Kosmos 1978/5 side 50
Lidt om et brev fra Norge
Der er nok ikke mange her i vort materialistiske Danmark, eller i Sverige, der vil tro, at "besættelse af onde ånder" kan finde sted, sådan som man troede det i middelalderen og på Jesu tid. Det er gammel overtro, vil de fleste være overbevist om og mene at der er tale om slet og ret sindssyge.
Repræsentanter for moderne lægevidenskab på det psykiske område forsøger at hjælpe med medicin og måske chokbehandling, som i visse tilfælde vil kunne medføre om ikke fuldstændig helbredelse, så dog en vis forbedring af patientens tilstand. I mange tilfælde viser der sig dog ingen forbedring, og man vælger at sætte patienten i en medicinsk påvirket sløvhedstilstand, fordi man ikke tror, der er andet at gøre.
Vi skal dog ikke længere bort end til nabolandet Norge, før det viser sig, at forskellige indstillinger til begreber som "besættelse af djævelen" eller af "onde ånder" eller "dæmoner" giver anledning til offentlig debat og polemik i aviser, radio og fjernsyn, ja, endda bliver behandlet i landets rigsdagsforsamling.
Fra en af vore mangeårige abbonnenter i Norge er der kommet brev med forskellige avisudklip med indlæg både fra biskopper, domprovster og andre høje gejstlige personer såvel som repræsentanter fra frikirkelige retninger. Årsagen er, at såkaldte dæmonuddrivelser skal have fundet sted foretaget af statskirkens egne folk. Naturligvis har et stort antal mere materialistisk indstillede medborgere protesteret mod en sådan genopvækkelse af "middelalderlige tilstande" i det moderne Norge, og i det norske TV-program blev der en aften sunget en satirisk vise, "Satan lever", som behandlede det aktuelle emne på en meget ironisk og latterliggørende måde, (en fremgangsmåde man højst sandsynligt også ville anvende fra mere officiel side både i Sverige og Danmark.) I Norge har denne vise imidlertid vakt et væld af protester og offentlig debat om sagen helt ind i det norske storting, og man har forlangt en officiel undskyldning fra radio- og TV-chefen osv. – osv.
Naturligvis er det ikke den norske debat, der her skal kommenteres. Den er blot baggrunden for vor norske abbonnents spørgsmål: "Kan besættelse af såkaldte onde magter forekomme i vor tid? I bekræftende fald: Hvordan kan det forklares ud fra Martinus verdensbillede? En artikel i Kosmos om emnet ville være meget aktuel for nordmænd netop nu."
Besvarelsen af disse spørgsmål vil sikkert være aktuel ikke blot i Norge, men også i andre lande, og specielt for mennesker, der ikke kun tænker i materialistiske baner, men erkender, at der må være en åndelig virkelighed bagved den fysiske. Sådanne mennesker bliver der lidt efter lidt flere af, mennesker, der hverken er i stand til at tro blindt på de kirkelige dogmers fremstilling af djævelen eller kan nøjes med den ateistisk-materialistiske forklaring af livet og verden. Disse mennesker, og blandt dem mange unge, længes efter at forstå sammenhængen mellem ånd og materie og efter at få en logisk forklaring på, hvad livet og hvad den såkaldte død er, en forklaring, der ikke går imod naturvidenskaben, men udvider den til også at omfatte den psykiske og åndelige side af livet. En sådan forklaring giver Martinus i sit verdensbillede, og dermed også en forklaring af begrebet "besættelse".
1. spørgsmål: "Kan besættelse af såkaldte onde magter finde sted i vor tid?" Svaret må ud fra Martinus kosmiske analyser kort og godt blive: "Ja".
2. spørgsmål: "Hvordan kan det forklares ud fra Martinus verdensbillede?" Svaret på dette spørgsmål må naturligvis blive mere omfattende og udførligt, men derfor ikke mindre klart, da det netop er klarheden i fremstillingen af den levende kosmisk-organiske sammenhæng mellem alt i verdensaltet, der karakteriserer Martinus kosmologi.
