Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Lørdag aften, den 6. august, afholdtes den mindefest, som er trådt i stedet for den årlige fødselsdagsfest, vi tidligere holdt sammen med Martinus.

Programmet så således ud:

I god tid før kl. 19 begyndte de første deltagere i festen at indfinde sig. Den kendte hyggelige stemning, der opstår, hvor interessen for kosmologi er samlingspunktet, bredte sig hurtigt i salen. Mennesker, der kun ser hinanden denne ene gang om året, glædedes ved gensynet og talte med hinanden, som var der kun gået et par dage siden de mødtes sidst.

I Martinus Center i Klint har internationalisme i år gået som en rød tråd gennem studierne i kosmologi. Internationalismen var også gennemgående i aftenens program og var synliggjort i den måde, salen var dekoreret. Sagens store flag prydede væggen bag ved talerstolen, og dette symbol på ren internationalisme var i form af små flag tillige anbragt midt på bordene omgivet af en kontrasterende kreds af nationale flag. I det følgende gengives i korte træk aftenens videre forløb.

Ole Therkelsen indledte den festlige aften med at byde alle velkommen til mindedagen. Det er dog mere end en mindedag. Martinus ønskede ikke nogen form for persondyrkelse, men det er helt i overensstemmelse med hans ønske, at interesserede i kosmologi og sagens trivsel samles den ene gang om året for at markere, at denne mission ikke alene var Martinus mission, men er en sag, hvori vi alle deltager, og vi samles her for at styrke hinanden i bestræbelserne for at virkeliggøre den nye moral, der skal være grundlæggende i menneskehedens kommende kulturepoke.

Også de musikalske indslag bar internationalt præg, idet Gunilla havde valgt musikstykker af komponister fra forskellige lande, som hun glædede os med ved sit smukke og følsomme spil. Hun indledte med at spille Chopins "Berceuse", og dermed var Polen repræsenteret.

Aftenens første taler var Sv. Åge Rossen, der som indledning berettede om en svensk lærerinde, der havde haft en kosmisk oplevelse i en kirke. Mens hun iagttog en farvet mosaikrude, hvori der var en lille engel, blev denne levende og fortalte lærerinden, at det var besluttet (underforstået i himlen), at i Kristus skulle alt samles, hvad der findes i himlen og på jorden symboliseret ved korsets tegn. Videre fortalte den, at alverdens mennesker skulle vandre fra tempel til tempel, fra alter til alter, indtil alle ville mødes under korsets tegn. – Det skulle næppe betyde – mente Svend Aage – at alle skulle mødes i den kirkelige kristendom, især da Kristus havde påpeget, at der ville komme en ny budbringer, som skulle bringe den endelige sandhed. Den lille engel måtte derfor have hentydet til den fuldendte kristendom, og det var Kristi lære, Martinus havde fuldendt med sin urokkelige klarhed og logik, og korsets tegn indgår som en væsentlig del i mange af Martinus symboler. Martinus havde talt om "kirkehelligdommen" og om "skolehelligdommen" og betonet, at de dage er talte, hvor mennesker ved knæfald og tro kunne føle tryghed og frelse. Skolehelligdommen, derimod, er den autoritet, mennesker mere og mere vil vende sig til. Med skolehelligdommen mente Martinus tilegnelsen af viden og forståelse. Og som aldrig før søger mennesker idag viden i alle former for skoler og læreanstalter. Men det meste af denne viden var overfladisk, den viden der kan sanses eller måles med instrumenter, hvorimod den ikke handler om det væsenligste i livet: Om Gud findes, om vi har evigt liv eller hvordan vi skal blive lykkelige.

Men det bliver for vidtgående at referere hele talen, i hvis slutning Svend Aage søgte at anslå hvorlænge det ville vare, før Martinus blev kendt ud over jorden. Han henviste til H.C. Andersen og Søren Kierkegaard, der hver især var verdenskendte på mindre end hundrede år, og med den moderne publikationsteknik ville det næppe vare så længe, mente han og sagde så, at i alle fald måtte vi jo være tålmodige og kunne eventuelt bruge tiden til at lære den kosmiske matematik og navnlig at praktisere den i vor daglige tilværelse.

