Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Ledigheden bliver efterhånden menneskehedens største og mest sundhedsfarlige svøbe, har Martinus engang udtalt. Det er ikke i harmoni med menneskets natur at være ledig, det virker direkte underminerende på såvel dets psykiske som det fysiske velbefindende.

Lediggang i form af arbejdsløshed breder sig nu som en farsot i hele den industrialiserede verden. I mange lande overstiger den officielle arbejdsløshed allerede 10% (hvis man også medregner den "uofficielle" arbejdsløshed bliver cifrene endnu højere. Ved "uofficiel arbejdsløshed" forstås her mennesker, som er genstand for s.k. "arbejdsmarkedspolitiske foranstaltninger", såsom midlertidige beredskabsarbejder, omskolingskurser m.m., plus det faktum at mange mennesker aldrig figurerer i nogen arbejdsløshedsstatistik, fordi de anser det for at være nytteløst at melde sig som arbejdssøgende). Der er heller ikke nogen bedring i sigte. Tværtimod taler alt for en fortsat stigende arbejdsløshed. En rapport publiceret fornylig af det svenske LO om den verdensøkonomiske situation har den udtryksfulde titel "Lyset fra tunnelens udgang er slukket". Rapportens konklusion er, at vi i sandhed står overfor en depression af førkrigsstyrke, og at intet tyder på, at konjunkturerne vender. Det "lys" som ifølge LO er "slukket" er altså en forventet konjunkturopgang. Men end ikke eventuelle konjunkturstigninger kan stille noget op mod den på lang sigt tiltagende arbejdsløshed, som er en følge af den tekniske udvikling – ikke mindst den nu påbegyndte data-revolution. Denne udvikling medfører uundgåeligt at behovet for menneskelig arbejdskraft i industrien bliver mindre og mindre.

De tekniske produkter eller skabelser er jo i virkeligheden en forlængelse og udvidelse af de jordmenneskelige sanseorganer og den jordmenneskelige arbejdsevne. At bekæmpe den tekniske udvikling vil derfor kosmisk set være det samme som at bekæmpe ens egne sanseorganer og sin egen skabeevne. Det vil med andre ord sige, at man går imod naturen og den guddommelige verdensplan. Et foretagende som naturligvis er dømt til at mislykkes.

Det er imidlertid forståeligt, at mange mennesker, der savner det kosmiske perspektiv i tilværelsen, opfatter den aktuelle udvikling som en trussel. På kort sigt er dataudviklingen jo f.eks. en højst reel trussel mod mange arbejdspladser. Det får mange mennesker til at nære frygt for og bekæmpe denne udvikling. Det samme fænomen så man for øvrigt fra mange sider i industrialismens barndom. Da gjaldt modstanden indførelse af maskiner i industrien. Der forekom f.eks. i England blandt arbejderne en maskinknuserbegægelse – den såkaldte "Ludditerbevægelse" – der gik ind for at sabotere og ødelægge al maskinel produktion, idet man opfattede maskinerne som en konkurrent og en direkte trussel mod ens egen eksistens, hvilket set ud fra et vist – og meget kort – perspektiv jo også var rigtigt.

I fjerde kapitel af "Det Tredie Testamente, Livets Bog I" har Martinus belyst årsagerne til dette forhold. Han påviser der, at der er to forskellige fordelingsprincipper – et dyrisk og et menneskelig. Et der tjener magten og et der tjener retten, eller sagt på en anden måde et selvisk og et uselvisk fordelingsprincip. I vor verden er det endnu magtens eller selviskhedens fordelingsprincip, der er det fremherskende. På det samfundsøkonomiske område giver dette sig udslag i, at det er "privatinteressen" eller "pengemagten", som er den stærkeste magtfaktor. Det er hovedsagelig denne magt, som ejer værdierne, dvs kapital, jord og produktionsmidler (= fabriker, maskiner, miner, råvarer m.m.). Eksistensbetingelsen for denne magt er, at den hele tiden kan forøge sin kapital. Den der ikke kan lære det, bliver hurtigt udkonkurreret på den moderne slagmark, der kaldes "markedet". Det er derfor uundgåeligt, at mennesket overfor denne magt kun bliver en "produktionsfaktor" og en "omkostning". Forudsætningen for en "lønsom" produktion er jo bl.a., at omkostningerne holdes nede så meget som muligt – deri iblandt "arbejdsomkostningerne". Det er dette forhold, der er den grundlæggende årsag til den stadigt stigende arbejdsløshed i vor verden i dag. Det er ikke "lønsomt" – set ud fra et privat- eller virksomhedsøkonomisk synspunkt – at holde mennesker beskæftiget, når disse kan erstattes af maskiner, som både er effektivere og billigere i drift.