Ud fra de kosmiske analyser vil man kunne inddele verdensaltets levende væsener (uanset om de i forhold til os befinder sig i makro-, mellem- eller mikrokosmos) i to hovedkategorier: 1. Væsener med kosmisk bevidsthed, som tilsammen udgør guddommens primære bevidsthed og i de høj intellektuelle verdener er Guds organer og redskaber for udfoldelsen af den universelle visdom, alkærlighed og skabelse eller livsfornyelse. 2. Kosmisk bevidstløse væsener, væsener i alle udviklingsspiraler, der er hjemmehørende i områder af deres udviklingsspiral, der kan sammenlignes med vor udviklingsspirals planterige, dyrerige og ufærdige jordiske mennesketilstand. Disse væsener tilsammen udgør guddommens sekundære bevidsthed, hvor den evige livsfornyelse finder sted, fornyelsen af livsoplevelsesevnen både for guddommen og for de levende væsener. Væsenerne i 1. kategori udgør tilværelsens lyszone, medens 2. kategoris væsener udgør mørkezonen.
I et spiralkredsløbs lyszone, der er identisk med en del af guddommens primære bevidsthed, kan begrebet "besættelse" absolut ikke finde sted. Denne zones væsener har alle kosmisk bevidsthed og udstråler alkærlighed og visdom. Magtudøvelse på andres bekostning eller gennemførelse af egen vilje på bekostning af andre væseners viljeføring ville være dem lige så fremmed som at dræbe, lyve eller stjæle. I spiralens mørkezone, derimod, hvor væsenerne oplever mørket som den nødvendige kontrast, på baggrund af hvilken lysoplevelsen fornyes, og specielt på sådanne udviklingstrin, som vi jordiske mennesker og væsener på lignende stadier i over- og underliggende spiraler repræsenterer, er magt-for-ret-princippet og den stærke viljekraft, der gerne underlægger sig svagere væseners vilje og dermed deres liv og velfærd, noget helt almindeligt. I en sådan zone dominerer netop den bevidsthedstilstand, Martinus kalder "djævlebevidsthed", og i en sådan zone kan "besættelse" forekomme i adskillige variationer, også den form, man har kaldt "besættelse af onde magter" eller af "onde ånder".
Djævlebevidsthed
Djævlebevidsthed" er den betegnelse, Martinus anvender på den bevidsthedstilstand, der er dominerende i de jordiske menneskers verden, overgangstilstanden mellem det egentlige dyrerige og det rigtige menneskerige. Væsenerne i denne zone er ikke mere rigtige dyr og endnu ikke rigtige mennesker, men blander dyriske og menneskelige kræfter i deres bevidsthed. I en verden, der domineres af en sådan bevidsthedstilstand, eksisterer "det onde", og i en sådan verden opleves "helvede", der ikke er et sted men en tilstand eller oplevelsessfære, hvor de levende væsener sår djævlebevidsthed med tanker, ord og handlinger og må høste som de har sået. De rigtige dyr er ikke "onde", de følger med deres instinkt, tyngdeenergi og primitive følelse loven for tilværelse i dyreriget, "jungleloven" eller den stærkestes ret. Det jordiske menneske derimod, som ikke bryder sig om at blive kaldt et dyr, bl.a. fordi det er begyndt at udvikle sin intelligens, anvender for en stor del denne begyndende menneskelige evne i pagt med jungleloven, med magtbegær og egoistisk betonet viljeføring uden hensyn til, om det bliver årsag til andre væseners oplevelse af lidelse og smerte, død eller lemlæstelse, og hos sådanne væsener findes djævlebevidstheden i renkultur. Djævlebevidsthedens repræsentanter "ved ikke, hvad de gør", som den korsfæstede verdensgenløser udtalte det på Golgatha, hvor han var forbilledet på den bevidsthedsudfoldelse, der er kontrasten til djævlebevidsthed: tilgivelse og alkærlighed, den kosmiske bevidsthed. Men han vidste også, at djævlebevidsthedens uvidenhed eller kosmiske bevidstløshed, mørkets kulmination, ville forsvinde og afløses af den bevidsthedstilstand, han selv repræsenterede: Det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse. Djævlebevidstheden eller mørket, som jordmennesket sår og må høste som skæbne eller undervisning, vil fra at være sorger, lidelse og smerte, oplevelsen af mørket eller "helvede", blive til oplevet erfaring af mørkets virkninger, til viden om mørket og dermed til den baggrund på hvilken lyset skabes, dvs den bevidsthedstilstand, som er kontrasten til "helvede": "himmeriges rige", den tilstand, det netop var Jesu opgave eller mission at være forbillede på.
