Ældre Kosmos og Kontaktbreve

ed Henblik paa den efterfølgende lange Besvarelse af Opgave Nr. 7, blot den lille Bemærkning, at dens Kvalitet er Aarsag til, at den bliver optrykt udenom Kravet "kortfattet". Forresten skal det her siges, at der paa denne Opgave kom Besvarelser, som jeg haaber muligvis senere at kunne anvende, idet Aand og Indhold i de fleste er af en saadan Karakter, at de fortjener Publikation.

Om selve Studiekresarbejdet blot det, at Arbejdet paa alle Holdene nu gaar støt og roligt. Betegnelsen "Studiekres" er maaske nok i nogen Grad misvisende, idet hele Arbejdet jo former sig rent undervisningsmæssigt, men da den efterhaanden har vundet Hævd, vil vi indtil videre fortsætte med at anvende den.

Paa Grund af Eksamenslæsning fratræder Mogens Munch i December og Januar, i hvilken Periode jeg overtager Undervisningen af hans Hold. Studieaftenen bliver i nævnte Periode Tirsdag aften!

Til Slut blot den lille Oplysning, at Martinus, som de tidligere Aar, taler i Studiekresen den sidste Undervisningsaften før Jul, i Aar Mandag 21. December Kl. 21,15.
 

Opgave Nr. 7.

Giv i kortfattet Form en Skildring af de Omraader i Tilværelsen, hvor selv tilsyneladende tolerante Mennesker ofte optræder intolerant.
 

H. 23.

De groveste Former for Intolerance er i Reglen ret let paaviselige og kan derfor med Udbytte anvendes til en Gennemanalysering af Intolerancebegrebet. Saaledes vil man ved al Slags Bagtalelse, ved Diskussion og ved mange religiøse Sekter eller Aandsretninger træffe Intolerance i Renkultur, d. v. s. man vil her kunne træffe Mennesker, der tydeligt udløser Forargelse, Harme, Ringeagt, Had etc. mod andre Væsner, grundet paa disses Opfattelse eller Optræden.

Indikatoren for Intolerance er saaledes Udløsningen af disse Tankeklimaer, og man bør lægge Mærke til, hvor subjektivt, dømmende og blottet for dybere Intelligens Intolerancen altid optræder. Man kan for Eks. udmærket være tolerant og dog have den for saa vidt objektive Anskuelse, at kun de, der har samme Tro som en selv, kan blive salige, og man kan ogsaa (Ja bør jo ligefrem ud fra denne Opfattelse) søge at udbrede denne sin Tro. Men i samme Øjeblik man begynder at se ned paa og ringeagte de Ikke-troende, stikker Intolerancen sit Horn frem. Om den Anskuelse, man har, er rigtig eller forkert, er her ganske uvæsentlig; Aandshovmod er altid Tegn paa Intolerance.

Intoleranceudløsningen er ikke altid lige synlig, saaledes gives der et overmaade stort Antal Tilfælde, hvor hverken de ydre Omgivelser eller Genstanden for Intolerancen i Almindelighed kan mærke noget til denne Udløsning, der i Reglen heller ikke er af særlig dybtgaaende Karakter. Denne Art af Intolerance, der her tænkes paa, kan kaldes "alle de smaa Fortrædeligheders Intolerance", idet den i Virkeligheden optræder, hver Gang man irriteres af noget. Den svarer i Virkeligheden nøje til de ovenfor omtalte Former blot med den Forskel, at det intolerante Væsen her har saa megen Kontrol over sine Handlinger, har saa megen Dannelse, at det beholder sine Tanker for sig selv.

Til nærmere Belysning tjener følgende Eksempler, der blot maa betragtes som et lille Udpluk fra Dagliglivet: – Hvis man har en god Siddeplads i Sporvognen og en ældre Dame kommer ind, vil man selvfølgelig rejse sig, det kræver jo almindelig Høflighed; men man kan nemt faa saadanne Tanker som: "Hvorfor kunde ikke nogle af de andre ligesaa godt rejse sig" eller: "De gamle Tanter tager det nu altid for en Selvfølge, at man rejser sig" – altsaa Uvilje enten mod dem, man synes burde have rejst sig eller mod selve den gamle Dame.

