Kosmos 1976/2 side 15
Walter Christiansen
"LIVETS BOG"
1
Vandreren fra lysets rige
Da Martinus i året 1960 kunne afslutte sit hovedværk "Livets Bog", som han da havde arbejdet på i henved 30 år, forelå dermed for første gang et åndsvidenskabeligt værk, hvis dybde, forenet med enkelhed og klarhed, for modtagelige og åndeligt søgende mennesker lod dette værk fremtræde som "bøgernes bog", bestemt for det 20. århundredes, i blinde vandrende menneskehed. Med supplerende bøger og symboler betegner "Livets Bog" en afslutning, fuldendelse eller forløsning af den jordiske menneskeheds mangfoldige bestræbelser på at forklare sin tilværelse.
Som Martinus fortæller os, er det at være et jordisk menneske ensbetydende med at leve i livets "dalsænkning". Men mange mennesker er begyndt at vende blikket opad imod livets "tinde", og en del mennesker arbejder energisk på at nå frem til denne. Men vejen er lang og trang, og talrige er de blindveje, som mennesket indfanges i undervejs. Og dog bliver en sådan vandrers erfaringer det grundlag, der en dag fører ham frem i nærheden af tinden, og i et solstrejf, som spreder de omgivende tågebanker, for første gang på nærmeste hold lader ham se denne livets højeste tinde i al sin majestæt og skønhed.
I dalen er udsynet meget lille. Undervejs mod højderne bliver det større, men er stadig underkastet skiftende begrænsninger. På bjergets top er udsynet derimod kulminerende. At være hjemmehørende på bjergets top, hvorfra livet kan overskues i sin absolutte helhed, er at have kosmisk bevidsthed. – Set fra bjergets top tager livet i dalen sig anderledes ud, end når man befinder sig nede i selve dalen. Perspektivet har da fuldstændig forandret sig. Dalbeboerens før så uløselige problemer og før så brændende spørgsmål er svundet ind til at blive ubetydelige, medens hans håb og drømme er trådt frem fra en tidligere næsten upåagtet baggrundstilværelse og har forvandlet sig til strålende virkelighed.
"Livets Bog" er en på "bjergets top" hjemmehørende vandrers fortælling om, hvordan det er at leve i "højderne". Og om, hvordan "dalen" tager sig ud set deroppefra. Denne vandrer har begivet sig ned i dalen for at fortælle dens undrende beboere, at livet i en højere verden er en kendsgerning, og at "bjerget" ikke, som de fleste af dalens beboere tror, er ubestigeligt. Ja, denne vandrer fra lysets rige synes at kende hver en vej og sti, som fører til dette rige, ligesom han fortæller om og advarer imod farerne undervejs. – Dalbeboerens spørgsmål er mange. Og vandrerens svar er præget af en indgående viden om alt væsentligt, og af en dyb kærlighed til spørgeren. Dalbeboeren bliver stille og ser undrende op imod tinden i det fjerne. Skulle det virkelig være muligt, at lysets rige findes som en levende kendsgerning? Skulle vandreren foran ham virkelig være kommet derfra, når han dog ser ud som alle andre af dalens beboere? Spørgeren ser tilbage. Dalen synes ham pludselig mørkere end hidtil. Måske det var et forsøg værd at begive sig af sted op imod bjergets top? Den fremmede vandrer har jo givet ham så mange holdepunkter for en sådan vandring, at det meget snart må kunne vise sig, om de fører til noget. Og han har også fortalt, at han selv engang har haft hjemme i dalen, men kæmpede sig vej fremad og opad. Det er ikke så underligt, at han kender hver en vej og sti.
Dalbeboeren ser hen på vandreren. Hvad, om denne kunne lede ham direkte til bjergets top, han kender jo vejen? – Den fremmede gæst smiler sagtmodigt og afkræftende: Jeg er kommet, ikke for at udvælge enkelte, men for at hjælpe alle, som behøver og ønsker min hjælp. Jeg kan anvise og forklare dig vejen, men ethvert menneske må alene tage beslutningen, må alene begive sig på vej, må alene kæmpe sig frem. Således er kærlighedens lov. Vejen er lang og trang, og præget af ensomhed. Men det er bedre at gå vejen end at forblive i mørket. Og ensomheden skal gøre dig godt. En dag vil du opdage, at ensomheden er forbi. Du vil da have overvundet de største forhindringer og passeret de dybeste afgrunde. Vejen bliver da jævn og fremkommelig. Da vil du være så nær bjergets top, at du vil møde vandrere, der lige som du er kommet fra dalen. Og I vil glædes ved at vandre sammen.
