Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

Både i sine foredrag og i personlige samtaler giver Martinus ofte udtryk for ønsket om at bibringe den enkelte forståelsen af, at noget af det vigtigste for et menneske, der ønsker et harmonisk og smukt liv, er dette, med sine ønsker at være "bag forsynet". Jeg har aldrig glemt det indtryk denne tanke gjorde på mig, første gang jeg hørte ham fremsætte den. I et intuitivt nu begreb jeg sammenhængen mellem den og en sætning, vi alle kender, nemlig: "søger først Guds Rige – –!", og det stod med ét helt klart for mig, at disse to tanker dækkede et af tilværelsens allervigtigste problemer.

 

Desværre er det jo endnu således, at langt de fleste menneskers tankeprocesser foregår udenom kendskabet til loven for tænkning, d.v.s, uden kendskab til deres tankers og ønskers virkelige konsekvens. Resultatet heraf bliver uundgåeligt oplevelsen af det indirekte smerte område, vi betegner med navnet "skuffelse". Skuffelsen vil altid være det uopfyldte ønskes bitre stedfortræder. Nu vilde dette jo ikke betyde så stort, dersom enhver var fortrolig med årsagen til skuffelsen, vidste at den var et budskab om, at vi der, hvor den indfandt sig, havde været "foran" forsynet, havde ønsket noget, vi endnu ikke var modne til at få opfyldt. Men sådan er det jo ikke. Langt de fleste mennesker bliver bitre af skuffelser, de føler sig "uretfærdigt" behandlet af livet og lukker selv for den eneste erkendelse, der kan fri en for virkningen af modgang, den, at man selv er det inderste ophav til den.

Her er det, at den kosmisk bevidstes liv former sig så helt anderledes end det almindelige menneskes. For den kosmisk bevidste er der kun én eneste ting, der har virkelig betydning: Guds vilje. At være i kontakt med denne vilje er den kosmisk bevidstes eneste fundamentale ønske, og resultatet af dette ser vi i den utrolige ydmyghed, som altid præger disse væseners indstilling overfor livet. Det giver stof til dyb eftertanke, når man pludselig forstår, at der ikke i den kosmisk bevidstes sind er nogen som helst længsel efter at reformere eller påtvinge andre sin livsindstilling. Tværtimod, den kosmisk bevidste afviger jo fra enhver anden "idealist" ved netop at besidde den sjælelige frigjorthed, der tillader at nære selv de kærligste følelser for den, som har en ganske anden livsindstilling end hans egen. Gang på gang har jeg personligt hørt Martinus give udtryk for ønsket om hellere at være sammen med et glad og kærligt menneske, selvom dette menneske spiser kød, ryger eller drikker, fremfor at være sammen med en intolerant vegetar.

Tragedien ved at være "foran forsynet" er den, at vi her møder den utålmodige idealist, mennesket, som har set et lys og nu brænder af længsel efter, at andre også skal opleve dette syn, – uden at tænke på, at enhver form for "syn" forudsætter et erfaringsmateriale, som ikke kan erhverves sådan lige én, to, tre. Resultatet heraf bliver så at sige en aktivitet, som måske bedst kan udtrykkes som "en trang til at hjælpe forsynet" og den deraf følgende bitre oplevelse, at forsynet aldeles ikke føler trang til at blive hjulpet – på den måde.

Det er ganske rigtigt, at vi lever i en tid, hvor et nyt åndeligt liv holder på at bryde frem. Overalt mærker man de "gærende kræfter", men dette betyder ikke, at vi en skønne morgen befinder os lige midt i et jordisk paradis. Livet er evolution, er en så gradueret vækst, at enhver form for "spring" ligger helt udenfor dets plan. Og det er min overbevisning, at det er den kosmisk bevidstes viden herom, der gang på gang får ham til at advare den utålmodige. Rent parodisk bliver dette nye åndelige liv, når mennesker, mere eller mindre direkte, giver sig til at skændes om, hvorledes det skal forme sig, hvorledes denne eller hin i virkeligheden aldeles ubetydelige detalje skal forstås. Atter og atter ser vi de virkeligt vise gå langt udenom enhver form for sofisteri. For dem betyder livet langt, langt mere, og deres undervisning er derfor også altid rettet imod dem, for hvem deres ord og viden mindre skal anvendes til teoretisk gentagelse overfor andre end til vejledning i deres eget daglige liv. Og vi ser derfor også, at den vises eget liv netop altid er præget af den ydmyghed, man så ubehageligt savner hos dem, der i deres åndelige forkyndelse befinder sig så langt foran forsynet, at enhver anden, blot ikke de selv, kan se den skuffelse, der støt marcherer ind i deres liv.

Ethvert dybtgående studium af de virkeligt stores liv vil føre én til erkendelsen af, at ydmyghed eller dette at være "bag forsynet" har været den væsentligste ledetråd i deres liv. For dem er det langt mindre deres egen vilje end Guds vilje, der er det centrale. Vi møder det i Jesu smertefyldte ord i Gethsemane Have: Herre, ske ikke min, men din vilje! – vel nok en af de mest inspirerende sætninger, der overhovedet kom over hans læber, og vi møder det påny i Martinus' så ofte gentagne advarsel. Vil man hjælpe forsynet, findes der til evig tid en vej at betræde: den, at forandre sig selv! Det er overfor vort eget liv, vi har det store ansvar. Vi ved alle uden undtagelse, at vi besidder visse talenter, som trænger til at udvikles, til at dygtiggøres. Det kan se så strålende ud, at et menneske til mindste detalje kan udrede hemmeligheden ved vort inderste væsen – men det har mere værdi for livet i sin helhed, om det samme menneske selv er præget af sin viden. Er det det, ja så vil dets fremtræden også være præget af ydmyghed og beskedenhed. Så vil det vide, at kun den af hjertet ydmyge kan gøre sig håb om det syn af Gud, der er alle udviklede menneskers inderste og lønligste håb – og det vil vide, at det selv endnu er uendeligt langt borte fra dette syn.

Vore år er korte og svinder hastigt, netop derfor skal vi udnytte dem mest muligt. Og når Martinus så ofte bringer det tema, mit lille brev i dag omhandler, på bane, er det, derom føler jeg mig absolut overbevist, fordi han ønsker, vi skal få mest muligt ud af dette liv. Og der kan ikke være tvivl om, at den, der i ydmyghed og stilhed flittigt arbejder med sit eget sind for at få det befriet for lidt af den selvoptagethed, som præger langt de fleste af os, at det menneske langt mere bidrager til skabelsen af det rigtige menneskerige end han, der med ord og pen, men uden hjerte forfægter de sandheder, andre i den dybeste smerte har født.

Fra korrespondanceafd. brev nr. 41.
14. maj 1943.