Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Men også på anden måde har Benares sat sig et ekstra mærke i min erindring, thi her gav jeg for første gang udtryk for mit syn på vegetarismen. Jeg havde ellers lovet mig selv at forholde mig absolut passiv under de talløse diskussioner og foredrag om sundheden i og nytten af at leve på plantekost. Gang på gang havde jeg lyttet til de mærkværdigste påstande om, hvad man ved hjælp af grøntsager kunne spise sig fri af, så da jeg i Benares blev opfordret til at fremkomme med mit synspunkt, fandt jeg endelig lejlighed til at give udtryk for min forbavselse over, hvor lidt jeg i virkeligheden havde hørt om vegetarismens etiske side og min dybe tvivl om, at vi kunne "æde os op i himlen". Stilfærdigt citerede jeg Martinus ord om, at han personlig foretrak at være sammen med en hjertevarm og tolerant kødspiser fremfor at skulle være i selskab med en fanatisk vegetar og gav klart udtryk for, at jeg selv havde det på samme måde. Der var dødsstille, medens jeg overfor den mægtige forsamling formulerede disse enkle udtalelser, og jeg følte et øjeblik hjertets dunken i brystet ved tanken om, hvad mine ord kunne afstedkomme. Men da jeg sluttede med at bringe dem alle en kærlig hilsen fra vort institut i Danmark, der var viet udbredelsen af en næstekærlighed, der også omfattede dyrene, brød et bifald løs, der vist undrede mine delegatkammerater lige så meget, som det undrede mig selv. Nu vidste man, hvor jeg stod, og det havde ganske forbavsende konsekvenser. Fra alle sider strømmede indbydelserne ind til mig, og jeg havde den store glæde, at mange privat opsøgte mig for at give udtryk for deres glæde, ja, begejstring over min indstilling. Men også blandt de mange delegater fra europæiske lande havde mine udtalelser vakt opmærksomhed, og jeg befandt mig pludselig i den situation at måtte holde en masse små private foredrag om, hvem Martinus var, og hvad hans tanker gik ud på – foredrag, der har resulteret i kontakter jorden over, der meget vel en dag kan vise sig af stor værdi for vort arbejde.

Fra Benares gik rejsen over byen Patna til et sted, jeg meget ofte i mine tanker har besøgt: byen Bodh Gaya, – eller stedet, hvor Buddha oplevede sin åndelige indvielse eller det, vi med Martinus ord kalder "Den store fødsel". Vi ankom sent på aftenen i store busser til dette tempel, der er målet for tusinder og atter tusinder af buddhistiske pilgrimme. Selve templet strålede i den mørke nat, oplyst af vældige projektører. Det var et skønt tempel med store Buddhafigurer i purt guld, men det var nu ikke det, der mest optog mine tanker. Bag selve templet stod nemlig et vældigt træ, som efter traditionen står på nøjagtig samme plads, hvor det træ stod, under hvilket Buddha oplevede sin åndelige indvielse. Delvis skjult af mørket gik jeg ud i den lune aften og satte mig under dette vældige træs krone og lod mine tanker gå fra denne plet hjem til et lille, beskedent værelse på Nørrebros Runddel, hvor den begivenhed, som her havde fundet sted for 2500 år siden, havde gentaget sig i 1921. Mange tanker kom og gik i min hjerne, men de fleste af dem drejede sig om, hvor lang tid der vil gå, før det, som er hændt i vort land, vil kaste de samme lysbølger ud over verden, som det budskab har kastet, der var udgået fra den plet, hvor jeg nu sad. Aftenvinden susede i den vældige indiske poppel, og en dyb fred kom over mig. Jeg følte med stor kraft, at vort arbejde ligger fast i Guds hånd, og at det vil sætte sin blomst i vor verden nøjagtig til den tid, det er Forsynets bestemmelse. Men jeg følte også, at det budskab, jeg så brændende bar i mit hjerte, nok skulle vide at bane sig vej, og at jeg ikke ville vende tilbage uden at den mission, min rejse i sig selv var et udtryk for, ville være lykkedes. Jeg følte mig dybt åndelig styrket, da jeg rejste mig fra min plads og påny sluttede mig til alle de andre.

(Fra KOSMOS-årsskrift 1958)