Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Al bevidst handlemåde forudsætter en organisering og en gennemtænkt planlægning. En hensigtsmæssig skabelse kan derfor aldrig fuldbyrdes med mindre dens ophav har struktureret en plan over de nødvendige handlinger, skridt og foranstaltninger, der indgår som nødvendige led i skabeprocessen. På samme måde kræver et behageligt og meningsfyldt fællesskab, at de deltagende individer følger bestemte love og regler. I alle situationer, hvor mennesker er sammen, udvikles der også forskellige regler og systemer for at fremme samværet og omgangen. Nationerne har hver især sin forfatning og juridiske love for at deres sociale system skal kunne opretholdes. De religiøse samfunds dogmer og postulater må følges af medlemmerne, hvis disse skal kunne forvente den eftertragtede frelse, rent bortset fra at følgen ellers vil kunne blive udelukkelse. Alle mindre sammenslutninger eller selskaber har bestemte regler eller vedtægter, som ikke må brydes, hvis man vil accepteres og kunne deltage i samværet. Det samme gælder i snævrere situationer, hvor mennesker mødes, som f.eks. indenfor konkurrenceidrætten, som ville være ganske umulig uden de forskellige sportsgrenes særlige spilleregler og love. Det er ikke kun det menneskelige fællesskab som reguleres af love og principper. Alle naturens forløb og processer er organiserede og styrede af visse bestemte mønstre, som ligger til grund for forskernes mulighed for at formulere det vi kender under begrebet naturlovene. Vi ved herigennem, at dyrenes indbyrdes forhold indenfor flokken så vel som planternes og de mineralske stoffers reaktioner udviser deres afgrænsede og tilbagevendende mønstre og lovbundethed.

Naturens processer danner mønstre, som på alle måder demonstrerer en funktionel og hensigtsmæssig helhed. Den er i alle henseender udtryk for en absolut lovlydighed og følger sine forskrifter til punkt og prikke, hvorfor den også overalt, hvor den får lov at udvikle sig i fred, repræsenterer den højeste balance og harmoni, som kan iagttages. Ganske som vore trafikregler eller juridiske forordninger er opsat i den hensigt at gøre det muligt for mennesker at kunne orientere sig på en betryggende måde i samfundet og for at dette skal kunne opretholdes, således er alle livets øvrige love en absolut forudsætning for, at liv, bevidsthed og oplevelse kan bestå.

Liv, oplevelse og bevidsthed er i sidste instans samme sag og er et resultat af jeg'ets berøring og regulering af tilværelsens energier. For at livet og bevidstheden skal kunne opretholdes uden afbrydelse kræves en hensigtsmæssig styring af dets energier. Dette sker netop i kraft af loven for tilværelse, dvs den lov som betinger, at der kan skabes harmoni, tilfredsstillelse og behag for væsenerne og deres omgivelser. Individets opretholdelse af sin evige livsoplevelse kræver en vekslen mellem kontraster. Uden erfaringer om mørket skulle man aldrig kunne opleve lys. Uden erfaringer af lidelse skulle oplevelse af velvære aldrig være mulig. Men lidelse skulle heller aldrig kunne opleves uden forudgående følelse af velbehag. På samme måde skulle bevidsthed aldrig kunne opleves, hvis der ikke fandtes en tilstand af bevidstløshed. Alle levende væsener er derfor underkastet en vekslen mellem mørke og lys, mellem ufuldkommenhed og fuldkommenhed i et urokkeligt og evigt kredsløb.

