Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

I den fremtidige kriminalforsorg, som Martinus omtaler i Livets Bog, vil fangerne blive behandlet på en helt anden måde, end den man anvender i vore fængsler idag. Der vil blive indrettet mindre, afgrænsede samfund i det store kultursamfund, hvor de "yngre sjæle" får mulighed for, under normale og menneskelige forhold, at lære at leve i overensstemmelse med omgivelserne.

I Drager på Amager er der en institution for mennesker, der har "særlige tilpasningsvanskeligheder", hvor man anvender en behandlingsmetode, som på mange måder er i overensstemmelse med de retningslinier, som Martinus angiver. På "Træningsskolen for arbejdsledige" er der plads til halvtreds elever, som har været i konflikt med loven. Indenfor rammerne af den pædagogiske virksomhed foregår der, i projektgrupper, en produktion af varer på den store landbrugsejendom. Varerne sælges til den offentlige sektor i Danmark, og dette gør skolen helt selvforsørgende. Undervisningen foregår i tilslutning til produktionsarbejdet. Virksomheden omfatter jordbrug, snedkeri og mekanisk værksted, og eleverne kan indenfor disse områder bibringes virkelig faglig dygtighed. Institutionen udgør således et lille samfund i det store samfund.

Der er på skolen blevet udviklet en særlig metode – en konsekvenspædagogik – som medfører, at man bevidst og metodisk prøver at give eleverne forudsætninger for at opleve virkningerne af deres mere eller mindre uovervejede handlinger uden at udsætte dem for nedværdigende afstraffelser eller undertrykkelse. Mennesket betragtes som identisk med sine handlinger, hvilket f.eks. medfører, at man mindre interesserer sig for, hvad en person har gjort og mere for, hvad han stiller op med det, han har gjort. Rent praktisk indarbejdes pædagogikken ved præsentation af nogle få og enkle regler, som eleven må overholde for at bevare sin selvvalgte plads på skolen. Vold, kriminalitet og narkotika må ikke forekomme indenfor institutionen. Hvis en elev vælger at overtræde nogen af disse regler, betragter man det, som om han vælger at ville forlade skolen. Men det fører hverken til indespærring eller permanent udskrivning af skolen. I stedet får eleven lov til at afprøve friheden ved at fastsætte et tidspunkt, hvor han kan vende tilbage. I løbet af den tid, som kan strække sig over nogle dage eller nogle uger, må eleven altså ikke være på skolen, men vender tilbage til den verden, hvorfra han kom. Ingen af elevernes undskyldninger eller forklaringer godtages, når først ordensreglernes overtrædelse er konstateret. Det drejer sig om en tidsbegrænset bortvisning, som kan sammenlignes med en udvisning i ishockey. Metoden genkender vi også fra skabelsesberetningens uddrivelsespædagogik, som jo i lyset af Martinus analyser viser sig at være livets egen undervisningsform. Ganske som i Paradisets Have får eleverne en valgmulighed: at overholde "havens" regler og blive der, – eller at overtræde disse – spise af kundskabens træ og bortvises. Der gives altså et spillerum for overtrædelser af reglerne indenfor det pædagogiske system.

Det interessante er, at eleverne så godt som altid, efter en bortvisning, vender tilbage til den aftalte tid. Man skulle jo tro, at eleven ville være tilbøjelig til at rømme eller udeblive, hvilket indenfor et sådant klientel, ville være det almindeligste i en sådan situation. Men det er ikke tilfældet; de kommer tilbage præcis til den aftalte tid. På grund af det herskende klima bliver institutionen noget attråværdigt og positivt. Her bliver eleverne mødt med respekt og sympati, selv om de ikke altid er Guds bedste børn. For dem bliver skolen en slags Edens have eller Faderhjem i stedet for et fornedrende opbevaringssted for fanger.