Hvis en Herre i Biografen lige foran en beholder Hatten paa, saa Udsigten spærres, siger man maaske: "De vilde vel ikke være saa venlig at tage Hatten af?", medens man tænker: "Du kunde nu godt selv have saa megen Dannelse, at du kunde finde paa det af dig selv". Hvis Morgenbrødet eller Avisen er glemt, hvis en Ryger sætter sig i en Ikke-Rygerkupé, eller Vinduespladsen bliver nappet lige for Næsen af en, hvis man faar forkert Telefonnummer o. s. v. er det heller ikke altid lige blide Tanker, man sender "Synderne".

Benyttelse af Skældsord som Torsk, Klods, Motorbølle etc. er ligeledes Udtryk for Intolerance, for en Vredesudløsning, selvom man kun udtaler den i Tankerne.

Intolerance kan ogsaa være rettet mod Ting og Begreber, hvilket jo er et tydeligt Bevis paa, hvor naivt den kan optræde. Saaledes kan man blive gal i Hovedet paa Sporvejsselskabet, hvis man maa vente for længe ved Stoppestedet, eller Sporvognen er overfyldt, paa Statsbanerne, hvis Toget er forsinket, paa Vejret, hvis det er daarligt, paa sin Fyldepen, hvis den klatter, paa Snørebaandet, hvis det gaar i Knude o. s. v.

Endelig kan man endogsaa være intolerant mod sig selv, selvom man, hvis det er muligt, hellere vender Intolerancen mod andre. Hvis man saaledes glemmer sin Mappe eller Taske et Sted, eller hvis man laver noget forkert, saa man maa lave det om, kan man godt i sin Arrigskab titulere sig selv med Ord som Fjols eller Idiot – altsaa Ord, der i denne Situation kun er Udtryk for en Vredesudløsning.

I alle de her nævnte Tilfælde er man i Virkeligheden ganske klar over, at det blot er Tegn paa Naivitet at lade sig irritere; men der er Tilfælde, hvor man ikke kan undgaa at blive generet, f. Eks. ved Drillerier. Bør man da finde sig i saadant noget for ikke at være intolerant?

Vi kan bedst belyse Spørgsmaalet ved et Eksempel, man hører ret hyppigt: Beboerne i Lejligheden ovenover er blevet vrede paa en af en eller anden Grund og prøver at genere en paa alle Maader. De spiller højt paa Radioen og for aabne Vinduer, de smækker med Døre og tramper i Gulvet midt om Natten, saa ens Søvn Nat efter Nat bliver fuldstændig ødelagt. Skal man finde sig i det? Det skal man selvfølgelig ikke. Man kan prøve at tale de, der generer en, til Fornuft, og hvis det ikke hjælper, kan man klage til Værten, og endelig kan man jo flytte, det er der ikke noget forkert i, hvorimod man, hvis man Nat efter Nat ligger og ønsker Beboerne ovenover ad Hedehusene til og ophidser sig selv over deres Hensynsløshed, i høj Grad er intolerant. Dette Eksempel viser ogsaa umiddelbart, hvor naiv denne Intolerance i Virkeligheden er, det eneste, man opnaar, er at gøre Livet værre for sig selv.

I Sygdomstilfælde ja, i alle Slags Deprimationstilstande gælder noget lignende. Den Utaalmodighed og Bitterhed, man her udløser, er en direkte Intolerance mod Livets egen Tale, altsaa mod Gud, ligegyldig hvor store Lidelserne saa end er, og hvor uretfærdigt det end synes; man ser jo ogsaa hvorledes Intolerancen her, i særlig grelle Tilfælde udløser sig i Form af direkte Forbandelse af Gud. I dette umaadeligt omfattende Tilfælde er vi imidlertid kommet langt bort fra, hvad man med Rette kan kalde "de smaa Fortrædeligheders Intolerance.