Livet må altså skabe modsætningen til sig selv, til den himmelske balance og kærlighed, som er fundamentet for, at livsoplevelsen kan opretholdes. Det er derfor man kan sige, at had, lidelse og mørke er tilsløret kærlighed og at døden kun er en tænkt modsætning til livet. Iscenesættelsen af denne nødvendige mørkeskabelse beskrives i Bibelens mytologiske beretning om uddrivelsen af paradiset, hvor Adam og Eva tilbydes muligheden for at gå imod livslovene ved at spise af kundskabens træ. "Og Gud Herren bød mennesket og sagde: Du må frit æde af alle træer i haven, men af kundskabens træ på godt og ondt, af det skal du ikke æde; thi på hvilken dag du æder af det, skal du dø døden". (1. Mosebog 2. v. 16-17) Dette var ikke nogen trusel om evig fortabelse og død, men en markering af grænser, som sættes, for at Adam skal kunne forny og udvikle sin bevidsthed. Dette viser sig også i det videre hændelsesforløb, hvor slangen kommer ind i billedet og siger til kvinden: "I skulle ikke dø døden, men Gud ved, at hvilken dag I æde deraf, da skulle eders øjne oplades, og I skulle blive ligesom Gud og kende godt og ondt". (1. Mosebog 3.v. 4-5) Dette sker i en situation, hvor de levende væsener er genier i at følge og overholde livets love indtil en sådan grad, at de ikke længere er aktivt bevidste deri. De er ude af stand til at udløse andet end lys og kærlighed. Forudsætningen for at blive bevidste i livslovene og alle tilværelsens funktioner er, at de får lov til at gøre forkert, at overtræde lovene og erfare hvor dets grænser går. Visdom opnås kun gennem erfaringen af fejltagelser. Guds formaning i paradiset var derfor i virkeligheden et tilbud, som skulle gøre det muligt for væsenerne at forny deres bevidsthed for at kunne omskabes til at blive i Hans billede efter Hans lignelse, ganske som slangen lovede. Fra at have befundet sig i en tilstand af fuldstændig indre harmoni gennem en absolut overholdelse af livets love begynder væsenerne nu at gå imod næstekærlighedsbudet eller selve loven for tilværelse. Det lange ophold i de højeste zoner fører til en mættelse af lyset og dets harmoni. Det er derfor ikke svært at "forføre" Adam og Eva. I virkeligheden fandtes der ikke noget de hellere ville i denne situation end at tillægge sig en livsform, som klart afviger fra de guddommelige verdeners harmoni. Denne tilværelsesform havde forlængst ophørt med at give væsenerne nogen inspiration og nydelse. Det som nu fylder dem med salighed er tanken om og genskabelsen af erindringerne fra en forlængst forgangen mørkeperiode, hvor væsenerne var indviklet i materien og kunne beherske væsener og ting i omgivelserne.

Dyrenes instinktive adfærd opviser en minutiøs lovbundethed.
På figuren demonstreres krikandens parringsleg, som er identisk for alle hanner indenfor arten.

Ved at leve efter mørkets principper og praktisere selviskhedens og egoismens livsform vil væsenerne påny i kraft af karmaprincippet erfare virkningerne af deres egne handlinger og opleve lovenes urokkelighed og særlige mission. De må uundgåelig tage konsekvenserne af deres handlinger og opleve den bitre smag af kundskabens umodne frugter. Men efterhånden som udviklingen skrider frem og væsenerne samler erfaringer, modnes frugterne for tilsidst at have den søde smag, som er kærlighedens og livets virkelige kendetegn.

Vi befinder os som jordmennesker i en situation, hvor vi er i færd med at rekonstruere og genskabe de love og strukturer, som opretholder tilværelsen og livet selv. Gennem den juridiske lovgivning begynder vi mer og mer at nærme os en formulering af livets egne endegyldige og evige love, selv om de endnu er temmelig grove og ufuldkomne tillempelser af dem. Loven for tilværelse, som er fundamentet for alt liv og al skabelse, udgør det overordnede princip for alle manifestationer og processer i det levende univers. Den er fundamentet i budet: "Du skal elske din næste som dig selv", som i sig selv er den største garanti for livets fortsatte beståen og væsenernes livslykke. Dette forhold demonstreres overalt i naturens skabelser, såvel i den afbalancerede planet- og stjerneverden i makrokosmos som i det hårfine samspil i organismernes celle- og organverdener i mikrokosmos. Selv den mellemkosmiske "natur" udviser samme urokkelige og hensigtsmæssige logik og lovbundethed, hvor absolut alt virker til helhedens og omgivelsernes bedste.