I det påfølgende musikalske indslag var Rusland repræsenteret med Sjostakovitj: Tre fantastiske danse.

Med nogle bemærkninger om den påtrængende nødvendighed i at få oversat Martinus værker "Det Tredie Testamente" til andre sprog gav Ole ordet til Nils Kälen, hvis store indsats i arbejdet med oversættelser til svensk er velkendt.

Nils talte om sit møde med kosmologien. Han havde selv haft et mindre forlag og havde udgivet en antologi over forskellige vise mænds arbejder. En god ven gav udtryk for, at bogen var god, men han savnede Martinus deri. Nils havde på det tidspunkt lært Martinus arbejde at kende, og han var netop i færd med at udgive en introduktion til Martinus bøger "Kosmiska lektioner", som i stort tal er solgt på det svenske område. Nils mindedes sit samvær med Martinus, især i Kosmos Feriehem i Varnhem, hvor Martinus havde holdt strålende foredrag og besvaret spørgsmål.

Med tiden overgik hans forlag til Stiftelsen Martinus Institut, som han var med til at danne. Derved fik han bedre tid til at oversætte. Oversættelse er for ham en morsom beskæftigelse. Dansk og svensk kultur har de samme rødder. Vanskeligheden ligger i at finde de rette ord, – især hvor der er stor lighed mellem ordene, men forskel i betydningen. Man ved snart ikke om ordet er svensk eller dansk. Nogle kræver en ordret oversættelse andre en helt fri. Nils har valgt at gå en mellemvej og han har iøvrigt gode korrekturlæsere. Bønnen har været ham til stor hjælp i dette arbejde, og det kan enhver der arbejder med kosmologi bekræfte er den bedste baggrund for en tilfredsstillende løsning.

I Aage Hvolbys redegørelse fra rådet i året der gik, omtalte han indledningsvis sagens love med kommentarer, der udsendtes med Kosmos nr. 7/83. Her i har man det formelle grundlag for instituttets funktioner. I medfør af disse bestemmelser er instituttet ophørt med at udgive eller sælge andres værker, og det kan heller ikke viderebringe mediumistiske meddelelser. Om disse sidste har Martinus udtalt, at man kan ikke tillægge sådanne meddelelser fuld troværdighed.

Båndoptagelser af Martinus foredrag er overført til gode sikre bånd, og de bånd, der er optaget under en lang række rådsmøder, er renskrevet og indekseret, så man let kan finde frem til Martinus udtalelser om vigtige punkter vedrørende sagen og dens arbejde.

Bladet Kosmos skal have international karakter. Det vil blive nærmere belyst af Max Käck senere på aftenen. Der er tidligere søgt om at få navnet Kosmos registreret, men det var den gang ikke muligt. Det vil på given foranledning nu blive forsøgt igen. Et forslag om fremstilling af en oplysende film om Martinus analyser måtte stilles i bero indtil videre.

Der arbejdes med forslag til udarbejdelse af en række brochurer. Arbejdet med mindestuerne skrider frem, herunder gennemgang af Martinus breve og interview med personer, som har kendt Martinus. Fotografier og båndoptagelser er skænket til sagen.

Om mausolæet oplyste Aage, at vi må forvente, at der endnu vil hengå adskillige år inden vi kan realisere det.

Bisættelsesproblematiken er sidst omtalt i Kosmos nr. 9/1982. Instituttet har ikke mulighed for at medvirke ved bisættelser, men der er bestræbelser i gang for at finde en løsning på dette problem.

Borgens forlag har nu udgivet de første 4 bind af Livets Bog. Fortalen til Livets Bog er udgivet som selvstændig bog med den tanke, at det vil kunne inspirere folk til at læse hele værket.

Oversættelsesarbejdet skrider frem forskellige steder. Instituttet må sørge for, at det sker på betryggende måde. Der lægges særlig vægt på oversættelsens overensstemmelse med originalen frem for stilistiske krav. Retningslinier for oversættelse er under udarbejdning.