Vi vil nu betragte en svagere Form for Intolerance, som man i Almindelighed ikke vil henregne hertil, nemlig Begreberne Sympati og Antipati.

At Antipati har noget med Intolerance at gøre, kan vel ikke synes saa mærkeligt. Vi føler f. Eks. Antipati mod Samfundets Forbrydere: Morderen, Voldsforbryderen, Bedrageren o. s. v., fordi deres Handlinger frastøder os. Men kan vor Antipati her ikke blive saa stærk, at den bliver til Had og Hævnlyst med Ønsker om at faa Forbryderen straffet, ikke for hans egen Skyld, men for at tilfredsstille os selv? Og er den Slags Tankeklimaer ikke netop Indikatoren for den højeste Grad af Intolerance og manglende Forstaaelse af, at Forbryderen netop i Følge sin Udvikling maa manifestere sig, som han gør? Derfor er der naturligvis ikke noget intolerant i, at Samfundet ikke kan lade saadanne Mennesker færdes frit omkring. Her ser vi tydeligt, at Antipati blot er en mindre stærk Intolerance, og dette gælder saa vel i det store som i det smaa. At man føler Antipati mod et Menneske, fordi vedkommende er grim eller lurvet, har en krum Næse e. L, er lige saa vel Intolerance, man kan jo ligefrem i visse Tilfælde se sig gal paa et Menneske af den Grund.

At Sympati skal have noget med Intolerance at gøre, vil paa Forhaand forekomme de fleste mærkeligt og ikke desto mindre ved f. Eks. Læreren udmærket, hvor varsom han skal være med i hvert Fald at vise ikke blot sin Antipati, men ogsaa sin Sympati for ikke at faa Prædikatet uretfærdig, og for at Børnene ikke skal faa den Opfattelse, at han er efter nogle, og at han har sine specielle Yndlinge. Virkningerne af Sympati kan da ogsaa blive fuldstændig identisk med Antipati; hvis man f. Eks. har nogle Mennesker i sin Varetægt og baade føler og viser Sympati mod dem alle undtagen mod en, vil denne givet have Følelsen af, at man har noget imod ham (hende), selvom man egentlig blot synes bedre om de andre. Sympati og Antipati er relative Begreber ligesom Behag og Ubehag, Intelligens og Naivitet, og en mindre Grad af Varme, er Kulde o. s. v., en mindre Grad af Sympati er Antipati, ligesaavel som en mindre Grad af Intelligens er Naivitet.

Nu vil mange sikkert spørge: Har Sympati da ikke noget med Kærlighed at gøre, det er jo dog den almindelige Opfattelse? For at svare paa dette Spørgsmaal maa man først gøre sig helt klart, hvilke Betingelser der kræves, for at Sympati kan optræde: Man kan have Sympati for et Væsen, naar der i dette Væsens Manifestation findes noget, man synes om, føler sig tiltrukket af. Det vil med andre Ord sige, man føler Sympati mod dem, der er gode ved en, der gør en glad og lykkelig. Men er denne Sympatifølelse saa i Virkeligheden ikke egoistisk præget, naar den er afhængig af, i hvilken Sindstilstand Genstanden for Sympatien formaar at bringe en i? Den ægte Kærlighedsfølelse er derimod ganske uafhængig af, om denne Følelse bliver gengældt eller om Genstanden for Følelsen umiddelbart vækker Behagsfornemmelse hos en. Man har jo Eksempler paa, hvorledes Forældrene kan have stor og varig Kærlighed til Børnene, selvom denne Følelse langtfra bliver gengældt. Hvorledes skulde det desuden overhovedet være muligt for nogen som helst at elske sine Fjender, d. v. s. dem, der hader en, der mobiliserer alt for at gøre det ubehageligt for en, hvis Kærlighed har noget med Sympati at gøre? I Virkeligheden ses det jo tydeligt, at hverken Sympati eller Antipati kan eksistere paa det Trin, hvor Alkærlighedsudløsningen er det bærende Fundament, men kun hører Dyrerigets Zoner til. Man vil da sikkert ogsaa kunne forstaa, at Sympati- og Antipatifølelsen saa vel som enhver subjektiv Dømmen er Bevis paa, at Bevidstheden om, at vi alle er akkurat lige uundværlige Led i den guddommelige Verdensplan, ikke er en Del af ens Natur, og bærer dybest set Præg af Intolerance mod Gud, samt at kun de Væsner, der forstaar Verdensplanen helt, kan have en fuldt udviklet Kærlighedsevne. Det her nævnte maa dog ikke forstaas saaledes, at vi ikke bør føle Behags- og Ubehagsfornemmelser, at vi ikke bør frastødes af "det Onde" eller tiltrækkes af "det Gode", eller at vi ikke bør vælge vore Venner blandt dem, der tiltaler os o. s. v., det vilde selvfølgeligt ikke være rigtigt, ligesaa lidt som det er rigtigt at være ked af, at man bedre "kan lide" en Slags Mad frem for en anden Slags; men derfor behøver man dog ikke at nære størst Sympati for den, der laver den bedste Mad, og ligeledes burde man ikke behøve at nære Antipati mod dem, hvis Handlinger frastøder en, og Sympati for dem, hvis Manifestation behager en. Som hørende Dyreriget til og som et enpolet Væsen maa man sige, at dette i Almindelighed er en Umulighed for os; men man kan i al Fald stræbe henimod at undgaa alle negative Former for Manifestation.

