Ældre Kosmos og Kontaktbreve

LN vil belyse den forandring, der er foregået under instinktets, intelligensens og intuitionens vejledning. Adskillige gange er der henvisninger til udsagn af læreren Martinus (min fremhævelse; sml. m. LN's første bog, hvor M for det meste betegnedes som "mystiker"). LN påviser, at "mennesket til alle tider har opfattet saa meget eller rettere saa lidt af det guddommelige mysterium, som kunde forenes med dets midlertidige udviklingstrin" og anfører, at ved Jesu komme blev den kosmiske bevidstheds grundtone slået an. Videre kritiserer LN nu kirken for dennes udformning af treenigheds-princippet; det kan ikke "gribes af intelligensen under den form, hvori den er fremstillet af kirken". LN konkluderer sluttelig, at den ortodokse guddomsopfattelse i dag (1941) stort set ikke har ændret sig fra den middelalderlige opfattelse. LN's slutord går på, at vore erfaringer viser os, at djævlen svinder ind til "et symbol, der nødvendigt maatte danne den mørke baggrund, for at lyset overhovedet kunde opfattes...". Den formulering må givetvis være inspireret af en af Martinus' afgørende landvindinger, nemlig påvisningen af kontrastprincippet.

Efter en gennemgang af velkendte naturvidenskabelige udviklinger og problemstillinger påpeger LN, at selv de største videnskabsmænd ikke helt forstår det relative i alt. Om en berømt videnskabsmand siger LN: "Han har vist os makrokosmos i dets endeløse dybder; men han aner ikke, hvad det 20. århundredes lysbringer forlængst har lært sin første elev, at det er sanseevnernes indstilling, som betinger, hvad der skal synes os stort eller smaat". Her ser vi en indirekte henvisning til M's undervisning af LN! Senere henviser LN dog direkte til M vedrørende dette; og der er flere henvisninger til læreren Martinus i kapitlet. Sluttelig beskæftiger LN sig med spørgsmålet om, hvorvidt videnskabens verdensbillede er for mekanisk og sjælløst. Han påviser, at det vil blive intuitionsprincippets opgave at vise os universets "levende og ledende ånd". Enkelte videnskabsmænd begynder allerede at forstå dette. LN citerer udsagn om, at "universet begynder at ligne en stor tanke..." og "universet er skabt af tanke". Lidt bittert påpeger LN, at videnskaben, når denne holdning slår igennem, vil få æren for en erkendelse, som allerede Giordano Bruno, den højtudviklede italienske filosof og dominikanermunk, fremsatte ("Universet er GUDS krystalliserede tanker"), men som dengang (år 1600) var med til at bringe ham på kætterbålet. Sluttelig tilkender LN dog videnskaben æren for at have vundet megen erkendelse, for at have "slynget 'manden med hornene og bukkebenet' ned i det middelalderlige tusmørke, hvor han hører hjemme", og for at have "knægtet kirkens despotiske eneherskende autoritetstro...". Derfor: "Respekt for denne videnskab og for øvrigt for enhver aandsretning, der giver tanken luft under vingerne!". Et godt udtryk for LN's fordomsfri sandhedssøgen.

LN går her nøjere ind på intuitionsprincippet og nævner, at dersom dette er på et højere niveau end intelligensen (LN refererer til M for at påvise, at sådan er det), må man fortrinsvis søge dets repræsentanter i de ældre racer, især den indiske. LN understreger, at alle indiske filosofiske systemer hviler på den årsagsløse ÅRSAG (jf. M om det levende væsen!). LN's store kendskab til østerlandsk filosofi kommer nu til sin ret i en kort men klar gennemgang af de forskellige systemers stillingtagen til guddomsprincippet. Der henvises dernæst til "det 20. aarhundredes lærers analyse af treenigheden!" (senere i bogen; bemærk i øvrigt her igen en af de indirekte henvisninger til Martinus). LN anfører dog, at "den hele sandhed angaaende det guddommelige mysterium kan desværre kun opfattes ved hjælp af de højeste intuitionsenergier" og siger videre, at det var ved hjælp af sådanne energier, de gamle seere bragte deres budskaber til verden. Sluttelig nævner LN, at de indiske og ægyptiske verdensopfattelser er uddybet og tilpasset vesterlandsk mentalitet af Madame Blavatsky m.fl. (teosofien – KH) og Rudolf Steiner (antroposofien – KH). Også i dag, 50 år efter bogens fremkomst, eksisterer disse bevægelser. I Danmark har teosofien vel ikke de mange tilhængere, hvorimod Steiner stadig er genstand for stor interesse; dette skyldes givetvis også, at han har givet så mange anvisninger på praktiske tiltag (pædagogik, biodynamisk jordbrug).

