Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

Den mest skelsættende af Martinus analyser er nok analysen af det levende væsen, der munder ud i, at vi alle er udødelige. At se hverdagen i lyset heraf, vender op og ned på mange af vore traditionelle, materialistiske forestillinger. Det fortæller Erik Gerner Larsson om i denne artikel.

 

Har De lagt mærke til, i hvor høj grad de fleste mennesker forbinder ordet "udødelighed" med tilværelsen efter døden? Ordet "dødelig", som i virkeligheden ikke alene er en illusion, men en direkte negativ illusion, er i den grad gået de fleste i blodet, at udødelighedsbegrebet ligesom har fået fantasiens skær over sig. For de fleste er det faktisk således, at ordet "dødelig" udtrykker den reale virkelighed. Med indstillingen på den, har man "bund under fødderne" i modsætning til indstillingen på udødeligheden, som måske eksisterer, måske ikke. Dette lille "måske ikke" har i virkeligheden en forfærdende magt i vor verden. Den dag, det er slettet af den jordmenneskelige forestillingskreds, har livet undergået en sådan forvandling, at vor yderverden simpelthen ville forekomme os utrolig, om vi pludselig fik den at se. Thi da ville hvert eneste menneske vide, at det helt og fuldt hæftede for enhver mørk tanke, og at det selv, og kun det selv, er årsagen til, hvad smertefuldt eller ondt, det kommer ud for. Tænk Dem en verden, hvor man nærer større rædsel for at tænke en gemen tanke om et andet menneske end for døden! Tænk Dem en verden, hvor hvert eneste menneske er ligeså omhyggelig for sin næstes rygte, som det i dag er for sit eget, og De har for Dem den verden, mennesket kommer til at opleve, når dette lille, tilsyneladende så ubetydelige "måske ikke" er blevet fjernet fra tankelivet.

Hvad er da årsagen til, at dette "måske ikke" stadigt eksisterer og hos næsten hvert eneste menneske udøver sit virke i det skjulte? En af årsagerne, thi der er jo adskillige, er blandt andre den, at det almindelige rnenneske lever helt uvidende om dets eget jegs tosidethed. Vant til, som det er blevet, kun at opleve livet i "det timelige", hvilket vil sige i formernes eller stoffets verden, tænker det næsten aldrig over sine daglige oplevelsers inderste, kosmiske hensigt. Det møder sine oplevelser som tilsyneladende årsagsforbundne med ting, det mener at kunne overskue og dømmer derefter. Det "ser" livet spalte sig i tilstandene "modgang" og "medgang" og finder, om det er religiøst betonet, en forklaring herpå i begreber som "helvede" og "himmel" eller "djævel" og "gud". Nævneværdig refleksion afstedkommer disse ting ikke. Det har lært disse ting, dets forfædre i utallige led har troet på dem, altså "skal der nok være noget om det". Men – og det er i denne forbindelse det vigtigste for det – det lever i dag og forhåbentlig i mange kommende dage. Derudover ved det, at det skal dø, og da man ikke "ved" noget om det, der så følger, ja så giver det egentlig sig selv, at et sådant menneske helt lader sig opsluge af dagliglivets mangeartede krav.

Men det her skildrede er kun den ene side af jegets fremtræden i tilværelsen. Det er dets møde med "tiden" og "nuet", indenfor hvis område vi finder detaljerne i den proces, vi har givet navnet "udvikling". Her ser vi, livet forme sig som et for den enkelte tilsyneladende tilfældigt spil, hvis helhed dog udtrykker en samlet vækst fra primitive, usammensatte former frem til et stadigt mere og mere kompliceret samfund. Bedømt fra "timelighedens verden" synes den enkeltes skæbne at gå på tværs af al logik, endsige "guddommelig kærlighed". Tværtimod synes det, som om det store flertals skæbner ligner små både, der planløst tumler rundt på et vildt og oprørt hav for oftest at blive opslugt af en eller anden tilfældig brådsø.

