Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Mens nedenstående artikel skrives en augustdag 1944, véd dens forfatter ikke, at der ovre i New Mexico er skudt en hemmelig by op af ørkensandet. Det er Los Alamos, der er sædet for USA's militære atomforskning og atombombeproduktion. Rygtet om et hemmeligt våben, som forfatteren omtaler i sin artikel, viste sig at blive blodig virkelighed et år senere. Imidlertid var atombomben blot en udløber af et andet hemmeligt våben ...

 

Gennem alle de år, krigen nu har varet, er der én bestemt ting, der med visse, meget korte mellemrum er blevet diskuteret i samtlige aviser og tidsskrifter, problemet "det hemmelige våben". Gang på gang ser man på tryk, at nu vil snart det og snart det middel blive sat ind i kampen, og at dets virkninger vil være af en sådan art, at det helt vil afgøre krigens forløb.

Rent menneskeligt – om man da kan bruge et sådant udtryk i den forbindelse er der vel intet at sige til, at samtlige krigsførende parter hver for sig drømmer om at kunne finde netop det middel frem, som totalt ville knuse modstanderen, men for den, der i krigen ser andet og mere end et opgør mellem stater og systemer, vækker disse ønskedrømme kun tvivl og skepsis. Bag samtlige energireaktioner eksisterer der en lov, der siger, at tryk avler modtryk, og hidindtil har det da også været således, at ethvert nyt våben ret hurtigt er blevet imødegået på en sådan måde, at dets ødelæggende virkning mere eller mindre er blevet begrænset. Men netop fordi den megen tale om "et hemmeligt våben" har sat så levende fantasibølger i bevægelse, kan det måske have sin interesse at undersøge problemet lidt nøjere. Det kunne jo dog tænkes, at det i sig indeholder et og andet af værdi.

Formodentlig vil man ved et hemmeligt våben forstå et, der lynsnart rammer modparten uden, at han blot i mindste måde er forberedt på slaget, i modsat fald vil det jo ikke være hemmeligt i dette ords virkelige forstand. Men eksisterer dette våben ikke allerede? Det gør det! Og ydermere, vi er alle eksperter i at betjene det. Våbnet hedder "ordet". Til dato er der ikke skrevet én eneste bog, ét eneste drama eller én eneste novelle, i hvilke der ikke er forekommet en eller flere scener, i hvilke dette hemmelige våben er blevet anvendt. Og selv har vi så at sige ikke levet bare én dag til ende uden at have mødt virkningerne af dette hemmelige våben. Hvem har ikke stået i en tilsyneladende fredelig og venlig samtale med et eller flere mennesker og så pludselig oplevet den besynderligt isnende fornemmelse, det er, at et ord eller en sætning pludselig jager som en kniv tværs igennem en? Uden mulighed for forsvar oplever man pludselig, hvad det vil sige at leve midt i den verden, Martinus så træffende kalder "dyreriget", idet han, i modsætning til den almindelige videnskab, også includerer os som tilhørende netop det rige. Man kan beskytte sig imod fysiske kløer, men imod de åndelige, som jo i udstrakt grad anvendes af det "geniale rovdyr", som man i de her tænkte situationer med rette kan kalde mennesket, findes der kun ét middel, nemlig hin sjælelige overlegenhed, som kun de allerfærreste af os er i besiddelse af. Alle bærer vi i vort ansigts furer og mærker spor efter virkningerne af ordet som hemmeligt våben. Fra plumpe, direkte hadefulde udtryk, har dette våben gennemløbet udviklingen frem til den elegante form, der, dækket af det tilsyneladende venlige og forstående smil, trænger sig vej lige ind i hjertet. Hvad er slagmarkernes tidsbegrænsede rædsler imod de, et menneske i samliv med giftige, ondskabsfulde og mistroiske medmennesker kan opleve? Hvor mange selvmord skyldes ikke ord, der med velberådet hu er blevet formet for at gøre fortræd? Hvad er det søle og ælte af sladder langt de fleste mennesker må stride sig igennem andet end dyrets anvendelse af hin kostelige gave, igennem hvilken kærlighedens skønne tanker skulle iklædes jordmenneskelig lyd?

Det er umuligt at beskæftige sig med et åndsvidenskabeligt studium ret længe uden at komme på sporet af ordets både positive og negative kraft. Talt fra et rent hjerte, rummer det en styrke, som består i årtusinder. Da er det, som Emerson siger: "brød for millioner". Som en usårlig arm bærer det da over de dybe, sjælelige afgrunde, vi hver især møder på vor vej. Da er det ene den kraft, vi klynger os til, når alt andet omkring os brister. Men talt fra et ondt og hadefuldt sind er det en gift, som kan gennemtrænge hele folkesamfund. Vil det ikke altid være klogt at erindre sig, at ord er de sjælelige råvarer ved hjælp af hvilke, en indre, hadefuld motivverden kan skjules? Det ufarlige ved det primitive menneske er jo, at det endnu ikke evner at skjule sine giftige motiver. Som en uimodståelig flod baner dets mørke tanker sig vej over læberne og advarer enhver, som kan høre. Anderledes med det udviklede menneske. Modsat det primitive ejer det i sig evnen til "at ruge sine slangeæg ud". Ved hjælp af sin intelligens udfinder det efterhånden det svage punkt i éns rustning – og så er resten en let sag!

Men netop fordi ordet er tilværelsens virkelige hemmelige våben, vil kendskabet til kosmisk kemi blive både alfa og omega for det udviklede menneske. At lære livets virkelige struktur at kende vil i sig selv være skabelsen af det skjold, mod hvilket enhver ond tanke kommer til kort. Når dette er helt forstået, vil man også samtidig være fortrolig med ondskabens natur som uvidenhed. Da vil det, vi i dag kalder "ondt" og "gement", blot være de materialer ved hjælp af hvilke, Guddommen lærte os sit eget inderste væsen at kende og enhver tanke om, at disse tilstande skulle fjernes fra verdensaltet, vil da være som blæst fra éns sind. Nej, det er ikke livet som sådan, der er noget i vejen med, det er os – og der er desværre så meget i vejen med os, at det har været nødvendigt at lade os føde i en verden af en nogen anden slags end den, vi i vor egen indre verden drømmer om at gøre os kvalificeret til inden alt for længe at få lov til at opleve!