Selve Sympatifølelsen har jo i denne Verden den store Betydning derved, at den i en Mængde Tilfælde afføder Kærlighed. Uden Eksistensen af den, vilde vi her faa meget vanskeligt ved at udvikle vor Kærlighedsevne, men det er jo ogsaa netop af disse Grunde, at Sympatifølelsen mange Gange regnes identisk med Kærlighedsfølelsen. Man vil ogsaa heraf se, at man selvfølgelig slet ikke skal gøre sig Umage for at undgaa at faa Sympatifølelser; men at man, der hvor disse er til Stede, bør prøve at erstatte dem med Kærlighed. Vejen fra Had over Antipati og Sympati til Kærlighed er dog mere farbar end Vejen fra Had til Kærlighed eller fra Antipati til Kærlighed.

Til Slut blot et lille Billede, der klart skulde vise den betydningsfulde Forskel, der er mellem Sympati og Kærlighed: Lad os tænke os, at vi er stillet overfor en umaadelig fin og indviklet Maskine, bestaaende af en Mængde Hjul af de mest forskellige og besynderlige Former. Nogle er takkede, kantede eller knudrede, andre afslebne runde, nogle er store, tykke og grove, andre smaa, spinkle og fine. Endelig er nogle indsmurt i mørk, tjærelignende Olie, medens andre er blanke og polerede. Vi forstaar ikke Maskinen, men vil alligevel føle os tiltrukket af de glatte, blanke, smukt formede Hjul, hvorimod de knudrede, grove og oversmurte Hjul vil virke frastødende paa os. Hvis nu alle disse Hjul var levende Væsener, vilde vore Følelser gaa over til Sympati og Antipati. Men nu de, der holder af selve Maskinen, og kan se, at hver eneste Detalje, enten den for Sanserne kan synes køn eller grim, er Udtryk for den højeste Logik, kan de beherskes af Sympati og Antipati, hvis vi atter tænker os Hjulene som levende Væsener? Nej, de vil kun kunne føle en umaadelig Kærlighed til hvert eneste Væsen som et selvstændigt Led i det store Hele.
 

H. 24.

Gennem "Livets Bog" og specielt gennem Kapitlet "Intolerance" giver Martinus en Oversigt over, hvilken hæmmende Indflydelse det har paa Individernes aandelige Udvikling, naar de mangler Evne til at kunne forstaa andre Væseners Tænke- og Handlemaade. Det er derfor af umaadelig Betydning for enhver, der higer mod at blive delagtig i en renere Form for Livsopfattelse, at faa klarlagt paa hvilke Omraader det i Dag optræder intolerant for med denne Erkendelse som Grundlag at paabegynde en Træning i at optræde tolerant i de paagældende Felter.

