Kosmos 1985/11 side 237
Tillid til sig selv og livet
af Lars Lundell
Vor tid stiller nye krav til os mennesker. Mange har svært ved at følge med i den accellerende strøm af information og dens krav om uddannelse og kompetence. Måske føler man, at man ikke kan præstere så meget som man gerne ville og oplever derfor sig selv som mindreværdig. Men hvad skyldes egentlig manglende selvtillid?
Selvtillid et problem for mange
Mange mennesker klager i dag over, at de mangler selvtillid. De føler sig mindreværdige og synes ikke de dur til noget, specielt da der i tiden er en tendens til at sige, at man skal elske sig selv, stile højt og tro på egne iboende ressourcer.
Hvad menes der så egentlig med selvtillid? Hvad er det der gør, at nogen har en stærk selvfølelse og andre mangler denne attråværdige egenskab? Er der noget man kan gøre for at styrke sin selvtillid? Skønt selvtillid er et så almindeligt begreb og ofte anvendes til beskrivelse af menneskers karakter, er det svært at give en klar definition på dets betydning. Hvis man spørger mennesker herom, giver de ofte diffuse beskrivelser af de følelser eller den væremåde, som de antager, at den med stor selvtillid har. "Det er vel, hvis man ved, at man kan noget – at man er noget særligt", er ét udtryk for denne opfattelse. Og "når man føler sig sikker og kan tale med andre, også i store grupper" er et andet svar.
Mistillid en arv fra dyreriget
Når det gælder selve grundbegrebet, tillid, så ved vi imidlertid, at der er tale om en kombination af troværdighed og tiltro til nogen eller noget, i modsætning til mistro, tvivl eller skepsis. Vi åbner os ikke gerne for dem, vi ikke har tillid til, og vi forholder os afventende over for dem, som vi ikke kender, før vi betror dem vore inderste tanker. Det gør vi, fordi vi frygter for at blive udsat for hån, spot og forrædderi.
Denne frygt bunder i generationers erfaringer af svig og falskhed i kampen om magt, ære og position. Evnen til at forstille sig stammer fra dyreriget, hvor vi kender en række eksempler på, hvordan individerne helt organisk kan give det udseende af at være noget andet, end det de er. Der er firben, frøer og fugle, som kan puste sig op til at blive mange gange større end normalt for at afskrække eventuelle fjender eller konkurrenter. Der er harmløse væsener, som forekommer dødsensfarlige og andre som virkelig er livsfarlige, men som ser harmløse ud, altsammen for at overleve i kampen for tilværelsen. Denne tilbøjelighed til at forstille sig gør sig stadig gældende, men er nu først og fremmest mentalt betinget. Vi konkurrerer stadig på livets arena, hvor det gælder om at opnå en så høj position som muligt for at blive anerkendt, værdsat og elsket. Eftersom mange mennesker ser op til dem, som har heldet eller lykken med sig, ærer dem der vinder og imponeres af dem, der forstår kunsten, bliver det vigtigt at være kompetent og dygtig – ikke blot af hensyn til de nyttige resultater af den kompetente skabeevne – men også den rolle og position, som man derigennem bliver tildelt. Det gælder derfor om at fremtræde som så kompetent, kraftfuld og elskværdig som muligt – ja, endog som mere kærlig og udviklet end andre.
Ikke et spørgsmål om dygtighed
Den almindelige opfattelse er altså den, at ringe selvtillid beror på manglende færdigheder, og at selvtillid bygges op ved at udvikle disse. Men lige så lidt som personlig tillid over for andre primært drejer sig om færdigheder eller dygtighed, gør selvtillid det. Det er i begge tilfælde et spørgsmål om troværdighed og ægthed. På samme måde, som vi kun stoler på dem, der ikke udgiver sig for at være andet og mere end det de er, og som derfor kommer os ærligt og oprigtigt i møde uden skjulte hensigter, kan vi føle tillid til os selv i samme grad, som vi er sande og uforfalskede. Hvis alle desuden skulle have manglende selvtillid overfor alt, hvad de ikke kan eller ved, så ville der ikke eksistere andet end mennesker med mindreværdskomplekser og manglende selvfølelse.