2
Den kontinuerlige åbenbaringsproces
For det kosmisk bevidste menneske er livet som en til stadighed åbnet billedbog, hvis fortællende blade stråler i alle regnbuens farver og i vidunderlige lys- og skyggevirkninger, hvorsomhelst og nårsomhelst åbenbarende Guds kærlige tale til de levende væsener. Lystrende tankens mindste bud eller ønske åbenbarer denne "bog" sine dybeste hemmeligheder for den kosmisk bevidste iagttager, hvis sansning således er overordentlig følsom og modtagelig. En sådan proces sker vel at mærke, uden at iagttagerens ønske, bud eller forhåndsviden på nogen måde griber ind i eller involverer sig i åbenbarings- eller oplevelsesprocessen. Universets love og principper træder uden aktiv udfoldelse eller anstrengelse fra iagttagerens side frem som indiskutable selvfølgeligheder, som uskrevne evige love og principper. Et sådant syn er kun muligt for et menneske, som til fuldkommenhed behersker sin tanke- og viljeføring. En sådan evne kan ikke af noget jordisk menneske til fuldkommenhed opnås gennem viljen alene, kombineret med en eller anden form for åndelig træning eller meditation. Den er et spørgsmål om udvikling.
"Livets Bog" træder således frem som et spejlbillede af livets inderste struktur og væsen. I al sin mangfoldighed viser det os omgivende liv sig at være gennemtrængt af klare livslove. Disse livslove, således som de åbenbarer sig for Martinus' kosmiske bevidsthed, har i "Livets Bog" erfaret en prægning eller formgivning, som har muliggjort deres nærmere betragtning og bedømmelse af mennesker, som endnu ikke har evne til ved selvsyn at erkende disse love og principper, men som gennem studiet af denne åbenbarede viden i overordentlig grad inspireres til selvstændig tænkning og analyse. Almindeligvis knytter vi begrebet "åbenbaring" til særlige sjældne og ophøjede øjeblikke i en mystikers eller vismands tilværelse. Men for det kosmisk bevidste menneske er livets "åbenbaring" og dermed livsmysteriets løsning blevet en kontinuerlig, en vedvarende foreteelse. Fra de trykte sider i "Livets Bog" strømmer os således en viden imøde, som i en sådan betydning er enestående og uden sidestykke, at den er nedfældet på grundlag af iagttagerens kontinuerlige og fuldt dagsbevidste evne til selvsyn eller selvoplevelse af absolutte, universelle sandheder. Ydermere adskiller dette værk sig fra andre åbenbaringsværker derved, at universets evige love og principper fremstilles i en for det jordiske menneskes hele situation tilpasset og til en vis grad efterkontrollérbar skikkelse. Ved hjælp af en intelligensmæssig iklædning har Martinus præsteret, i form af "Livets Bog" at gøre universets evige love og principper synlige og forståelige for os på en sådan måde, at denne bog i ét og alt appellerer til selvstændig, logisk tænkning. Logik er netop vejen for det 20. århundredes, i mørket vandrende menneske. Logik er det eneste, som kan "genskabe" forbindelsen til det tabte rige, som ikke er af denne verden, og få dette rige til at vokse frem i hvert enkelt menneske. Ligesom logik i form af intelligens på et af udviklingen bestemt tidspunkt i vor tilværelse afbryder vor instinktive forbindelse med Guddommen, således er det også logikken som en dag åbner vore øjne og etablerer en på intelligens baseret forbindelse til denne Guddom.
Den absolut logiske opbygning af stoffet er dét, som giver Martinus fremstilling sit videnskabelige præg, og som bortvejrer enhver mistanke om, at der her kunne foreligge et værk opstået på grundlag af ukontrolleret følelse og derfor et rent subjektivt værk. Værket er opstået netop på grundlag af en højeste selvkontrol og sansemæssig suverænitet og derfor evne til objektivitet. Enhver, som opfatter "Livets Bog" som et i traditionel forstand overvejende subjektivt værk, har endnu ikke forstået den kosmiske bevidstheds væsen.