I væsenernes måde at efterleve livslovene på kan vi iagttage et særligt kredsløb. I mineral- og planteriget møder vi som beskrevet en absolut "lovlydighed", som baseres på individernes instinkt, der styrer dets ytringer og bevægelser. Disse er uden undtagelse resultatet af ubevidste, men fuldkomne automatfunktioner, der følger deres bestemmelse helt uden individets aktive medvirken. Hos dyrene derimod ser vi hvordan individerne lever i strid med kærlighedslovene. Tyngdeenergien, som regulerer deres bevidsthed, betinger, at selvopholdelsesdriften bliver den afgørende faktor i deres handlinger og fremtræden. De jager og besætter, kæmper og dræber. Men selv blandt dyrene ser vi, hvordan instinkterne betinger, at deres fremfærd resulterer i en balance i naturen, således at selv de eksplosive og livsfjendtlige manifestationer skaber en ligevægt og hindrer en fuldstændig undergang og død. I den sidste del af dyreriget fremtræder jordmennesket derimod som den absolutte overtræder af loven for tilværelse. Ved intelligensens hjælp kan det få naturens love og kræfter til at arbejde for sig. Jordmenneskene er begyndt at blive lokalt bevidst i livslovene, men anvender dem i egoismens og selvopholdelsesdriftens tjeneste i strid med det livgivende princip. Efterhånden får de dog så mange lidelseserfaringer gennem virkningerne af deres djævlebevidsthed, at deres handlinger begynder at blive behersket af følelsesenergien. De begynder at få svært ved at påføre væsener i deres omgivelser lidelser og smerte. De begynder at blive bevidste i livets inderste funktioner og bliver modtagelige for undervisning i tilværelsens højeste principper eller næstekærligheden, hvilket som tidligere nævnt er fundamentet for hele universets, livets og tilværelsens opretholdelse. Væsenet begynder dermed på ny at leve i overensstemmelse med lovene på en bevidst og oplevelsesmæssigt medievende måde. Intuitionen er blevet en stadig mere dominerende faktor i deres vekselvirkning med omgivelserne. Individerne udvikles tilsidst til genier i livskunst og evne til at efterleve og opretholde livets love og funktioner.

Jordmenneskeheden kommer altså lige fra dyreriget, hvor væsenerne er genier i at gå imod det livgivende princip, og endnu lever individerne i stor udstrækning efter normen: Enhver er sig selv nærmest, eller princippet: Magt er lig ret. Selv om det er længe siden, at det var højeste ideal og stræben at få lov at dø på slagmarken, er menneskeheden stadig optaget af at bekrige og dræbe hverandre. Men påbudet fra verdensgenløsningens repræsentanter har sat sit spor, hvilket har medført, at krig og drab ikke mere glorificeres på samme måde som tidligere. For en del kulturmennesker er endog de første bud, de der formidledes af Moses, blevet så indlysende, at det er helt umuligt for dem at dræbe eller fysisk skade noget andet individ, hvad enten det gælder mennesker eller dyr. De har en stærk uvilje mod at såre eller skade andre individer, uanset hvad de moralske eller religiøse postulater foreskriver. Moseloven er ikke længere betydningsfuld for disse mennesker, den har de allerede i sig. I stedet har mere sublime og ophøjede livsformer fanget deres interesse. For dem har humaniteten og de normer for handling, som Jesus foreskrev og demonstrerede, blevet ideal.