En Regel, der gælder for alle reflekterende Individer – altsaa alle Mennesker – er, at de alle manifesterer Intolerance i et Omraade, der paa den ene Side begrænses af en overvundet Form for Intolerance, som Individet er fuldt bevidst i, og som det behersker, og paa den anden Side begrænses af et ubevidst Felt, hvor det endnu for Individet er en Livsbetingelse at være Lovovertræder. Forskellen mellem Individerne fremkommer ved, at det bevidste Omraades Størrelse vokser med Udviklingen, og Udvikling kommer i Stand ved, at Væsenet trænger mere og mere ind i den ubevidste Zone – og det er netop denne Trængen ind – denne begyndende anelsesmæssige Opfattelse af, at det handler forkert – der resulterer i Ønsket om en forandret Væremaade, og som, naar den naas, giver Individet et Skub frem i Udviklingen, – her i disse halvt ubevidste Felter bliver Træningspladsen, og for aandeligt udviklede Mennesker gives der ingen bedre Vej til hurtigt at beherske disse Felter end at studere Martinus Arbejde og derigennem komme til Klarhed over disses Zoners Karakter.

For Mennesker, som gerne vil være tolerante, gælder det, at de kommer til en Forstaaelse af, at enhver nok saa ubetydelig Handling, ja enhver Tanke er en Magtfaktor, der paavirker Omgivelserne behageligt eller ubehageligt alt efter dens Art og er en medvirkende Aarsag til Skæbnedannelse.

Der er mange Væsener i Dag, som har forandret deres Levevis ved at forsage narkotiske Midler, Alkohol og Kød; paa denne Maade tager de Hensyn til deres Mikroverden og er ikke medansvarlige for Mishandlinger og Drab blandt Dyrene – herved gavner de umaadeligt i den fysiske Verden – de giver Organismen en Fred mod visse Sygdomme; men det bringer ingen Lægedom til Sjælen, hvis der samtidig i deres aandelige Legemer foregaar de samme Rædselsscener, som de lige har faaet Bugt med i det fysiske Legeme. Dette sker, hvis de f. Eks. tænker nedsættende om de Mennesker, der frembringer, forhandler og endnu nyder Tobak, Vin og Kød. – At rase mod en Slagter, haanligt at kalde hans Køretøj for en "Ligvogn", at nægte sin Hund Kød, fordi man selv er Vegetarianer, viser ikke noget stort aandeligt Fremskridt. Man har Lov til at glæde sig over at være fri for mange grove Former for Levevis, for Vanebevidsthedens Fængsel, men man har ingen Ret til at tænke nedsættende om dem, der endnu sidder arresterede deri – de har Brug for al vor Medfølelse.

Et andet Omraade, hvor tilsyneladende tolerante Mennesker forsynder sig, er, at de ikke kan skelne mellem aandelig Tvang og aandelig Hjælp. Naar et Menneske vil paatvinge et andet en Opfattelse, som den paagældende ifølge sin Udvikling slet ikke er moden til at modtage, eller som det maaske er vokset fra, optræder det intolerant. Hensigten med at "prædike" var at virke som en "Lysbringer" men Resultatet bliver, at man virker saarende, at der skabes Irritation i et Medvæsens Sind, – kun der, hvor der er Selvoplevelse nok, hvor der er tilstrækkeligt Erfaringsgrundlag, hvor Individet er træt af den Maade, hvorpaa det lever, kun der kommer ens Viden som en "forfriskende Brise", som en Forjættelse, som Helbredelse for et sygt Sind.

Det viser sig altsaa, at det, der i den ene Situation virker "frelsende", i et andet Tilfælde kan virke forstyrrende, og hermed bliver det klart, at det bliver en bydende Nødvendighed for Aandsforskeren at lære at skelne, – at lære Menneskekundskab, – at lære at kunne tie, at kunne resignere.