3
Alkærligheden i "Livets Bog"
Hvad er det da, som foranlediger et væsen med kosmisk bevidsthed at skrive omfangsrige bøger om livets love og principper, når dette væsen dog er i stand til at erkende og efterleve disse love og principper ganske umiddelbart eller direkte? Hvad er det, som foranlediger denne suveræne bevidsthed til at iklæde disse uskrevne love og principper en "dragt", bestående af logik og intelligens, en "dragt", hvis udformning for et sådant væsen selv dog kun kan være ensbetydende med en ganske unødvendig ballast? Forklaringen kan kun være én: kærlighed. Manifestationen af de kosmiske love og principper i form af analyser og symboler er en kærlighedshandling. Alkærligheden gennemstråler som den hellige ånd hver linje i "Livets Bog" og gør hele dette værk til et enestående kærlighedens symbol. Derigennem åbenbarer sig et væsen eller en væremåde, som absolut ikke på nogen måde søger sit eget, men i et og alt arbejder for det jordiske menneskes forløsning. En sådan forløsning kan kun ske gennem sandhed, gennem den hellige ånd. Men da det jordiske menneske endnu ikke har kosmisk bevidsthed og altså ikke er i stand til på sit nuværende udviklingstrin umiddelbart og kontinuerligt at opleve forløsning gennem den hellige ånd, er denne hellige ånds markante synliggørelse i jordisk stof, som et led i det jordiske menneskes udvikling, blevet en nødvendighed. Og ser vi ikke Martinus stå i denne nødvendigheds, denne verdensgenløsnings tjeneste?
Som et led i verdensgenløsningen ses "Livets Bog" således placeret i direkte forlængelse af det gamle og det nye testamente. De kosmiske sandheder, således som de i Bibelen fremtræder i form af Jesu lignelser, udgør også fundamentet i Martinus analyser og symboler. Men det, som sker i "Livets Bog", er ikke en "afklædning" eller overflødiggørelse af disse lignelser. Disse totusindårige, billedlige sandheder mister ikke deres kraft eller betydning ved gennemlysning med intelligens, men ophøjes tværtimod derved og lyser mere end nogensinde. At tale i lignelser viser sig således at være ikke modsætningen af klar eller direkte tale, men blot en anden form at klæde sandheden i. Og en meget smuk og inspirerende form tilmed. Men ligesom det overvejende følelsesmæssigt anlagte menneske føler sig draget af netop denne form, og ikke, hvad kosmiske sandheder angår, kan påvirkes af klar og direkte tale, på lignende måde er også det af intelligens dominerede menneske for en tid blevet uimodtagelig for sandheder, der alene fremtræder i form af lignelser. Det af intelligens dominerede menneske er kun modtagelig for den klarhed og inspiration, som åbenbarer sig gennem prosaisk, direkte, utilsløret tale, eller som i det mindste overvejende beherskes af en sådan tale. Det er kun modtagelig for en tale, der kan gennembryde dets åndelige begrænsning, som netop er intelligensens dominans, ved at den henvender sig til dette menneske i et sprog, som det kan forstå. – Men selv et af intelligens domineret væsen vil efterhånden få udviklet sin følelse og derved mere og mere opleve den afklaring og balance, som fører det til at opleve lignelse og direkte tale, eventyr og virkelighed, poesi og prosa som to sider af den samme sandhed.
Den kærlighed, som gennem Jesu lignelser og gennem hans liv og gerning åbenbaredes for det jordiske menneske, erfarer således ved den hellige ånds synliggørelse i "Livets Bog" en vidunderlig bekræftelse og fuldendelse.
4
Ubelæsthed og kosmisk bevidsthed
En yderst markant og betydningsfuld omstændighed ved Martinus forfatterskab er hans ubelæsthed. Martinus skolekundskaber måtte ifølge givne omstændigheder blive meget beskedne. Og hans åndelige søgen i ungdomsårene gav sig ikke udslag i læsning af bøger, lige så lidt som hans daglige arbejde med tørre tal på et mejerikontor kunne give nogen åndelig træning. Således uberørt af sin videre omverdens mangfoldige åndelige brydninger oplevede han i 30års alderen den kosmiske fødsel, som medførte hans totale åndelige forvandling. I sin lille bog "Omkring min missions fødsel" har Martinus indgående beskrevet sin åndelige forvandling og de omstændigheder, som førte ham frem til den. Denne lille, kortfattede bog er den eneste, i hvilken Martinus har beskæftiget sig med sin egen person. Gennemtrængt af intuition så Martinus sig nu, til stor forundring for sig selv og sine nærmeste, i stand til at gøre rede for enhver åndelig sammenhæng, han stillede sig overfor, idet han ganske enkelt "læste" sammenhængen ud af den "bog", som selve livet fra nu af kom til at udgøre for ham. Livets egen tale blev således Martinus' eneste "kildeskrift" og dermed fundamentet for det forfatterskab, han navngav derefter.