Besættelse
Begrebet "djævlebevidsthed" er altså ikke udtryk for et overjordisk væsen, der har magt til at kæmpe med guddommen om, hvem af dem, der skal beherske menneskesjælen, således som blindt troende dogmatiske kristne har fået det at vide gennem mange århundreder. Kosmisk set er djævlebevidsthed udtryk for en nødvendig overgangstilstand i udviklingen fra dyr til rigtigt menneske, en tilstand alle levende væsener gennemgår i dette overgangsstadium i en udviklingsspiral, hvor de oplever kulminationen af mørket for at gå ind i lyset. Der er altså ikke noget "evigt helvede" eller nogen "evig djævel", der er derimod et evigt kosmisk kontrastprincip, hvor kontrasterne er komplementære kræfter, der ikke udelukker hinanden, men tværtimod supplerer og understøtter hinanden i den grad, at lyset ikke ville kunne opleves uden mørket, og omvendt.
I den tolvte-del af en udviklingsspiral (mere er det ikke!) hvor djævlebevidstheden udfolder sig og kulminerer, inden den bliver den nødvendige baggrund for den kosmiske bevidstheds udvikling, er magtudøvelse og dermed viljekraftens besejring af svagere viljer en dominerende faktor, og dermed også begrebet "besættelse", der er en slags åndelig voldtægt. Besættelse er en stærkere viljes og en stærkere bevidstheds magt over en svagere, og den kan blive så stærk, at den svages egen vilje og bevidsthed – tilsyneladende – udslettes. Mellem to væsener i den fysiske verden, én med en meget stærk vilje og en viljesvag, kan den stærkes viljekraft i den grad beherske og umyndiggøre den svage, at vedkommende bliver et viljeløst redskab i den stærkes magt, i givet fald også til at udføre forbrydelser, som er planlagt af den stærkes intelligens. Det er der adskillige eksempler på i kriminalitetens historie, og det synes de fleste vist ikke er særlig mystisk eller overnaturligt. Men det er mere eller mindre en "besættelse af en ond ånd" eller "ond magt", selv om magten udstråler fra en ånd, der i øjeblikket er inkarneret i jordmennesket med den stærke vilje, som udnytter den svage og gør ham til sit blinde redskab. Hvis nu jordmennesket med den stærke vilje og evne til at udnytte og misbruge andre pludselig dør, vil hans djævlebevidsthed da have mistet sin magt? Ikke hvis hans største glæde stadig er at udøve magt over andre, og det ændres jo ikke på een gang, fordi et væsen har forladt den "fysiske rumdragt", som hans fysiske legeme kosmisk set udgjorde, og gennemgår den proces, vi kalder "døden". Han er stadig en lige så "ond" og magtbegærlig ånd, som han var i sin fysiske inkarnation, men nu uden et fysisk legeme, som kan opleves af fysiske væsener. At han stadig lever, men nu på det åndelige eller stråleformige plan i en slags mellemtilstand, hvis vibrationer ligger den fysiske verdens vibrationer så nær, at han også stadig kan have magt dér, hvor et fælles tankeklima, fælles bølgelængder gør sig gældende, kommer for de fleste mennesker ind under "det mystiske og overnaturlige", som "moderne mennesker", (selv om de ellers på mange måder stadigvæk kan repræsentere "den mørke middelalder" i deres tankegang og væremåde) anser for "middelalderlig overtro". Der er jo ingen djævle til, mener de, og intet helvede, såvel som der heller ikke er engle og himmerige, men kun dette ene jordiske liv, som de ganske vist somme tider synes er "satans" eller "ad helvede til", gamle talemåder, der har vist en forbavsende levedygtighed, fordi de faktisk har mere med virkeligheden at gøre, end de mennesker, der anvender dem, er vidende om.