Vender vi derimod billedet rundt og betragter det fra det samme jegs "evighedsside" møder der os et forbavsende syn. Som ved et trylleslag er samtlige "tilfældigheder" forsvundne, givende plads for en så umiddelbar indlysende logik, at enhver forestilling om "dødelighed" straks blegner bort. Billedets urimelige "fladhed" er forsvundet. Et kosmisk perspektiv har med et slag anbragt samtlige oplevelser i deres virkelige forhold til hinanden og dermed givet billedet dybde. Lys og skygge virker nu, som de skal. Halvhed er blevet afløst af helhed, kort sagt: Verdensplanen er blevet både synlig og tilgængelig for en undersøgelse.

Tragedien for de fleste mennesker er, at de tænker i årtier i stedet for århundreder. Uden kendskab til det evige i deres væsen forstørrer de dagliglivets småbegivenheder op til formater, der sprænger enhver forestilling om "en mening med livet". Tænk om man på et maleri af et hus lod en lille blomst i haven dække hele husets facade. Ville da ikke enhver finde, at maleren havde afsløret et komplet ukendskab til kunstens primære love? Men sådan bærer i virkeligheden de fleste sig ad i dag. Uden tanke på virkningen fylder de fleste mennesker i dag deres sind med mørke og hadefulde for ikke at sige direkte perverse tanker og tror, at det er noget, de kan gøre ganske ustraffet. Læg dertil en ernæringsform, som næsten kun de direkte ådselsædere i dyreriget kan klare, og de har i ganske korte træk et billede af det så højt priste "vidende menneske". Intet under at Martinus ligeså kort udtrykker det jordiske menneske af i dag som levende i "helvede" eller det sted, hvor samtlige ulogiske tænkemåder har deres kulminationsområde.

Tag f.eks. udtrykket "det bliver ikke i vor tid", når talen falder på kommende lykkelige tilstande. Dækker dette udtryk ikke ofte et camoufleret "når det ikke bliver i vor tid, gider vi ikke have ulejligheden med at ændre vor tilværelse!"? Vend selv dette billede rundt og betragt det fra det samme menneskes evighedsside. Hvem jamrer ikke i dag over, at de ikke har en bedre hjerne, en bedre fordøjelse, bedre øjne, bedre ører osv.? Tænk hvad en gennemført betragtning af livet fra evighedssiden her vil bevirke. Den, der ved, at han lever evigt og indenfor et overskueligt tidsrum i et nyt fysisk legeme skal høste virkningen af tåbelig levevis her, har ikke tid til at vente med at få sit liv bragt i kontakt med tilværelsens lykkebringende love. Her trøster ordene "det bliver ikke i vor tid" ikke det allermindste. Den, der har vænnet sig til at betragte livet fra evighedssiden, ved, at alt bliver i "vor tid", og at den, der hurtigst får bugt med gamle indgroede vaner og ondskabsfulde tilbøjeligheder, står "først på listen" til at få en superfin hjerne og et legeme, der ingen kval bliver med. Et sådant menneske splintrer ved sin egen higen selv dødelighedsbegrebet. Det venter – eller håber – ikke på en udødelighed efter "døden", det oplever udødeligheden hver eneste dag i hver eneste lille ting, kort sagt: det lever der, hvor de andre endnu bevæger sig rundt i farlige drømmeverdener. For et sådant menneske er Gud ikke noget mystisk og fjernt, for ikke at sige ubegribeligt, tværtimod, her er Guddommen blevet en så begribelig realitet, at "man taler med ham som med sin næste!"

Livet indebærer, som Martinus siger "en stor risiko". Det er så let at glide med strømmen og deltage i det almindelige hadefulde hylekor. Så let, ja, men så uendeligt farligt! Mange, for hvem hadet er blevet en daglig beskæftigelse, kræver at blive betragtet som "gode kristne", et krav som omgivelserne muligvis vil honorere, men livet aldrig! Vi lever i en tid, hvor hvert eneste menneske dagligt burde erindre sig en meget gammel, men evig ny kosmisk-kemisk formel, nemlig ordene: "Hævner Eder ikke I elskelige, hævnen hører mig til, jeg vil betale, siger den Herre Zebaoth!" Den fortæller nemlig i al korthed om livet, set fra evighedssiden!

 

Fra korrespondanceafdelingen,
brev nr. 86. Den 2. februar 1945.