Men Martinus' åndelige forvandling ændrede ikke den "ubelæsthed" eller "mangel på viden", som hidtil havde præget ham som noget givet. Ubelæstheden blev tværtimod på forunderlig vis en forudsætning for, at en "umiddelbar læsning" i livets egen "bog" nu uhindret kunne finde sted. Som allerede antydet, så indtager det kosmisk bevidste menneske ikke en "aktiv" eller "belastet" holdning til genstanden for sine undersøgelser, idet en sådan holdning blot ville frembringe relative sandheder og ikke absolutte sandheder. En mere eller mindre omfangsrig og udspecialiseret jordisk viden, således som den knytter sig til det ufærdige menneske, ville for en iagttager af kosmiske sammenhænge optræde som "ballast" eller "begrænsning" og derved blive en hindring for, at det iagttagede kan gå "rent" igennem. En sådan "ballast" samt ukontrollerede ønsker og begær er i stand til at påvirke det iagttagede objekt således, at der, alt efter iagttagerens kosmiske kvalifikationer, udfra hans mentalitet mere eller mindre foregår en "skabelse af sandhed" i iagttagerens eget billede – en sandhed, som ikke er absolut eller ren, selvom den for iagttageren selv ser sådan ud. – Det kosmisk bevidste væsen derimod er åndeligt suveræn, er "herre i sit hus", er og må være befriet for al den "ballast", som jordisk viden i sammenligning med kosmisk viden udgør.
Det kosmisk bevidste menneskes tankeverden og væremåde fremtræder til stadighed "fejet og prydet", dvs. ren eller udrenset for lavere bevidsthedstendenser. Men denne "fejede" og "prydede" tilstand optræder vel at mærke ikke som et resultat af en viljemæssig tvangsforanstaltning, men som en gennem gradvis udvikling på naturlig måde skabt, kontinuerlig tilstand. Et sådant væsen er til stadighed iført "bryllupsklædningen". Naturen eller Forsynet udstyrer derfor viseligt kandidaten til "den store fødsel" med et minimum af "ballast", dvs. med jordiske eller miljømæssige forudsætninger i netop et omfang, som opfyldelsen af en bestemt mission kræver, uden at der herved i form af unødvendig "ballast" skabes hindringer for den sig tilstundende kosmiske bevidsthed.
Ubelæstheden, således som den på forskellig måde kommer til udtryk i Martinus' udformning af tanker, står derfor kun tilsyneladende i en skærende og for mange mennesker uforståelig kontrast til hans dybtgående, kosmiske viden. Vort ringe kendskab til intuitionsevnen og dens forudsætninger lader os endnu være fyldt med fordomme vedrørende ydre kundskabers betydning for udviklingsmæssige kvaliteter. Vi forstår endnu ikke, at alkærligheden indebærer den højeste form for "belæsthed", som eksisterer, omend denne "belæsthed" er ganske anderledes struktureret, end vi er vant til at opfatte dette begreb. I vor vækst ind i en alkærlig væremåde bliver livets egen tale for os gradvis den "bog", som gør os virkeligt vidende.
Martinus værk, "Livets Bog", har det primære sigte: ikke at "belaste" os med nye kundskaber, men gennem absolut viden = alkærlighed netop at aflaste eller befri os for den "ballast" eller det livets mysterium, som omgiver os.
