Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Begrebet "Egoisme" – bevidst Tilsidesættelse af andres Vel – eller taget i dybere Forstaaelse, en Dyrkelse af sit eget Jeg, sin egen personlige Tilfredsstillelse og dermed sin egen Lykketilstand, paa Bekostning af Omgivelsernes, staar for ethvert fremskredent Menneske som noget, det bør bekæmpe, bør komme bort fra. Men har Egoismen kun denne ene Side? Har den modsatte Væremaade slet intet med Egoisme at gøre? Er dette at være god og kærlig, at være uselvisk, hævet over og dermed helt udrenset for Egoisme?

Hvad er Egoismens Aarsag? Begær. En Egoist er begærlig. At være begærlig er at skrabe til sig, enten det nu er af jordiske Goder eller af fysisk Ære, Anseelse og Position. En Egoist vil frem i Solen. Og da Solen er alt, hvad der er bemærkelsesværdigt, er alt, hvad der har "Navn", er alt, hvad der "betyder" noget, sætter Egoisten alle Hensyn til Side for at naa til dette saa attraaværdige Sted. Man vil maaske her kunne indvende, at den Egoisme, som her er nævnt, er stærkere end den, man hyppigst møder, at det er dens Ydergrænse. Det er det maaske nok, men enhver Egoist har dette Blod i sine Aarer, at Maalet, der naas, ikke bliver saa stort, skyldes mere manglende Begavelse end manglende Begær. Set fra et højere Synspunkt er en Egoist altsaa et Menneske, der mere er kommet til Verden for at lade sig tjene end for at tjene, – altsaa en Dyrerigets Repræsentant med dets Lov – Magt for Ret – skrevet i sit Hjerte.

Sandt nok at ovenstaaende i Almindelighed er det, man forstaar ved Egoisme. Men det er et ufuldstændigt og dermed et usandfærdigt Billede, det er blot den ene Side af Medaljen. Thi den anden Side har ogsaa Ordet "Egoisme" indgraveret foroven. Men medens man paa den første Side passende kunde have Ordet "uædel" indgraveret foran, kan man paa den anden Side passende sætte Ordet "ædel".

At være god og kærlig, at være uselvisk, kan nemlig ogsaa kun manifesteres paa Basis af Begær. Og som i det selviske, saaledes er det ogsaa i det uselviske Begærets Styrke, dets "Hede", der afgør Resultatet. At "døde" sine Begær, at dræbe sin Dragning mod dette eller hint, er livsnedbrydende, er skabende for mental Død. Der er Mennesker, som inderligt ønsker – begærer – at dræbe deres Begær – en Inkonsekvens, som det tænkende Menneske kun kan se bort fra. Livet er kun Begær, er kun Egoisme, men Egoismen har sit Register, og det spænder fra det dybeste Mørke til det højeste Lys.

For at forstaa dette, maa man et Øjeblik se lidt paa Begærets Natur og Hensigt. Begærets Natur er Tiltrækning, og dets Hensigt er at gøre Mennesket lykkeligt. Til at begynde med udløses Begæret fra en Bevidsthed i Taagetilstand. I selve Dyreriget, paa det Sted, hvor en højere Zones Bestraaling endnu ikke er begyndt at virke generende, kender Væsenet endnu kun Egoismens ene Side, aner kun ganske svagt den andens Eksistens. Hvordan ser Egoismen ud der? Egentlig smuk. Altsaa sammenlignet med Menneskets Udløsning af samme Side. Hvorfor? Fordi Dyrets Egoisme næsten kun udløses som Selvopholdelsesdrift. Dets Begær udløser kun normale Hensigter, det erobrer – begærer – kun for at leve en Tilværelse, som er Zonens normale og dermed betinger dens Ligevægt, dens Skønhed.

Anderledes hos det jordiske Menneske. Endnu uden større Realkendskab til højere Verdeners Eksistens, anser det sit nuværende Liv for at være det eneste og uden at skele altfor stærkt til sin egen højere Natur, ræsonnerer det som saa: Jeg lever kun een Gang, og saa vil jeg nyde –. Og parallelt med, at denne Opfattelse erobrer Bevidstheden, gror Tænder og Klør ud til Køller, Stenknive, Flitsbuer, Broncedolke og Økser, videre og videre til Rifler, Bajonetter, Kanoner, Tanks for at ende i den helt ukontrollable kemiske Krig, Dyrerigets blodrøde, giftigt stinkende Blomst.

