen sinde kommer til at høre? Var al snak om guder, himmelske verdener og evigt liv, som har fulgt den menneskelige kultur siden dens spæde barndom, kun løgne, som man opfandt for sig selv for at få kræfter til at slæbe sig frem til den evige nat, som nu synes at nærme sig?

Ja, hvad er det egentlig mennesket finder i denne forfærdelige situation? Det finder noget, som det ikke har ventet sig. Noget det for længe siden har kastet bort, en del af sig selv, som det ikke ville kendes ved. – Det finder sin egen svaghed, sin egen hjælpeløshed, sin egen uvidenhed. Men det er jo netop når nøden er åbenbar, når den er størst, at hjælpen også er nærmest. I samme øjeblik mennesket finder disse bortkastede dele af sig selv, er det atter i kontakt med den kilde, som gennem hele dets tilværelse har givet det hjælp, når det har været hjælpeløst og givet det viden, når det har været uvidende. I samme øjeblik mennesket i virkelig ydmyghed begynder at søge efter sandheden, så vil det også se det virkelige "morgenlys" bag "uroskyen" og det ved, at intet i det lange løb kan hindre dagens komme. Det ved, at intet på lang sigt kan tage denne "kosmiske dag" hverken fra det selv eller noget andet levende væsen.

Denne "kosmiske dag" kan begynde at gøre sig virkeligt gældende i den jordmenneskelige tilværelse på det tidspunkt, hvor videnskaben begynder at komme til klarhed over hele den åndelige verden, der skjuler sig bag den fysiske verden, og hvor samme videnskab virkelig kan kaste et kundskabens lys ind i denne verden, så alle former for forestillinger, overtro, materialisme så vel som alle religionsstridigheder fortoner sig i det fjerne for i stedet at give plads for virkelig viden. Gennem denne viden kan de kosmiske sandheder og det kærlighedsbudskab, som findes skjult i verdensreligionerne, befries for deres dække af dogmatik og fortidskultur og blive til en levende åndelighed i form af en virkelig videnskabelig åbenbarelse af livsmysteriets løsning og den kærlighed til alt levende, som er dens naturlige resultat.

Grunden til at det uindviede menneske mere eller mindre oplever tilværelsen som et mysterium er, at det ikke helt kan overskue meningen med det, der sker omkring det. I samme grad som mennesket bliver modent til at forstå alt hvad der sker, ser det også at der er kærlighed bag enhver livsytring i tilværelsen.