5
En rejse mellem kendsgerninger
At have kosmisk bevidsthed er at kunne se den absolutte værdi eller det absolutte væsen i alle foreteelser, dvs. at kunne opleve alle foreteelser afmystificerede, forklarede eller som rene kendsgerninger og at kunne bevæge sig frit omkring mellem disse kendsgerninger, betragtende dem fra alle sider og synsvinkler uden på nogen måde at antaste dem, uden på nogen måde at involvere sig i og derved påvirke disse kendsgerningers væsen. – Er dette ikke, hvad Martinus gennem "Livets Bog" viser os? "Livets Bog" er en rejsebeskrivelse fra en rejse mellem kendsgerninger, fra en rejse mellem universets love og principper. Med videnskabelig grundighed gør Martinus her ad logisk vej rede for alle tings sande sammenhæng og perspektiv, således som de åbenbarer sig for hans kosmiske bevidsthed. Det kraftfordrende arbejde for et i den grad med intuition begavet menneske ligger ikke, som man måske kunne tro, i selve erkendelses- eller oplevelsesprocessen. Denne er jo blevet et gennem udvikling skabt talent og foregår derfor med største lethed. Det slidsomme – og for et kosmisk bevidst væsen i egentlig forstand "unaturlige" arbejde – består i at gøre de kosmiske facitter tilgængelige eller forståelige for det jordiske menneske ved at synliggøre dem i en symbolsk såvel som sproglig og menneskets situation tilpasset form. Gennemgribende logik og en rigdom af nuancer præger på afgørende måde hele fremstillingen. Men såvel denne af gennemført logik bestemte videnskabelige grundighed som tankernes rigdom er gennemtrængt af intuition og fremtræder derfor i et ganske andet mønster, end vi forefinder det i såvel jordnær-videnskabelige som i kunstnerisk inspirerede værker. – Vore videnskabelige værker præges gennemgående af korte og klare sætninger i en følelsesfattig, af intelligens domineret fremstilling. Sådanne værker beskæftiger sig i den grad med udforskning af brudstykker, at al sans for en virkelig sammenhæng med verden udenfor brudstykkerne forsvinder. – Vore kunstnerisk inspirerede værker præges gennemgående af den modsatte tendens, dvs. af en følelsesmæssig, omend til tider i høj grad også intuitionsbegavet tendens. I sådanne værker kommer ofte en "helhed" til udtryk, som aldrig kan blive absolut eller almengyldig, idet den hovedsagelig viser kunstnerens egen verden, viser en "helhed" skabt i hans eget billede.
Med Martinus "rejse mellem kendsgerninger" er det lige som med en rejse, vi selv foretager til en for os fremmed egn: Der kan være ting, som er vanskelige at fortælle med ord, hvorfor vi benytter os af farvestrålende billeder til illustration af vore oplevelser. Martinus' symboler er illustrationer af universets love og principper og som sådanne til uvurderlig støtte for forståelsen af hele hans verdensbillede. Men de er andet og mere end slet og ret et supplement til analyserne. I disse symboler er selve essensen af "Livets Bog" nedfældet i linjer, former og farver. I disse symboler træder analyserne, én gang forstået, frem i synlig skikkelse. I ét blik åbner sig her for vore sanser en total oversigt over livsmysteriets løsning og en dybde i forståelsen af universets love og principper, som rækker helt ind i evigheden. Intet sted i Martinus værk trænger den hellige ånd så umiddelbart og uhindret igennem som netop i symbolerne. Intet sted åbenbares det klarere end her, at verdensgenløseren har "talt". Præget af skønhed, harmoni, logik, helhed, fuldkommenhed og kærlighed kaster Martinus symbolik med forløsende kraft sit hvide, strålende og varmende lys ind i vor tids mørke.
6
"Livets Bog" – det integrerede værk
En fremstilling, der som "Livets Bog" er baseret på intuition i hidtil ukendt grad, er ikke mere udtryk for videnskab, religion eller kunst betragtet som skarpt afgrænsede "discipliner". Vi står foran et værk, i hvilket sådanne discipliner er integrerede i én eneste, alle ting omfattende "disciplin", fællesnævner eller syntese. Og er denne fællesnævner ikke netop kærlighed? Er det, "at elske sin næste som sig selv", ikke på samme tid udtryk for den højeste videnskab, den højeste religion og den højeste kunst?
I Martinus' formgivning af tanker åbenbares det, at hverken videnskab, religion eller kunst, men ene og alene den ubegrænsede kærlighed er den store fællesnævner, som i sig rummer alt andet. Hvad videnskab angår, ser vi da ikke, at den højeste viden ikke kan nås uden kærlighed, ja, i højeste instans bliver kærligheden selv? – Hvad religion angår, ser vi da ikke, at den højeste form for religion netop består i, ganske enkelt og absolut at "elske sin næste som sig selv" og derfor også bliver til kærlighed? – Hvad kunst angår, ser vi da ikke, at den højeste form for kunst netop er "kunsten at leve"? Og hvad er denne kunst andet end det, at åbne sig for og lade sig gennemstrømme af universets grundtone, kærligheden?