Besættelse af fysiske væsener fra det åndelige plan
Selv om et jordisk menneske har forladt sit fysiske legeme, kan det, uden at der er noget mystisk eller overnaturligt derved, i visse tilfælde og i en vis periode stadig have indflydelse på fysisk inkarnerede væsener. Vi er jo alle sammen, hvad enten vi i øjeblikket er inkarneret i et fysisk legeme eller ikke, primært åndelige væsener, og hvor fælles tanke- og følelsesvibrationer og en fælles indstilling til tilværelsen – f.eks. en stærkt jordbunden tankegang – eksisterer, vil der også være mulighed for kontakt. Denne kontakt kan være ubevidst både for det diskarnerede og det fysisk inkarnerede væsen, dvs at det jordbundne diskarnerede væsen tiltrækkes til et særlig mentalt klima, det længes efter, f.eks., et værtshus, hvor der nydes alkohol i lange baner. I sin fysiske inkarnation var den diskarnerede måske stærkt afhængig af alkohol, en tørst, der ikke kan slukkes på det åndelige plan, hvor væsenet i mellemtilstanden befinder sig i en slags "skærsild" af egne negative tanker og følelser. Denne tilstand plejede samme væsen, medens det var inkarneret, at flygte fra gennem nydelsen af alkohol og tiltrækkes derfor i sin jordbundethed til et miljø, hvor man søger trøst gennem alkoholens sløvende virkning på depressive tanker. Da adskillige af værtshusets fysiske gæster ikke mere er "herre i deres eget hus" på grund af rusen, tiltrækkes de diskarnerede værtshusgæster en eller anden af de fysiske værtshusgæsters organisme og stimulerer drikketrangen hos vedkommende og nyder rusen. Martinus nævnte engang i et foredrag, at man med et clairvoyant syn somme tider ville kunne se en hel "hale" af alkoholtrængende åndelige væsener, der fulgte en beruset person og nød rusen igennem ham.
En sådan hændelse, der er ubevidst for det inkarnerede væsen, og i begyndelsen også mere eller mindre ubevidst for det diskarnerede væsen, kan efterhånden blive helt bevidst for det sidstnævnte og dermed en mere eller mindre permanent besættelse og udnyttelse, hvor "en ond ånd" (for det må en sådan snyltegæst siges at være) med sin vilje og trang til alkohol besætter et svagt jordmenneske og er medvirkende til, at han efterhånden bliver dranker.
Både det besættende væsens vilje og tørst og de alkoholhungrende mikrovæsener, der efterhånden afløser højere udviklede mikrovæsener i drankerens fysiske legeme, gør det efterhånden umuligt for vedkommende at holde op med at drikke. Noget lignende gælder for narkomaner på det åndelige og fysiske plan. "Afdøde" narkomaner, som i deres "skærsild" på grund af narkohunger og depression har det "ad helvede til", vil også i deres jordbundethed tiltrækkes et narkomiljø og dér kunne besætte viljeløse narkomaners fysiske legemer og nyde at få "stoffet" gennem dem.
En anden type af "onde ånder" eller "dæmoner", som man kaldte dem i middelalderen, er de samvittighedsløse magtmennesker og forbrydere, der ikke forandrer sindelag, fordi de dør. Deres djævlebevidsthed og stærke jordbundethed vil gennem besættelse kunne gøre dem til "bagmænd" for adskillige forbrydelser, som svage jordmennesker, der nødvendigvis på en eller anden måde må være på bølgelængde med den diskarnerede forbryder, udfører for dem. Når de fysiske forbrydere er pågrebet, er de højst sandsynligt slet ikke klar over, hvad de har gjort, eller hvorfor de har gjort det. "Djævelen" eller "den onde magt" er ikke "et overnaturligt væsen", men et afdødt jordmenneske med en dominerende djævlebevidsthed og en meget stærk vilje, der besætter et på en eller anden måde åndsbeslægtet men svagere inkarneret væsens fysiske legeme for på denne måde at gennemføre sin vilje og få udløsning for sit magtbegær og sin handletrang, der er af en primitiv og destruktiv karakter. Men det må understreges, at en sådan besættelse ikke kan finde sted uden at være en form for karma.
