Kosmos 1984/1 side 14
Lars Lundell:
KAN MAN OPDRAGE BØRN TIL GENIER?
I det norske ugeblad "Hjemmet", juni 1983, fortælles om, hvordan den amerikanske psykolog Glenn Doman har udviklet metoder, hvorefter man skulle kunne opdrage børn til genier. Kan det virkelig lade sig gøre at fremskynde vor intellektuelle udvikling? Og hvad mener Martinus om dette spørgsmål?
Glenn Doman fik den idé, at han ville afprøve sine træningsmetoder – fra arbejdet med hjerneskadede børn – på normalt begavede børn. Resultatet blev: "Børn der lå over gennemsnittet i læsning, matematik, fremmede sprog, musik, boglig viden om sprog og kunst, og som for deres trin havde en IK et sted mellem 140-160." Doman mener, at såvel hjernen som muskulaturen kan udvikles ved at blive anvendt og trænet. En hjerne, som bliver systematisk trænet fra fødslen, skulle få maximale muligheder for at vokse og ifølge artiklen resultere i børn, som er genier. Doman mener, at alle børn har samme muligheder, og at ingen er født til at blive geni. Det er op til forældrene, om børnene skal blive genier. Grundidéen bag disse metoder er, at hjernen er en "datamaskine" og at det vi "taster ind" i den og måden vi gør det på, er bestemmende for, hvordan den kommer til at fungere.
Selv om man ud fra flere aspekter kan betragte hjernen som en datamaskine, så kan det være farligt at overføre denne sammenligning på et barn. Et barn er et oplevende og viljeførende væsen, som kommer til verden med en mængde forskellige anlæg og talenter, som er blevet opøvet i en lang række tidligere liv.
Barnet skabes ikke ved konceptionen eller fødslen, men vender fra en åndelig tilværelse tilbage til den fysiske verden for at fortsætte sin udvikling frem imod kosmisk bevidsthed. Forældrenes opdragelse er i virkeligheden kun en fortsættelse af graviditeten, som begyndte med befrugtningen, og som ikke er helt fuldbyrdet før ved trediveårsalderen. Indtil da repeterer barnet sine tidligere udviklingstrin og grundlæggende erfaringer, som danner fundamentet for dets nuværende bevidsthed og intellektuelle evner. Ved trediveårsalderen er individet modnet frem til det samme niveau som ved forrige livs afslutning. Først da påbegynder individet sin egentlige udvikling. Grundlaget for al opdragelse er, at den må være tilpasset barnets modenhedsniveau. Dette niveau varierer ikke blot efter alder, men også mellem individer. Den pædagogiske påvirkning må derfor hverken ligge for højt eller for lavt. Hvis den ligger for lavt, opstår der frustation og disharmoni. Det samme er tilfældet, hvis den er for høj, så opstår der også konflikter og disharmoni.
Martinus skriver i "Logik", kapitel 62:
"Man må således ikke tro, at "opdragelse" kan gøre det af med uudlevede instinkter og derved løfte et menneske fra et udviklingstrin til et andet. En gøgeunge i reden bliver nu engang en gøgeunge, ligegyldigt hvor meget den så end omgås sine små plejeforældre, ligegyldigt hvor kærligt disse så end tager sig af dens forplejning og opvækst."
Man kan altså ikke forcere et individs intellektuelle eller mentale udvikling. Her gælder udtrykket: "ingen kan lægge en alen til sin vækst". Martinus fortsætter i samme stykke:
"Hvis opdragerne er meget ihærdige, bruger magt og vold, kan de tvinge de nævnte individer til at manifestere en slags ydre gestus, der får det til at se ud, som om de netop besad det højere trins udvikling, der er den pågældende "opdragelse" virkelige hjemsted. Men denne ydre gestus har intet liv, har ingen rod i de pågældende individers virkelige forståelse og sympati, der jo nødvendigvis må beherskes helt af det, der er deres virkelige medfødte natur."
Han sammenligner en sådan påtvunget "gestus" med det fænomen, som man kan iagttage når en dresseret hund "giver pote" for at hilse.
Når børn viser en tidlig modtagelighed og bliver inspireret af intellektuel påvirkning, har de medfødte talenter på dette område. De kan så muligvis være "fødte" genier. Det er ikke nogen tilfældighed, at sådanne børn kommer under gunstige forhold, hvor de får deres behov tilfredsstillede. Udviklingen medfører stadig større viden om pædagogik og opdragelsesmetoder. Jo mere mentaliteten vokser desto mere forfinede metoder kræves der, for at børnenes behov kan tilgodeses.
Hvert udviklingstrin har både sine behov og sine bestemte forudsætninger. Det er en af grundene til, at de kosmiske analyser først nu kan præsenteres for menneskeheden.
Martinus samlede værker er i virkeligheden en gigantisk opdragelsesmetode, tilpasset efter vore nuværende og kommende behov. Værket er en nødvendig forudsætning for at vi skal kunne opnå kosmisk bevidsthed eller den genialitet, som er det fuldkomne menneskes kendetegn.
Men at blive et kosmisk geni er ikke udelukkende et spørgsmål om intelligens, men om den endnu vigtigere evne til at føle medlidenhed og lyst til at være til glæde og velsignelse for andre. Denne evne til kærlighed er ikke noget man kan opdrages til eller lære gennem studier. Den kan kun opnås gennem praktiske erfaringer i livets skole. Men når disse er gjort, er en intellektuel og teoretisk hjælp nødvendig for at de skal kunne blive en del af én selv.
Man kan ikke opdrage nogen til genier gennem systematisk træning, ligegyldigt hvor effektive metoder man end anvender. Opdragelsen er i bedste fald kun en måde at hjælpe børn til at udvikle deres medfødte anlæg og talenter. Hverken gener eller opdragelse er årsagerne til deres begavelse. Disse faktorer udgør kun de nødvendige forudsætninger for deres fysiske fremtræden.
Men vi behøver ikke være urolige for at vore børn ikke skal blive tilstrækkeligt begavede eller intellektuelle. Alle mennesker, børn såvel som voksne, vil før eller siden blive genier med kosmisk bevidsthed, med andre ord fuldkomne mennesker skabte i Guds billede. Vi behøver derfor kun at tænke på at behandle vore børn så naturligt som muligt.
( Oversat fra svensk af SB )
Tilbage til forfatterregister
Forrige