"Livets Bog" er således først af alt en kærlighedens bog. Og dette er også grunden til, at mangen en videnskabsmand, som i meget høj grad er indviklet i fysisk-videnskabelig tænkning, må føle sig skuffet ved sin læsning af denne bog. Han søger "videnskab", men finder den ikke. Han ser endnu ikke, at selve kærligheden er den "videnskab", han har brug for. – Således må også mangen en gejstlig eller åndelig interesseret føle sig skuffet ved læsningen. Han forventer at blive løftet op i et højere plan, men skuffes af fremstillingens "dræbende" logik. Han forstår endnu ikke, at logik og kærlighed er identiske, og at det, som hører "dyret" til, må "dræbes" eller udleves, for at kærligheden kan leve. – Ja, selv mangen en kunstner må føle sig skuffet, når han i "Livets Bog" søger den absolutte frihed og ikke kan finde den, men i stedet løber ind i love og principper, som synes at ville indordne og placere ham og gøre al frihed illusorisk. Han forstår endnu ikke, at den højeste frihed ligger i en dagklar erkendelse af loven om årsag og virkning med den heraf følgende ordnen sig ind under Guds vilje. Han forstår endnu ikke, at en sådan ydmyghed både er udtryk for den højeste frihed og grundlaget for den højeste skabende kraft, som findes, og som netop er kærlighed.
Fremstillingen i "Livets Bog" præges således af et hidtil ukendt mønster, en hidtil ukendt rytme. I værkets "mangel" på opdeling i skarpt afgrænsede emner træder dets helhed frem, afspejlende helheden i det univers, det søger at beskrive. – I værkets, af logik gennemvævede form åbenbarer sig en højeste bevidstheds kærlighedshandling, som er, gennem logik at forløse det 20. århundredes, af intelligens blændede menneske. – I værkets "gentagelser" af universelle sandheder i stadig nye sammenhænge afspejler sig en åndsvidenskabelig omhu og grundighed, som i ét og alt bestræber sig på ikke at lade den studerende tabe af syne den "røde tråd" i fremstillingen, men lader ham bevare den værket igennem. – I værkets karakter af "omstændelighed" erkender vi den rigdom af nuancer, som kun kan opleves ved en kosmisk "rejse mellem kendsgerninger", og som forekommer os anstrengende i samme grad, som vi ikke selv er fortrolige med nuanceret tænkning. – Og i værkets sproglig set "kantede" form afslører sig den højeste form for belæsthed, som en kontrast til al jordisk videns eller belæstheds formfuldendthed og tillige begrænsning.
Men kærligheden i "Livets Bog" manifesterer sig ikke kun gennem logiske redegørelser, men også gennem forfatterens livsglæde og syn på livet som et eventyr. Martinus ikke blot stadfæster og ophøjer Jesu lignelser, han benytter også egne lignelser til at illustrere sine tanker med, ligesom hans fremstilling ikke savner stænk af såvel humor som ironi. Og i denne umiddelbare livsglæde samt i de, omend beherskede, islæt af humor og ironi er det, som om hele den tilsyneladende næsten uopnåelige fuldkomne væremåde rykker os et godt stykke nærmere, idet vi her ser, at den vel er ren og ophøjet, men dog ikke steril eller uden berøringspunkter med vor daglige jordiske virkelighed.
Alt dette i "Livets Bog" åbenbarer således tilsammen en hidtil ukendt og over al kritik hævet integritet. – Ukendt, fordi en kærlighedens og visdommens bog, egenhændigt skrevet på grundlag af fuld kosmisk bevidsthed, endnu aldrig har været manifesteret i vor menneskeheds historie. – Og hævet over al kritik, fordi "Livets Bog", som et led i skabelsen af mennesket til Guds billede efter hans lignelse, åbenbarer sig som en ren kærlighedshandling, og kærligheden er et fænomen, som virker afvæbnende på al kritik, idet kærlighed i sig selv er aldeles uangribelig og usårbar og derved udgør en "modsætning" til selve begrebet "kritik". – Men ikke hævet over analysering! "Livets Bog" er jo selv en analyse af livet og lærer os således, selv at tænke analytisk og logisk, uden at vi af den grund nogensinde behøver at give afkald på det eventyr og den spænding, som livet også er og vil vedblive at være.
WChr
Tilbage til artikelregister
Forrige