Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Den svenske komponist Allan Pettersson blev i et interview spurgt, om han troede på Gud. Efter en kort overvejelse svarede han omtrent sådan: "Efter nu at have set, hvordan min før så raske krop er blevet brudt ned til et vrag, forstår jeg, at der må være en skaber, som har sat funktionerne i gang. Men pokker ved, hvorfor kontakten er afbrudt". I lange perioder af sit liv led Allan P. af en svær ledegigt. Hvert skridt, han tog, var en plage. At gå op af en trappe kunne sammenlignes med at gennemføre en lang anstrengende bjergbestigning. Ville han nå toppen, eller ville han styrte ned i afgrunden? Ville han også i dag klare det sidste trappetrin? Hans forpinte krop ville ikke mere lystre ham. Ikke mærkeligt, at han syntes, at kontakten var afbrudt. Hans symfonier vidnede om hans lidelser; de var gennemsyret af en skærende smerte. De sidste år af hans liv var på alle måder en lang sørgemarch. Men kontakten – var den virkelig afbrudt? Han oplevede det ganske givet sådan.

Uden et større livsperspektiv må en sådan smertefuld skæbne opleves, som om Gud virkelig har afbrudt kontakten.

Hvis vi ønsker at komme i kontakt med nogen på det fysiske plan, der bor langt borte fra os, er det naturligt at bruge telefonen.

Vi tager røret af og drejer nummeret. I løbet af et øjeblik har vi forbindelse med den, vi ønsker at tale med. Hvis det er en nær ven, kan vi måske få råd og hjælp til løsning af vore problemer. Men det kan også ske, at nummeret melder optaget eller at den pågældende ikke har tid til at høre på vore klagesange. Så er tiden inde til at bruge den "overjordiske telefon".

Til forskel fra den jordiske dutter den aldrig optager, ingen siger "Vær så venlig at dreje 90120 for besked" eller "dette er en automatisk telefonsvarer". Guddommen er altid hjemme, altid parat til at lytte, han trækker aldrig stikket ud. Han tager imod os på et hvilket som helst tidspunkt af døgnet. Men vi må selv ringe op, det vil sige bede om hjælp. Ingen anden kan gøre det for os. Vi må selv tage telefonen og dreje nummeret.

Det er selvfølgelig ikke sikkert, at vi får det svar, vi har regnet med. Men Forsynet ved, hvad der er bedst for os lige nu. Hovedsagen er, at vi har åbnet os for en kommunikation med Guddommen. Der er ingen stærkere kraft end den, der er nedlagt i bønnen. Vi kan bede om at få styrke til at arbejde os ud af det værste af alle fængsler; nemlig det mentale fængsel, som er det samme som ensomhed, bitterhed og depression – og som så mange mennesker plages af. Hvis vi forventer, at der en skønne dag skal komme en fangevogter og lukke os ud, så må vi vente forgæves. Det er kun os selv, som kan tage initiativet og fjerne tremmerne. Gør vi ikke det, risikerer vi at synke dybere og dybere ned i vort fangehul.

Hvorfor er det nu så vigtigt at bryde isolationen?

Hører kropslige lidelser og den manglende kontakt sammen? Ja, i højeste grad. Er vi negative, mistænksomme og hadefuldt indstillet overfor vore omgivelser, er det et angreb på selve livet. Vi tramper på det aller helligste. At prøve på at udkæmpe en duel med livet er nedbrydende for både krop og sjæl. Livet er stærkest – og at kæmpe imod svækker os. Vi bliver stadig mere og mere trætte for til sidst at risikere at blive syge.

Dette skal absolut ikke opfattes som et angreb hverken på Allan P. eller andre syge. Vi skal alle igennem det samme kvantum lidelse. Enten har vi lidelserne bag os, er midt i dem – eller vi har dem foran os. Men at vide, at vi kan gøre noget konstruktivt ved vor situation, det er i sig selv positivt. Vi bliver ikke ofre for ydre kræfter, men kan selv styre vort liv i den rigtige retning, det vil sige indstille os på at forstå og tilgive vore omgivelser i stedet for at forsøge at forandre og forkaste vore medmenneskers tanker og handlinger. Vi kan begynde at blive livets medarbejdere i stedet for dets modarbejdere, og dermed vil mørket i vort indre successivt vige for et lyst, humanistisk og sundhedsbefordrende livssyn.

"Bønnens princip og struktur er en åben dør ind til Gud og de højeste verdener, ligegyldigt hvor dybt i mørket, ragnarok eller helvede man så end befinder sig. Igennem denne åbne dør til lysets riger eller Paradiset lytter Gud til sin evige søn i nødens stund. Og igennem denne åbne dør tager han sin ulykkelige søn til sit hjerte."

(Martinus, Det evige Verdensbillede II, side 158).