Med hensyn til undervisning i Martinus kosmologi er muligheden derfor i høj grad forbedret gennem bygningen af den nye pavillon i Klint, som kan fungere hele året, og dermed er der taget et vigtigt skridt til realisering af ønsket om en helårsskole i Martinus kosmologi indenfor instituttets rammer.

Undervisnings-arrangementer på privat initiativ har været i stærk vækst, og det må forventes at dette vil fortsætte. I Sverige og i Danmark udsendes årlige publikationer om sådanne arrangementer.

Den påtænkte redegørelse om "strukturen" i samarbejdet er ikke kommet ret langt på grund af andre presserende opgaver. En afgørende faktor i samarbejdet vil altid være, at indbyrdes harmoni og kærlighed er af større betydning end effektivitet. Rådets medlemmer skal gøre alt hvad de kan for at komme til enighed om en sag. En afgørelse skal kun træffes ved valg, når hver især har erklæret, at flere synspunkter ikke kan fremføres. Sagens indtægtsgivende funktioner er få, og den samlede aktivitet er derfor underskudsgivende. Frivillig hjælp af den ene eller anden art er en absolut nødvendighed for instituttet. På rådets og på alle interesseredes vegne rettede Aage en tak til de mange, som ved frivillig hjælp eller ved gaver har bidraget til at opretholde sagens funktioner. Den frivillige hjælp og de mange penge, der var kommet ind, viser, at analyserne indgår i disse mange menneskers livsform. I fortsættelse af Aages redegørelse talte Willy om centret i Klint. Han stillede spørgsmålet: Hvad skal moralen være i dette verdenscenter, – hvori afviger den fra den gamle livsform? Vi skal ikke bygge på forretningsmæssige principper. Vi skal koncentrere os om samarbejdet i venskabelighed, er vi end uenige om noget.

I dette samarbejde repræsenterer vi den nye verdenskultur. Som de ufærdige mennesker vi er, lever vi her for i harmonisk samarbejde at blive bedre mennesker. Vi kommer fra et samfund, hvor man kræver sin ret. Sådan er det ikke her, – man kommer fordi man har lyst til at hjælpe sammen med andre. Den generelle holdning må være, at vi gerne vil yde noget og ikke kræve noget. Dette princip indgår i den teoretiske undervisning i Klint, og kommer da også til udtryk i de mange tilfælde, hvor man ligefrem og betingelsesløs hjælper til.

Vi skal ikke opfatte os som bedre end andre, men vi er i den lykkelige situation, at vi har lært analyserne at kende, og vi begynder at se hvorhen vejen går.

Undervisningen i Klint, den teoretiske som den praktiske, er en "selvundervisning" i humanitet. Følger vi denne undervisning vil vi blive et center, der bærer sig selv og som kan bringe analyserne til andre dele af verden.

Som den næste taler gjorde Max rede for "Kosmos", dets funktion og fremtid. Dette indlæg vil komme som artikel her i bladet.

Gunilla havde imellem talerne spillet "Ida Lupino" af den amerikanske komponist Carla Bley og den danske Ole Saxe's "Pax", og med Bela Bartok som repræsentant for Ungarn spillede hun nu "Bulgarske danse" nr. 2, 3 og 4.

Derefter fulgte et internationalt intermezzo, hvor første stykke i Livets Bog I blev læst op på islandsk, tysk, hollandsk, engelsk, svensk og norsk, samt med en smagsprøve på esperanto. Det var som en hilsen fra anderledes talende folk, en hilsen som samtidig måtte fortolkes som en stærk længsel efter at få hele Det Tredie Testamente oversat til andre sprog.

Finn illustrerede, hvilke friheder man kan tage sig med en maske på. Han viste med megen humor, hvorledes melankolikeren, kolerikeren, flegmatikeren og sangvinikeren oplevede samme hændelse: At komme ind på en perron og se, at toget de skulle med var kørt. Vi har alle de fire temperamenter i os, men her så vi hver især rendyrket. Personlig må jeg sige, at jeg genkendte flere af dem, – hos mine naboer.

Efter af Frankrig var repræsenteret med Gunillas fortolkning af Maurice Ravel's "Ondine" sagde Ole tak for i aften, og gav ordet til det frie samvær, som med en glad summen satte punktum for en vellykket fest.