LN påpeger, at vi, trods "mange og ophøjede vink fra det kosmiske plan", stadig venter "paa manden, der evner at skænke os enheden og helheden..." af verdensbilledet. LN fremfører videre, at mennesker overalt i verden rent intuitivt føler, at dagen dæmrer, hvor en ny udsending fra det kosmiske plan vil kaste sit lys over kloden. LN stiller nu det retoriske spørgsmål, om vor egen tidsalder da har fostret en lærer, der kan give os håb om åndelig fornyelse. Han fortsætter (øverst s. 60): "Jeg vil tøve med svaret og lade selve kendsgerningerne tale. I aaret 1921 kom Martinus til mig..."; og nu fortsætter LN, s.60-63, med at give den beretning om sit møde med og efterfølgende kendskab til Martinus, som vi allerede tidligere i artiklen har stiftet bekendtskab med (i omtalen af Kosmos 11/1986, hvor denne bogs s.60-63 er gengivet). Denne lille beretning besvarer i sig selv LN's spørgsmål, forekommer det denne læser, men LN vælger at lade spørgsmålet stå ubesvaret lidt endnu, idet han vil lade det komme an på en prøve: kan Martinus løse treenighedsmysteriet? Herom i de næste tre kapitler; men inden vi forlader dette kapitel, må vi se nærmere på afslutningen af LN's ovennævnte beretning om Martinus. Set i relation til min artikels emne fremkommer der nemlig her en yderst interessant oplysning: LN nævner, at han har gjort uddrag af sine optegnelser fra mange enerumssamtaler med M, idet han dermed også har tilstræbt at bevare et stykke historie, "som særinteressen senere har forsøgt at mørklægge" (!?-KH). Endvidere vil LN derigennem forsøge at give "nogle trofaste og selvopofrende mennesker oprejsning og tak for den uforglemmelige indsats, de har gjort i en stormands skæbne". LN oplyser, at manuskriptet til en sådan bog i 16 år "har ... sovet i min skrivebordsskuffe. Men den dag, den kommer for lyset, vil den af retfærdigheden blive vurderet som den første, den nærmeste og paa dette tidspunkt med skribenten af 'Livets Bog' mest indlevede hovedkilde, og den vil tale til menneskene med den autoritet og magt, som bor i sandheden". Som det vil vides eksisterer en sådan bog ikke. Af en fodnote i Kosmos 11/1986 fremgår det, at man ikke fandt ovennævnte manuskript blandt Nibelvangs efterladte dokumenter. Det er med stor beklagelse, jeg må tage dette til efterretning; men jeg spurgte så mig selv: Hvordan mon egentlig LN's ret omfattende manuskript til artiklen i bogen "Martinus – som vi husker ham" (se tidligere) fremkom? Denne bog udkom jo ca. 40 år efter LN's død. Hvor har dette manuskript – upåagtet – befundet sig i perioden 1948-1989? Jeg kontaktede derfor Sam Zinglersen (der redigerede bogen), og han kunne oplyse, at han fik det opsporet på Agnete Sørensens loft! (hun var niece til LN – og har i øvrigt selv ydet et bidrag til omtalte bog). Sam Zinglersen skriver i bogens forord, at enkelte af M's venner og bekendte havde efterladt sig interessante optegnelser eller manuskripter – og vi er alle Sam Zinglersen tak skyldig for den ihærdighed, der medførte, at dette manuskript af stor værdi for sagens historie dog blev fundet og gjort tilgængelig for eftertiden. Man kunne så afslutningsvis spørge, om det bevarede manuskript kan være identisk med det af LN selv omtalte? Næppe. Det er trods alt for kort; rummer f.eks. ikke den "oprejsning" til andre mennesker, der har spillet en rolle i M's skæbne (se LN-citatet ovenfor). Men man kunne godt forestille sig, at der kunne være tale om et forarbejde til det endelige manuskript, eller en del af det. Det må stå hen i det uvisse; men, som nævnt: vi må være glade for, at vi i det mindste har dette manuskript.

Vi husker, at LN ville afprøve Martinus' "validitet" ved at se, om M kunne løse treenighedsmysteriet. I kapitlerne 5-7 gennemgår LN så, på basis af Livets Bog, M's epokegørende klarlæggelse af Guddommens tre principper. Alle læsere af Kosmos må formodes at være godt bekendt med M's behandling af emnet (det årsagsløse "noget", dettes skabeevne samt formernes verden), hvorfor vi her kan nøjes med ganske kort at se på kapitlerne som en helhed og uden at gå i detaljer. Af LN's gennemgang, der på passende steder sættes i relation til de gamle mestres lære, fremgår det (idet dog LN realistisk etsteds indskyder, at "hverken ord eller symboler helt kan dække den forstaaelse, som er forbeholdt det kosmiske syn"), at Martinus virkelig som den første har forklaret, hvordan det hidtil ubegribelige treenighedsmysterium skal opfattes.

I dette næstsidste kapitel supplerer LN nu kapitlerne 5-7 med en omtale af andre centrale og relevante sider af Martinus' nytænkning (urbegæret, spiralkredsløbene, kontrastprincippet, reinkarnationen). For LN at se har M som den første skænket os udødelighedsbeviset (og i øvrigt dermed endegyldigt besvaret spørgsmålet i titlen på LN's første bog!) som en gave til intelligensen.

LN er nu ved vejs ende af sin fremstilling af guddomsbegrebets udvikling. Han henviser igen til Martinus, som han takker for en fremstilling af guddomsmysteriet, der tilfredsstiller såvel hjerte som hjerne ("overalt har denne selvstændige seer sprængt mennesketankens hidtidige begrænsninger..."). LN understreger, at M's treenighedsanalyse ("den fineste og skarpeste som nogen sinde er foretaget af en menneskelig aand") har udvirket, at "...det store paaskebudskab: 'Jeg lever og I skulle leve!'" træder ud af sin følelsesbetonede trossfære – og ind under intellektuel begrundelse. Og LN's slutord er, at nu "fremtræder udødelighedsbeviset saa logisk betonet for intelligensen, at det kun kan overtrumfes af selve den kosmiske oplevelse".