Skærsilden og skytsånderne
Da vi lever i en meget materialistisk betonet tidsepoke, hvor masser af mennesker ikke tror, der er et liv efter døden eller en åndelig verden, vil der ganske naturligt være et stort antal forvirrede åndelige væsener, som ikke aner, hvad der er sket med dem, når de gennem dødsprocessen har forladt deres fysiske legeme. En del af dem, der er temmelig humane og kærlige væsener vil ret hurtigt få hjælp og vejledning af de åndelige væsener, hvis opgave det ligefrem er at være "fødselshjælpere" ved den "fødselsproces", som den såkaldte død i virkeligheden er. Men, når døden er en "fødsel nr. to", som Martinus udtrykker det, og der findes "fødselshjælpere", også kaldt skytsånder eller -engle, der er parat til at hjælpe de jordmennesker, som forlader deres fysiske krop, hvorfor får så ikke alle hjælp med det samme? Hvorfor oplever nogle en "skærsild" og eventuelt en tiltrækning til det fysiske plan, hvor de kan skabe adskillige forstyrrelser? Kan de ikke blive fri af "skærsilden" og ligeledes af tiltrækningen til det fysiske plan?
Det kan de, og det vil de alle sammen før eller senere blive, men årsagen til, at de ikke alle får hjælp med det samme, er den, at deres eget tanke- og følelsesliv er domineret enten af had, vrede, magtbegær, skinsyge, bitterhed, surhed, misundelse, angst, depression eller andre menneskeligt set negative tanker og følelser, som udgør et mentalt fængsel for dem selv, hvis "mure", hvilket vil sige hvis grove mentale vibrationer forhindrer dem i at få kontakt med andre væsener end dem, der befinder sig i en lignende mental tilstand. De har glemt eller opgivet anvendelse af bønnens magt, af at bede om hjælp, og de kan ikke få kontakt med fødselshjælperne, før deres tilstand bliver så uudholdelig, at den "glemte" bøn, der som et religiøst instinkt findes i dybet af ethvert væsens bevidsthed, spontant bryder frem, og de beder om hjælp, lige som dyret udstøder sit angstskrig. Da kommer hjælpen fra de væsener, som hele tiden har ventet på, at den, de skulle hjælpe, selv ville åbne for kontaktmuligheden. Ingen skærildsvæsener forbliver i den tilstand et øjeblik længere, end deres mættelse af den og lede ved den får dem til at bede om hjælp. Skytsånderne suggererer deres mørke tanker bort og hjælper dem til "en af de mange boliger i Faderens hus", som vil være et "paradis" for den humane side af deres bevidsthed, som jo også findes, selv om den hos nogle væsener endnu er meget lille. Fra dette "paradis" hvor mange befinder sig den længste tid mellem to inkarnationer dvs i den lyse del af mellemtilstanden, vil de senere komme gennem et kredsløb i de højere åndelige verdener. De mest materialistisk betonede jordmennesker vil ret hurtigt gennemgå dette kredsløb, da de ikke har så meget at opleve der. Andre, med humane og intellektuelle interesser vil have mere at opleve. Alle vil dog opleve ekstase og salighed tilpasset deres bevidstheds bølgelængder, hvorefter de igen vil inkarnere på det fysiske plan, den eneste verden hvor man møder modstand, (og ordet "satan" betyder netop modstand). Her vil de møde den karma eller skæbnedannelse, de har sået i tidligere liv på godt og ondt, og det, der var sået med deres djævlebevidsthed, vil de høste igen gennem andres djævlebevidsthed, som de ikke er beskyttet imod, og det vil påvirke deres følelsesliv på en sådan måde, at der bliver mere og mere af "det onde", de ikke kan nænne at gøre mod andre og dermed vil de efterhånden være beskyttet imod det, og kristusmentaliteten, eller lyset, vil fødes i deres bevidsthed.
Kan man undgå besættelse af onde ånder, eller befries fra dem?