Men i Skyggen af denne Blomst gror en anden Plante frem. Ogsaa den lever og næres af Begær. Men Begær af en helt anden Art end de, Dyreriget ernærer sig af. Denne Plante er det rigtige Menneskerige. Og aldrig bliver Dyrerigets Jungle saa tæt, at den formaar at kvæle denne Skabning, der, lig Bøgen i Danmarks Naaleskove, vil ende med at blive den sejrende af den simple Grund, at Dyrerigets Frugter er det nærende Muld, hvori den gror. Dyreriget avler Smerte, Smerte avler Forstaaelse, Forstaaelse avler det rigtige Menneskerige. Men hvad er Forstaaelse andet end Begær efter at leve anderledes end før? Dyreriget lærer os, at Had avler Had. Dyreriget skænker i sin umættelige Hunger efter Blod det levende Væsen den kostelige Refleksionsevne. Midt i Myrderiet fødes Tænkningen. Det rigtige Menneskeriges Frø sprænger sin Kapsel, og i den blodvædede Grund fæstner det sine første spæde Rødder. "Hvor er din Broder Abel?" Som et flænsende Lyn dirrer Stemmen i Dyrets mentale Taage og skælvende – nøgent – kryber det rædselsslagent sammen i sin Hule, for første Gang anende en anden Verdens Eksistens.

Men en ny Verden fødes ikke i Hast. Sanset over et større Omraade er Revolution kun Evolution. Og i denne Udviklingsproces, hvor Begæret ændres fra at ville betjenes til at ville tjene, er der mange smaa Omraader, som Mennesket maa gaa vild i, før det finder Vejen frem. Et af disse er blandt andet den Opfattelse, at en Hjælp, for at være uselvisk, maa være udløst uden Tanke om Gengældelse. Umaadeligt smukt tænkt og følt, men overordentligt svært at udløse for et Væsen, for hvem Uselviskhed endnu ikke er blevet Vane, er blevet et medfødt Talent. Tanken om Gengældelse er ikke egoistisk, er ikke forkert, naar blot ikke Gengældelsen ventes fra den, man har hjulpet. Som Løn for sin Saaning venter Bonden sig en god Høst, det er Loven, og kan Tanken om gode Gerningers Tilbagevending glæde en givende Sjæl, sker der ingen Fortræd af den Grund. Mørket fødes først der, hvor man venter, at den eller den har Pligt til at være god imod en, fordi man engang var god imod Vedkommende. Men dette Stadium er kun et Begynderstadium. Ret hurtigt lærer det tænkende Menneske, at dette at give, at hjælpe, at være god og kærlig, ikke skal opfattes som noget udflydende sentimentalt, ikke skal opfattes som noget, man skal gøre, fordi man gerne vil være ædel, opofrende, udviklet. Thi alle disse Tanker har i Virkeligheden noget usundt over sig. Mennesket skal ikke hjælpe, fordi det synes, at det derved ligesom bliver et bedre Menneske. Mennesket skal lære, at i selve det hjælpende Princip findes Livets højeste Inspirationskilde. At bringe sin Bevidsthedsudfoldelse i Kontakt med denne Kilde skaber sjælelig Sundhed. Ikke at synes ædel, men at være det, uden Tanke paa, at man er det, maa være vort Maal. Alene dette at faa Lov til at være Haandlanger ved Skabelsen af det rigtige Menneskeriges monumentale Bygningsværk, bør gennemstrømme vor Bevidsthed med en saa høj Grad af Salighedsenergi, at denne Gennemstrømning i sig selv er rigelig Belønning for udstaaet Besvær. Naar denne Tilstand er naaet, da venter man ikke Belønning for sine Gerninger, da bærer Gerningerne Lønnen i sig selv – da lader man ikke den højre Haand vide, hvad deri venstre gør.