Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

En absurd overskrift, – som alligevel udtrykker en opfattelse, der gør sig gældende hos mange mennesker.

"I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden". Med disse ord indleder bibelen sin skildring af forholdet mellem Gud og mennesket, et forhold der i henhold til samme bog skulle føre til en evig livsoplevelse i fryd og glæde, – eller i sorg og pine. Denne livsoplevelse i den ene eller den anden retning skulle altså være bestemt af det enkelte menneskes indsats i løbet af et tidsrum fra fødsel til grav, som selvom man når støvets år er ubegribelig lille i forhold til en evighed. Her er absurditeten fuldstændig.

I første række er bibelen skabt for mennesker med fremragende evne til at tro på "Guds ord", og der var derfor ingen behov for at beskæftige sig med spekulationer over, hvad Gud brugte til at skabe himlen og jorden med, – og hvorfor han gjorde det. Man fandt ikke på eller man fandt det upassende at spørge: Hvad var der før evigheden begyndte?

Var materialerne for hånden i en eller anden komplex blanding eller i et tilfældigt rod, – eller skabte han verden ud af ingenting? Svaret var nok ganske enkelt det, at Gud er almægtig, og hvad der var før begyndelsen er uden interesse, – det er uransageligt.

Og hvorfor han gjordet det? – ja, det er vel meget forståeligt. Før "begyndelsen" var Gud altså alene. Der var intet eller ingen at korrespondere med, intet at opleve noget som helst sammen med. Der var mere "øde og tomt" end før Gud skabte himlen og jorden. Det må have været en indholdsløs, trist tilværelse, – ja, en umulig tilværelse. Man må forestille sig ham tænke: "Nu har jeg været til en evighed, – helt alene. Nu må der ved mig ske noget", – og det gjorde der så, – det kan man ikke komme uden om.

Gennem årtusinder har denne indledning i bibelen til forståelse af tilværelsen været "god latin", og som sådan et gode for alle disse mennesker, hvis livsopfattelse var baseret på en blind tro på Guds almagt, alvisdom og alkærlighed.

Med denne opfattelse som baggrund var universets balance og harmoni for den tids mennesker et udtryk og bevis, og i denne tro var de nærmere en sand opfattelse af tilværelsen end tilfældet er hos mennesker af vor tid.

Evnen til at tro svækkedes efterhånden i takt med væksten i menneskets evne til selvstændig tænkning og analysering, og en naturlig konsekvens af denne udvikling blev, at man med denne tænkeevne ikke var i stand til at forbinde bibelens ord med en logisk opfattelse af tilværelsen. Materialismen, hvis kynisme og hårde livsvilkår er dominans i vor tids kultur, overtog rollen som menneskets vejleder i en tilværelse, der tilsyneladende beror på tilfældigheder og på opfattelsen af, at magt kan garantere fred og harmoni blandt menneskene.

Alkymisterne havde i sin tid et begreb, som de anvendte til at forklare det uforklarlige med, – et mystisk element som de kaldte "Flogiston". De mente, at det virkede som igangsætter i processer, hvis forløb man ikke kunne forklare, f.eks. i forbrændinger, men man mente også, at flogiston i forbindelse med snavs og gamle klude kunne udvikle lopper.

Naturvidenskaben forkastede naturligvis dette fantasi-element. Og alligevel har et slags flogiston sneget sig ind i naturvidenskaben, – det er begrebet "tilfældighed". Ligesom alkymisten forklarede det uforklarlige ved flogistons indvirken, sådan forklarer naturvidenskaben det ved "tilfældighed", "naturens luner" o.lign.

Dette er ikke sagt som en nedvurdering af naturvidenskaben, men som en konstatering af dens begrænsning. Der er på naturvidenskabens områder gjort geniale opdagelser i spekulationer indenfor bevægelsesområdet. Denne videnskab har bragt os mange goder, men tillige frygtelige muligheder for destruktion, – den har bragt velsignelser og forbandelser. Med disse kontrasterende oplevelsesmuligheder repræsenterer den et vigtigt område i menneskets udvikling, hvor den bl.a. udgør et væsentligt øvelsesområde for optræning af evnen til logisk tænkning.

Men så længe man udelukkende holder sig til bevægelsen og dens resultater, og ikke gør sig klart, at det ikke er bevægelsen, der oplever, men at der bag al bevægelse er et oplevende, igangsættende noget, vil tilværelsens gåde ikke blive løst. Man vil stadig søge universets begyndelse og dets afslutning, – søge noget, der ikke findes.

Jeg mindes Martinus udtalelse en gang, da teorien om universets tilblivelse, som følge af en stor eksplosion, "the big bang" -teorien var på tale. Han sagde: Man kunne med samme ret påstå, at en bog var blevet til som resultat af en eksplosion i et trykkeri.

Som kulturskabende faktor er naturvidenskabens dage nok talt. Det er vist klart for de fleste, at vor materialistiske verdenskultur befinder sig i de sidste faser i opløsning, og det er som om al det værste i menneskesindet hvirvles op til overfladen og kommer tydeligt til syne her og der. Det er en realistisk illustration af, hvad der skal udleves før man ret kan skabe den nye kultur.

Midt i dette mørke ser man heldigvis mange lysspor. Forekommer de end nok så små på baggrund af det buldrende mørke, så lyser de dog op og viser at humaniteten lever, at den er ukuelig og i vækst. Man ser det tydeligere hos "græsrødderne" end hos landenes regeringer. Vi oplever freds-marcher, en stigende interesse for at afskaffe atomvåben-trusler. Vi ser – også hos visse regeringer – en stigende interesse i at fjerne årsagerne til den destruktion, som forårsages af industri-røg og – affald, af kemikalier, forurening i naturen. Der er store bestræbelser for at komme inhumanitet til livs ved at skaffe amnesti for uberettiget fængslede personer, og for at ændre retsbevidstheden, der endnu mange steder beror på forgangne kulturers moral, der rammende er udtrykt ved "øje for øje og tand for tand", – og mange andre humanitære bestræbelser er i gang.

Lykkelig må man betegne de mennesker, som i vor kaotiske tidsalder med dens trusler om menneskets selvdestruktion og dens hensynsløse brug af ressourcer er så heldige at finde en vej ud af materialismens uvejsomme labyrinter, – en vej, som fører ud af moradset og frem mod de ideelle tilstande, som mennesket når frem til, når det har kastet resterne af dets dyriske natur af sig og er færdig udviklet som menneske, en tilværelse, som også bibelen giver udtryk for på sin særlige måde.

Med studiet af "Det tredie testamente" har man mulighed for at træde uden for den materialistiske anskuelses verden af angst og utryghed, og med det store overblik, som kosmologien giver os i hænde, kan vi trygt se frem til det tidspunkt, da den materialistiske videnskab erkender sin begrænsning i det målelige og vejelige, det, der er underkastet bevægelse, og anerkender at bag disse ting eksisterer noget, der er umåleligt, netop fordi det ikke er bevægelse, – noget der er evigt og dermed uskabt og uden begyndelse.