De aandelige Sammenslutninger, som findes, tiltrækker alle de Individer, for hvem Tolerancens store Betydning er ved at blive en Sandhed, men disse Mennesker, der paa denne Maade bliver delagtiggjort i en ny Viden, paatager sig ogsaa samtidig et Ansvar, som de ikke altid er fuldt paa det Rene med. De burde fylkes i Taknemmelighed om de Idéer og den Viden, der har gavnet dem – de burde i deres Sind være opfyldt af Kærlighed til en saadan Sag, at de aldrig kunde nænne paa nogen Maade at skade den i deres Tanker, deres Ord og deres Handlinger. Men i mange Tilfælde, efter kortere eller længere Tids Forløb, naar de er blevet mætte, naar den første Betagelse har fortaget sig, eller naar de skuffes over at se visse Forhaabninger briste, gaar de over til smaalig Kritik af Enkeltheder – af Personer – glemmer Lyssiden og fordyber sig i Sammenslutningens Skyggeside – skuffes over, at en saadan overhovedet eksisterer, glemmende at der maa være en saadan Skyggeside som en naturlig Følge af, at de enkelte Individer i disse Kredse rekrutteres fra et Plan, der endnu er befolket af ufuldkomne Væsener. Resultatet er Ufordragelighed, der giver sig Udslag i Klikevæsen, Rivaliseren, Sladder, Undervurdering af andre, daarlig Omtale, hvor Hensigten er at trække den omtalte ned i en andens Omdømme, Mistænkeliggørelse og andre Former for Splid.

Og det sætter sine Spor baade indadtil i de paagældende Individers Sind, hvor der opstaar en Kamp mellem de højere Bevidsthedsorganer og de mere primitive, og som fører til Uro for dem selv, Bekymringer og Sindslidelser, der sluttelig vil resultere i ubehagelig Karma; og udadtil virker saadanne Kræfter, som er sat i Bevægelse, splittende og opløsende, hvis de bliver stærke nok. Det er altid værd at tænke paa, at det er let at sætte nedbrydende Kræfter i Bevægelse – deri er vi alle Virtuoser – det er ulige sværere at beherske dem.

Men naar vor Bevidsthed er levende, naar det er vore aandelige Legemer, der skal blive af en saadan Kvalitet, at de kan blive Redskabet for en forklaret Oplevelse, og naar vi begærer og længes mod denne Oplevelse, ja, saa er det da stik imod al Fornuft "at bære Ved til Intolerancens Baal", og saa længe man gør det, er man Slave, da er det Kræfterne, der er Herre over en, – jo mere man kan indstille sig forstaaende overfor andre Væseners Tænke- og Handlemaade, des mere bliver man fri, des mere objektivt ser man paa alt, – man begynder at blive Herre over Kræfterne.

Og vi, der har faaet den Forrang frem for Jordens Millioner at være saa tæt ved det straalende guddommelige Lys, der folder sig ud mod os gennem "Livets Bog" og hele Martinus Arbejde og Væsen, – vi som daglig er Vidne til et Eksempel, et Bevis paa, at Tolerance kan praktiseres i alle Forhold, vi burde med dette Eksempel for Øje, have saa megen Vilje, at vor Livsførelse saavel indadtil som udadtil gennem alvorlige Bestræbelser for at tjene Kærlighedens store Sag kunde tegne sig som et mere og mere straalende Punkt i vor nuværende Tilværelses Mørke.
 

Opgave Nr. 8.

Paavis ved Eksempler det guddommelige Skabeprincips rytmiske Udløsning indenfor de Omraader af Tilværelsen, hvor det jordiske Menneske dels er, og dels er ved at blive bevidst.

 

København.
Mandag d. 7. (Martinus) Tirsdag d. 1.
Mandag d. 14. Tirsdag d. 8.
Mandag d. 21. (Martinus) Tirsdag d. 15.
Odense: Onsdag d. 2. og Onsdag d. 16.
Roskilde: Torsdag d. 3. og Torsdag d. 17.