Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Juli er Feriens Kulmination. Med Flyvemaskine, Tog og Damper, med Bil eller paa Cykle forlader Menneskene deres Hjemsted for i korte otte eller fjorten Dage at smage Forandringens Sødme og derigennem indsuge Kraft til atter at vende tilbage og magte Hverdagens ikke altid lige inspirerende Oplevelser.

Ferie! Ordet i sig selv er som en Trylleformular. Nævn det og vær vis paa, at det i Tilhørerens Sind aabner for Sluser af Lys og Salighed. Ferie, – det er alt det modsatte af det, man ellers oplever, Ferie, det er Kattekillingens Leg i Solskinnet, det er Føllets kaade Springen rundt paa Marken, det er Sommerfuglens blide Flagren – Ferie, det er Ubundethed, Utvungethed, kort sagt: Frihed! Er det da et Under, at Mennesket længes efter Ferie? Nej, som Samfundslivet har udviklet sig, er Begrebet Ferie nu saa fjernt fra Luksustilværelse, at man roligt kan sige, at det langt mere er identisk med et mentalt Hospitalsophold; en nødvendig "Spænden sig fra" om Sind og Legeme ellers skal holde til de Byrder, Livet giver enhver at bære.

For det spirituelt udviklede Menneske bunder Længslen efter Ferie dybere end til Længslen efter at opleve nye Naturindtryk, det maa ogsaa møde nye Mennesker. Spærret inde, som det ofte er, i en Mentalverden, der paa de livsvigtigste Omraader afviger helt fra dets egen, længes det efter at møde denne sin egen Verden inkarneret i et andet Menneskes Sind, saaledes at en livgivende Korrespondance kan blive udløst og et dybfølt Savn afhjulpet.

Til Hjælp for denne Mennesketype blev Kosmos Feriekoloni skabt, og aldrig føles Glæden ved en Opgaves Løsning vel større end der, hvor man, som i dette Tilfælde, ser Slidets Formaal – en Koloni fyldt med glade Mennesker – fuldbyrdet for sine egne Øjne. Gaa ned langs Husrækkerne og se, overalt smilende og glade Mennesker, ja, smut om og kig ind i Rummet bag Cykleskuret, i "Købmandshuset", begge Steder interimistiske Sengesteder, overalt, hvor der kan soves, er der i denne Tid Mennesker der, med ovennævnte Formaal for Øje, er stævnet hid, og hver for sig er med i Skabelsen af den Atmosfære, der er hele denne Kolonis Særeje, og som atter og atter udløses i Ordene: Hvor er her dog dejligt!

Efter godt tre Aars Arbejde staar Kolonien nu endelig som tænkt: et Sted, hvor tiltrængt Ferie kan forbindes med Studiet af Tilværelsens højeste Problemer. I Koloniens nye, smukke Foredragssal har Martinus gennemgaaet saa vægtige Problemer som: "Vrede", "Bagtalelse", "Tærskelens Vogtere", "Den store Fødsel" o. s. v., og derigennem givet hver enkelt Tilhører en dybtgaaende Vejledning i Kampen for mental Sundhed og sjælelig Ligevægt.

Koloniens nye Gartneri har, sin Ungdom til Trods, saa at sige formaaet at stille Behovet efter Grøntsager, og ikke uden Glæde ser man nu daglig store, gule Meloner via den nyudnævnte Salgschef Mogens Munch forsvinde ned i Husmødrenes Kurve. Et Aar til og Gartneriet vil befinde sig i en Drift, der vil gøre enhver Mangel illusorisk.

Ingen Sommer er Stranden vist blevet benyttet som i Aar. Varmt som det har været hele Maaneden, maatte Badelivet jo florere, og adskillige har i disse Uger erhvervet sig en Rutine, der ligefrem giver Stof til Eftertanke. Hvad mener man om en treaars Stump af Hunkønnet, der næsten ikke er til at jage op af "Baljen", og en otteaars Knægt, der, efter overhovedet ikke at have kunnet svømme, nu erklærer, at "det er sjovest at svømme under Vandet!"

Børnenes Liv og Færden heroppe er næsten et Kapitel for sig. Tumleplads som her jo er, har de rig Lejlighed til at farte rundt, hvad der kan afstedkomme de pudsigste Situationer som for Eks. den, da lille Lotte (ca. 2 Aar) efter at Mor havde lagt hende i Seng, stilfærdigt listede sig op og med sin "høje Hat" indfandt sig hos Naboen for, som en Cadeau til Selskabeligheden, at udføre et højst nødvendigt Ærinde i menneskelige Omgivelser.

Alvor og Munterhed afløser hinanden paa denne Plet, hvor Aanden bag det hele er den Kærlighed, der udstraaler fra Martinus Person og Arbejde. Ikke uden Kamp og Besvær er denne Koloni blevet skabt, men, som den i Dag staar, er den et Udtryk for, at Aand og Materie kan forbinde sig med hinanden paa en saadan Maade, at Skønhed og Harmoni bliver Resultatet. Martinus Arbejde har nu et "ydre" Ansigt, hvis "Smil" kun kan virke indbydende paa ethvert alvorligt og tænkende Menneske, – maatte dette "Ansigt" for altid blive det Sted, hvor virkelig Fred og Harmoni maa have sin blivende Hjemstavn.