Hvis mange forvirrede og på en måde "hjemløse" åndelige væsener befinder sig imellem os, uden at vi til daglig tænker over det, er der så ikke en fare for, at vi, f.eks. når vi er trætte, kan blive besat af et sådant væsen? Faren er der, men den er ikke stor, hvis vi sørger for at være "herre i vort eget hus" med vor egen viljekraft. Og der er ingen fare, hvis vi – også i et øjeblik, hvor vi er trætte – indstiller os på guddommen i bøn. Da vil vibrationerne i vort kraftfelt eller vor aura blive af en bølgelængde, som et negativt væsen ikke kan få kontakt med endsige magt over.
Men hvordan med de jordmennesker, som er blevet besat, kan de ikke befries? På statshospitaler befinder der sig uden tvivl adskillige patienter, hvis "sindssyge" i virkeligheden er en form for besættelse. Naturligvis har der været en svaghed, en disposition for en slags "bevidsthedsspaltning" og mangel på koncentrationsevne i forvejen hos det inkarnerede jordmenneske, og i en deprimeret stund har besættelsen af et eller andet "skærsildsvæsen" kunnet finde sted. Chokbehandling vil muligvis kunne jage det besættende væsen bort, men man ved ikke med sikkerhed, om den kan være til skade for det fysiske væsens nervesystem i fremtiden, selv om han er befriet. Hvad kan man da gøre? Martinus har givet udtryk for, at mange – naturligvis ikke alle – sindslidelser er forårsaget af besættelse, og at lægerne, når de er nået til at erkende en åndelig verdens og åndelige væseners eksistens, vil kunne hjælpe både det besatte jordmenneske og det væsen, der har besat det. Det vil kræve en stærk koncentrationsevne og mental indsats fra lægens og hans medarbejderes side, en stor indsigt i både fysisk og åndelig videnskab og, sidst men ikke mindst, et stærkt og inderligt guddomsforhold.
Derfor er det ikke umuligt, at "uddrivelse af onde ånder" kan have fundet sted i Norge ved hjælp af nogle præster, hvis disse præster har haft en på samme tid ydmyg indstilling til Gud og en stærkt koncentreret indstilling på at få det besættende væsen til at forlade den besatte. En sådan handling vil dog i fremtiden naturligt forbindes med åndsvidenskabens udvikling og dens gradvis større forbindelse med den fysiske videnskab, i dette tilfælde lægevidenskaben. I en vis overgangsperiode vil det muligvis være en hjælp, hvis en af lægens medarbejdere er medium. (Særlige mediumistiske evner vil der desuden i en periode være brug for bl.a. til materialisation og andre studier og eksperimenter inden for parapsykologien). Mediumisme kan ellers være en farlig egenskab, specielt hvor det drejer sig om trancetilstand, da jordmennesker med sådanne evner er stærkt udsat for at blive besat. Det samme kan gælde brugen af pendul. Man må derfor have en åndelig beskyttelse, hvis det ikke skal være farligt. I ovennævnte tilfælde, hvor alle medarbejderne kun er indstillet på at hjælpe og absolut ingen egoistiske formål er involveret, vil en kontakt til hjælpere på det åndelige plan sikkert yde en sådan beskyttelse. Lægen vil da kontakte det besættende væsen, som man har fået til at forlade sit sædvanlige offer og besætte mediet, og han vil forklare det dets situation, og at det kan få hjælp til at forlade sin skærsildstilstand, hvis det vil bede om hjælp og kontakte de åndelige væsener, der er rede til at hjælpe.
Længere ind i fremtiden vil alle former for mediumisme være for primitive og degenerere, idet det er det dagsbevidste forhold til den åndelige verden som er fremtiden. Jesus behøvede intet medium for at uddrive onde ånder. Den humane og intellektuelle udvikling vil i forbindelse med åndsvidenskaben helt forandre den fysiske videnskab, ikke mindst lægevidenskaben. Eet vil være vigtigt at erkende: at "satan lever", som var titlen på den norske vise. Ikke som et overjordisk væsen, vi skal frygte, men som djævlebevidsthed i de jordiske menneskers sind. Derfor kan "satan" overvindes, det afhænger af hvert eneste jordisk menneskes arbejde med sig selv i forholdet til guddommen og til sin næste i hverdagen.
MM
Tilbage til artikelregister
Forrige