Medens Moses forbød folket at hævne sig mere på sin næste, end hvad de selv var blevet udsat for, så formanede Jesus: "I have hørt, at der er sagt: Øje for øje og tand for tand, men jeg siger eder, at I må ikke sætte eder imod det onde; men dersom nogen giver dig et slag på din højre kind, da vend ham også den anden til". (Math. 5.v. 38-39) Jesus tilkendegiver herved de højest tænkelige krav om humanitet og tolerance, – krav og opfordringer som Moses samtidige overhovedet ikke kunne forstå, og som Jesu samtidige muligvis kunne acceptere fra en overmenneskelig skikkelse. Forskellen mellem Moses' og Jesu opfordringer fremgår endnu tydeligere i næste bud, som Jesus giver udtryk for: "I have hørt, at der er sagt: Du skal elske din næste og hade din fjende. Men jeg siger eder: Elsker eders fjender, velsigner dem, som forbande eder, gøre dem godt som hade eder, og beder for dem, som krænke eder og forfølge eder". (Math. 5.v. 43-44) Disse formaninger og bud blev givet til menneskene for to tusinde år siden, men er endnu ikke blevet selvfølgelige for vor tids mennesker. I mange tilfælde anses det stadig for problematisk at udtale sig om næstekærlighed, særlig udenfor de rent religiøse grupper. Men ikke desto mindre er det netop disse spørgsmål, som optager menneskeheden i dag. Fredsforskning og klarlæggelsen af de menneskelige rettigheder er blevet stadig vigtigere spørgsmål i vor tid. Men det moderne kulturmenneske er blevet mere eller mindre allergisk overfor de gamle udtryk, som minder om de dogmatiske religioners ofte intolerante holdninger. I dag kræves der logiske analyser af livets store spørgsmål og matematisk præcision i formuleringen af svarene på disse. Der kræves samme præcision, som man er vant til at anvende indenfor videnskab og forskning. Men endnu er kærlighedsbudet ikke gået op for mennesket. Selv om fred og retfærdighed er målet for mange mennesker, er denne stræben endnu hovedsagelig baseret på følelsesmæssige argumenter. Menneskene kan ikke forstå, hvordan de i denne verden samtidigt skal kunne være god mod sin næste og god mod sig selv, som Brecht udtrykker det i "Det gode menneske fra Sezuan".

Gennem Martinus analyser har vi fået en mulighed for at se logikken i livet og at forstå kærlighedsloven og nødvendigheden af indførelsen af denne i vort væsen for at kunne virkeliggøre den varige fred og det Utopia, som er al kulturs sigte. Vor viden om, at livet ikke er en midlertidig døgnfluetilværelse, som ophører med den fysiske organismes opløsning, men en evigt fortsættende udvikling, skænker os det manglende led i livets analyse. Kendskabet til reinkarnationsprincippet og karmaloven giver os forudsætningen for at forstå, at næstekærlighed ikke kun er et spørgsmål om religiøs overtro, men i virkeligheden er en absolut matematisk sammenfatning af loven for tilværelsen, hvis virkninger går op i facittet "alt er såre godt".

Når vi indlever os i næstekærligheden og fuldstændig integrerer dette princip i vort væsen, det vil sige, når den er blevet en organisk funktion i vor bevidsthed, så behøver vi ikke længere at tænke på den. Så er alle love og strukturer overflødige. Det fuldkomne menneske spørger ikke efter hvad loven siger, men kun om hvordan det kan være til glæde og behag for sin næste. Dets handlinger og valg bliver ikke reguleret af love eller principper, men slet og ret af en alt gennemtrængende medfølelse for næsten og helheden. Det fuldkomne menneskerige hverken opstår eller opretholdes gennem diktat af regler, strukturer eller paragraffer men udelukkende ved, at væsenerne lader kærligheden til næsten udgå fra hjertet. Den dag vi har kærlighed til næsten i vore hjerter, vil lyset fra vor bevidstheds sol stråle ud og bidrage til at skabe det fuldkomne himmerige, hvor fred og harmoni blomstrer. Så behøver vi ikke længere loven; – da er vi loven. Da er vi eet med vejen, sandheden og livet.