Den ringe selvtillid bunder i konflikten mellem menneskets to sind, mellem det menneskelige og intellektuelle på den ene side og det dyriske og selvhævdende på den anden. Målet for selvopholdelsesdriften og den primitive side er at arbejde sig op ad flokkens rangstige og derfra sikre sig overlevelse ved hjælp af den magt, som er en konsekvens af høj placering. Herfra betragtes andre som konkurrenter og vurderes efter deres plads i hierarkiet. Den menneskelige side derimod vil ikke konkurrere og vurdere andre mennesker efter en rangstige, eftersom alle mennesker for dem har samme umålelige værd. Det fuldkomne menneske stræber efter ligeberettigelse for alle og betragter derfor alle som jævnbyrdige, uanset udviklingstrin eller kompetence. Men det moderne menneske har begge disse sider i sig, og denne omstændighed ligger således til grund for dets problem. Hverken ulven eller verdensgenløseren har ringe selvtillid. Det er noget, der hører det jordiske menneske til.
Forholdet til vore idealer
Mekanismen bag ved den ringe selvtillid er den, at idealet forveksles med realiteterne. Vi identificerer os med vort ideal. Derved kommer vi til at betragte os selv fra idealets position, som udviklingsmæssigt ligger over vor virkelige position. Resultatet bliver, at vi ser ned på os selv og også mener at andre gør det, eftersom de møder os med mindre værdighed og agtelse, end de ville tildele idealet. Misfornøjelsen afslører en dulgt ambition for at være højere på rangstigen, end man er, og at man ikke føler sig påskønnet efter fortjeneste. Mismodet viser desuden, at der mangler dækning for den rolle, man forsøger at spille. Når som helst kan man blive afsløret. Luften kan gå ud af én og de lånte fjer falde af.
Det drejer sig i virkeligheden altsammen om en stolthed, som begynder at blive undermineret af intellektualitet og bevidstgørelse. Ringe selvtillid er i grunden ikke andet end smuldrende hovmod.
Er det da ikke at gøre ondt værre at påstå, at en ringe selvtillid skyldes hovmod? Selv om det kan føles krænkende og tyngende, er det et spørgsmål, om problemet ikke forværres, hvis vi puster til indbildskheden og de opblæste forestillinger om os selv. Jo højere vi bygger på løst sand, desto dybere bliver faldet og katastrofen. Hovmodets og forfængelighedens tankeklima er noget, som alle mennesker før eller senere må passere i deres udvikling. Men det kan være en trøst at vide, at den manglende selvtillid er et tegn på, at humaniteten og bevidstgørelsen er begyndt at dominere over stoltheden.
At finde sig selv
Selvtillid er altså noget vi får ved at lære os selv at kende og ærligt ransage vore hensigter. For virkelig at komme til bunds i denne granskning må vi derfor have indsigt i vor inderste kosmiske struktur, vor udviklingshistorie og vore drivkræfter. Eftersom alle befinder sig i en udvikling fra primitivitet til fuldkommenhed, hvor alle stadier må passeres, er der ingen grund til at nedvurdere hverken sig selv eller andre på grund af manglende evner. Lige så lidt som der er grundlag for at vurdere nogen efter deres alder, er der grundlag for at vurdere nogen som høj eller lav, ond eller god, dygtig eller uduelig, – især da sådanne vurderinger og domme til sidst vil ramme os selv. Virkelig selvtillid er noget andet end opblæst selvtilfredshed, – det er snarere ydmyghed over for ens begrænsninger så vel som over for ens fortrin og muligheder.
Det er altså ikke ved at opbygge nye roller, at vi styrker vor selvtillid, men ved at nedbryde og revidere de falske og opblæste identiteter. Når intet er skjult, er vi beskyttet mod krænkende afsløringer. Hvis vi i stedet for at gruble over vort eget værd, og hvad vi eventuelt dur til, begynder at indrettet os på at værdsætte og støtte andre menneskers indsats og værd, opløses årsagen til mindreværdsfølelsen automatisk. Det er igennem kærligheden til vor næste, at kærlighed til os selv kan opleves. Ved at udvise respekt, omhu og tolerance over for mennesker i vore omgivelser, lægger vi grunden til den stabile og urokkelige selvtillid, som følger med den kommende kosmiske bevidsthed.
Tilbage til forfatterregister
Forrige