Denne udvikling har som sagt medført en mere og mere uholdbar situation, hvor på den ene side stadig flere mennesker "overflødiggøres", dvs sættes udenfor produktionen og det "normale" samfundsliv, medens på den anden side de, der har haft "held" til hele tiden at have et arbejde, ofte presses og stresses stadig hårdere i en mere og mere oppisket arbejdstakt, som snarere er tilpasset efter maskinerne end efter menneskenes evner, noget der genialt er blevet karikeret af bl.a. Chaplin i hans klassiske film "Moderne Tider".

Den svenske økonomiprofessor Gunnar Adler-Karlsson, som er en ivrig forkæmper for denne tanke, har omformet det gamle politiske slagord "Arbejde til alle" til "noget arbejde til alle i stedet for fuld beskæftigelse til nogle", hvilket må siges at udtrykke kernen i tanken bag arbejdsdeling. For at tage et konkret eksempel, så skulle, – hvis vi havde 6-timers arbejdsdag i stedet for de nuværende 8 timer, – 24 timers menneskelig arbejdsindsats kunne fordeles på 4 personer i stedet for som nu på 3.

Det er interessant at konstatere, at debatten om arbejdsdeling nu synes at tage fart i mange industrialiserede lande. Arbejdsløsheden har flere steder nu nået en kritisk "smertegrænse", og det gør, at flere og flere begynder at indse, at det ikke kan fortsætte i de gamle spor. Dette er også lidelsernes og fejlmanifestationernes mission set ud fra et kosmisk synspunkt. "Af skade bliver man klog" hedder det i ordsproget, og de smertelige erfaringer, som den nuværende samfundsudvikling medfører, vil også lidt efter lidt give menneskene et fuldstændigt indblik i, hvordan disse problemer skal løses.

En anden kendt fortaler for arbejdsdeling er den fransk-østrigske filosof og samfundsdebattør André Gorz, hvis ideer har haft og har en stor indflydelse såvel indenfor den socialistiske som den økologiske bevægelse på kontinentet. Han mener, at den fortsatte automatisering gør det muligt og nødvendigt at forandre hele arbejdslivet. Hans "fremtidsvision" går kort ud på, at vi må opdele vor tilværelse i to sektorer: Dels en "nødvendig, producerende sektor", hvor indenfor vi alle må arbejde og trække vor læs, men dog ikke ret mange timer om ugen, – og dels en "fri autonom sektor", hvor vi får mulighed for at berige og udvikle os selv gennem de gøremål som interesserer os mest. I et avis-interview siger han bl.a.: "Vi ved, at produktionssektoren kan begrænses ganske betydeligt. Vi kan regne ud, at der vil være et vist antal arbejdstimer, der skal udføres hvert år. Vi har så og så mange. Ved en simpel beregning finder vi frem til, hvor mange timer hver enkelt behøver at arbejde". (Fra "Dagens Nyheter"s søndagstillæg 2/1 1983).

Disse tanker ligger meget tæt på det, Martinus fremfører i 4. kapitel af "Det tredie Testamente, Livets Bog". Martinus forklarer, at hvert individ i den kommende verdensstat tildeles et vist bestemt antal "normal-arbejdsdage" eller timer om ugen indenfor de fag eller de virksomhedsområder, hvor han eller hun har sine interesser og evner. Alle kommer således til at arbejde med sin "hobby". Dette er – hvis vi anvenden Gorz' terminologi – tilværelsens "nødvendige og producerende sektor". Denne sektor bliver en forholdsvis lille del af tilværelsen i verdensstaten, eftersom arbejdstimerne fordeles retfærdigt på alle arbejdsduelige personer, og den til den tid fremskredne automatisering gør, at behovet for menneskelig arbejdskraft radikalt er mindsket. Den store "sektor" i verdensstaten bliver altså den "frie autonome sektor", som ikke bliver en ledigheds sektor, men en sektor fuld af åndelige og kulturelle beskæftigelser, som udvikler individerne til at blive modtagelige for den kommende "store fødsel", dvs oplevelsen af "kosmisk bevidsthed".

Der er f.eks. ingen garanti for, at en arbejdstidsforkortelse, der gennemføres indenfor rammen af det nuværende system, virkelig vil komme til at skabe flere job. Så længe "pengemagten" består, vil også interessen for at presse arbejdsomkostningerne ned så meget som muligt bestå, hvilket jo også er nødvendigt for at kunne overleve i den stadig hårdere internationale konkurrence. Der bliver her en uløselig modsætning mellem på den ene side profitten og konkurrencens krav og på den anden side kravet om på en retfærdig måde at fordele jobbene i samfundet. Dvs det er uløseligt indenfor rammen af det bestående system. Det er det, menneskene gradvist vil komme til at indse gennem de kriser og lidelseserfaringer, som vi nu oplever i et stadigt forceret tempo på bl.a. samfundsudviklingens område.

Men nu kan vi, takket være den åndelige videnskab, skabe en lyssøjle i vor egen bevidsthed, selv om vi i øjeblikket passerer livets mørkeste tunnel.

(Oversat fra svensk af Sysse Buch).