Ældre Kosmos og Kontaktbreve

En af mine daglige småglæder er udsigten fra mit kontorvindue. Med visse mellemrum, jeg formoder en lille time, lyder der pludselig en hylen og larmen op til mig, og jeg kan da ikke lade være med at kigge over til vores genbo, en stor, moderne skole med et usandsynligt antal spillevende unger i. Takket være kontorets beliggenhed på fjerde sal har jeg et fornøjeligt overblik over hele sværmen, og det slog mig en dag, at jeg her havde et usædvanligt levende bevis på mange af de ting, mine foredrag beskæftiger sig med.

Børn er jo små voksne mennesker, der har en utrolig energi med at nå frem til den form, der ligesom skjult står og venter på dem. Som nu her, hvor flere hundrede pludselig myldrer ud af en port. Ikke én kan tænke sig at stå stille. De løber, hopper, danser og hvad ved jeg. Men stille, ikke tale om! En kraft indefra maser ustandselig på. Kroppen skal udvikles, musklerne øves, og fantasien have afløb – og altsammen skal det helst ske med det samme. Betragter man dem lidt, er det let at se, hvorledes de i langt højere grad end det voksne menneske lever i nuet. Man kan formelig se, hvordan ideerne tumler ind i deres hjerner og straks skal omsættes i handling, deraf den næsten usandsynlige uro.

Men det er også let at se, at det er "en repetitionsproces, man er vidne til. Barnet er slet ikke indstillet på at huske, blot på at opleve. I sig selv er det jo ret ejendommeligt, at al denne hujen og larmen, al denne leg, næsten intet indtryk efterlader sig. Som voksen husker man nok visse morsomme oplevelser fra skolen, men i virkeligheden forbavsende få. Disse så fysisk levende år forsvinder ret hurtigt bagud i ens bevidsthed – og godt således! Når barndommen erindres som en dejlig tid, er det jo netop dens ansvarsløshed, der gør den dejlig, dengang skulle man dybest set ikke bestille andet end bare dette at leve. Læg også mærke til, hvor lektieterpning er hvert eneste sundt barn imod – det har simpelthen ikke tid til det!

Jeg er flere gange blevet spurgt, hvad jeg mener om børns religiøse opdragelse, og jeg plejer at svare, at ud over den såkaldte "barnetro" skal man røre mindst muligt ved dette problem. Personligt finder jeg, at det er synd, at disse små hjerner så tidligt skal belastes med disse problemer, og jeg er glad ved at vide, at en kommende fremtid vil finde en helt anden undervisningsform frem end den nugældende på disse dog ret vigtige områder. Af naturen er børn ikke fjendtligt stemt over for døden, de opfatter den simpelthen ikke på samme vis som den voksne. Og et begreb som f. eks. "synd" er komplet uforståeligt for et barn. Jeg tror, at en kærlig og fornuftig mor her kan udrette langt mere end en lærer, der tvinges til at gøre religionen til et "fag", og derved meget let kommer til at forfladige det, som behandlet på rette måde kunne blive børnene en uvurderlig hjælp senere hen. Jeg tror, at den, der forstår, at børnene endnu lever langt mere i den åndelige end i den fysiske verden, vil være langt bedre skikket til børneopdrager end den, der partout vil have dem til at forstå vor verdens realisme – et "voksent" barn forekommer mig lige så ubehagelig som en blomst uden duft.